Tid er penge på den digitale markedsplads

Vores adfærd bliver hver dag omsat til tal. Stykkes tallene sammen, er der næsten ingen grænser for, hvor intime detaljer vi deler med store virksomheder med vores telefon i lommen.  

På internettet konkurrerer virksomheder om at indsamle flest informationer om vores adfærd. Til formålet skaber de algoritmer, der fastholder vores opmærksomhed så længe som muligt. Det er opmærksomhedsindustriens skjulte dagsorden. Mens vi bliver underholdt, indsamles der personfølsomme oplysninger om os.

Ved man nok om vores hverdag, kan man mere end at målrette sin markedsføring. Man kan tilpasse den, så reklamer for nye fodboldstøvler tilfældigvis popper op, efter vi har været ude at spille fodbold.

Derfor er de største og mest profitable internetvirksomheder dem, som sælger forudsigelser til andre. Det ved Daniel Blaabjerg-Zederkoff en masse om. Han arbejder på Center for Overvågningsvidenskab ved Aarhus Universitet. Herudover er han ansat som holdunderviser på Uddannelsesvidenskab.

Statistisk overvågning

Hvornår begyndte staterne at overvåge folk? Daniel peger på den moderne stats opkomst og forklarer, at discipliner som statistik og demografi er overvågningstyper, hvor staten reflekterer over dens ressourcer (blandt andet dens befolkning) for at maksimere udbyttet af menneskers adfærd.

Den gældende tankegang i overvågningskapitalismens tidsalder stammer fra en statslig fortolkningstradition. Historisk er menneskers adfærd blevet omsat til tal og brugt til at sandsynlighedsberegne mulige fremtider. Således har man forsøgt at indrette nutiden til at imødegå den mest sandsynlige fremtid – eller den mest ideologisk ønskværdige – af de mulige fremtider …

Selvovervågning

Daniel påpeger, at det ikke kun er en drivkraft på internettet at oversætte følelser og adfærd til tal. Vi kvantificerer velvilligt vores adfærd, så vi kan fortolke på statistiske udsving og forbedre vores liv og ultimativt os selv.

Når vi downloader apps, der registrerer vores forbrug og fysiske aktiviteter, kvantificerer og monitorerer vi vores egen adfærd. I praksis er det selvovervågning. Hvis vi ønsker at ændre vores adfærd, er det nemlig effektivt at indsamle informationer, der skaber overblik over den.  

Problemet er, at vores hjerner ikke som supercomputere kan forstå forbindelserne mellem de informationer, der bliver afledt af vores adfærd på internettet.

Det betyder, at vi har glæde af at kunne se, hvor mange skridt vi har taget i dag, i går og for tre måneder siden. Det er både sjovt og brugbart. Virksomheder, der specialiserer sig i datalagring, indsamler imidlertid tusindvis af informationer om os dagligt. Heraf er antal skridt én af disse informationer.

De mange datapunkter udgør tilsammen et net af informationer, der afslører ting om os, som vi aldrig selv registrerer. Den viden bruger datalagringsvirksomhederne mod os på to forskellige måder.

Forsynet med vores data kan de optimere algoritmer, der forudsiger, hvilke kampagner vi er mest tilbøjelige til at reagere på. Den viden er værdifuld for tredjeparter, som ønsker at sælge produkter til os.

Vores data anvendes også til algoritmer, der skal fastholde vores opmærksomhed. Når først man har vores opmærksomhed, afgiver vi data og fodrer selvsamme algoritme.

Ikke desto mindre ynder vi at monitorere vores egen adfærd, fordi vi formoder og forventer, at selvovervågning er et virkningsfuldt redskab til selvbeherskelse. I og for sig er selvovervågning en digital forbrugerlogik. Daniel pointerer, at den digitale forbrugerkultur, som centrerer sig om monitorering og kvantificering, faktisk reproducerer internettets markedslogik.

Overvågningskapitalisme

Daniel indleder fortællingen om overvågningskapitalisme med Googles søgemaskine.

Med søgemaskinen fik Googles stiftere adgang til informationer om, hvordan vi bevæger os på internettet. Hvor lang tid vi bruger på de enkelte søgeresultater, hvornår vi stopper op, hvor længe vi stopper op, og hvad vi klikker på.

Selvom vi ikke som supercomputerne kan forstå forbindelserne mellem relevante data, kan vi forstå bevæggrundene for indsamlingen af data: profit. Det var dog først i begyndelsen af det nye årtusinde, at man hos Google fik øje på, at disse informationer er en guldgrube.

”Vores digitale adfærd knytter sig til vores følelsesliv, som også påvirker vores adfærd i den fysiske verden. Som med enhver anden kapitalistisk logik, hvor vi har med råstoffer at gøre, ønsker man at sikre sig bedst mulig adgang til råstofferne. Man er både interesseret i at sikre råstoffernes kvalitet og bredden af indhentningsmuligheder af råstofferne. Hvis råstoffet er adfærd, giver det et helt nyt perspektiv på mobiltelefonen.”

Daniel fortsætter: ”Det ville ikke være en skør påstand, at Google har bevæget sig ind på markedet for mobiltelefoner for at indhente informationer om vores adfærd i den fysiske verden.”

Kontrol og påvirkning

Daniel fremhæver desuden spørgsmålet om de mange ubevidste valg, vi træffer hele tiden, men som vi ikke selv er klar over, at vi træffer. Det er de valg, der kan påvirkes:

”Kan man påvirke de små beslutningsmomenter, som for os er ubevidste eller selvfølgelige, har man ret stor magt over folks adfærd.”

Daniel udlægger de subtile mekanismers indflydelse på vores adfærd og parafraserer teorier om magt, der ikke kan udpeges. Under sådanne forhold har vi ikke nogen at klandre, når vi er utilfredse. Derfor, slutter han, kan påvirkning være mere gunstigt end kontrol.

Endnu engang giver han udtryk for holdninger, der ikke nødvendigvis stemmer overens med dem, man finder hos den amerikanske forsker Shoshana Zuboff, som i 2014 introducerede begrebet overvågningskapitalisme.

Zuboff beskriver den overvågningskapitalistiske utopi, hvor påvirkning er blevet til kontrol. Set fra Daniels synspunkt er det ikke nødvendigvis ideelt for overvågningskapitalismens aktører. Ifølge Daniel indskrænker kontrollen deres råderum, fordi kontrol synliggør magt.

Den utilslørede påvirkning finder sted, når Google Ads viser os en reklame for fodboldstøvler, lige når vi har ømme fødder efter træning. I sammenhængen er det afgørende at fastholde vores opmærksomhed, så man har det størst mulige tidsrum til at vise os reklamer for fodboldstøvler.

I tidsrummet sætter vi digitale fodspor. De kan bruges til adfærdsforudsigelser. Google sælger forudsigelserne til virksomheder, der i den fysiske verden kan tjene penge på os, hvad end vi abonnerer på tjenester, besøger deres webshops, eller køber produkter i deres butikker.

På internettet er de frie markedskræfter ikke i samme omfang styret af udbud og efterspørgsel med henblik på forbrug. Det er vores tidsforbrug, som virksomhederne tjener penge på, fordi vi afgiver data og er eksponeret for markedsføring. Derfor er der mange gratis tjenester på internettet. Vi betaler nemlig med vores tid og data.

På internettet bliver det tydeligt – tydeligere end i den fysiske verden – at vores tid er kostbar.

Overvågning i Danmark

I Danmark har vi ingen store datalagringsvirksomheder, men Daniel understreger, at overvågningskapitalismen på ingen måder er inddæmmet af landegrænser.

Herhjemme er der til gengæld virksomheder, som med sikkerhed køber forudsigelser af amerikanske datalagringsspecialister som Google og Facebook. Markedsføringsbureauer sælger deres ydelser til små, mellemstore og store virksomheder. Bureauerne bruger forudsigelserne i deres arbejde, hvorfor danskere på ingen måde er undtaget for påvirkningen.  

Den store forskel er, at vi i Danmark – og resten af EU – har muligheden for at blive glemt igen. Det er ikke et uvæsentligt privilegium, men det skærmer os ikke mod datalagringens konsekvenser.

Lægger vi vores telefoner fra os, lukker computeren og slukker for tv’et, har virksomhederne stadig adgang til uendeligt mange informationer, som kan stykkes sammen og forudsige menneskers adfærd.

Det ville bestemt gøre det sværere for virksomheder at forudse, hvornår vores fødder er ømme, hvis vi brugte mindre tid online. Datalagringsvirksomhederne ville imidlertid analysere vores holdkammeraters digitale fodspor.

Forudsigelserne, der bliver afledt fra vores holdkammeraters data, ville stadig være tilgængelige for den lokale sportsforretning, som med præcise estimater kan påvirke os med annonceplads i bybilledet og skinnende fodboldstøvler i udstillingsvinduet.

Sletter man sin Facebook-profil – eller har man måske aldrig oprettet en sådan – er det også et kvantitativt udsving. En sådan handling afslører, hvor man er i sit liv, eller hvem man er som person. Hvis alle i København gik offline, ville Google kunne bruge dén information til at forudsige, hvilke produkter vi er interesserede i – og så sælge forudsigelserne til københavnske virksomheder.

Det, som er værd at bemærke, er, at vi ikke kan undslippe kvantificeringen af vores adfærd. Det er sådan, man tjener penge på internettet.

Drømmen om udbyttet

Også før internettets udbredelse var overvågning en videnskabelig disciplin i de vestlige stater. Det verdensomspændende internet har bare intensiveret praksisserne for disciplinen og skabt nye muligheder for kapitalakkumulation.

Han kalder den digitale overvågningstype for en kapitalistisk akkumulationslogik. Parallelt med den digitale overvågnings udvikling produceres og reproduceres logikker, der handler om at maksimere udbyttet af menneskers adfærd.

De transnationale tech-giganter har for længst overhalet staternes overvågningsteknologi. Lovgivningen halter bagefter datalagringsteknologierne – og dét i et sådant omfang, at der er meget få spilleregler for transnationale aktører, der tjener penge på forudsigelser baseret på overvågning.

De materielle betingelser for gennemsigtighed forringes derfor løbende, og den omstændighed bestyrker digitale magtstrukturers subtilitet.

Kort sagt bliver det kun mere vanskeligt at trække i håndbremsen, så længe tiden går.

Når man spørger Daniel, hvad han mener om, at Datatilsynet ifølge den seneste finanslov skal spare 10 procent, svarer han, at det er bekymrende. Jeg supplerer og kalder det påfaldende!

Hvad må der gøres?

Daniel vender tilbage til det faktum, at det er den grundlæggende markedslogik på internettet, at viden afledt af adfærdsdata distribueres af økonomiske årsager. Og det er svært at gøre noget ved!

Ønsker man at skærme sig mod den digitale markedsøkonomis distribution af personfølsomme oplysninger, er den lavpraktiske løsning ikke at benytte sig af muligheden for at logge ind med Google. Det gjorde jeg selv, da jeg trykkede på Zoom-linket, Daniel sendte mig i forbindelse med vores samtale.

Han anbefaler, at man tager sig tiden til at sige nej til cookies, og han nævner gratis apps, der tracker og hindrer virksomheders forsøg på at indsamle informationer via vores telefoner. Det er oplagte muligheder for at beskytte vores adfærdsdata.  

Han fortæller også, at Firefox og andre mindre populære browsere beskytter os bedre mod indsamling af personfølsomme oplysninger. Ikke desto mindre overgås browsernes søgemaskiner altid af Googles, der anvender et utal af informationer om os til at optimere deres algoritmer.

I sammenhængen bliver det faktisk vores konformitet og behov for underholdning, der vanskeliggør et opgør med internettets markedslogikker. Daniel understreger, at de værktøjer, vi er efterladt med i overvågningskapitalismens tidsalder, er vidensdeling og bevidstgørelse.

Vi lever i overvågningskapitalismens tidsalder og kan ikke undslippe den kapitalistiske akkumulationslogik på internettet. Derfor slutter Daniel, at vi gør klogt i at skabe betingelserne for, at vi hver især kan navigere i det store digitale landkort.

Jo mere bevidste vi bliver om den påvirkning, som vi konstant udsættes for og jo mere vi forholder os til, hvilke informationer vi ønsker at afgive, des bedre står vi ift. at navigere selvstændigt og træffe vore egne valg.

Derfor bliver dialog og åbenhed midler til at frigøre sig fra den overvågningskapitalisme, der hersker på internettet.

Tidstyveri

Efter samtalen med Daniel står det klart, at tid er internettets møntfod, som vi ødsler væk, når vi er online. Imens opretholder vi forudsætningerne for vores egen undertrykkelse. Til gengæld bekæmper vi ikke nødvendigvis de transnationale datalagringsvirksomheder ved at monitorere vores skærmtid og fantasere om vores tilværelser før internettets udbredelse.

Når vi forsøger at træde ud af én overvågningssfære, træder vi ofte ind i en anden. Bestræbelsen på at nedbringe vores skærmtid kan betegnes som selvovervågning, hvis endemål er at maksimere udbyttet af vores adfærd … Overvågningsaktivisme bør derfor tage en helt anden form!

Når vi med selvovervågning forsøger at udbyttemaksimere vores adfærd med henblik på at optimere den, er vi på sin vis skyldige i at udbytte os selv. Det virker fjollet, når arbejdsgiverne står i kø for at få lov til lige netop dét!

Derfor bliver vi nødt til at gøre op med den logistiske selvbeherskelse og kvantificeringen af vores følelsesliv, som vores adfærd er knyttet til.

Kort sagt bliver tid meget lidt værd, når vi ikke deler den med hinanden. Reduceres tid til et betalingsmiddel, rammes den også af inflation. Overvågningskapitalismen devaluerer vores tid. Derfor er prisen for internettets belejlighed ubegribeligt høj.

Vores tid er kostbar. Sold den ikke væk!