Nikolaj Villumsen: To ting vi allerede har lært af corona-krisen

Corona-krisen er langt fra overstået. Mange risikerer fortsat at dø. Reaktionære kræfter i Danmark og EU står i kø for at misbruge krisen til at skære ned på velfærd, suspendere menneskerettigheder eller afblæse klimakampen.

“Ingen, der har siddet ved spisebordet med arbejdscomputeren fremme og overgearede, understimulerede unger rendende om benene, kan længere påstå, at daginstitutioner og skoler ikke bidrager til at skabe værdi.”

Men når vi sidder i vores stuer, bekymrede over både nutid og fremtid og anspændt følger med i seneste nyt om corona-krisen, bør vi som samfund drage nogle vigtige erfaringer.

Lektie #1: Stærkt fælleskab

Vi er blevet mindet om, hvor afgørende et stærkt, fælles velfærdssystem er. Den kærlighed og taknemmelighed, der i disse dage regner ned over sundhedspersonalet på landets sygehuse og plejehjem, er velfortjent. Og jeg håber vi tager værdsættelsen af velfærden helte med os videre.

At vi kan få den nødvendige behandling uden at skulle gå fra hus og hjem. At der er et sikkerhedsnet, som griber os, når vi mister jobbet eller arbejdsevnen. At der er hjælp at hente, hvis huset brænder. Det er alt sammen en forudsætning for en tryg hverdag.

Ingen, der har siddet ved spisebordet med arbejdscomputeren fremme og overgearede, understimulerede unger rendende om benene, kan længere påstå, at daginstitutioner og skoler ikke bidrager til at skabe værdi.

Alt det skal vi værne om.

Investeringer – ikke nedskæringer

Den helt nødvendige nedlukning af landet kommer nemlig uden tvivl til at trække lange spor i vores økonomi. Der vil komme svære tider, hvor politiske valg vil afgøre, hvordan vi kommer gennem krisen.

Finanskrisen fra 2008 vækker grimme minder. Svarene på krisen var dengang de helt forkerte.

Den benhårde sparepolitik – som udsprang af EU-elitens økonomiske diktater – viste os, hvor hurtigt man kan afmontere en velfærdsstat. Hvordan man på få måneder kan sende millioner ud i fattigdom. Destruktionen af de offentlige sektorer i lande som Italien og Spanien er tydelig i dag.

Ungdomsarbejdsløsheden blev i starten af krisen fordoblet i Spanien og fordobledes fra ca. 20 % i 2008 til 40 % i 2009. Kurven toppede i 2013, hvor arbejdsløsheden blandt unge spaniere ramte 55 %. Det har taget årevis at bringe kurven ned, og selv i dag – før corona-krisen ramte – er der 50 % flere unge arbejdsløse i Spanien sammenlignet med før finanskrisen.

10 års sparepolitik har også sat sine tydelige spor i sundhedsvæsenerne i Europa. I Danmark skriger personalet på flere hænder og sengepladser. Sygeplejersker fortæller om dagligt at måtte tage umulige valg, mellem hvilke patienter de prioriterer, og en klinikchef gennem 20 år ”siger ikke op i protest, men i desperation.” Selvom der er blevet tilført flere penge, har økonomien slet ikke kunnet følge trit med antallet af opgaver.

Når vi kigger ud i Europa, ser vi det samme billede – særligt i landene hårdest ramt af EU’s sparepolitik. Hvad man kan rive ned på et splitsekund tager årevis at genopbygge.

Jeg kan ikke lade være med at stille mig selv spørgsmålet: Havde det gjort en forskel for Italien og Spaniens evne til at håndtere corona-udbruddet, hvis man i 2008 havde investeret sig ud af krisen?

Vi skal for alt i verden ikke gentage fortidens fejl. Vi skal i stedet investere os ud af krisen.

EU-eliten har heldigvis indset, at de økonomiske styringsredskaber – som binder medlemslandene til en enormt restriktiv finanspolitik – skal lempes i lyset af corona-krisen. Men skal vi godt igennem den økonomiske krise, der ligger på den anden side af sygdoms-krisen, skal sparepolitikken lægges helt og endegyldigt i graven.

Et Europa, som sammen investerer sig ud af krisen, og opbygger de offentlige sektorer, vil stå meget stærkere på den lange bane.

Lektie #2: Vi kan mere, end vi tror

For fire uger siden krammede jeg mine naboer, når vi mødtes på legepladsen for, at vores børn kunne lege i sandkassen eller gynge. I dag har jeg svært ved at huske sidste gang, jeg krammede nogen uden for min nærmeste familie.

På rekordtid har vi som samfund taget utroligt drastiske værktøjer i brug. Både i forhold til at lukke ned for at skærme de svageste mod corona-pandemien og til økonomiske hjælpepakker for at afværge den truende økonomiske krise. Det har været helt nødvendigt og det helt rigtige at gøre – selvom det også er svært.

Og det er langtfra kun i Folketinget, at de har været hurtige til at handle for det fælles bedste. Overalt er der sprunget skæve og skøre initiativer op af jorden. Fællessang på altanerne, fredagsbar på Skype og facebookgrupper fyldt med folk, der står klar til at hjælpe sygdomsramte og risikogrupper med indkøb.

”10 års sparepolitik har også sat sine tydelige spor i sundhedsvæsenerne i Europa. I Danmark skriger personalet på flere hænder og sengepladser.”

Den omstillingsparathed og det samfundssind, der lige nu overvælder os alle, giver mig også håb for fremtiden. Og vi får brug for det.

Vi står stadig på afgrunden til ufattelige og ukontrollerbare klimaforandringer. Det vil kræve noget af os alle, at nå i mål med den grønne omstilling. Vi skal være villige til at tage drastiske værktøjer i brug. Vi skal kræve, at de rigeste bidrager mest. At virksomhederne tager ansvar. Og at vi selv ændrer vaner.

Corono-pandemien viser os, at når vi alle indser – at en stor krise har ramt os – så kan vi skabe store forandringer. Vi kan ikke isolere os ud af klimakrisen eller sætte samfundet i stå – men hvis vi handler i fællesskab, så kan vi lave den nødvendige forandring, før det er for sent.

Grøn genopbygning

Det kan lade sig gøre at reducere vores klimagas-udledninger i Danmark med 70 % inden 2030.

Vi kan hjælpe både klimaet og fællesskabet på vej oven på krisen, hvis vi insisterer på at genopbygge grønt. De offentlige investeringer, der skal sætte gang i økonomien igen, skal bidrage til fx at øge andelen af vedvarende energi, klimarenovere vores bygninger og skabe gode, grønne jobs.

For mig betyder det, at jeg i EU-parlamentet vil kæmpe for, at EU stopper al støtte til fossile brændstoffer, sløjfer støtten til svinende landbrug og skaber reelle alternativer til flytrafikken med hurtige tog gennem Europa. Vi skal markant hæve ambitionsniveauet fra de 50-55 % i 2030, som EU-kommissionen ønsker, til mindst 65 %. Og den ambitiøse indsats skal binde alle til handling. Derfor har vi brug for en bindende klimalov – og at EU-kassen lukkes i for dem, der ikke vil bidrage til den grønne omstilling.

Det er store opgaver, men vi har netop i denne svære tid vist os selv og hinanden – at vi sammen kan mere, end vi tror.