Helga vil have gjort op med byggebranchens absurde forhold til klimakrisen
Helga Mathiassen holdt tale ved Folkets Klimamarch i København lørdag 6. november. Læs hendes tale hvor hun opfordrer til at finde det politiske mod til at kræve, at der kun bygges med de mest klimavenlige materialer.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Hej allesammen, jeg hedder Helga. Jeg er tømrer, og jeg kan berette ude fra byggepladserne, at vi stadig venter på den grønne omstilling dér.
Mens politikerne snakker og laver målsætninger og fine planer, så buldrer byggeriet derudaf med enorme mængder beton, rockwool, stål og andre ekstremt klimabelastende materialer. Man skulle nærmest tro, at virksomhederne skal nå at fyre så meget CO2 af som muligt, før der kommer nogle regler og begrænser dem.
Det er nærmest absurd at høre i radioen hvor tæt vi er på uigenkaldeligt at have ødelagt vores egen verden – samtidig med, at man står og bygger med nogle byggematerialer, der netop bringer os tættere på afgrunden.
“Mens politikerne snakker og laver målsætninger og fine planer, så buldrer byggeriet derudaf med enorme mængder beton, rockwool, stål og andre ekstremt klimabelastende materialer.”
Lad os da komme i gang med at bygge bæredygtigt i en fart! Lad os bygge med træ, der lagrer CO2. Lad os renovere frem for at bygge nyt. Vi kender løsningerne. Vi ved, hvad der skal til. Men vi fortsætter alligevel med samme materialer, samme produktion. Måske fordi det er lidt dyrere. Fordi det er besværligt at gå i gang med noget nyt. Men også fordi der er nogle producenter som Rockwool eller Aalborg Portland, som producerer beton, der gør deres for at forhale at der kommer reguleringer, fordi det er deres klimaskadelige produkter der bliver bygget med.
Jeg ville ønske, at vi have nogle politikere, der turde skære igennem og stille krav til alt byggeri: Hvis I skal bygge, så skal det være med de materialer, der skader klima og miljø allermindst!
Vi er rigtig mange i byggebranchen, der ønsker at bygge noget, som er mere bæredygtigt. Noget vi kan være stolte af. Noget der gavner fremtiden og den jord, vores børn skal overtage.
Der bliver talt så meget om, at der mangler faglærte til at udføre den grønne omstilling. Men kære politikere – så stil dog nogle krav til byggeriet, til industrien, til landbruget, så vi faglærte kan bygge en grøn fremtid i stedet for at bruge 37 timer om ugen på at arbejde i den helt forkerte retning.
En socialt retfærdig grøn omstilling
Vi ved, at klimaforandringerne vil ramme verdens fattigste hårdest. De mest velstillede kan flytte sig, og kan sikre deres hus. Det er de rigeste, som udleder mest CO2. Derfor må de også betale den højeste pris.
Vi i Danmark skal gå forrest på verdensplan – vi er blandt de rigeste og de største udledere. Vi har ikke tid til at vente på at andre handler først, og vi har historisk et stort ansvar. Men også i Danmark er der stor ulighed – og den grønne omstilling må ikke øge uligheden.
Klimakrisen er lig med social uretfærdighed – men vi kan ikke bekæmpe den uden samtidig at bekæmpe ulighed. Vi kan ikke bremse klimakrisen uden at være solidariske med dem, der mister deres job, fordi de arbejder i en industri, som skal nedlægges eller omstilles. Klimakrisen skal vi løse i fællesskab, og ingen skal efterlades på perronen.
Vi skal have indført CO2-afgifter, så det klima-rigtige valg er det billigste – men det må ikke gøres uden at kompensere dem med de laveste lønninger. Ellers bliver de fattige endnu mere fattige, mens de rigeste bare kan betale sig fra at fortsætte overforbruget på første klasse.
Vi står over for en kæmpe omstilling – tænk hvis vi brugte den til samtidig at skabe et mere lige og socialt retfærdigt samfund?
Så kære kommunalpolitikere: Gå nu forrest og vis, at vi godt kan bygge bæredygtigt. Stil krav i lokalplanerne til at der bygges med bæredygtige materialer, at der renoveres frem for at bygge nyt, at der bygges med henblik på genanvendelse
Og kære kommunalpolitikere: Lad os få en grøn jobgaranti, hvor det er fællesskabet, som sikrer at der er arbejde til dem, hvis branche skal skrue ned for produktionen. Lad os få masser af efteruddannelse, så folk kan dygtiggøre sig inden for de områder, hvor der kommer til at mangle hænder. Lad os få en masse reelle grønne jobs, så vi alle sammen bekæmper klimakrisen mens vi går på arbejde!
Venner, lad os stå sammen om at bekæmpe klimakrisen – vi har hele fremtiden at vinde.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER