Tre stykker nødvendig læsning for at forstå nutidens Sydafrika

Det er begyndelsen af september. Jeg er i Cape Town i Sydafrika til bogfestival. Egentlig ville jeg have været til South African Book Fair, men den eksisterer ikke længere. Under pandemien opdagede jeg Open Book i sin online version.

Festivalens leder og grundlægger Mervyn Sloman er også ejer af The Book Lounge, som er en uafhængig boghandel i Cape Town. Jeg fanger ham om søndagen, på festivalens sidste dag midt i larmen på markedspladen, som udgør festivalens pumpende hjerte, hvor der er workshops for børn, salg af bøger og præsentation af litterære projekter.

Mervyn Sloman fortæller, at festivalen er en naturlig forlængelse af hans boghandel. Boghandlen åbnede i 2007, og den har som formål at skabe en platform, hvor forfattere kommer til orde og mødes med deres læsere.  Meget hurtigt udviklede det sig til, der var rigtig mange arrangementer og begivenheder i The Book Lounge hver måned. Det var meget overvældende og kom meget bag på Mervyn Sloman, at han havde ramt et behov, og derfor blev det i 2011 besluttet af lave en festval.

Hele interviewet med Mervyn Sloman indgår i en reportage fra festivalen, som man kan lytte til via ”Foreignness and Friendship”, hvor der også ligger en samtale om ”African Literary Cities Project, som har til formål at kortlægge litterære byer på det afrikanske kontinent.

Allerede på festivalens første dag opdager jeg, at langt de fleste optrædende forfattere er højtråbende, selvbevidste, lattermilde, sorte sydafrikanske kvinder mellem 30 og 40. Det er fantastisk at opleve viljen og evne til at tale klart og præcist. Jeg vil her præsentere tre forfattere og deres bøger, som giver et både smukt og alvorligt indblik i nutidens Sydafrika.

The Soft Life

På festivalen i Cape Town møder jeg Lebohang Masango. Hun har skrevet en bog baseret på samtaler med fem forskellige kvinder, der insisterer på at leve det gode og søde liv, et liv som de helst vil have at mændene i deres liv betaler for … også selvom de egentlig ikke behøver en mand til at finansiere deres forbrug.

Derfor sørger kvinderne i bogen for KUN at date mænd med penge. Nymodens innovationer som at dele regningen på en restaurant har de kun foragt for.

En af kvinderne i bogen fortæller på et tidspunkt, at hun sendte en besked til den mand, hun er sammen med, og beder ham om at overføre 2000 rand (750 kr.) – ikke fordi hun havde brug for pengene, men kun for at se, om han ville sende hende pengene.

Masango afviser diskussioner af ”blessers” og ”blessees”. Hun mener derimod, at der er tale om helt almindelige kærlighedsforhold mellem mænd og kvinder, hvor det finansielle spiller en naturlig rolle på linje med andre vigtige aspekter i livet.

Jeg oplever Lebohang to gange under festivalen, første gang under temaet sex, nydelse og samtykke – blandt andet i selskab med Nana Darkoa Sekyiamah, som har skrevet ”The Sex Lives of African Women”. Og den anden gang optræder hun under temaet Black and Female sammen med Thandiwe Ntshinga, forfatter til ”Black Racist Bitch”.

Jeg tager mod til mig og henvender mig til Lebohang med et af mine foretrukne synspunkter: Jeg siger, at de her kvinder har et meget konservativt perspektiv og etablerer parforhold som har et utroligt traditionelt kønsrollemønster, hvilket jeg undrer mig over, fordi de ellers fremstår som meget selvstændige og frigjorte. Min pointe er, at de med deres konservatisme forærer mændene i deres liv en masse indflydelse og magt over deres liv.

Lebohang fremstår meget afdæmpet, blid og åbenhjertig på tomandshånd. Hun siger, at det er et spørgsmål, som hun måske senere vil inddrage i sine fremtidige undersøgelser, hvorefter hun smiler let med et glimt i øjet.

På scenen opfører Lebohang sig helt anderledes skarp som en sej dame. Midt i samtalen om at være sort og være kvinde henviser hun til sine tatoveringer, som ville have været synlige, hvis vi havde været i Johannesburg. Men Cape Town i september er kold og våd, hvilket sætter grænser for påklædningen.

Ordene faldt for at gøre opmærksom på, at det ikke kun er kvinderne i ”The Soft Life”, der bruger kvindelighed og seksualitet til at opnå, hvad de ønsker, men også antropologen. På Masangos Instagram kan man få syn for sagn, men tatoveringerne ser egentlig ret uskyldige og tilforladelige ud.

Jeg genkender hos kvinderne i ”The Soft Life” meget fra mit eget liv. Jeg er enig med Lebohang i, at det ikke drejer sig om blessers eller sugar-daddies. Enhver kvinde forlanger noget til gengæld, og det gør mænd også – jeg indlader mig heller ikke med en hvilken som helst kvinde, og hvis det sker, er jeg hurtigt videre til en anden, den næste.  Alligevel vedbliver spørgsmålet at blinke, hvorfor så mange kvinder accepterer at overdrage magt til deres mænd. For den der betaler, bestemmer.

Lebohang Masango:
“The Soft Life – love, choice and modern dating”
Tafelberg, 2022

Black Racist Bitch

Ingen offentlig samtale i Sydafrika kan finde sted uden implikation af race. Heller ikke her næsten 30 år efter den officielle afvikling af apartheid. Faktisk har vi kun bevæget os på meget kort afstand fra apartheid, og der er smertelig mange forhold, som er uforandrede.

På festivalen møder jeg Thandiwe Ntshingas førstefødte, som hun har valgt at kalde ”Black Racist Bitch”. En hårdtslående titel, som har vist sig ikke at falde i lige god jord hos alle sydafrikanere. Særligt hvide læsere i Sydafrika finder titlen anstødelig og fornærmende, mens andre elsker den.

Det er egentlig bemærkelsesværdigt, fordi Black Racist Bitch var netop, hvad en hvid, mandlig debattør kaldte hende på det sociale medie Tiktok, da hun valgte at fremlægge sine foreløbige forskningsresultater.

Hun forsker i ”critical whiteness” – et forskningsfelt, der beskæftiger sig med at afsløre de usynlige strukturer, der producerer og reproducerer hvides overherredømme og privilegier samt de moralske forestillinger, som hvidhed bygger på.

Netop sociale medier står helt centralt placeret i Ntshingas forskning, fordi hun bruger diskussioner og debatter på sociale medier som sit analysemateriale, hvilket bliver antydet i bogens undertitel: ”Hvordan sociale medier afslører Sydafrikas uafsluttede problemer med race”.

Bogens problemstilling er måske ikke kun relevant i Sydafrika, for heller ikke i Danmark er vi nået særligt langt. Det er også tankevækkende, at selv efter flere hundrede års kamp for sorte rettigheder i USA er der fortsat langt igen, før race ikke længere har betydning.

Under læsningen kan man ind imellem godt føle, at det hele bliver lidt overfladisk, tilfældigt og omstændeligt med lange referater af dialoger og kommentarer på Tiktok. Nogle ville måske indvende, at det er overtolkning at tage udtalelser på sociale medier for alvorligt, for de jo er skrevet i en snæver vending, og der ryger en finke af panden.

Mange af os kender sikkert oplevelsen af ikke at tage udtalelser på sociale medier særlig alvorligt, fordi de meget ofte er fyret af i affekt, mens man egentlig laver noget helt andet. Men det er måske netop pointen – at det vi siger uden at tænke over det, afslører rigtig meget om, hvem vi er, og hvordan vi behandler andre mennesker.

I ”Black Racist Bitch” formår Thandiwe Ntshinga at etablere en elegant balance mellem lange og detaljerede fremstillinger af kommentartråde på sociale medier og opsamlende, diskuterende refleksioner, hvor hun træder i karakter som antropolog.

Bogen er et vigtigt bidrag til diskussionen af race i Sydafrika – og nødvendig læsning for enhver, der ønsker at forstå de aktuelle livsvilkår i det sydafrikanske samfund.

Thandiwe Ntshinga:
“Black Racist Bitch – how social media reveals South Africa’s unfinished work on race”
Tafelberg, 2023

Sorgen over en død mand, som kun sjældent var til stede i live

Sydafrika har spillet en meget bestemt rolle i koloniseringen, og om den handler Uhuru Phalafala’s digtsamling ”Mine Mine Mine”. Her ikke i betydningen ”min”, men mine som i guldmine, fordi digtene handler om hendes bedstefar, som arbejdede i guldminerne i Johannesburg – The City of Gold.

Familien kommer fra Limpopo i den nordligste del af Sydafrika. Området er kendt for at være meget varmt og tørt om sommeren. Limpopo er rig på mineraler, og området har derfor en del minedrift. Uhurus bedstefar arbejdede imidlertid ikke i Limpopo, men længere mod syd – i Johannesburg. Det medførte, at han kun var hjemme hos familien i Limpopo nogle få uger om året til jul.

Teksterne bygger på sorgen over at miste en mand, men han var der meget sjældent – kun tilstede som en dunkel skygge af alle de børn og børnebørn, der havde ham som ophav. Dermed sendes vi ned i Sydafrikas brutale historie, hvor migrantarbejdere og minedrift er vigtige komponenter – den historie er helt uadskillelig fra den bredere kolonihistorie, og derfor føres vi i teksterne også på kryds og tværs af såvel Atlanterhavet som Det Indiske Ocean. Tonen og sproget i teksterne er meget voldsom, direkte og eksplicit.

På festivalen i Cape Town vælger Uhuru Phalafala en meget fast, hård og maskulin manifestation, når hun læser op fra bogen – det fremstår næsten som om hendes forfædres og mødres skrig tager bolig i hendes krop, og vi genoplever hele historien på ny.

Uhuru Portia Phalafala:
”Mine Mine  Mine”
African Poetry Book Series
University of Nebraska Press, 2023

Sydafrika anno 2023, næsten 30 år efter apartheid

Uhuru Phalafala’s digte præsenterer en grundlæggende fortælling om smerte, grusomhed og traumatisering, som fortsætter med at sønderrive det sydafrikanske samfund. Det faktum, at vi i år kan fejre 30 års-jubilæet for apartheids officielle afvikling, uden at vi er nået særligt langt på afstand af apartheidsystemets strukturer og kultur, gør kun dette nationale traume større.

Thandiwe Ntshingas bog sætter meget præcist fokus på, at racespørgsmålet i Sydafrika slet ikke er et afsluttet kapitel. Nogle sorte sydafrikanere fra den velstillede middelklasse har haft mulighed for at tilegne sig privilegier, som ellers kun har været tilgængelige for de hvide i Sydafrika. Det er det sociale lag i samfundet, som vi møder i Lebohang Masangos ”The Soft Life”.

De gør på en måde måske ondt værre, fordi de ufrivilligt reproducerer og vedligeholder de aktuelle magtforhold og privilegier. Der er blot også sorte sydafrikanere, der nu er en del af de privilegerede – eller også forholder de bare neutralt og egoistisk til deres livssituation, for hvorfor ikke modtage, hvad man får tilbudt, og hvad der bliver en givet?