Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen mødes med Donald Trump. Mette Frederiksens møde med den amerikanske præsident ser derimod ud til at have lange udsigter. Foto: Wiki Commons
6 min. læsetid

Kan Trump hjælpe Danmark med at tage suveræniteten tilbage og at blive en støtte for fred? Det mener Ron Ridenour, der til trods for præsidentens åbenlyse mangler kan se visse positive ting ved hans embede – fra et anti-krigsperspektiv.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du selv noget på hjerte? Så skriv til Solidaritet


Redaktionel bemærkning: Indlægget er skrevet få dage efter det amerikanske præsidentvalg 2016, men genudgives i kølvandet på diskussionen om Trumps besøg til Danmark.

Af Ron Ridenour

Valget af Donald Trump er af ‘The Establishment’ blevet opfattet som verdens mest politiske dilemma, men jeg ser et vist håb for mindre krig i verden. Dog er jeg ilde til mode ved at skrive som jeg gør. Årsagen til min tøven har at gøre med de to vigtigste moralske principper i mit livs politiske kampe og skriverier gennem et halvt århundrede: Altid at bekæmpe racisme, etnisk ulighed og kønsdiskrimination, og at kæmpe for fred.

Som borger i USA var jeg med i Martin Luther King’s ungdomsorganisation, SNCC, i Mississippi’s 1964 Freedom Summer, og jeg har altid kæmpet mod racisme og USA’s mange krige.

Da jeg kom til Danmark i 1980 var det et fredeligt land. Men efter Anker Jørgensens tid afleverede Danmark sin suverænitet til USA, og blev en blind følger af aggression rundt om i verden. Jeg har modsat mig den umoralske udvikling så godt jeg kunne.

Udover Trumps åbenlyse præference for hvide amerikanske mænd, bør vi ikke se bort fra hvad der er sket under Hillary Clintons mands administration. Hans lovgivning førte til at mange sorte blev fængslet for at tage stoffer. Desuden indrettede deres fælles advokatfirma sig efter den riges bud. Deres ‘velgørende’ Clinton Foundation bygger på millioner af dollars fra velhavende amerikanere og udlændinge, der søger politisk gunst. Under hendes tid som udenrigsminister for Barack Obama, satte Hillary Clinton verden på en krigskurs ligesom George Bush havde gjort det.

For mig er det vigtigste – og det spørgsmål, der er blevet mindst behandlet af establishment-politikere og medier – at Donald Trump siger, at han vil indskrænke regionale krige og undgå en potentiel krig mod Kina og Rusland. Clinton beskylder ham faktisk for at være en Putin-marionet. Hun synes at mene, at hvis du er patriot, skal du gå i krig mod Rusland. Dette kunne udvikle sig til en verdensomspændende atomkrig.

For mig er det vigtigste – og det spørgsmål, der er blevet mindst behandlet af establishment-politikere og medier – at Donald Trump siger, at han vil indskrænke regionale krige og undgå en potentiel krig mod Kina og Rusland

Hvad der imidlertid ikke er lagt frem for offentligheden, er den grundlæggende økonomiske lov: Når man søger årsager til en politik, må man spore pengene. Trump er ikke lige så farlig som Clinton, fordi han får sin kapital fra indenlandske kilder. Han har ikke investeret i at skabe krig mod nationer. Derimod er Hillary Clintons rige kunder og tilhængere – Monsanto, olie- og mineralindustrien, Haliburton, Goldman Sachs, våbenindustrien – en reel trussel mod verdensfreden.

Jo værre jo bedre

Trump vil have NATO til at være mindre aggressiv, og vil begrænse den amerikanske finansiering, der er på overdådige 70 % af budgettet. Han er imod de store virksomheders ønske om flere internationale handelsaftaler på bekostning af demokrati. Derfor er det politiske Establishment, Wall Street, store medier, og de fleste militære og hemmelige tjenesters eliter imod ham. Næsten alle USA’s europæiske allierede, dets politikere og medier er også imod ham. Det lyder positivt fra et anti-krigs synspunkt.

Okay, vi kan ikke regne med hvad han siger. Han lyver – ligesom Clinton. Men pga. af hans racistisk-chauvinistisk-autoritære sejre kan det betyde, at det europæiske establishment og vildledte europæiske borgere, vil blive desillusionerede over USA.

Med Trump i den store sadel vil europæerne kunne komme til at lede efter årsagerne bag alt dette bigotteri – det faktum, at den moderne racisme er rodfæstet i et Amerika, der bygger på folkemord, slaveri, militære interventioner og krige. Europæerne kunne søge deres egne løsninger på deres problemer, i stedet for at være i fanget i af en afhængighed af USA’s regime som verdens politimand.

BBC skrev i oktober, at de fleste briter ser på valget med en “blanding af fascination og rædsel”. Mange er bange for Trumps ”flirt med Moskva”, mens ”Hillary Clinton derimod … er gennemsyret af den tradition, som de allierede i Europa udgør en vigtig del af – den amerikanske opfattelse af verden”, bl.a. hendes ”høgeagtige forhold til russiske ledere.”

Faktum er at det – da USA sidste gang truede verdensfreden med en krig mod Rusland – var en russisk skibskaptajn, Vasil Arkhipov, som reddede verden fra en atomkrigskatastrofe. På trods af, at hans skib var under angreb fra et amerikansk krigsskib i internationalt hav, undlod han at affyre sit atomare våben, og ændrede retning væk fra Cuba.

Oversigt over amerikanske baser i verden (2015). Ron Ridenour mener, at Rusland er blevet tvunget til at handle på den amerikanske udvidelse af baser i nærheden af landet. Kilde: USA’s Department of Defense.

USA er siden Sovjetunionens fald rykket tættere og tættere ind på Rusland ved at optage de tre baltiske lande i EU og NATO. USA fik Ukraines højrefløj og fascistiske politikere til at gennemføre et parlamentarisk kup mod en præsident, som handlede med både Rusland og Vesten. USA påvirkede Moldova og Georgia til at prøve at gå over på Vestens side, fik Usbekistan til at lade USA benytte en militær base for at invadere Afghanistan (den lukkede i 2005), fik næsten alle tidligere østeuropæiske lande ind i EU og NATO, og truer generelt Ruslands eksistens, en trussel som tvinger Kreml-regeringen til at optrappe sit militære arsenal.

Det er netop derfor jeg håber på, at med den nationalisme, som Trump står for vil truslen for mere krig formindskes. Trumps sejr kunne også få Danmark til at se nødvendigheden af, at tage sin suverænitet tilbage, og at skabe et bedre demokrati.



Ron Ridenour har været radikal anti-krigsaktivist siden 1961, og journalist-skribent siden 1968. Hans nyeste bog The Russian Peace Threat, der omtales i artiklen, kan findes her.