Den polske præsident Andrzej Duda på besøg i Det Hvide Hus. Foto: White House Press
6 min. læsetid

Den polsk-amerikanske forhold er ikke bare nært. Det nærmer sig et såkaldt klient-forhold. Søren Riishøj analyserer de to landes relation, med paralleller til det dansk-amerikanske.


Af Søren Riishøj

»En allieret skal ikke være en satellit«.

Det erklærede den polsk-fødte, nu afdøde, tidligere amerikanske sikkerhedsrådgiver, Zbigniew Brzezinski for 20 år siden, da Polen sammen med en række andre lande fra øst blev optaget som medlem af NATO.

Men i dag kan forholdet mellem USA og Polen faktisk bedst betegnes som netop et satellit-forhold – eller måske endda et neokolonialt forhold mellem patron og klient. Det konkluderer i hvert fald Roman Kuzniar i den polske udgave af Newsweek. Og den tidligere diplomat, politolog og direktør for det polske Institut for Internationale Spørgsmål – som nogenlunde svarer til Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) – er ikke ligefrem en ubetydelig debattør.

i dag kan forholdet mellem USA og Polen faktisk bedst betegnes som netop et satellit-forhold – eller måske endda et neokolonialt forhold mellem patron og klient

Roman Kuzniar støtter bestemt ikke den officielle polske udenrigs- og sikkerheds-politik. Ifølge hans analyse kan Polens forhold til USA sammenlignes med den latinamerikanske variant af ‘klientelisme’ og Latinamerikas neokoloniale afhængighed.

Klienten – i dette tilfælde Polen – nyder visse goder fra patronen, arbejdsgiveren eller USA. Patronen beskytter og forsvarer til gengæld klientens leder (regeringspartiets formand Jarosław Kaczynski og den polske regering), støtter det nuværende illiberale regime, bibringer klienten en vis prestige gennem at understrege »venskab« og roser klienten om end på symbolplanet. Som den amerikanske præsident Donald Trump selv formulerer det: »Polen er et stort folk« eller »Jeg (Donald Trump, red.) elsker Polen«.

Den amerikanske præsident har da også støttet den polske regerings tre-havs-projekt, strækkende sig fra Østersøen via Adriaterhavet til Sortehavet. Alt sammen er gratis symbolpolitik.

Polen, fastslår Roman Kuzniar, er en værdifuld klient for Donald Trump. Polen kritiseres ganske vist af EU, men den amerikanske præsident har jo ikke de store tanker om Unionen. Polen er for ham en god »femte kolonne« i EU. Polens kontroverser med Bruxelles – og Brexit – passer ham derfor fint.

Roman Kuzniar (midten) til konference med overskriften “Er (Bronislaw) Geremeks Europa stadig muligt?”. Den polske debattør og politolog sammenligner Polens forhold til USA med et “neo-kolonialt patron-klient forhold”. Foto: Wiki Commons

Murens fald

Polen havde i årene lige efter kommunismens fald svært ved at håndtere sit forhold til USA på en rationel måde. Relationerne til Washington var meget følelsesmæssige, for USA og ikke mindst præsident Ronald Reagan blev i sin tid set som hjælper for Polen i kampen mod kommunismen. Og med optagelsen i NATO blev relationen til Washington endnu varmere.

Polen støttede – på trods af Tysklands og Frankrigs modstand – præsident George W. Bush og den amerikanske invasion af Irak – og gik endda med til den amerikanske efterretningstjeneste CIA’s brug af hemmelige fængsler på polsk territorium.

I 2018 blev der i Warszawa afholdt en anti-iransk konference, et bevis på Polens accept af den hårde amerikanske linje over for landet, i strid med EU’s politik. Våbenaftaler med Frankrig er blevet opsagt, våbnene – for eksempel F-35-jagerfly – købes i stedet i USA for dyre penge og stort set uden amerikanske modkøb eller såkaldt offset.

Polen lader militærudgifterne stige til mindst to procent af landets BNP, som krævet af Donald Trump, køber stigende mængder amerikansk gas (flydende gas, LNG) og bekæmper det planlagte Northstream II projekt. Som gengæld har klienten (Polen) stort set kun fået de omtalte »rygklap« fra patronen (USA).

Symbolske indrømmelser

»Indrømmelserne« fra Washington har som sagt stort set kun været af symbolsk karakter. Selv en viceformandspost i NATO gik Polens næse forbi. Posten gik i stedet til en rumæner, da Sortehavsregionen i Washington anses som vigtigere sikkerhedspolitisk end Østersøregionen. Men polakkerne får måske langt om længe en trøstepræmie i form af visumfrihed ved indrejse til USA.

Polen er, også i god tråd med Donald Trump, kritisk over for en mere selvstændig EU-sikkerhedspolitik (kaldet PESCO). I stedet satses der på at få permanente amerikanske baser i Polen – kaldet »Fort Trump« – og regeringen i Warszawa er villig til at betale for dem, her i første omgang tre milliarder dollar.

At Polen betragtes som »usolidarisk« i EU betyder mindre. Reelt er de amerikanske baser ikke permanente! Men, siger Roman Kuzniar, er der fred udadtil – i forholdet til patronen (USA) – kan det regerende Lov og Retfærdighedspartiet bedre koncentrere sig om at bekæmpe »indre fjender«, og frem for alt at besejre liberale og socialister. Det skete ved EU-parlamentsvalget i sommer, og måske vil det også lykkes ved parlamentsvalget den 13. oktober. Trump ville givetvis have »hyldet polakkerne« (klienten) ved sin deltagelse i markeringen af 80-året for udbruddet af 2. Verdenskrig, men sendte i stedet sin vicepræsident til at gøre det samme. Donald Trump ser formodentlig gerne den nuværende polske regering genvalgt, da den er mest USA-venlig.

Vicepræsident Mike Pence hylder Polen under sit nylige visit. Ifølge Søren Riishøj kan landet bedst betegnes som en slags ‘klientstat’ for USA.

Danmark over for Polen

Danmark har også været kendt for at være følgagtig i forhold til USA, for eksempel under Irak-krigen. Men statsminister Mette Frederiksen (S) brød for nyligt klient-rollen ved at erklære et muligt amerikansk køb af Grønland for »absurd«.

Grønland og det aflyste besøg har naturligt nok fået stor omtale i de polske medier. Danmark er kendt for, om ikke at være en klient, så dog at være »nær allieret« med Washington. Også Danmark køber F-35-jagerfly i USA og går, ganske som Polen, imod Northstream II.

Den kontroversielle Northstream II-gasledning er blevet et geopolitisk stridspunkt. Danmark har ligesom Polen valgt at følge amerikanske og ukrainske interesser, til frustration for de russiske og tyske ambitioner for energiforsyning. Foto: Global Construction Review.

En gasledning fra Polen via Danmark til de norske felter i Nordsøen er på tegnebrættet. Måske støtter Danmark en amerikansk-engelsk aktion rettet mod Iran i Hormuz strædet.

Om de personlige kontakter mellem København og Washington har genoprettet det gamle »gode forhold« vil vise sig. Så langt over mod USA som Polen bevæger Danmark sig næppe. Der bliver vel ikke oprettet et »Fort Trump« på dansk grund. At de danske militærudgifter passerer de to procent af BNP er også tvivlsomt. Men mindre kan også gøre det.


Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).