Foto: Creative Commons
19 min. læsetid

USA’s nye offensiv overfor Venezuela, Cuba og Nicaragua har medvirket til at sætte fut i en række konflikter. Julie Wetterslev synes mest af alt, at det “ligner en dårlig genindspilning af optakten til den kolde krig i Latinamerika.” Læs hele hendes analyse af situationen her.


Af Julie Wetterslev

George W. Bush talte om ´Ondskabens akse´, når han refererede til Nordkorea, Irak og Iran. For nyligt har Trump-administrationen lanceret et lignende koncept, der udstikker linien for USA’s nuværende udenrigspolitiske prioriteter.        

I en tale i Freedom Tower i Miami d. 1. november 2018, brugte præsident Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, således for første gang udtrykket ‘Tyranniets Trojka’ – som en samlebetegnelse for “de undertrykkende diktaturer” i Venezuela, Cuba og Nicaragua.

John Bolton, Donald Trumps neokonservative sikkerhedsrådgiver.

Anti-kommunisme som indenrigspolitisk strategi

Bolton lovede, at USA vil sætte hårdt ind mod de tre ’regimer’:

Denne tyranniets trojka, denne terrorens trekant – som spænder fra Havana til Caracas og til Managua – er årsag til umådelig menneskelig lidelse. Den skaber enorm regional uro og repræsenter en beskidt vugge for kommunisme på den vestlige halvkugle. USA ser frem til at se hvert hjørne i trekanten smuldre. . . . Trojkaen vil falde!”

Det var nok ikke tilfældigt, at Bolton holdt denne tale i Miami og kun et par dage før midtvejsvalgene i USA. Spørgsmålet om de såkaldte ‘socialistiske diktaturer’ er således i høj grad et indenrigspolitisk tema i USA.

Mange såkaldte eksil-cubanere, -venezuelanere og -nicaraguanere i Miami ønsker regimeskifte i deres hjemlande, og er glade for at høre den skarpe retorik. Desuden skaffer den hårde linje opbakning til Trump fra en række fremtrædende republikanere i Miami – så som Marco Rubio, Ted Cruz og Ileana Ros-Lehtinen – der i årtier har arbejdet for at fremme sanktioner og chikane over for alt, der minder om socialisme. Bolton selv har forsikret, at det ikke blot handler om midtvejsvalgene og primærvalgene i 2020, men om et genuint ønske om at bringe ’frihed og menneskerettigheder’ til stakkels undertrykte befolkninger. Bolton fremhæver ligeledes, at den nuværende administration “ikke er bange for at nævne Monroe-doktrinen”, der tidligere er blevet brugt til at legitimere militære interventioner.

“Ud med Ortega!” USA har en finger med i spillet i kampagnen mod Ortega, og i den indviklede konflikt i Nicaragua . Foto: CC

Monroe-doktrinen genoplivet

Monroe-doktrinen fra 1823 foreskrev, at de nye latinamerikanske stater skulle være fri for ydre (europæisk) politisk indblanding. Doktrinen lagde samtidig op til, at Nord- og Sydamerika lå i USA’s interessesfære, og at USA kunne gribe ind i tilfældet af konflikt i én af de latinamerikanske stater. Siden har USA interveneret utallige gange.

En tillægsprotokol til Monroe-doktrinen fra 1904 fastslog, at USA har ret til at gribe ind som “international politistyrke”, hvis stater i Caribien og Mellemamerika optræder “uciviliseret”.

Monroe-doktrinen førte til, at Latinamerika i næsten tohundrede år blev opfattet af skiftende administrationer som ’USA’s baggård’, hvor nordamerikanske investorer kunne boltre sig uden at tage hensyn til arbejderrettigheder og andre menneskerettigheder, som de ofte krænkede på det groveste. Monroe-doktrinen er derfor hadet på den latinamerikanske venstrefløj og blandt alle, som støtter op om befolkningernes ret til demokrati og selvbestemmelse.

Monroe-doktrinen har legitimeret USAs tilstedeværelse i Latinamerika i næsten 200 år. Ill.: Library of Congress

Folkelige bevægelser i Latinamerika har konsekvent udfordret Monroe-doktrinen og krævet retten til at udvikle socialt retfærdige samfund, uden at USA’s ’politistyrke’ skulle blande sig. – Men under den kolde krig var USA’s indsats mod alt, hvad der mindede om socialisme i Latinamerika, til at tage og føle på.

John Bolton taler uden at blinke om, hvordan USA´s dagsorden i Latinamerika siden Reagan-tiden har været at ´demokratisere regionen´. Selv om han udmærket ved, at USA under Reagan ulovligt sponsorerede og støttede contra-hæren i den blodige borgerkrig i Nicaragua – ligesom USA i 1980’erne aktivt støttede brutale og folkemorderiske militær-diktaturer og juntaer i Guatemala, El Salvador, Chile og Argentina.

Den lyserøde bølge

Efter den kolde krigs afslutning, og særligt efter et opgør med neoliberal strukturtilpasning i 90’erne, har flere af regeringerne i den såkaldt lyserøde bølge i 00’erne krævet (i hvert fald retorisk, men også ofte praktisk), at USA skulle blande sig uden om interne forhold. Det gælder især regeringerne i Bolivia, Nicaragua, Cuba og Venezuela, som åbent har vist amerikanerne, at de ønskede at styrke regionalt samarbejde og samarbejde med Rusland, Kina og Europa – fremfor at være ensidigt afhængige af USA.

Regeringerne i disse såkaldte ALBA-lande kritiseres ofte sønderlemmende (også af stemmer på venstrefløjen), fordi de fortsat baserer deres økonomier på udvindingsindustri, fordi de ikke har formået at bremse afskovningen i deres respektive områder, fordi præsidenterne bliver siddende lidt for længe, fordi økonomien i Venezuela og Cuba lader meget tilbage at ønske for almindelige mennesker, og fordi der ikke er ubegrænset ytringsfrihed nogen af stederne.

Da den såkaldte ‘lyserøde bølge’ var på sit højeste i 2011, spændte den over store dele af Latinamerika – Lande inkluderet i betegnelsen er her illustreret i rødt. Foto: Wiki Commons

Mens der kan være megen sandhed i den kritik, er det måske ikke helt retfærdigt at fremsætte den uden også at nævne de sociale programmer, som de ’progressive lyserøde’ har gennemført i forsøget på at sikre ordentlige boliger, offentlig uddannelse og sundhed til alle – trods de ofte voldsomme angreb som private erhvervsdrivende, højre-opposition og eksterne interessenter har lanceret mod dem. Angreb som USA nu med al tydelighed har tænkt sig at eskalere.

USA mod Venezuela

Venezuela er det mest åbenlyse eksempel på, hvordan Trump-administrationen har travlt med nu igen at gøre Latinamerika til USAs baggård. Oppositionens udnævnelse af Juan Guaidó som præsident i Venezuela 23. januar i år, var på alle måder støttet af Trumps inderste cirkel.

Faktisk startede det allerede under Obama, som kaldte Venezuela for en ’sikkerhedstrussel i regionen’ tilbage i 2015. Præsident Trump, vicepræsident Pompeo, sikkerhedsrådgiveren Bolton og de yderligtgående republikanske senatorer i Miami har siden søgt at overgå hinanden i stærke vendinger om, hvordan Venezuela skal ’befries’ fra den chavistiske regering.

Det skorter ikke på trusler fra USA om at ’anvende alle midler’ og ’overveje militær intervention’. Disse skingrende absurde trusler stod helt alene da de først blev fremført, men i dag er Luis Almagro, præsidenten for Organisationen af Amerikanske Stater, gået med på retorikken, og det samme er præsident Duque i Colombia. Efter sigende holdt top-diplomater fra Colombia og USA et møde i Washington i april for at tale nærmere om at provokere et regimeskift i Venezuela med militær magt.

Luis Almagro, præsidenten for Organisationen af Amerikanske Stater , mødes her med den tidligere amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson. Almagro har tilsluttet sig den amerikanske kritik af det, som John Bolton kalder “Tyranniets Trojka”. Foto: Wiki Commons

Offensiven handler nok særligt om, at Venezuela besidder verdens største olie-reserver, og at Venezuela med det nuværende formandsskab for OPEC kan påvirke prisen på råolie, som Trump og co. gerne vil holde lav. Maduro lovede i januar 2019, at OPEC-landene vil nedtrappe olie-produktionen for at få de lave olie-priser til at stige, så USA vil hellere have en anden præsident. Offensiven handler desuden om at genvinde kontrol med de store guldreserver og de mange mineraler i Venezuelas undergrund, som kan bruges i fremstillingen af ny teknologi. Og om at irettesætte genstridige elementer der modsætter sig nordamerikansk dominans i regionen og som insisterer på, at arbejdstager-rettigheder og andre sociale og økonomiske rettigheder er væsentlige.

Nødhjælp og våben

Udnævnelsen af Eliott Abrams som USAs særlige udsending til Venezuela var et tegn på, hvor langt Trump-administrationen er villig til at gå for at fremprovokere et regimeskifte i Venezuela. Abrams er en gammel kending, som har indrømmet, at han var én af de ansvarlige for de ulovlige våbenhandler med Iran og indsmugling af våben til contraerne i Nicaragua i 1980’erne. Efter afsløringen af de forbrydelser blev han forvist fra USAs udenrigsministerium i tredive år, før han blev hevet ind igen for at forestå eksporten af USA’s ’nødhjælp’ til Venezuela i februar i år.

’Nødhjælpen’, som skulle transporteres ind over grænsen fra Colombia, var ét stort konfliktskabende stunt, der var designet til at miskreditere præsident Maduro og fremstille USAs mand Juan Guaidó som en frelser. Hvis USA virkelig ville hjælpe civilbefolkningen i Venezuela, kunne de have lempet deres økonomiske sanktioner. Ifølge tal fra det Hvide Hus har USA alene i år beslaglagt mere end 7 mia. dollars, der tilhørte den venezuelanske stat, og indført nye handelssanktioner som vil koste landet 11 mia. dollars i resten af 2019. Nu ville de så allernådigst uddele ’nødhjælp’ for 20 millioner dollars. Mens de amerikanske sanktioner i realiteten er med til at udsulte befolkningen, ville de levere hvad der svarer til en dråbe i havet gennem deres selvudnævnte “præsident”.

Juan Guaidó: den amerikansk-støttede, selvudråbte præsident for Venezuela (th.), her i selskab med den amerikanske vicepræsident, Mike Pence. Foto: Wiki Commons

Kupmageren Juan Guaidó stod for at åbne “nødhjælpscentre” i grænseområderne i Brasilien og Colombia og sagde åbent at pakkerne vil blive sendt ind over grænsen for at se, om Venezuelas militær vil modsætte sig nødhjælpen. Mistanker om at der kunne være våben gemt i USAIDs papkasser til Venezuela blev kun forstærket af, at en mand som Eliott Abrams – der netop er specialist i den type aktioner – havde ansvaret for operationen. Formålet med hele affæren var formentligt at fremprovokere væbnede sammenstød i grænseområderne. Som modsvar lukkede Venezuela grænseovergangen og brød de diplomatiske forbindelser til Colombia.

”Udnævnelsen af Eliott Abrams som USAs særlige udsending til Venezuela var et tegn på, hvor langt Trump-administrationen er villig til at gå for at fremprovokere et regimeskifte i Venezuela. Abrams har indrømmet, at han var én af de ansvarlige for de ulovlige våbenhandler med Iran og indsmugling af våben til contraerne i Nicaragua i 1980’erne.”

Internationalt Røde Kors tog afstand fra planerne om tvungen “nødhjælp”. De udtalte, at de kun ville give hjælp, hvis Maduros regering godkender det. Samtidigt gjorde Røde Kors opmærksom på, at de faktisk allerede er til stede på seks hospitaler i Venezuela, hvor de leverer medicin og andre akutte fornødenheder.

Konflikten bliver ikke mindre kompliceret af, at Rusland i marts måned sendte militærfly til Venezuela efter aftale med Maduros regering, ligesom kineserne også har sendt tropper. USA har siden anmodet alle verdens lande om at blokere deres luftrum for russiske fly på vej til Venezuela.

USA mod Cuba

Ligeledes skrives der nu endnu et kapitel i den langstrakte historie om USAs chikane af Cuba.

Først førte en mystisk sygdom til en diplomatisk krise mellem nabolandene USA og Cuba, der ellers var begyndt at nærme sig hinanden under Barack Obamas og Raul Castros forhandlinger om at normalisere det historisk konfliktfyldte forhold.

Nordamerikanske og canadiske diplomater på ambassaderne i Havana fik pludselig en mærkelig hovedpine og susen for ørerne. Trump-administrationen anklagede uden forudgående undersøgelser den cubanske efterretningstjeneste for at stå bag ’lyd-angreb’ mod ambassade-medarbejderne – hvad de cubanske myndigheder lodret benægtede. Nogle af diplomaterne have optaget den lyd de hørte, men før undersøgelserne af lydoptagelserne var tilendebragt – og viste at det højst sandsynligt var lyden af cubanske cikader diplomaterne havde hørt – havde Trump-administrationen allerede trukket de fleste diplomater hjem fra Cuba.

Efter Trumps indsættelse ved magten er situationen igen blevet forværret. Fra hovedstaden Havana. Foto: Julie Wetterslev.

Trump-administrationen har også aflyst det fem-årige besøgsvisum, som Obama etablerede – så cubanere med familie og forretninger i USA lettere kunne rejse frem og tilbage. Og da al konsulær aktivitet er lukket under Trump, skal alle almindelige cubanere nu rejse til Mexico eller Panama for at søge om et tre-måneders besøgsvisum til USA, der kun tillader en enkelt indrejse. Det har de færreste cubanere råd til.

Hvordan disse visa-restriktioner skulle hjælpe små cubanske virksomheder og cubanske familier adskilt af Florida-strædet er svært at se, men højrerepublikanerne i Miami klapper i hænderne over den hårde linje.

USA har også sanktioneret de shipping-firmaer, der transporterer venezuelansk olie til Cuba, for på den måde at ramme både den venezuelanske økonomi og den cubanske infrastruktur – med Trump-administrationens egne ord for at ’straffe’ cubanerne for deres støtte til Maduro.

For at føje spot til skade, valgte Bolton 17. april at tage til Miami for at fejre årsdagen for USA’s forsøg på at invadere Svinebugten i Cuba i 1961, i selskab med veteranerne fra dengang og med annonceringen af flere planlagte sanktioner mod øen.

Således annoncerede han, at USA nu aktiverer to forordninger i Helms Burton-loven, som er en del af USAs komplekse sanktions-lovgivning mod Cuba. Det vil give enkeltpersoner mulighed for at lægge sag an ved domstole i USA mod firmaer, der ejer eller anvender ejendom i Cuba, som tilhørte borgerskabet før revolutionen i 1959. Aktiveringen af de sanktioner udgør et voldsomt angreb mod Cubas muligheder for at tiltrække og fastholde udenlandsk investering, for det betyder at fx europæiske firmaer risikerer et sagsanlæg i USA når de opererer i Cuba.

Desuden vil Trump genindføre det loft på pengeoverførsler til Cuba, som Obama afskaffede, så cubanere i USA nu højst kan sende 4.000 USD pr. år hjem til deres familier på Cuba. Også amerikaneres ret til at rejse til Cuba begrænses igen.

De mange stramninger af blokaden udgør det måske voldsomste angreb på Cubas økonomi siden John F. Kennedy først indførte økonomiske sanktioner, og betyder, at der venter cubanerne hårde tider forude.


USA mod Nicaragua

Da en række grupper i den nicaraguanske befolkning i foråret 2018 startede store demonstrationer mod landets regering, var Trumps administration ikke sen til at give demonstranterne fuld opbakning.

Faktisk har USA siden sandinisternes tilbagevenden til magten i 2007 styrket og næret oppositionen i Nicaragua. Blandt andet ved at finansiere de organisationer i civilsamfundet, som kræver ’demokratisering’ gennem valgreformer – og som ynder at kalde præsidenten Daniel Ortega for en diktator. På en måde kan man sige, at USA aldrig er holdt op med at gøre i Nicaragua, hvad de gjorde i de skæbnesvangre 1980’ere, hvor de støttede oppositionelle kræfter for at bekæmpe Ortega og sandinisterne.

Én af USAs vægtigste grunde til at blande sig i Nicaragua er en bekymring over Kinas og Ruslands indtog i den latinamerikanske baggård, da Ortegas regering har lavet en række aftaler med russerne og kineserne. Herunder en aftale med en kinesisk forretningsmand om at bygge en inter-oceanisk kanal, der kan give konkurrence til Panama-kanalen, som USA historisk har haft kontrol med. Kanalen vil formentlig få uopretteligt destruktive konsekvenser for miljø og mennesker i Nicaragua, men det er ikke dét, der bekymrer Donald Trump. Kanalen forstyrrer den dagsorden som Trump og hans administration har i regionen, fordi den udgør en kinesisk storinvestering i et strategisk infrastruktur-projekt i Mellemamerika, særligt da kineserne også vil få rettigheder over kanalen og de omkringliggende territorier.

Sketch af den foreslåede kanal i Nicaragua, der kan være et alternativt forbindelsesled til Panama-kanalen mellem Stillehavet og Atlanterhavet. Ill: CSEF

Den nuværende lokale modstand mod sandinisterne i Nicaragua er sammensat af en lang række meget forskellige grupper, der spænder lige fra den katolske kirke, de konservative partier, arbejdsgiverforeningen COSEP og bankerne, til menneskerettigheds- og miljø-organisationer og revolutionære og anarkistiske studentergrupper.

Man kan ikke uden problemer hævde – som den sandinistiske regering gør – at alle disse grupper er på USA’s lønningsliste, og at de alle er farlige terrorister, som kun er interesserede i at destabilisere landet og gennemføre et politisk kup mod en legitim, folkevalgt, socialistisk regering. Men nogle af civilsamfunds-organisationerne har gennem en længere årrække modtaget finansiering fra USA enten gennem USAID eller National Endowment for Democracy – to agenturer under den amerikanske udenrigstjeneste som ynder at uddanne unge politiske ledere med liberale tendenser og finansiere kampagner, der underviser i politisk brug af sociale medier.

Netop de sociale og digitale medier har været meget afgørende i udviklingen af den nuværende politiske konflikt i Nicaragua, som har ført til mindst 253 dræbte og flere hundrede fængslede, og som har forårsaget en dyb splittelse og polarisering i befolkningen. Meldinger om drab på fredelige studerende og undertrykkelse af demonstrationer blev spredt med lysets hast, ofte uden tilbundsgående undersøgelse, hvilket har medvirket til at forme det dominerende narrativ om konflikten i internationale medier. Disse fremstiller Daniel Ortega som en brutal diktator der har beordret at dræbe fredelige uskyldige studerende. De forklarer sjældent at oprørerne også har anvendt vold, blandt andet ved brandstiftelse mange steder i landet og drab ved blokaderne og at nogle af de dræbte var enten politifolk eller tilhængere af sandinistpartiet. Ligeledes har der været en udbredt brug af fake news under konflikten.

Det vakte opsigt, da nogle af de unge fra Nicaraguas studenterbevægelse i juni 2018 besøgte de republikanske senatorer Ileana Ros-Lehtinen, Ted Cruz og Marco Rubio under en rundtur i USA. De unge var i Washington for at give vidnesbyrd om myndighedernes angivelige undertrykkelse af demonstrationerne ved den interamerikanske menneskerettighedskommission. Deres møde og hjertelige håndtryk med de mest neo-konservative og reaktionære kræfter fra Florida såede tvivl hos mange observatører om oprørets rent ’folkelige’ og ’selv-organiserede’ karakter.

Konflikten i Nicaragua har gjort det muligt for republikanerne at få indført en række økonomiske sanktioner mod landet i ’The Nicaragua Investment and Conditionality Act’ – også kendt som ’NICA Act’. Med denne lovgivning, som USA’s kongres vedtog enstemmigt i december 2018, har USA’s præsident fået beføjelser til at indføre målrettede sanktioner mod alle medlemmer af Nicaraguas regering. Loven sigter også mod at forhindre, at internationale institutioner giver nogen form for lån eller teknisk assistance til Nicaragua. Samtidig giver loven ’The Nicaragua Human Rights and Anti-Corruption Act’ hjemmel til øget nordamerikansk bistand til civilsamfundet i Nicaragua, f.eks. til ’uafhængige medier, menneskerettighedsorganisationer og antikorruptions-tiltag.’ Begrundelsen lyder, at sanktioner og støtte til oppositionen kan presse Ortega til at gå af og udskrive nyvalg.


Sanktioner, destabilisering og hykleri

USAs heftige nye sanktioner mod Venezuela, Cuba og Nicaragua, vil forværre den sociale og politiske situation i alle tre lande. Samtidig bidrager USA’s finansielle og politiske opbakning til oppositionen i de tre lande til, at fronterne trækkes hårdere op mellem de politiske blokke, og at al meningsfuld demokratisk samtale besværliggøres. Det skaber øget destabilisering med risiko for voldelige episoder, det skaber flere flygtninge og migranter og mere undertrykkelse og lidelse i de tre lande.

Mens Bolton taler om undertrykkelse af demokrati og menneskerettigheder i Cuba, Venezuela og Nicaragua, affejer han det som irrelevant for diskussionen, at USA støtter heftigt op om diverse menneskerettigheds-krænkende diktaturer verden over – så længe det tjener amerikanske interesser.”

John Bolton er en klassisk krigshøg. Han havde et vigtigt medansvar for USA’s invasion af Irak og foreslog åbent, at USA skulle angribe Nordkorea militært og ’præventivt’. Nu forsikrer han højre-republikanerne i Miami om, at han og Trump kun lige er begyndt med den chikane, de vil iværksætte over for Cuba, Nicaragua og Venezuela. Hans retoriske greb og Trump-administrationens politik har allerede skærpet en række konflikter i Latinamerika. Yderligere optrapninger kan vise sig at blive fatale for befolkningerne i regionen, som ellers i de seneste årtier har været forskånet for deciderede krige, hvis man ser bort fra den langstrakte borgerkrig i Colombia (hvor USAs militære tilstedeværelse i øvrigt er permanent og massiv).

Mens Bolton taler om undertrykkelse af demokrati og menneskerettigheder i Cuba, Venezuela og Nicaragua, affejer han det som irrelevant for diskussionen, at USA stadig i dag støtter heftigt op om diverse menneskerettigheds-krænkende diktaturer verden over – så længe det tjener amerikanske interesser. Og når talen falder på Latinamerika, taler Bolton ikke om menneskerettigheds-kriserne i Colombia, Guatemala og Honduras, fordi disse lande ledes af højreorienterede regeringer, der er venligt stemt over for USA.

Man skal være mere end almindeligt naiv for at kunne tro på, at USAs nuværende offensiv i Latinamerika virkelig bygger på et dybfølt ønske om at forbedre levevilkår og styrke menneskerettigheder for venezuelanere, cubanere og nicaraguanere. Medmindre man altså mener, at menneskerettigheder og demokrati kun handler om retten til som individ at eje jord, retten til som individ at tjene flere penge end andre ved at deltage i den frie markedsøkonomi, og retten til at sætte kryds på en seddel med flere forskellige partier engang hvert fjerde år. Bolton og Trumps forstærkede fokus på Cuba, Nicaragua og Venezuela handler i virkeligheden ikke om en udemokratisk udvikling i disse lande eller om en reel bekymring for demokrati. Snarere handler det om et ønske om at få mere medgørlige regeringer til at lede de tre lande, så USA kan styrke kontrollen over regionen og undgå, at lande som Kina og Rusland skal få for megen indflydelse.


Julie Wetterslev er PhD studerende i International Ret ved det Europæiske Universitet i Firenze. Hun har arbejdet med politik og menneskerettigheder i Latinamerika i 15 år, og har blandt andet boet og arbejdet i Bolivia, Nicaragua og Cuba.