Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
15. januar. 2021

Tyske storslagterier og udbytning. En samtale med Inge Bultschnieder

Dette interview fortæller om betydningen af engagerede borgere som viser bekymring og solidaritet med udenlandske arbejdere som groft udbyttes i den tyske industri.  Arbejdere som den meget aktive præst Peter Kossen har kaldt for ”smid væk mennesker”

Artiklen tager cirka 1 minutter at læse.

 

Tyske storslagterier og udbytning. En samtale med Inge Bultschnieder(IB).

Af  Schattenblick

Oversat af John Graversgaard, og bringes her efter aftale med det tyske nettidsskrift Schattenblick http://www.schattenblick.de/infopool/buerger/report/brri0175.html ​​ 

Dette interview fortæller om betydningen af engagerede borgere som viser bekymring og solidaritet med udenlandske arbejdere som groft udbyttes i den tyske industri.  Arbejdere som den meget aktive præst Peter Kossen har kaldt for ”smid væk mennesker”.

 

Inge Bultschnieder bor i Rheda-Wiedenbrück hvor Tysklands største slagteri ligger.  

Ved siden af sit fuldtidsarbejde som selvstændig bager, engagerer hun sig gennem foreningen WerkFAIRträge1 i at bekæmpe de elendige sociale forhold, som migrantarbejdere især fra Rumænien, Bulgarien og Polen udsættes for. De er alle kontraktansatte og bor og arbejder i byen. På et møde afholdt af Gewerkschaftslinke i Hamburg2 om arbejdernes situation i kødindustrien fortalte hun efterfølgende Schattenblick om hendes personlige motivation for at engagere sig i deres forhold.

 

SB: Inge, hvordan kan det være du har engageret dig i foreningen WerkFAIRträge?  

Inge Bultschnieder (IB): Jeg var indlagt på hospitalet i Wiedenbrück i 2013. Ved siden af ​​mig lå en kontraktansat kvinde, der åbenlyst var totalt kørt ned. Fordi jeg taler lidt makedonsk, spurgte jeg hende om hun arbejdede på slagteriet i Rheda-Wiedenbrück. Hun var meget glad for, at jeg talte til hende på hendes eget sprog, men samtidig græd hun forfærdeligt og fortalte mig alle mulige ting, som jeg ikke forstod. Så vi tilbragte en halv nat med at snakke med hinanden, og jeg

forstod, at hun var meget bange og havde brug for hjælp. Vi udvekslede telefonnumre, og jeg lovede hende, at jeg ville hjælpe. Senere besøgte jeg hende i hendes indkvartering og hørte om hendes skæbne. Derefter tog hun mig til mændenes indkvarteringssted og det var forholdene lige så forfærdeligt som hendes egen.

 

SB: Så dit engagement opstod gennem hendes sag og ud fra din personlige holdning, at det kunne du ikke bare acceptere?  

IB: Præcis. Fordi jeg har en bod på det ugentlige marked i byen, havde jeg allerede hørt rygter om, hvordan det foregik på slagteriet. Så snart jeg kom ind og så de uhumske forhold, de levede under - det glemmer jeg aldrig - løb jeg ud igen og græd over hvad jeg havde set. Jeg synes det var så pinligt, så jeg blev nødt til at tage mig sammen og gå ind igen. Man kunne se, at mændene også var virkelig bange, når nogen udefra, en tysker, kom ind i deres hus. De lukkede dørene til deres værelser, og det tog lang tid før de kom ud til bordet og talte med mig. Det var virkelig forfærdeligt.

Da jeg senere læste en ARD-rapport på Internettet om udstationerede arbejdere hos postordreselskabet Amazon, besluttede jeg mig for at skrive en kommentar til ARD. Jeg skrev, at det der finder sted hos Amazon, også finder sted på slagteriet i Rheda-Wiedenbrück – måske er det ikke værre her. Jeg fik en automatisk e-mail tilbage: Du må forvente ikke at få svar inden otte uger. For at være ærlig tænkte jeg et øjeblik på at jeg ville opgive og lade det være. Nu må de tage sig af det og færdig med det. Jeg forventede heller ikke, at ARD nogensinde ville kontakte mig. Men en dag senere ringede de til mig og spurgte, hvad der foregik? Først var jeg lidt chokeret, men så fortalte jeg dem alt. De sagde derefter til mig: Er du opmærksom på de konsekvenser dette kan have for dig, hvis vi offentliggør det på TV? Mit svar var at det var jeg klar over. ARD lavede derefter en meget grundig research for ikke at jeg skulle blive fanget i forkerte påstande.

 

SB: Så ARD tog sagen op?  

IB: Ja, de lavede så de første optagelser. Filmen blev vist på TV under "ARD Eksklusiv - Tysklands nye slumkvarterer", og kunne senere findes på Internettet på YouTube. De rapporterede om forholdene i Dortmund i et arbejderkvarter og om forholdene på slagteriet i Rheda-Wiedenbrück. Måske var jeg ikke helt klar over, hvad jeg havde lavet, for efter denne udsendelse eksploderede en bombe i Rheda-Wiedenbrück.

 

SB: Har udsendelsen haft nogen konsekvenser for dig og de berørte?  

IB: Folkene fra ARD kom ikke og lavede optagelserne på en enkelt dag. Det hele havde en lang historie. Kvinden var i mellemtiden blevet smidt ud af sin bolig. Jeg havde samlet hende op fra gaden og hun og senere hendes mand blev indkvarteret hos mig. Desværre var kvinden også meget syg. ARD-teamet interviewede mig om hvad der var sket. Også mine børn, ja hele familien blev involveret og er det stadigvæk, da arbejderne kommer hjem til mig. Hjemme ved mit bord sidder mænd, der er to meter høje og to meter brede og græder. Der er de øjeblikke, hvor du tænker, åh hvad gør jeg nu? Når de fortæller dig, at det er deres datters fødselsdag i dag, hun er tre år gammel, men jeg har ikke set hende i to år, da jeg ikke har pengene til at flyve hjem, så kan du egentlig ikke gøre andet end at sidde og græde sammen med dem, fordi du bliver så ked af det.

 

SB: Giver WerkFAIRträge rådgivning til folk, der søger hjælp eller kommer i kontakt med jer på en anden måde?  

IB: Rådgivning ville det være forkert at kalde det, da det ikke var vores plan og vi følte ikke vi havde kompetencen. Lige fra starten slog vi os sammen med organisationen Faire Mobilität som er tilknyttet fagbevægelsen med fokus på de kontraktansatte i levnedsmiddelindustrien. De har know-how og kan rådgive. Sammen med dem har der været et rådgivningscenter i Rheda-Wiedenbrück siden 2015, og der kommer rådgivere fra Dortmund en gang om ugen - fra kl. 10 til kl. 16. De rådgiver også individuelt, og du kan her få faglige oplysninger om alle problemområder. Jeg er mere en slags nøgleperson. De kender mig nu, og jeg har lært lidt bulgarsk. Jeg kan tale med folk, de ved hvor jeg bor og kommer og fortæller mig om deres bekymringer. Det faktum, at de kommer til mig og ikke kender noget til rådgivningscentret, viser tydeligt hvor isolerede de er. Vi vil ruske op i befolkningen med vores arbejde. Se dog hvordan din nabo lever og gør noget ved det! Spred ikke rygter men tal med folk, fortæl dem hvor de kan gå hen, hvis de har brug for hjælp. Især ældre tør ikke henvende sig direkte til de kontraktansatte. Så kommer de til mig på det ugentlige marked og siger, fru Bultschnieder, kig ind i det og det hus. Eller de siger til mig at der er kommet en til deres dør og fortalt at de var blevet smidt ud, og de har så givet dem mit telefonnummer. Sådan foregår det.  Folk skal vækkes for at hjælpe disse mennesker, ellers kommer det ikke frem og forbliver altid skjult.

 

SB: Ville det ikke give mening hvis du fortsatte dit engagement på det politiske niveau?  

IB: I juni planlagde vi en paneldiskussion, hvor vi inviterede folk fra Günther Wallraffs kontor, samt lokale politikere som Ralph Brinkhaus, der bor her i Rheda-Wiedenbrück og er CDU-politiker og parlamentsgruppeformand i Forbundsdagen. Hans deltagelse repræsenterede noget af et gennembrud for os. Friedrich Straetmanns fra Die Linke var også med. I vores by var CDU ikke ligefrem interesseret i dette emne, dybest set slet ikke. Men nu er der en kontaktperson i Hr. Brinkhaus, der bor i vores by og som har oplevet det på første hånd. Vi havde allerede kontaktet ham flere år tilbage. Han så et par lejligheder, men der skete ikke mere. Nu er han kommet ind i vores kreds og har indset, at problemerne er virkelige og han har taget fat i problemerne. Jeg synes det er rigtig godt, at problemet nu er kommet op på et højere politisk niveau. Vi håber selvfølgelig, at vi nu kan opnå lidt mere gennem ham i Forbundsdagen. Vi planlægger i øjeblikket et projekt med Rainer Schmeltzer i Arbejdsministeriet i Düsseldorf, og vi håber selvfølgelig meget på det. Uden politik drejer vi kun rundt på den lokale skrue. Det, vi laver lokalt, er selvfølgelig også vigtigt og godt, men hvis vi har chancen for at gå et skridt højere op, vil vi selvfølgelig gerne arbejde lidt mere med politik.

 

SB: Hvad synes du engagement betyder som bygger på direkte menneskelig kontakt og måske kan støtte og organisere solidarisk modstand mod disse forhold?  

IB: Jeg synes det er supervigtigt, og jeg synes det er helt rigtigt, at vi er absolut upartiske. Vi tilhører ikke noget parti. Naturligvis har partier forsøgt at reklamere for sig selv og sagt vi skulle komme til dem. Men jeg sagde altid, nej, jeg går ikke med dig, det har intet at gøre med dit parti.

Hvis jeg tilhører et parti, skal jeg følge nogle regler. Men på denne måde kan jeg sige hvad jeg vil, og hvad jeg personligt synes er rigtigt. Jeg er et frit menneske, medmindre jeg bliver sagsøgt igen (griner). Jeg synes det er meget vigtigt med sådanne borgerinitiativer, fordi de kontraktansatte hurtigt finder ud af at de bedre kan stole på nogen, som ikke får penge for det eller har andre fordele, men bare vil hjælpe. Jeg har været i kontakt med en rumænske kvinde i tre år som på et tidspunkt forlod sin baby. Hun siger stadig i dag, åh, bare jeg havde mødt dig tidligere. Nogle gange tænker jeg selv, måske ville det så ikke være sket.

 

SB: Kan du fortælle os om hende?  

IB: Hun kom til Tyskland uden at kunne tale et ord tysk og blev derefter gravid med en anden kontraktarbejder, som derefter påstod, at han ikke kunne få børn for at komme ud af forholdet. Indtil den dag hun fødte, betroede hun sig ikke til nogen. Hun havde ikke lært et ord tysk og havde ikke fået nogen kontakter i den bolig med 2 værelser, hvor hun boede sammen med syv andre kvinder. En situation hvor der typisk er en af kvinderne som er øverst i hierarkiet. Men hun er en meget ængstelig person, bange for at genere nogen og meget tilbagetrukket. Og har virkelig ingen at tale med om det. Derefter distancerede hun sig fra sit barn, forklarede hendes psykolog og hun troede endda, at hun ikke var gravid. Så kommer pludselig termin, og hun indså, at der var noget galt. Hun fortalte mig hele sin historie bagefter. 

Under alle omstændigheder løber hun ned i en underjordisk parkeringsplads, trækker bukserne ned og fødte det barn, som hun ikke havde forventet, selvom det er svært at forestille sig.

Barnet rammer jorden og får kraniebrud, men det opdagede hun ikke. Hun er helt udmattet og sidder der med et barn i armene og ved ikke, hvad hun skal gøre. Hun er bekymret for sit job og løber derefter gennem byen Gütersloh (naboby) og lagde barnet i en busk hvorefter hun gik hjem. Senere på aftenen, da hun var kommet til sig selv, vil hun hente barnet, men da var barnet væk.

 

SB: Ved du hvad der blev af barnet?  

IB: Ja. Hendes værelseskammerater havde allerede mistanke om, at hun kunne være gravid. Da de så hendes katastrofale tilstand efter fødslen og hørte i medierne, at nogen havde forladt et barn, meldte de til myndighederne, at denne kvinde havde fået et barn. Hun blev derefter indkaldt til forhør.

 

SB: Blev hun anklaget?  

IB: Ja, hun blev idømt en fængselsstraf på tre og et halvt år. Samtidig havde en kvinde i München også forladt sit barn men fik en betinget dom på halvandet år. Men Michaela – som hun hedder -blev anklaget for at ville dræbe sit barn, fordi hun ikke havde skjult det. Ja, det var meningsløst. Noget sådant må ikke ske igen. og Jeg synes det er vigtigt, at man straffes, selvom straffen i dette tilfælde efter min mening er alt for høj. Jeg fortsætter med at passe på hende, og gudskelov har hun nu udgang fra fængslet. Hun er meget religiøs og er hos mig hver weekend. Hun går i kirke hver søndag. Selvfølgelig vil hun gerne have sit barn tilbage, men det sker ikke. Det er i en plejefamilie, er sundt og klarer sig godt.

 

SB: Hvad er du mest kritisk overfor?  Slagteriet eller generelt ansættelsesforholdene.  

IB: Da vi har et slagteri på stedet, er det for mig især kødindustrien. En af deres repræsentanter sagde engang til mig ved et møde (Runden Tisch): Ja, fru Bultschnieder, så prøv at se på en bilfabrik, det er ikke bedre. Det er jeg helt bevidst om, men jeg må sige meget klart: Jeg kan ikke redde verden. Slagteriet er lige foran min dør og berører mig helt personligt, og her kan jeg gøre noget konkret. Jeg kan ikke redde verden, og derfor er slagteriet min første prioritet. Men jeg tænker ofte på, at man burde starte i Rumænien, Bulgarien eller Polen, ikke her i Tyskland. Tilgangen skal være i det respektive land, men desværre har jeg ikke midlerne.

 

SB: Slagterier forarbejder levende væsener. Du har med mennesker at gøre som tjener deres penge der. I hvilket omfang påvirker dette dig? To grupper af udnyttede levende væsener?  

IB: Jeg starter med mennesker, fordi de faktisk er vigtigere for mig end svinet. Jeg tror, ​​at den person, der slår så mange svin ihjel hver dag, bliver forrået. Der finder virkelig en brutalisering sted af disse mennesker. Her hos os i Rheda-Wiedenbrück er det desværre sket, at en person stak en anden ned, det burde ikke ske. Slagtning af 30.000 svin dagligt er simpelthen modbydeligt. Jeg tror ​​ikke forbrugeren spiser og nyder sin kotelet, men spiser den fordi den er så billig.  

Fra tv-dokumentarer ved du, hvor meget svinekød der faktisk ryger i skraldespanden. Vi køber det i løs vægt, fordi det er så billigt, og vi smider resten ud som vi ikke kan spise. Hvis man ser på starten af ​​denne produktionskæde, kan man naturligvis undre sig over, hvordan disse svin opvokser. Dette er ikke et liv, der er værd at leve. I dag bliver et svin kun fem til seks måneder gammel.

En meget god ven af ​​mig opdrætter Bentheim-grise, en gammel sort og hvid race. Hun dyrker også foder selv. Disse grise lever mindst 13 måneder. En sådan gris koster naturligvis tilsvarende. Deres omkostninger er omkring 365 euro pr. dyr. Hvis du konverterer det, kan du sige, at hun får en euro om dagen for at tage sig af en gris. Det kan virkelig ikke være for meget, men så kommer folk tilbage og siger, men fru Bultschnieder, det har alle ikke råd til, og bestemt ikke Hartz IV-modtagerne. Hvordan skal det fungere, disse mennesker skal også have noget at spise. Det er rigtigt. Jeg er skilt og har to børn, og jeg tjener heller ikke den blå himmel. Vi spiser kød en gang om ugen. Selv hårdtarbejdende mennesker plejede førhen kun at få steg om søndagen. Hvis jeg spiser kød en gang om ugen, har jeg også råd til noget anstændigt kød. Jeg behøver virkelig ikke spise dette affald fra masseproduktionen af dyr.  

SB: Inge, mange tak for interviewet.

 

Noter

 
1. http://igwerkfairtraege.de/

2. http://schattenblick.de/infopool/buerger/report/brrb0115.html og
 ​​ ​​​​ 
http://schattenblick.de/infopool/buerger/report/brrb0116.html

 ​​ ​​ ​​​​ https://gewerkschaftslinke.hamburg/category/aktuell/

 

 

 

 

Om skribenten

Schattenblick

Schattenblick

Læs mere