Udbrud #11 – Mogens Lykketoft om økonomisk demokrati (ØD)
Formålet var at oprette en fond styret af arbejderbevægelsens institutioner, som skulle opnå andele i den private sektor, for på den måde at rykke styrkeforholdene i samfundet til fordel for arbejderklassen.

Solen skinnede i en have med hunde og en robotgræsslåmaskine, da historikerne Janus Rønbach og Jonas Neivelt besøgte Mogens Lykketoft. Normalt laver vi Vand under broen, men da vi har fået flere publikumsforespørgsler, laver vi et lille udbrud. Vi satte os ned i skyggen, for at få en snak om økonomisk demokrati. ØD var et politisk forslag som havde størst udbredelse i 70’erne og 80’erne. Formålet var at oprette en fond styret af arbejderbevægelsens institutioner, som skulle opnå andele i den private sektor, for på den måde at rykke styrkeforholdene i samfundet til fordel for arbejderklassen.
“Udkommet var et ret radikalt forslag, som gik ud på at man skulle reservere en stigende del af lønsummen, til noget som ikke skulle udbetales som løn, men som medejendomsret. Der hvor det kunne lade sig gøre, skulle denne medejendomsret som efterhånden blev opbygget, ejes af en central fond, men administreres af dem der var ansatte i virksomhederne, og bruges som rygstød for en større medbestemmelse på egne arbejdsforhold.”