Udligningsreform 2021: Bedre finansiering af kommunerne, men serviceloft lægger fortsat låg over velfærdsløft

Udligningsreformen letter finansieringen af velfærden for nogle kommuner, bl.a gennem tilførsel af flere statslige midler Der er dog ikke tale om et løft for kommunerne generelt, fordi reformen ikke samtidig hæver serviceloftet.

Af Henrik Herløv Lund

5. maj 2020 indgik S-regeringen aftale med navnlig Venstre om en udligningsreform – en aftale de Radikale, SF og Alternativet efterfølgende tilsluttede sig. 29. maj 2020 fulgte aftalen mellem S-regeringen og henholdsvis Danske Regioner og Kommunernes Landsforening [3] om økonomien for 2021 i regioner og kommuner.

Spørgsmålet er, hvorledes disse aftaler forholder sig til ”Forståelsespapiret” mellem S, RV, SF og EL, som banede vejen for dannelse af en socialdemokratisk mindretalsregering – og som vel er det nærmeste, vi kommer et regeringsgrundlag for S-regeringen. Heri lovede den nye regering vedrørende ressourcer til velfærden, at: ”pengene skal følge med, når der bliver flere børn og ældre, og der skal sikres et løft af velfærden ud over det demografiske træk.” Dvs. at det offentlige forbrug til velfærdsservice skal følge det demografiske træk, og at der skal gives velfærden et løft herudover. Det er der stærkt behov for, fordi der fra 2010 – 2019 politisk er gennemtvunget en økonomisk udhuling af velfærden, hvilket har ført til en standardforringelse på alle de store områder af velfærdsservice.

Men giver udligningsreformen og økonomiaftalerne så faktisk et større løft til velfærden i 2021? Og tager disse aftaler fat på at indhente efterslæbet fra 2010 – 2019, og dermed på at genoprette velfærden?

Positivt i udligningsreformen

Det må anerkendes som positivt i aftalen om et nyt udligningssystem, at der for det første hermed sker en øget regional udligning, idet landkommuner, mellemkommuner og yderkommuner samlet får 2,6 mia. kr. mere årligt. Bykommuner bidrager med op mod 950 mio. kr. Herved vil nogle kommuner – om end langtfra alle – bedre kunne finansiere velfærden, og dermed bedre kunne udfylde servicerammen. Det må for det andet – og navnlig – anerkendes som positivt, at aftalen om nyt udligningssystem øger det statslige bidrag til udligningssystemet til varigt 5,5 mia. kr, hvor det oprindeligt af S-regeringen blev foreslået øget med ½ mia. kr. Netto tilføres kommunerne dog kun 2 mia. kr. i nye penge, fordi et midlertidigt finansieringsbidrag, kommunerne i forvejen fik, bliver gjort permanent.

En positiv følgevirkning af det øgede statstilskud er, at der hermed kun bliver 24 kommuner, som skal spare på deres velfærd for at betale øget udligning til andre kommuner for at øge udligningen – i stedet for 38 i regeringens udspil.

Endelig må det for det tredje betegnes som en forbedring, at reformen gennemfører en række forslag fra Finansieringsudvalget, som gør udligningssystemet mere robust (fx stabilisering af kriterium for faldende indbyggertal), og at reformen indfører enkelte ændringer inden for udgiftskriterierne, som medfører større social retfærdighed, fx indførelse af kriterium for middellevetid.

Knap så positivt i udligningsreformen

Der er også en række mindre gode aspekter af aftalen om udligningssystemet. Selvom det i sig selv er positivt, at de rigeste kommuner i Nordsjælland med reformen skal bidrage mere til udligningen, må det for det første alligevel betegnes som et tilbageskridt i den endelige aftale, at de 5 rigeste kommuners merbidrag til udligningen reduceres i forhold til regeringens udspil.

For det andet må det betegnes som problematisk, at hele 24 (by-)kommuner i den endelige aftale stadig er nettobidragsydere. Det betyder, at en lang række ikke-rige kommuner mister penge på reformen, og dermed risikerer at måtte spare på velfærden efter reformen.  

For det tredje er det kritisabelt, at der sker en halvering af udlændinge-udligningen fra omkring 5 mia. kr. til 2,6 mia. kr. på bekostning af en række kommuner i hovedstadsområdet og navnlig på Vestegnen, som har store udgifter hertil – og som langt fra alle er velstående.

Bevaring uden løft

Det helt afgørende spørgsmål er imidlertid, om flertallet af kommunerne rent faktisk kan anvende de flere penge? I Forståelsespapiret lovede den nye S-mindretalsregering, at den ville give velfærden et løft med flere ressourcer, udover blot at bevare velfærdens standard. Det er imidlertid et spørgsmål, om udligningsreformen kan siges at bidrage hertil.

På den ene side må det anerkendes som positivt, at staten med reformen i højere grad finansierer velfærden i kommunerne, samt at de allerrigeste kommuner trods alt kommer til at bidrage lidt mere end før reformen. Og det må formentlig også anerkendes som en positiv effekt af reformen, at nogle udkants- og yder-kommuner med reformen får bedre råd (likviditet) til den velfærdsservice, som de leverer.

Den store mangel ved reformen er på den anden side, at midlerne til kommunal velfærd ikke generelt øges i landet som helhed, fordi statens serviceramme for kommunerne generelt ikke blev hævet som sådan i forbindelse med udligningsreformen. De fleste af de flere penge vil derfor blive liggende i kommunekasserne.

Udover S-regeringen tilsluttede to af støttepartierne, RV og SF, sig efterfølgende udligningsreformen. Men reformen kan i sig selv højst betragtes som et bidrag til at bevare standarden i velfærden – ikke som et bidrag til et løft herudover, som Forståelsespapiret ellers havde som mål.

Læs den samlede rapport her

Henrik Herløv Lund er cand.scient.adm, og var medlem af Den alternative Velfærdskommision 2004-2009. Udgiver månedligt nyhedsbrevet ‘kritiske analyser‘