Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
7. december. 2020

Uffe Elbæk: Borgerting kan vende demokratiet på hovedet – og gøre det mere levende

Der er brug for mere direkte indflydelse på et Folketing uden forbindelse til befolkningen. Andre steder er de allerede gået i gang med at lave borgerting – med succes.

Gdansk i Polen er blandt det voksende antal byer, der med succes har indført borgerting. Byen ligger ud til Østersøen -, og har iaf flere omgange oplevet oversvømmelser. Men det mere direkte engagement fra byens borgere har givet redskaber til bedre at håndtere de klimamæssige udfordringer, man står over for. Foto: In Your Pocket Essential City Guides
10 min. læsetid

Der er brug for mere direkte indflydelse på et Folketing uden forbindelse til befolkningen. Andre steder er de allerede gået i gang med at lave borgerting – med succes.


Af Uffe Elbæk, MF (Frie Grønne – Danmarks nye venstrefløjsparti)

For nyligt genfremsatte jeg forslaget om borgerting på Christiansborg. Ideen går kort ud på at etablere et borgerting af 100 tilfældigt udvalgte borgere, der afspejler den sociale og kulturelle mangfoldighed, som Danmark i dag rummer. Dvs. at der er taget højde for blandt andet køn, alder, geografi og erhvervs- og uddannelsesmæssig baggrund. Kort sagt et reelt mangfoldigt, demokratisk rum som supplement til Folketinget, der på ingen måde i dag kan siges socialt at afspejle befolkningens aktuelle sammensætning. Dvs. at borgertinget skal være et mangfoldigt, folkeligt add-on til det repræsentative demokrati. Ikke en erstatning – men netop et supplement.

Populistisk pres

Det fik Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti helt op i det røde felt, hvor han kaldte mig antidemokrat, mens han vendte øjnene op i loftet. Når det sker, så ved man, at man har fat i noget vigtigt. Men hvorfor er ideen om borgerting så vigtig, ikke mindst netop nu?

Det er den, fordi vi overalt på jorden ser de bærende demokratiske institutioner udsat for et massivt populistisk pres. Bare tænk på hvad der sker i USA i disse uger, hvor den siddende præsident endnu ikke har villet acceptere valgresultatet. Derfor ser jeg det som en bunden opgave – både at forsvare, styrke og forny vores demokratiske institutioner. Herunder Folketinget.

For det er jo ikke bare i USA, at demokratiet har åndenød. Det står heller ikke for godt til i Danmark. Selvfølgelig er der ikke tale om amerikanske tilstande, men tilliden til os folkevalgte på Christiansborg har aldrig været lavere. Og mistillid til det politiske system er det, højreradikale populister lever af.

Men hvor kommer denne mistillid fra? Måske skyldes det, at vi 179 folkevalgte mere og mere fremstår som en egentlig politisk klasse. Ikke fordi der nødvendigvis ligger en bevidst magt-strategi bag. Men fordi en langt række uheldige sociale og demokratiske dynamikker spiller ind i forhold til hinanden og får problemet til at vokse.

Politik er en lukket fest

Problemkæden er som følger: Stadig færre har lyst eller tid til at blive medlem af et politisk parti; i dag er under 4 procent af befolkningen partimedlemmer. Af dem, der har besluttet sig for at betale partikontingent, er der stadig færre, som har lyst til at stille op som folketingskandidater. Og de, som endelig gør det, minder mere og mere om hinanden. Ikke bare inden for det enkelte parti, men på tværs af partierne.

Folketingskandidaterne – og dermed på sigt folketingsmedlemmerne – har overraskende ens uddannelsesbaggrund: En videregående akademisk uddannelse. Ofte er deres opstigning i parti-hierarkiet også det samme: Man starter som medlem af ungdomspartiet, bliver valgt til tillidsposter inden for samme, videre ind i voksenpartiet, studiejobs på Christiansborg eller i et af ministerierne, derefter opstilling som folketingskandidat, for til sidst at blive valgt til Folketinget.

… ofte har politikerne stort set ingen erhvervserfaringer, som ikke er knyttet op til deres politiske karriere-forløb. Bare tæl antallet af folketingsmedlemmer med en universitetsuddannelse over for antallet af faglærte… Der er stort set ingen, der repræsenterer den livserfaring i Folketinget.

Derfor kender mange af de nyvalgte folketingsmedlemmer hinanden fra ungdomspartierne, de har gået på de samme uddannelsesinstitutioner og har haft de samme studiejobs. Deres sociale og vidensmæssige referencer er i uhyggelig grad de samme. De taler ikke bare det samme (magt-) sprog, de har også den samme (magt-) logik.

Og ofte har de stort set ingen erhvervserfaringer, som ikke er knyttet op til deres politiske karriere-forløb. Bare tæl antallet af folketingsmedlemmer med en universitetsuddannelse over for antallet af faglærte. Og endnu mere skævt bliver det, hvis man ser på antallet af ufaglærte og iværksættere. Der er stort set ingen, der repræsenterer den livserfaring i Folketinget.

Selvfølgelig er der undtagelser. Og selvfølgelig er der partier, der gør det bedre end andre, både når det gælder om at talentudvikle og rekruttere et mere mangfoldigt kandidatfelt. Men selv hos dem slår den overordnede tendens igennem.

Så på den ene side ser vi en stadig voksende tillidskløft, og på den anden side noget, der minder om en egentlig politisk klasse. De to faktorer er for mig en møggiftig cocktail. Derfor er det ikke bare ude i den store verden, at demokratiet er truet. Det er det også potentielt herhjemme.

Folketingspolitikere skal repræsentere befolkningen. Men kigger man på uddannelsesbaggrund, er der stor forskel på MF’ere og resten af befolkningen. Næsten halvdelen af Christianborg-politikerne har en lang videregående uddannelse, mens tallet er under 10 % for hele befolkningen. Illustration fra Danmarks Statistik.

Demokratiproblemet startede før corona

Og problemet er kun blevet værre under coronakrisen. Hastelovgivning er snarere blevet reglen end undtagelsen. Høringsfrister bliver ikke overholdt, og der er eksempler på, at myndighederne træffer beslutninger uden lovhjemmel. Bare tænk på forløbet om nedlæggelsen af landets minkfarme. Kort sagt: Demokratiske værdier og principper tilsidesættes, og den parlamentariske kontrol af regeringer over alt i verden har nærmest været sat på meget lavt blus i de sidste mange corona-måneder. Til gengæld har de valgte ledere haft en i nyere tid uhørt politisk magt.

Befolkningerne står i mange lande derfor efterladt tilbage på perronen, mens beslutningerne i stadig højere grad bliver taget hen over hovederne på dem. En nylig rapport fra Freedom House fastslår, at demokratierne i 80 af verdens 192 lande er blevet svækket siden årsskiftet, mens kun ét er i fremgang. Resten er status quo. Den samme rapport fastslår også, at coronakrisen godt nok har styrket tendensen, men at tendensen allerede var i gang længe før.

Det er noget vi alle – uanset om vi er folkevalgte, civilsamfundsrepræsentanter eller borgere – skal tage dybt alvorligt. For hvis ikke vi dag ud og dag ind plejer vores demokratiske liv, vores demokratiske institutioner og vores medbestemmelsesret, så sygner det hen. Den, der raster, ruster, som den dansk-grønlandske opdagelsesrejsende Knud Rasmussen skrev.

Frie Grønne: Vend demokratiet på hovedet

Demokrati er ikke blot en styreform, det er en livsform, der udleves i samtalen mellem mennesker. Et stærkt demokrati er derfor afhængigt af en engageret og oplyst befolkning, som har gode muligheder for at påvirke og deltage i politiske processer. Og hvis det stod til Frie Grønne vendte vi de selvsamme demokratiske processer på hovedet.

I stedet for et ovenfra-og-ned-demokrati, burde vi have et nedefra-og-op-demokrati. Så i stedet for det 4 % demokrati vi har i dag – hvor 4 % af borgerne reelt bestemmer, hvem der bliver stillet op som folketingskandidater gennem partierne – burde vi have en ambition om mindst et 96 % demokrati.

Men hvordan kommer vi derhen? Det er der garanteret flere bud på. Jeg håber derfor også, at min klumme her kan sætte en debat i gang. For der er i den grad brug for at udvikle nye demokratiske værktøjer – og dermed et langt større borger-engagement, hvor borgerne uanset hvor de arbejder, uddanner sig eller bor tager deres demokratiske autoritet tilbage.

I sin tid formulerede jeg en demokratisk tretrinsraket, som jeg gerne så realiseret i min tid i Folketinget. Første element var borgerforslag.dk. Det forslag opnåede som bekendt flertal og for første gang er det nu muligt at borgerne kan være med til at bestemme, hvad vi skal diskutere i Folketingssalen.

Næste element i tretrinsraketten er oprettelsen af et borgerting. Og tredje og sidste element er etableringen af et center for demokratiudvikling og borgerinvolvering på Christiansborg. For selvfølgelig skal den største demokratiske virksomhed i Danmark også have en udviklings- og dokumentations-afdeling. Så man altid har et sted at henvende sig til, hvis man vil vide noget om, hvilke demokratiske eksperimenter og nye demokratiske initiativer der finder sted rundt om på kloden. Men også her i Danmark.

I Madrid har man allerede igangsat forsøg med borgerting. Her bliver 57 borgere valgt til Observatorio de la ciudad, som er tiltænkt at skabe mere indflydelse på lokalpolitik. Måske kunne Danmark lære af de internationale erfaringer med borgerting, skriver Uffe Elbæk. Foto: International Observatory on Participatory Democracy

Borgerting med internationale erfaringer

Men tilbage til borgertinget. Frie Grønne foreslår som sagt, at borgertinget skal bestå af 100 borgere, der udtrækkes tilfældigt for en periode på 18 måneder. Borgertinget skal to gange årligt udvælge et politisk emne, som medlemmerne ønsker at blive klogere på og diskutere. Herefter skal medlemmerne deltage i en række høringer, hvor relevante og forskellige eksperter inddrages for at sikre, at medlemmerne præsenteres for forskellige synspunkter og relevant viden. Mens borgerforslags-ordningen har betydet, at der kan fremsættes egentlige borgerforslag i Folketinget, hvis 50.000 borgere støtter op om det, skal Borgertinget i stedet have mulighed for at afgive konkrete anbefalinger, som Folketinget som sagt skal forholde sig til.

Afsættet for forslaget om borgerting på Christiansborg er blandt andet de gode erfaringer både i udlandet og herhjemme med denne demokratiske involveringsmodel. I Københavns Kommune har man for nylig eksperimenteret med at involvere borgerne direkte i den politiske beslutningsproces gennem en række borgersamlinger om fornyelsen af Indre By. Lige som at vi i Folketinget netop nu gør os erfaringer med klima-tinget.

På paradoksal vis kan corona-nedlukningen vise sig at blive startskuddet til en fælles demokratisk opvågning.

Andre steder i verden er man gået endnu længere og har indført forskellige former for borgerting og forsamlinger. Det gælder bl.a. i dele af Canada, Australien og Frankrig, men også i byer som Madrid og Gdansk. I Irland har man oprettet The Citizens’ Assembly, hvilket bl.a. har medvirket til, at parlamentet valgte at afskaffe et forbud mod abort og har givet personer af samme køn mulighed for at indgå i registreret partnerskab. I Østbelgien har man indført borgerting som en etableret del af den demokratiske struktur.

Jeg ved godt, at coronasituationen på mange måder har været en unormal situation. Men alt imens klimakrisen og de øvrige kriser, vi befinder os i, kun intensiveres, vil vi oftere og oftere stå i situationer, hvor det kan blive normalt at sætte demokratiet mere eller mindre ud af drift.

Det skal vi forberede os på, så hastelovgivning, manglende parlamentarisk kontrol og sparsom borgerinddragelse ikke bliver den nye normal.

I stedet må vi sikre en langt større folkelig forståelse og opbakning til de svære og komplekse prioriteringer, vi som samfund er tvunget til at tage i de kommende årtier. Det sker kun, hvis vi udvikler det repræsentative demokrati til et langt mere involverende direkte demokrati. Her er ideen om borgerting kun det første – men ikke det mindst vigtige – skridt.

På paradoksal vis kan corona-nedlukningen vise sig at blive startskuddet til en fælles demokratisk opvågning.


Om skribenten

Uffe Elbæk

Uffe Elbæk

Medlem af Folketinget for Frie Grønne - Danmarks nye venstrefløjsparti. Tidligere politisk leder for Alternativet, som han var med til at stifte i 2013. Læs mere