Ukraine står over for svære økonomiske valg

Ukraine forsøger at balancere mellem økonomisk ansvarlighed på den ene side og løfter om højere velstand på den anden. Upopulære økonomiske reformer vil hæve landets kreditværdighed, men formodentlig også føre til sociale protester – der kan risikere at udvikle sig til et oprør som dem, vi lige nu ser i Bolivia, Chile og Irak.

Af Søren Riishøj

Ukraines økonomiske politik under præsident Volodymyr Zelenskij og hans regering er modsætningsfyldt, og ikke særlig meningsfuld. Det er en klassisk populisme med løfter til befolkningen, der umuligt kan holde i praksis.

Det konstaterer den i Moskva bosiddende, ukrainske journalist Konstantin Skorkin, i en ny analyse for tænketanken »Carnegie Endowment«. Ved sin tiltræden erklærede den nye ministerpræsident Hunczaruk således en årlig økonomisk vækst på 5-8 procent, skønt Den Internationale Valutafonds (IMF) og regeringens eget budgetforslag for 2020 taler om en vækst på tre procent. I 2018 var væksten 2,5 procent, og for 2019 er den beregnet til 4,6 procent. Ifølge Konstantin Skorkin er Ukraines økonomi stadig alt for afhængig af eksport af råmaterialer, og her er den fremtidige prisudvikling usikker. Faren for en fortsat handelskrig mellem USA og Kina har allerede fået priserne på metaller som jern til at falde. Og skulle priserne på korn også falde, vil det ramme den ukrainske økonomi ekstra hårdt.

Privatiseringer

Indtil nu er det lykkes at holde kursen på den ukrainske valuta (»hryvnia«) stabil og dermed undgå prisstigninger på importerede varer og tjenesteydelser. Et fortsat stort problem er dog den høje gæld til udlandet. I 2020 vil ikke mindre end en tredjedel af statsbudgettet gå til tilbagebetaling på gælden. Der er ingen anden udvej end at låne flere penge, og derfor satses der på at få et nyt lån fra IMF på 5-10 milliarder dollars over de næste tre til fire år.

Men indtil nu er forhandlingerne med IMF ikke gået godt. IMF kræver en større indsats mod korruption, ændringer af det juridiske system, »large-scale« privatiseringer – og åbning af markedet for køb af jord, herunder også landbrugsjord. Det sidste er også en del af præsident Zelenskijs eget økonomiske program. De første store privatiseringer ventes at finde sted i foråret 2020 og vil omfatte energi, maskinbygning og kemisk industri.

Erfaringerne viser, at det ikke bliver let af få gennemført. En potentiel storkøber vil kunne være Kina, og det behager bestemt ikke USA. Det menes, at salg af landbrugsjord vil kunne indbringe ikke mindre end 22,5 milliarder dollar, men også det volder problemer. Følgen af salg af landbrugsjord er formodentlig prisstigninger på basale varer. Omkring halvdelen af befolkningen er ifølge meningsmålinger da også imod frit salg af landbrugsjord. Salget vil formentlig mest gå til udlandet. Derfor har præsidenten erklæret, at kun folk bosiddende i Ukraine skal have ret til at købe jord, og landmænd skal have kompensation. Oppositionen i parlamentet udnytter naturligt nok frygten.

Manglende udenlandske investeringer

Omfanget af udenlandske investeringer i Ukraine har over de seneste år ikke været imponerende. For hele 2018 var investeringerne på 2,4 milliarder dollar eller langt under det beløb – ca. 12 milliarder dollars – som ukrainere i udlandet sender hjem.

Dertil kommer usikkerhed om gasaftalerne med Rusland i kølvandet på anlægget af Northstream II. De tre milliarder dollars i transit-indtægter er i fare, hvis Ukraine ikke når frem til en aftale med Rusland. Northstream II har selv understreget, at transit via Ukraine ikke behøver ophøre. Men det forudsætter en langsigtet aftale.

Volodymyr Zelenskij og hans regering vil meget gerne kunne opfylde løfterne om højere lønninger og pensioner. Der er givet løfter om stigninger på op til 50 procent frem til 2022. Om de løfter kan indfries er højst usikkert.

Upopulære økonomiske reformer kan udløse oprør

Kort sagt, regeringen søger at nå frem til en balance mellem økonomisk ansvarlighed på den ene side, og løfter om højere velstand på den anden. Upopulære økonomiske reformer vil hæve Ukraines kreditværdighed, men formodentlig også føre til sociale protester. Som vi også kan konstatere ud fra den aktuelle udvikling i en lang række lande – Bolivia, Chile, Libanon, Hong Kong, Haiti og Irak – kan sociale protester hurtigt udvikle sig til et decideret oprør.

Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).