Ukraines optagelse i EU vil sluge en fjerdedel af EU’s budget til den fælles landbrugspolitik
EU’s landbrugsareal vil vokse med næsten en fjerdedel, hvis Ukraine med sine over 41 mio. hektar landbrugsjord optages i fællesskabet. Det vil skabe store udfordringer for EU’s landbrugsstøtte
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
I en opsigtsvækkende analyse skriver redaktør Norbert Lehmann fra det tyske landbrugsmedie Agrarheute 10. oktober 2023, at den aktuelle EU’s landbrugspolitik vil blive blæst omkuld, hvis Ukraine optages i fællesskabet, sådan som Ursula von der Leyen, formand for EU-Kommissionen, arbejder konkret og hurtigt frem mod.
Statsminister Mette Frederiksen (S) bakkede op om holdningen i sin tale 6. september 2023 til det ukrainske parlament, hvor hun sagde: “I bevæger jer tættere på EU og NATO. Jeg er virkelig dybt imponeret, og Danmark kommer til at støtte jer hele vejen”.
Norbert Lehmann påpeger i sin analyse, at hvis Ukraine bliver optaget i EU, vil landet pludselig være langt den største modtager af EU’s landbrugsstøtte. Det viser interne beregninger fra Rådet for Den Europæiske Union. Financial Times rapporterede som det første medie om beregningerne, som tidligere var blevet holdt hemmelige.
Ukraine kan, hvis landet optages i EU, forvente at modtage omkring 96,5 milliarder euro i EU’s landbrugsstøtte alene inden for syv år. Det ville modsvare 705 milliarder danske kroner. Landet vil derfor sluge omkring en fjerdedel af hele EU’s budget alene til den fælles landbrugspolitik (CAP) i perioden 2021-2027. I dag er Frankrig den største modtager med en andel på 17 procent.
Ukraines tiltrædelse vil øge landbrugsarealet med næsten en fjerdedel
Beregningerne peger derfor på, at Ukraines optagelse i EU vil kræve omfattende reformer af den europæiske landbrugs- og samhørighedspolitik. Det vil gå hårdt ud over EU’s budget, hvis man direkte overfører den nuværende fælles landbrugspolitik til et EU med Ukraine som medlemsland.
Dette er næppe overraskende. Ukraine har over 41 mio. hektar landbrugsjord. EU’s landbrugsareal vil derfor blive øget med næsten en fjerdedel gennem tiltrædelsen. Danmark har f eks. bare 2,6 mio. hektar landbrugsjord.
Rådets beregninger anslår den forøgede byrde for det samlede EU-budget på tværs af alle politikområder til i alt 186 milliarder euro på syv år, dvs. 1.358 mia. danske kroner.
Den næste EU-landbrugsreform skal sætte kursen
Den næste EU-landbrugsreform, som længe har været overvejet i Bruxelles og de europæiske hovedstæder, står over for en opgave med at forberede den europæiske landbrugspolitik til optagelsen af en af verdens største landbrugseksportører.
Med Ukraine som medlemsland vil EU blive en absolut sværvægter på verdens landbrugsmarkeder. Men spændingerne i nabolande som Polen og Rumænien over import af hvede, majs, raps og fjerkræ fra Ukraine viser allerede, hvilke vanskeligheder konkurrence fra store ukrainske landbrug kan give landmænd i EU’s nuværende medlemslande.
Materiale til konflikt: Mange nettomodtagere bliver nettobidragsydere til EU
EU-Kommissionen forventes inden årets udgang at fremlægge en statusrapport om kravene til Ukraine før en tiltrædelse. Fokus vil være på kritiske punkter som retsreform, bekæmpelse af korruption og hvidvaskning af penge samt beskyttelse af mindretal. Men EU’s regeringschefer vil også holde øje med tiltrædelsens indvirkning på EU’s landbrugs- og samhørighedspolitik.
Rådets interne beregninger viser også en afgørende forandring: Mange nettomodtagere – såsom Polen og Ungarn – vil blive nettobidragsydere til EU, hvis Ukraine bliver medlem af EU.
Medlemsstater som Tjekkiet, Estland og Slovenien vil ikke længere modtage betalinger fra Samhørighedsfonden. En kamp om fordelingen af EU-midler vil således blive det sandsynlige resultat af en ukrainsk optagelse i EU.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER