Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
20. maj. 2020

Ukraines præsident står i et vadested

Corona-krisen kommer oven i en lang række andre problemer, som Ukraines præsident Zelenskij står over for. Ikke mindst mangler landet en fælles fortælling.

Virkeligheden imiterer kunsten: Volodymyr Zelenskij spillede i TV-serien ‘Folkets Tjener’ historielæreren Vasyl Holoborodko, der uventet bliver landets præsident. Den fortælling synes at have været populær i landet, hvor virkelighedens Zelenskij i maj 2019 blev valgt som præsident for Ukraine. Efter et år på posten står den tidligere komiker ved et vadested, skriver Søren Riishøj. Billede fra TV-serien.

Corona-krisen kommer oven i en lang række andre problemer, som Ukraines præsident Zelenskij står over for. Ikke mindst mangler landet stadig en fælles fortælling.


Af Søren Riishøj

For et år siden fik Ukraine ny præsident, nemlig komikeren og tv-producenten Volodymyr Zelenskij.

Årsagen var for så vidt enkel: Det store flertal af vælgerne ønskede fornyelse, hverken typen Viktor Janukovitj eller typen Petro Porosjenko på posten. Det konkluderer Zbigniew Rokita i en analyse for det polske ugeskrift »Polityka«. Om Zelenskij har opfyldt valgløfterne er svært at sige, konstaterer han. For løfterne var vagt formulerede og meget tågede. Men givet er det, at ordet »ukrainsk« stadig opfattes meget forskelligt.

Janukovitj havde i sin tid opbakning fra 12,5 millioner vælgere, da han blev valgt som præsident. Klart størst var opbakningen mod øst og syd, i Donbass-regionen og på Krim-halvøen. På spørgsmålet om støtte eller ikke-støtte til et uafhængigt Ukraine – svarede dengang 62 procent af de adspurgte bekræftende, mens de seneste målinger i 2020 afslører, at tallet i dag er helt oppe på 82 procent for et ja. I den østlige del af landet er 69 procent for uafhængighed, hvorimod det er langt højere mod vest og i det centrale Ukraine.

Ambivalent forhold

Mange har stadig et ambivalent forhold til den ukrainske stat og landets grænser – også efter Maidan og annekteringen af Krim. Det er – ligesom tidligere – svært på samme tid at forene positive holdninger – som eks. Stepan Banderas – til vesten, med positive holdninger til den Røde Hær i øst. Det samme gælder holdningerne for eller imod Rusland generelt.

Blandt ukrainere bosiddende i områder, der kontrolleres af regeringen, havde 85 procent af de adspurgte før Maidan i 2014 et positivt forhold til Rusland, mens støtten efter den russiske annektering af Krim i 2015 faldt til 30 procent. I årene mellem 2015 – 2017 var tallet for eller imod Rusland lige: 40 procent til hver side.

Siden 2017 er de positive følelser over for Rusland dog vokset. Zbigniew Rokita citerer i den forbindelse Maria Zolkina, der er sociolog ved Fundatsen Demokratiske Initiativer i Kiev. Sociologen forklarer opbakningen til Rusland med, at omfanget af de militære operationer i øst har været for nedadgående, at der dræbes færre end før – og at medierne ikke dækker krigen i samme grad, hvilket i sig selv beroliger mange ukrainere.

Ifølge de seneste meningsmålinger erklærer 54 procent af ukrainerne sig positivt indstillet over for Rusland (om end ikke nødvendigvis landets ledere), mens 33 procent er negative. Og det endda efter at flere millioner russere helt har forladt Ukraine.

Det spiller en rolle, at mange stadig taler og forstår russisk og er påvirket af russisk kultur. Det pro-russiske parti Oppositionsplatformen ledet af Juri Bojko, som var viceminister under Viktor Janukovitj, fik ved det seneste valg 13 procent af stemmerne på landsplan, men i Odessa 23 procent, i Donetsk 43 pct. og i Luhansk 50 pct. Og oven i de tal kom opbakningen fra andre pro-russiske partier og blokke.

Kort sagt er det stadig svært at få skabt én »fortælling« om Ukraine, som forener og skaber nationalt sammenhold. Hertil kræves som minimum en funktionel – og mindre korrupt – stat samt fremgang økonomisk og socialt.

Yuriy Boiko i håndgemæng med et andet parlamentsmedlem over beskyldninger om at være Ruslands lakaj. Den tidligere viceminister under den pro-russiske præsident, Viktor Yanukovich, er stadig populær. Ved sidste valg fik hans parti, ‘Oppositionsplatformen’ 13 % af stemmerne på landsplan – men 50 % i oprørsprovinsen Luhansk.

En fod i hver lejr

At Zelenskij blev valgt skyldes, at han af mange vælgere ikke blev forbundet med den ene eller anden lejr – altså hverken den nationalistiske eller den pro-russiske. 11 procent af Zelenskijs vælgere ønsker ligefrem en tættere integration med Rusland. Og blandt præsidentens tilhængere er der stort set lige mange, der er for og imod NATO. Opbakningen til EU halter, for mange føler sig svigtet af Bruxelles under corona-krisen. Zelenskij var ikke med på Maidan-pladsen og stammer ikke fra det mere nationalistiske Vestukraine.

Oligarkerne har stadig stor magt og især regionalt. Lige efter annekteringen af Krim blev krigen mod separatisterne i Donbass støttet af Ihor Kolomoiski, der bakkede Zelenskijs valgkamp op økonomisk. Præsidenten har haft møder med oligarker for at få dem til at yde økonomiske bidrag til at få bekæmpet corona-pandemien. Zelenskij har derudover indgået flere aftaler for at få neddæmpet konflikten i Østukraine, både med separatister og med Rusland – og er blevet rost for det også af vestlige lande.

Corona-krisen

Corona-epidemien er bestemt ikke velkommen. Den økonomiske nedgang bliver markant; og de over 10 milliarder dollar, som ukrainere i udlandet årligt har sendt hjem til Ukraine, er i alvorlig fare for at falde kraftigt. Allerede før corona-krisen var præsident Zelenskijs popularitet dalet til 50 procent, hvilket dog stadig er et højt tal. Som Zbigniew Rokita formulerer det, er præsidenten ikke en forræder. Men han er heller ikke en storartet politiker. Volodymyr Zelenskij har været tvunget til at følge med strømmen; samarbejde med oligarker og inddrage folk fra tidligere regeringer som sine ministre. Ja, selv Mikheil Saakasjvili, Georgiens kontroversielle eks-præsident er blandt rådgiverne.

Præsidenten prøver at tilpasse sig Den Internationale Valutafonds (IMF) krav uden at provokere for mange. Det gælder også liberalisering af køb og salg af landbrugsjord samt love, der gør brugen af ukrainsk mere obligatorisk på landets uddannelsessteder.


Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER