Uligheden er på sit højeste i 40 år. Hvornår kommer opgøret?
Mens nogle er hårdt ramt af inflation og voksende ulighed, rejser andre på ferie som aldrig før. Danmark risikerer at knække i to, hvis en kommende regering ikke tager den stadig voksende ulighed seriøst.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Danmarks Statistik har netop opgjort gini-koefficienten for 2021. Den er nu på sit højeste siden man begyndte at opgøre den i 1987. 30,2 gini-point ligger den på nu, sammenlignet med 22,07 for 35 år siden. Det er voldsomt skræmmende, når man kigger ind i en fremtid med økonomisk krise. For hvis der er én ting, der nærmest er en naturlov i Danmark er det, at kriser altid rammer de fattige hårdest.
“Desværre har den siddende regering haft rygrad som en regnorm, når det kommer til at hæve overførselsindkomsterne i kampen mod inflationen.”
I forvejen har inflationen ramt de allerfattigste hårdest. Både el, varme og huslejepriser er steget, og fødevarepriserne skyder samtidig mod himlen. Når det sker, rammer det dem, hvis disponible indkomst ikke er rustet til det, hårdest. Desværre har den siddende regering haft rygrad som en regnorm, når det kommer til at hæve overførselsindkomsterne i kampen mod inflationen. Alt sammen med argumentet om, at det ville hæve inflationen endnu mere. Og ja, hvis vi bare tog pengene fra bundlinjen uden modregning andre steder i økonomien, så kunne man snakke om, at det ville puste en smule til inflationen.
Desværre kigger man på ingen måde på, hvordan man kan hive aktivitet ud af samfundet. Højere overførselsindkomster kan man finansiere med en millionærskat. Og mens mange ser ud til at skulle gå fra hus og hjem, rejser danskerne også mere end nogensinde før. Man skulle ikke tro, at inflationen var tårnhøj og klimakrisen åndede os i nakken. Og med den kæmpestore flyafgift på 13 kroner, må man da være fuldstændig tosset, hvis man tager flyveren.
Men desværre handler det ikke kun om, at inflationen er høj. For den netop udregnede gini-koefficient er for 2021. Det handler om, at man har lavet en række reformer, der omfordeler fra de fattigste til de rigeste. Hjemsendelsesydelsen, forringelse af dagpenge, utilstrækkelig regulering af SU’en. Jeg kunne blive ved. Og ingen af delene ser ud til at være på vej mod afskaffelse. Faktisk tværtimod, når Ø og Å er ude af regeringsforhandlingerne.
Samtidig kører formueuligheden derudad. Boligpriser, aktiemarkedet, kryptovaluta og andre formuedrevne handelsplatforme bliver større og større. Det betyder, at vi skal kigge langt efter et opgør med formueuligheden. De rigeste 10% i Danmark ejer lige nu næsten 50% af formuen. Det er et helt absurd højt tal, og burde ikke finde sted i et land, der kalder sig lige og retfærdigt. Udover at formueuligheden sætter mennesker af i samfundet, er det også en forstærkende effekt. At have 10 millioner på lommen og kunne investere i bolig, aktier osv. giver ofte en højere årsindkomst end en helt almindelig arbejder kan tjene ved at trække i arbejdstøjet. Og hvilken værdi skaber den spekulation helt præcist for samfundet?
Mit håb til den kommende regering er, at man vil tage et opgør med den stigende ulighed på alle parametre. Både formueuligheden og indkomstuligheden. Ellers risikerer vores land at knække i to. Vi har i forvejen et splittet politisk landskab, og hvis vi lader uligheden buldrer derudaf, vil det blot øge polariseringen og gøre folk fattige. Så kære forhandlere. Tal om uligheden og skab reel handling. For Danmarks og fremtidens skyld.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER