Valg i Spanien: Kan en splittet venstrefløj samle sig?

Venstrefløjen med PSOE og Podemos i spidsen har de seneste år formået at sætte en progressiv retning for Spanien. De har gennemført en række progressive reformer med fokus på bl.a. ligestilling mellem kønnene og rettigheder for transpersoner. Siden Covid-19 har den spanske økonomi også været nogenlunde stabil, og det er desuden lykkedes regeringen at lægge en dæmper på spændingerne mellem Madrid og Catalonien.

Flere af disse politiske projekter har selvfølgelig vakt ramaskrig i det konservative Spanien, og kløften mellem det progressive og det konservative Spanien synes at blive dybere og dybere. Det vil højrefløjen forsøge at udnytte ved det kommende parlamentsvalg.

Spanien eller Sanchez

Højrefløjen lykkedes til dels med at mobilisere deres vælgere i kampen for konservative værdier ved de netop overståede lokalvalg. Ved lokalvalgene så man således PP holde store vælgermøder på Plaza de Toros (tyrefægterstadion) i Valencia, som er et af de vigtigste symboler for det nationalkonservative Spanien.

PP’s premierministerkandidat Alberto Nuñez Feijóo har kaldt valget for et valg mellem Spanien og Sanchez – underforstået at en stemme på PP eller Vox er et forsvar for den spanske nation, mens en stemme på Pedro Sanchez og venstrefløjen simpelthen er uspansk.

Det ser altså ud til, at de konservative vil fortsætte deres kampagne for konservative mærkesager: den spanske kernefamilie, spansk national enhed og øget magt til de spanske institutioner frem mod valget 23. juli. Samtidig vil de føre kampagne imod de progressive strømninger og den beskyttelse af minoriteters rettigheder, som PSOE og Podemos har kæmpet for.

Højrefløjen har derfor også gjort det klart, at den vil tilbagerulle flere af de reformer, som er blevet igangsat. Deres politiske kampagne bliver af venstrefløjen anset for at være en destruktionskampagne – en bulldozer, der tromler hen over den progressive dagsorden, som venstrefløjen har kæmpet for.

Valget lader derfor til at blive et opgør mellem det traditionelle konservative Spanien og det moderne fremadskuende Spanien. For venstrefløjen vil det være et stort tilbageslag, hvis de konservative vinder magten.

De netop overståede lokalvalg har indpodet en latent frygt i de spanske izquierdas (tilhængere af venstrefløjen). Det er denne frygt, som Pedro Sanchez skal bruge som brændstof i valgkampen for at mobilisere vælgerne på venstrefløjen.

Podemos i opløsning efter nederlag ved lokalvalgene

Under lokalvalgene fremstod venstrefløjen splittet og usammenhængende, og både Podemos og PSOE havde svært ved at mobilisere deres vælgere. Pedro Sanchez forsøger derfor nu desperat at mobilisere venstrefløjen, for at kunne slå den konservative bølge tilbage. Det store spørgsmål bliver derfor, om venstrefløjen – især partierne til venstre fra PSOE – kan finde sammen.

I store dele af Europa har venstrefløjspartierne til venstre for socialdemokraterne oplevet tilbagegang i det sidste par år. Det har også været tilfældet for Podemos, som oplevede tilbagegang ved det forrige parlamentsvalg og netop har haft et katastrofalt lokalvalg.

I 2016 fik Podemos over 20 procent af stemmerne. I 2019 faldt deres andel af stemmerne til 12,8 procent. Nu efter lokalvalgene er partiet mere eller mindre gået i opløsning. Det var en proces, der allerede var godt i gang på grund af interne stridigheder. De seneste spanske valg har vist, at der er behov for et nyt venstrefløjsprojekt.

Podemos’ tab af styrke og betydning har nu ført til, at de har besluttet at gå sammen med det nye venstrefløjsparti Sumar. Sumar ledes af den karismatiske Yolanda Diaz, som har været beskæftigelsesminister i Pedro Sanchez’ regering.

Sumar skal forene venstrefløjen

Sumar, som på dansk betyder at forene eller lægge til, har efterhånden samlet de fleste af de progressive partier på den spanske venstrefløj bag sig. Partiet udgør nu det spinkle håb, som venstrefløjen kan knytte sig til. De seneste meningsmålinger peger på, at Sumar står til at få omtrent 12,5 procent af stemmerne, mens PSOE står til at få omkring 27 procent.

Det er langt fra nok til at kunne hamle op med PP og Vox. Hvis venstrefløjen skal have en chance, skal Sumar kunne mobilisere venstrefløjen på samme måde, som Podemos tidligere har gjort. Det virker dog usandsynligt, da Vox og andre ekstreme partier på højrefløjen har oplevet fremgang blandt de arbejderklassevælgere, som burde være det yderste venstres kernevælgere, men som ikke har følt sig inkluderet af venstrefløjen i de senere år.

I Catalonien har Vox og ultranationalistiske catalanske partier oplevet stor fremgang i flere arbejderbydele og landdistrikter, som tidligere har været stærke bastioner for venstrefløjen.

Der kan spekuleres i, om det yderste højres fremgang skyldes, at arbejderklassen ikke har fået nævneværdig del i den økonomiske fremgang under Pedro Sanchez, eller om det skyldes, at arbejderklassen har svært ved at identificere sig med venstrefløjens identitetspolitik.

Under alle omstændigheder bliver det ved de kommende valg og i hverdagens kampe afgørende for den spanske venstrefløj, at de kan forme et projekt med bred opbakning i den spanske befolkning.