Valget til EU-parlamentet må være et wake-up call for venstrefløjen

Som valgene til Europa-Parlamentet går i gang, har venstrefløjspartierne ikke meget at glæde sig over. I land efter land holder de kræfter, der for ti år siden stod i spidsen for noget, der lignede et europæisk oprør mod nedskæringer, knap nok hovedet oven vande. Podemos i Spanien og Die Linke i Tyskland ligger begge på mellem 2 og 3 procent i meningsmålingerne. La France Insoumise, som fik 22 procent ved præsidentvalget i 2022, ligger på 8 procent. I Grækenland, der engang var oprørets epicenter, halter et Syriza, der nu er renset for enhver form for radikalisme, med omkring 15 procent; det er usikkert, om nogen af de forskellige venstrefløjsspaltninger overhovedet vil få nogen mandater. Kun i det lille Belgien, hvor Arbejderpartiet (PTB) står til omkring 17 procent – det dobbelte af resultatet i 2019 – ser venstrefløjen ud til at gå afgørende imod tendensen.

Meningsmålingerne kan uden tvivl være forkerte, og EU-valget har aldrig været venstrefløjens stærke side. Valgdeltagelsen plejer at være lav, og den er generelt præget af middelklassen, hvilket giver en naturlig fordel til partier som De Grønne. Men denne gang er det ikke centrumliberalismen, der ser ud til at vinde stort, men det yderste højre. I Tyskland har Alternative für Deutschland (AfD) stadig meningsmålinger i den høje ende af skalaen på trods af flere skandaler, der involverer kandidaten Maximilian Krah, og den franske højrefløjsleder Marine Le Pens skridt til at droppe sine tyske allierede. I Frankrig fører Le Pens Rassemblement National meningsmålingerne med en bred margin og kan få en tredjedel af stemmerne.

De partier, der udgør de to højreekstreme grupper i EU-Parlamentet, Identitet og Demokrati (ID) og De Europæiske Konservative og Reformatorer (ECR), vil sandsynligvis vinde omkring 150 af de 720 pladser. Venstrefløjen, som allerede er den mindste gruppe, vil derimod sandsynligvis synke ned til den ende af 30’ere, en yderligere tilbagegang fra et højdepunkt med 52 pladser i 2014 og 41 i 2019. Indtil for nylig gik der rygter om, at en venstrefløjsgruppe slet ikke ville kunne finde sammen.

I betragtning af Europa-Parlamentets notoriske demokratiske underskud (det har ingen magt til selv at lovgive) vil selv et spektakulært resultat næppe give den europæiske venstrefløj en chance for at foretage reelle ændringer i EU’s opbygning. En sådan revision ville kræve venstrefløjsflertal i de enkelte nationale parlamenter, hvor praktisk talt alle lovgivningssejre er blevet vundet.

Ikke desto mindre er venstrefløjens dårlige europæiske meningsmålinger sammen med højrefløjens fremgang en yderligere bekræftelse på, at venstrefløjens fremgang ikke bare er gået i stå, men også er i fare for at gå i bakgear. Syrizas valgsejr i Grækenland i 2015 så kortvarigt ud til at indvarsle et nyt niveau af kamp i regeringskontorerne, før partiet ydmygt overgav sig og gennemførte de stramninger, det var valgt til at bekæmpe. Siden da har venstrefløjspartierne stået over for en alvorlig troværdighedskrise, som i det mindste i nogle af EU’s medlemslande truer med at blive dødelig.

Stagnation og fragmentering

Den europæiske venstrefløjs udvikling siden 2007 kræver ikke megen genfortælling. Finanskrisen i 2007-09 kastede den politiske mainstream (og især centrum-venstre) ud i kaos, da angiveligt socialdemokratiske partier brutalt pressede arbejdere og middelklassen for at støtte redningspakker til banker og store virksomheder. Gamle og nye venstrefløjspartier – hvoraf nogle var opstået lige før finanskrisen i opposition til socialdemokratiets neoliberale drejning – havde en enestående mulighed for at udnytte den voksende folkelige vrede. De opnåede snart tocifrede valgresultater, som ikke var set siden østblokkens sammenbrud og tiden med kommunistiske massepartier i Vesteuropa.

Hvad er det så, der har ændret sig? På overfladen aftog den økonomiske krise gradvist, og med den den politiske stemning, der gav venstrefløjen vind i sejlene. I slutningen af 2010’erne var BNP pr. indbygger steget i det meste af Europa minus Grækenland, Spanien og dele af Syditalien. Ungdomsarbejdsløsheden var fortsat høj i Sydeuropa, men kunne i det mindste delvist opsuges ved migration til Tyskland og andre nordlige naboer. Boligværdien – et afgørende fundament for økonomisk sikkerhed for middel- og arbejderklassen i disse lande – steg også og oversteg snart niveauet fra før krisen, hvilket yderligere mindskede de sociale spændinger.

Men selv om den økonomiske situation er forbedret i forhold til krisens højdepunkt, er der stadig alvorlige problemer. Væksten er fortsat ringe i det meste af Europa, og i de sydlige lande, hvor venstrefløjspartier fik succes i 2010’erne, ligger lønningerne langt under det europæiske gennemsnit. Selv om den græske økonomi har haft usædvanligt høje vækstrater i de sidste mange år, er situationen for de græske arbejdere stadig usikker med en arbejdsløshed, der stadig er på over 10 procent og en jobvækst, som for det meste foregår i lavtlønssektoren.

I den forstand er mange af de spørgsmål, som venstrefløjen førte kampagne om, stadig aktuelle – men vælgerne synes stadig mindre overbeviste om, at venstrefløjen kan gøre noget ved dem. Det har helt sikkert noget at gøre med det giftbæger, som venstrefløjspartierne efter deres imponerende valgfremgang måtte tage imod i en række lande: Fordi de var stærke til at blive kørt ud på et sidespor i forhandlinger, men ikke stærke nok til at regere alene, blev partier som Podemos eller Sloveniens Levica junior-koalitionspartnere for centrum-venstre. De fik tildelt nogle få ministerier og var i stand til at gennemtvinge nogle symbolske reformer, men var ikke i stand til at diktere regeringsbetingelserne eller gennemføre deres programmer på en omfattende måde.

Disse regeringer var langt fra alle katastrofer – de fleste vedtog i det mindste enkelte meningsfulde beskyttelsesforanstaltninger for arbejderne og bidrog til at afbøde virkningerne af krisen. Men politik er ikke fair, og det meste af tiden – som i Spanien eller lidt tidligere i Portugal – tog de dominerende centrum-venstre-partier æren for regeringens succeser, mens venstrefløjens bidrag i bedste fald blev overset eller i værste fald fik skylden for deres fiaskoer.

Die Linke stod over for en lignende måske endda værre skæbne, da det kom ind i en række regionale regeringer i delstater, der manglede de finanspolitiske ressourcer til at gennemføre et venstreorienteret program, og nogle gange endda gennemtvang nedskæringer. Resultatet har uden undtagelse været faldende meningsmålinger. Det gælder selv i den østlige delstat Thüringen, hvis karismatiske ministerpræsident fra Die Linke, Bodo Ramelow, indtil for nylig så ud til at være i stand til at holde sammen på tingene alene ved hjælp af sin personlighed.

Den politiske konsekvens af denne stagnation er en organisatorisk fragmenteringsproces. Vi har set en række udsplittelser fra Syriza i Grækenland, splittelser både inden for Podemos og mellem det og Izquierda Unida (nu en del af Yolanda Díaz’ venstrepopulistiske projekt Sumar), NUPES-koalitionens (Den nye Økologiske og Sociale Folkeunion) sammenbrud i Frankrig og Sahra Wagenknechts udtræden af Die Linke i Tyskland.

Dette kommer også til udtryk på paneuropæisk niveau. Forud for dette valg har vi set koalitionen »Now the People« genopstå, der på en eller anden måde er i konkurrence med Party of the European Left, som blev grundlagt i 2004 som en alliance mellem (hovedsageligt) kommunistiske partier, der i dag omfatter omkring 40 organisationer. Koalitionen blev oprindeligt dannet i 2018 som en pagt mellem France Insoumise, Portugals Venstreblok og Podemos, men »Now the People« er blevet udvidet til også at omfatte de skandinaviske venstrefløjspartier og måske ironisk nok Die Linke – et parti, der i årevis allierede sig med det franske kommunistparti (PCF) mod France Insoumise.

Alle disse partier er stadig medlemmer af eller i det mindste observatører i Det Europæiske Venstreparti. Men denne konkurrerende organisation – der blandt andet er en begmand til de kommunistpartier, der i deres kritikeres øjne betragtes som »pro-russiske« – antyder, at Det Europæiske Venstrepartis dage kan være talte.

Disciplin og modstand

Selvom den overordnede tendens er for nedadgående, er der nogle bemærkelsesværdige undtagelser. Især i Tyskland bliver det belgiske arbejderpartis førnævnte succes sammen med de seneste kommunale og regionale valgfremgange for Østrigs Kommunistiske Parti (KPÖ) i stigende grad diskuteret som en plan for at vende venstrefløjens tilbagegang. Deres vedvarende tilstedeværelse i lokalsamfundet uden for valgkampagnerne, fokus på helt nære spørgsmål og interne regler, der kræver, at funktionærer og folkevalgte lever af en arbejderløn, nævnes alle jævnligt som faktorer, der er værd at efterligne.

Det ville bestemt ikke skade nogen af Europas skrantende venstrefløjspartier at indføre ovennævnte praksis. Det gælder især Die Linke, hvis parlamentariske repræsentanter ofte opererer på stor afstand af den valgte ledelse, og hvor offentlige skænderier mellem parlamentsgruppen og partiet var normen i næsten et årti. Men denne form for projektion på vellykkede kampagner i udlandet – hvor man udvælger nogle få karakteristika og holder dem op som en model – skjuler ofte mere, end den opklarer, og i værste fald kan den bruges til at undgå et mere grundlæggende opgør med fortidens fejltagelser.

At lægge vægt på fælles, materielle interesser og undgå »splittende kulturkampe, identitetspolitik eller symbolske bevægelser«, som to ledende KPÖ-medlemmer for nylig udtrykte det, er et grundlæggende princip i socialistisk politik. At underlægge folkevalgte partidisciplin og forvente, at de donerer en stor del af deres løn til partiet, er også en praksis med en lang historie på venstrefløjen og er ikke i sig selv revolutionær.

Desuden er der masser af venstrefløjspartier i Europa, som er forankret i deres lokalsamfund og kæmper for sociale spørgsmål, men som alligevel har set deres tilslutning svinde ind – se for eksempel PCF under den nuværende leder Fabien Roussel, som har forsøgt at styre partiet ind på en mere jordnær kurs, der er opfyldt af fransk patriotisme. Indtil videre har det vigtigste konkrete resultat været at splitte venstrefløjens stemmer og forhindre Jean-Luc Mélenchon i at nå frem til anden valgrunde ved præsidentvalget i 2022.

Der er helt sikkert fællestræk mellem belgiernes og østrigernes relative succes. For det første deres fælles oprindelse i den kommunistiske bevægelse i det 20. århundrede og den politiske kultur, der følger med, og for det andet – måske meget vigtigere – det faktum, at ingen af dem har fungeret som juniorpartnere i bredere centrum-venstre-koalitioner i de senere år.

Konkret udmønter de to partiers fælles kommunistiske arv sig i en marxistisk organisationskultur, der er præget af politisk disciplin og fokus på arbejderklassens vælgere. Kontroversielle debatter holdes inden for partiets rækker, og når der først er truffet en beslutning, følger medlemmerne den i vid udstrækning. Overfladisk set betyder det, at KPÖ og PTB i modsætning til f.eks. Spanien, Frankrig eller Tyskland, hvor stridigheder i offentligheden tilsyneladende aldrig ophører, sjældent kommer i overskrifterne på grund af skandaler, rygter eller interne stridigheder. Det er med til at holde pressedækningen fokuseret på deres politik i stedet for personlige dramaer og giver et billede af en sammenhængende, stabil styrke.

Mere grundlæggende betyder denne organisationskultur – tidligere generationer ville have kaldt det demokratisk centralisme – dog også, at partierne kan regne med, at medlemmerne gennemfører kampagner og implementerer strategiske skift. Sammenlign dette med personlighedsdrevne organisationer med ringe plads til medlemsinput, hvor uenigheder mellem individuelle ledere hurtigt fører til organisatorisk splittelse, eller det kaotiske rod, der blev skabt af en overdreven pluralisme, hvor alt er tilladt, som næsten rev et parti som Die Linke i stykker. Som marxister har fokus på arbejderklassens vælgere også vaccineret dem mod fristelsen til at vende sig mod tågede »bevægelser« – noget der i dele af venstrefløjen ofte er et synonym for sociale medier eller NGO-drevne kampagner – hvis udholdenhed ofte voldsomt overvurderes.

Men selvom disciplin er en vigtig faktor, er deres resultater ved regeringsdeltagelse (eller rettere sagt, deres adskillelse fra denne) uden tvivl det, der adskiller dem mest fra deres europæiske kolleger, og det, der har sikret deres støt stigende popularitet, selv midt i venstrefløjens generelle tilbagegang. Hverken PTB eller KPÖ er gået ind i en centrum-venstre-koalition som juniorpartner – en tilsyneladende sikker opskrift på vælgerglemsel, som de seneste erfaringer i Spanien og Tyskland antyder.

PTB definerer på sin side klare røde linjer som en forudsætning for at deltage i en regering, samtidig med at det jævnligt appellerer til resten af centrum-venstre om at danne regering. Efter det seneste nationale valg i 2019, hvor PTB mere end fordoblede sit resultat til over 8 procent, opfordrede partiet f.eks. socialisterne og de grønne til at danne en koalition med fokus på at sænke pensionsalderen, forsvare velfærdsstaten og stoppe privatiseringerne i den offentlige sektor. Begge partier nægtede overhovedet at forhandle med Arbejderpartiet, for ikke man skulle forventes at de levede op til deres valgløfter, og partiets troværdighed i offentligheden er kun steget siden. Det vil sandsynligvis fordoble sit resultat igen ved det nationale valg, der afholdes parallelt med valget til Europa-Parlamentet på søndag, og måske er det heldigt for de belgiske kammerater, at både De Grønne og Socialisterne allerede har udelukket en koalition med PTB.

Med meningsmålinger på 4 procent i hele Østrig og først nu et bud på at komme ind i det nationale parlament for første gang siden 1959 har KPÖ endnu ikke omsat sin regionale succes til en meningsfuld tilstedeværelse på føderalt niveau. Men hvis de sidste par år er en retningspil, vil det snart stå over for det samme dilemma som PTB og andre større partier på den europæiske venstrefløj. Indtil videre har belgierne navigeret meget mere behændigt i disse lumske farvande end deres europæiske søsterpartier, men før eller siden bliver de også nødt til at deltage i en regering. I betragtning af deres imponerende organisatoriske vækst i løbet af det sidste årti og stærke tilstedeværelse i fagforeningerne vil de forhåbentlig være bedre positioneret end de fleste til at mobilisere støtte uden for regeringskontorerne til deres program – og for en gangs skyld vise, at en venstreorienteret regering virkelig kan gøre en forskel.

Lidt mere Marx ville ikke skade…

Hvor dystre meningsmålingerne end ser ud, bliver søndagens valg ikke en total knockout. Venstrefløjsgruppen i Europa-Parlamentet vil højst sandsynligt forblive intakt, om end mindre end nogensinde. Men for nogle af gruppens medlemmer – især Die Linke og Podemos – vil valget være et ydmygende slag, som bør give anledning til alvorlig selvransagelse. Det er tydeligt, at den vej, man har fulgt i det sidste årti, har ført til en blindgyde.

Alt for ofte reduceres strategidebatter på venstrefløjen til æstetiske og tekniske spørgsmål som at banke på flere døre eller forbedre et partis TikTok-tilstedeværelse, som om de udgjorde substansen i politisk succes. Det ville bestemt ikke skade at øge venstrefløjens indsats på de sociale medier, men det vil ikke besvare det mere grundlæggende spørgsmål om, hvordan man som socialist udøver magt i et kapitalistisk demokrati.

I betragtning af venstrefløjens defensive position og pletvise resultater i regeringsdeltagelse, for ikke at nævne den rent praktisk umulige opgave på det institutionelle plan at »transformere Europa« (hvad det så end betyder), ville venstrefløjspartier, der kæmper for at komme over spærregrænsen, gøre klogt i at fokusere på nogle få centrale materielle spørgsmål på nationalt plan.

I de sidste to årtier har venstrefløjen Ingen steder formået at styrke sin valgsucces eller indflydelse ved at appellere til anstændighed eller sund fornuft. Når den har udvidet sin base, har den gjort det ved at identificere et par mærkesager og polarisere vælgerne omkring dem. At gøre dette vil ikke bringe partier som Die Linke tilbage fra glemslens rand fra den ene dag til den anden. Men de kan have bedre udsigter på mellemlang sigt end at positionere sig som mainstreampolitikkens samvittighed eller stemmen for tågede »sociale bevægelser«, der stiger og falder med årstiderne.

Højrefløjens fortsatte fremgang, senest i »populistisk« skikkelse, peger også på venstrefløjens manglende evne til at forholde sig til den folkelige frustration, hvilket efterlader banen helt åben for højreorienterede kræfter, som kan rette den mod migranter eller andre syndebukke. Højrefløjens ofte følelsesladede, vrede retorik rammer tydeligvis en nerve, og partierne på venstrefløjen må finde på mere effektive måder at reagere på den. At stå over det eller slutte sig til en bred alliance af demokrater i demokratiets navn har ikke været nok, i hvert fald ikke indtil videre. Venstrefløjen har brug for sine egne måder at udnytte vreden på og rette den mod de rige og magtfulde – men det betyder, at man skal tage den til sig i stedet for at vige tilbage for den.

I et nyligt interview med Jacobin sagde den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis, at venstrefløjen, »hvis vi er heldige«, får flertal en gang hvert halvtredsindstyvende år i en akut krisefase. Man kan aldrig vide på forhånd, hvornår sådan en stor krise kommer, men hvis venstrefløjen skal undgå at tabe bolden lige så meget som sidste gang, skal den i Europa arbejde på at rodfæste sig i arbejderklassen og opbygge holdbare masseorganisationer. På den måde vil den være i stand til at holde sine løfter, når muligheden for at regere byder sig igen.