Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
9. maj. 2022

Var det selvmord? 46 år efter er Ulrike Meinhofs død stadig omdiskuteret

Ulrike Meinhof huskes som RAF-terrorist, men var også en skarp samfundskritiker, der blandt andet satte fokus på de umenneskelige forhold på tyske børnehjem. Hendes død er stadig omgærdet af mystik, og den officielle forklaring om selvmord modsiges af afgørende forhold i hendes obduktionsrapport.

Ulrike Meinhof i 1962. Foto: Max Ehlert

Som medlem af byguerillagruppen Rote Armée Fraktion (RAF) var Ulrike Meinhof fra sommeren 1972 fængslet i Stammheim. Den 9. maj 1976 blev offentligheden informeret om, at hun var blevet fundet hængt i sin fængselscelle i højsikkerhedsfængslet Stammheim ved Stuttgart i det sydlige Tyskland. De nøjagtige omstændigheder er stadig ikke opklaret, og talrige kritiske stemmer betvivler den dag i dag den officielle statslige version om ”selvmord”.

Skarp samfundskritiker eller forrykt terrorist?

Ulrike Meinhof havde som skarp, samfundskritisk journalist en bred læserskare, hun var én af de mest profilerede venstrefløjspersonligheder i det daværende Vesttyskland. Hendes intellektuelle virke bliver i den borgerlige offentlighed som regel opsplittet i to dele: Den ene Meinhof var en accepteret journalist, kendt i hele Forbundsrepublikken som én, der ofte optrådte i debatudsendelser på TV i de spraglede 1960’ere. Den anden Ulrike Meinhof deltog i by-guerillagruppen RAF (Rote Armee Fraktion), og fik derfor stemplet ”forrykt terrorist”.
Alene det at beskæftige sig offentligt med Ulrike Meinhof efter hun gik under jorden betød, at man blev mistænkeliggjort i medierne, og som regel udsat for politiets observation.

De artikler, Ulrike Meinhof skrev som redaktør af 1968-bevægelsens vigtigste tidsskrift ’Konkret’, forsvandt næsten fuldstændigt fra den offentlige hukommelse. Glemt blev ligeledes hendes knivskarpe reportager om de katastrofale tilstande på statens børnehjem, og de ekstremt repressive pædagogiske retningslinjer, som blev praktiseret der.

På børnehjemmene blev der anvendt brutale fysiske og psykiske afstraffelsesmetoder i ordenens navn. Sammen med Eberhard Iztenplitz producerede Ulrike Meinhof derfor TV-filmen ”Bambule”, der handler om oprørske piger på et sådant børnetugthus i Vestberlin. Ligeledes bandlyst blev hendes journalistiske tekster, der dokumenterede de diskriminerende forhold, som arbejderkvinder blev udsat for i tyske industrivirksomheder. 

Filmen Bambule udstillede de barske vilkår på tyske børnehjem. Den blev ligesom hendes journalistiske tekster bandlyst, men ligger i dag frit tilgængelig på YouTube.

”Napalm og budding”

I maj 1967 skrev Ulrike Meinhof en artikel i Konkret, der havde overskriften ”Napalm og budding”. Det var i forbindelse med, at USA’s daværende vicepræsident, Hubert Humphrey kom på statsbesøg i Vestberlin. I protest mod Vietnam-krigen havde aktivister forsøgt at kaste budding på Humphrey, hvilket havde fået den reaktionære mediekoncern Springer, med flagskibet ”Bildzeitung” i spidsen, til at betegne aktivisterne som ”morderiske attentatfolk”.

Ulrike Meinhof kommenterede denne begivenhed således: ”Det er ifølge medierne ikke kriminelt at kaste napalmbomber på kvinder, børn og gamle mennesker, men at protestere imod det. (…) Det er altså forkasteligt at kaste budding og kvark mod politikere, men at modtage politikere som Hubert Humphrey, der lader hele landsbyer udradere og byer bombardere, er helt i orden.”

I samme artikel kritiserede Meinhof dog også de aktionerende fra Kommune 1; det legendariske venstreradikale kollektiv i Vestberlin, der gennemførte det såkaldte budding-attentat: ”I stedet for at dreje den opmærksomhed over på Vietnam, som aktionen forårsagede, og i stedet for at besvare de mange interesserede spørgsmål med sandheden om krigen i Vietnam med facts, tal og politik, så talte de om sig selv og udnyttede det offentliges interesse (…) til deres private ekshibitionisme.

Befrielsen af Andreas Baader

Meinhof’s opsigtsvækkende film ”Bambule” blev taget af programmet ti dage før den planlagte sendetid på den tyske TV-kanal ARD. Her kom det nemlig frem, at hun 14. maj 1970 havde deltaget i en fangebefrielse af Andreas Baader, en af de senere medgrundlæggere af Rote Armee Fraktion.

RAF: Fra aktioner mod Vietnamkrigen til politiske attentater

• Den tyske byguerilla ’Rote Armee Fraktion’ blev dannet i 1970. På den tid var den politiske dagsorden især præget af USA’s årelange optrapning af sit militære engagement i Vietnam.
• RAF ændrede sig betydeligt gennem de 28 år, gruppen eksisterede. I de første år var gruppens aktioner først og fremmest rettet mod de amerikanske militærbaser i Tyskland i solidaritet med det vietnamesiske folks kamp mod den amerikanske invasion af landet.
• I midten af 1970’erne gik man over til en kampagne mod statens repressions-apparat, og ønskede at befri politiske fanger.
• I starten af 1980’erne foretog gruppen igen et skifte, da man alene begyndte at koncentrere sig om en guerilla-koordineret aktionsenhed, som i praksis stort set kun omfattede den franske byguerilla ’Action Directe’. Den byggede på attentater mod centrale personer i det militær-industrielle kompleks og i statsapparatet.
• I RAF’s sidste tid forsøgte man at knytte sig til de radikale og sociale bevægelsers kampe. Gruppens sidste aktion var rettet mod det nybyggede superfængsel i Weiterstadt, som blev sprængt i luften 27.marts 1993.
• RAF opløste sig formelt i marts 1998.

+

Baader og tre andre venstreradikale aktivister var hver blevet idømt tre års fængsel for at sætte ild til et varehus i Frankfurt om aftenen 2. april 1968 i protest mod ”konsumborgernes passivitet ift.  forbrydelserne i Vietnam”. Det var dog ikke Meinhof selv, men nogle andre aktivister der befriede Andreas Baader. Meinhof havde fået tilladelse til at møde ham på det tyske socialinstitut i Berlins bydel, Dahlem i forbindelse med journalistisk researcharbejde. Under aktionen opstod der uforudset tumult, og en ansat på det institut – hvor befrielsen fandt sted – blev skudt i benene. Alle, der havde deltaget i befrielsen af Andreas Baader, blev derefter straks efterlyst. Efter fangebefrielsen var Ulrike Meinhof nødt til at gå under jorden. Hun blev eftersøgt for mordforsøg.

På tusindvis af plakater ophængt på gader og stræder blev de aktivister, der havde befriet Andreas Baader, efterlyst som ”terrorister”. Fangebefrielsen af Andreas Baader delte venstrefløjen i for eller imod. Mens særligt mange unge aktivister og en del venstreorienterede intellektuelle, reagerede på fangebefrielsen med jubel og begejstring, resulterede den også i kritik og afstandstagen, særligt fra den parlamentarisk orienterede venstrefløj. Først og fremmest fik aktionen uoverskuelige konsekvenser for befrierne. Uden særlige strategiske og logistiske forberedelser, blev by-guerillagruppen RAF dannet i al hast. 

”Anden front i imperialismens bagland”

Gruppen positionerede sig nu som ”anden front i imperialismens bagland” imod USA’s krig i Vietnam. På det tidspunkt havde krigen allerede kostet 2 millioner civile vietnamesere liv eller førlighed. RAF’s aktioner rettede sig principielt mod staten og de politisk og økonomisk ansvarlige, ikke imod tilfældige individer. Som man forklarede i en udtalelse: ”Spørgsmålet, som ofte bliver stillet til os er, om vi ville have gennemført fangebefrielsen, hvis vi havde vidst, at en biblioteksansat blev såret af skud – hertil kan vi kun svare med et klart NEJ.”.

Et år efter befrielsen af Andreas Baader udgav man i april 1971 teksten Koncept Byguerilla. Heri skrev RAF, at den væbnede kamp nu måtte og skulle starte, fordi der uden den ikke ville eksistere nogen mulighed for en antiimperialistisk kamp i metropolerne: “Vi siger ikke, at organiseringen af illegale, væbnede modstandsgrupper kan erstatte legale, proletariske organisationer, eller at væbnede aktioner kan erstatte klassekampen. Den væbnede kamp kan heller ikke erstatte det politiske arbejde i virksomheder og i bydelene. Vi påstår bare, at det ene er en forudsætning for en succesrig udvikling og fremskridt for det andet.”

I 1972 skærpede USA krigen mod det vietnamesiske folk ved systematisk at bombardere civile mål. Militæret bombarderede digerne, og lagde miner i havnene i Nordvietnam. RAF angreb på den baggrund 11. maj 1972 hovedkvarteret for det amerikanske militærs 5. korps i Frankfurt, og den 24. maj samme år hovedkvarteret for USA’s europæiske militærbaser i Heidelberg. RAF placerede bilbomber inde på militærbasernes område, og dræbte 5 amerikanske soldater under aktionerne. Mange andre blev såret.

I en efterfølgende udtalelse forklarede man aktionerne på følgende måde: “For de militære strateger, der planlægger udryddelsen af vietnameserne, skal Vesttyskland og Vestberlin ikke længere være et sikkert bagland. De må vide, at deres forbrydelser mod det vietnamesiske folk har skabt dem ihærdige fjender, og at der ikke længere vil være nogen steder i verden, hvor de kan føle sig i sikkerhed for angreb fra revolutionære guerillaenheder!” FNL – den vietnamesiske befrielsesbevægelse – hilste RAF’s aktioner velkomne i deres aviser, og takkede dem for deres konkrete, internationale solidaritet.

Politisk motiverede særlove

Det vesttyske statsapparat betegnede RAF som kriminelle, og forfulgte dem som politiske statsfjender. Man iværksatte nye love og efterlysningsmetoder, og anvendte skærpet isolationsfængsling. Metoderne blev uden videre udvidet og brugt i repressionen mod hele det aktive venstrefløjsmiljø i Tyskland.

“Tusinder af venstreorienterede i den offentlige sektor blev ramt af særlovene, som forsøgte præventivt at inddæmme enhver form for radikal samfundsopposition.”

Der mangler den dag i dag stadig en kritisk historieskrivning, som kan afklare, hvorvidt der var en reel fare for en politisk ‘gen-nazificering’ af det tyske statsapparat. De talrige nazi-forbrydere, der var ansat på høje poster i statsapparatet, den fortrængte nazi-fortid, og ikke mindst de undertrykkende undtagelseslove, som blev vedtaget i juni 1968 – senere det såkaldte ”Berufsverbot” – betød, at tusinder af venstreorienterede i den offentlige sektor blev ramt af særlovene, der sigtede på præventivt at inddæmme enhver form for radikal samfundsopposition.

Isolations-fængsling

De tyske myndigheder sendte nu hele sit magtapparat efter gruppen, og kunne hurtigt fremvise resultater. I løbet af juni og juli 1972 blev de fleste af RAF’s grundlæggere anholdt. De anholdte omfattede Andreas Baader, Holger Meins, Jan-Carl Raspe, Ulrike Meinhof, Gudrun Ensslin, Brigitte Mohnhaupt, Irmgard Möller, Klaus Jünschke og Gerhard Müller. Samtlige RAF-aktivister, som fremadrettet blev anholdt, blev automatisk anbragt i total isolation i de nybyggede isolationsfængsels-afdelinger. De blev udsat for såkaldt “sensorisk deprivation”, hvilket betyder systematisk fratagelse af enhver sanselig fornemmelse. 

De fængslede RAF-medlemmer praktiserede på flere måder modstand mod det tyske justitsvæsen, som de anså for at være et ‘fascistisk agerende statsapparat’. De gennemførte blandt andet 10 kollektive sultestrejker, og under én af disse døde medlemmet Holger Meins. Statens repræsentanter nægtede kategorisk at deltage i den politiske diskurs, ikke mindst fordi undertrykkelsen af RAF-fangerne åbenlyst var politisk motiveret.

RAF-fangerne blev ikke kun betegnet som politiske fanger af deres sympatisører. Den tyske stat tildelte dem selv den særstatus ved systematisk at holde dem i isolation, og underkaste dem særbetingelser, som Amnesty International betegnede som ’hvid tortur’.

Andreas Baader og Gudrun Ensslin blev ligesom Ulrike Meinhof isolationsfængslet og udsat for tortur af den tyske stat. Begge døde i den tyske stats varetægt, og ligesom med Ulrike Meinhofs død året forinden, opstod der hurtigt tvivl om den officielle forklaring. Arkivfoto / AP.

Selvmord draget i tvivl fra starten

Som medlem af RAF blev Ulrike Meinhof 9. maj 1976 fundet hængt i sin fængselscelle i højsikkerhedsfængslet Stammheim i Stuttgart. Fra vidt forskellige sider blev der med det samme ytret tvivl om myndighedernes og mainstreampressens selvmordsversion. Først og fremmest fra Ulrike Meinhofs advokater og fra hendes søster, der anså det for udelukket, at hun skulle have begået selvmord.

Én af Ulrike Meinhofs advokater, Michael Oberwinder, erklærede på en pressekonference samme dag, som hun døde: ”Jeg har sidste onsdag diskuteret med fru Meinhof om forskellige juridiske indvendinger. Der var intet spor af desinteresse fra hendes side, og fru Meinhof fremlagde engageret gruppens standpunkt.”

RAF: Engelske læger betvivlede selvmords-forklaringen

Kort tid efter Meinhof’s død begyndte mistankerne at brede sig. I en stillingtagen fra en gruppe uafhængige engelske læger hed det 13. august 1976:

“Døde Ulrike Meinhof virkelig pga. selvmord? Eller var der tale om en refleksagtig død ved hjertestop på grund af en voldsom kvælning fra en anden persons side? Var der tale om et sexuelt overgreb eller forsøg herpå før hendes død? Betydningen af en afklaring af disse spørgsmål må vel være i offentlighedens interesse. Der blev foretaget to obduktioner af Ulrike Meinhofs lig. Begge beretninger har vi ad omveje fået i hænderne. Vi mener det er vigtigt, at resultaterne når ud til et bredt publikum. Den foreliggende lægejournal er dybt foruroligende, såvel i det, der bliver nævnt og det, som bliver undladt. Ulrike Meinhofs politik var ikke vores. Men det er ikke det, det drejer sig om her.”

+

RAF-advokaten Otto Schily, som senere blev socialdemokratisk indenrigsminister (1998–2005), protesterede mod, at Ulrike Meinhofs daværende testamentefuldmægtige, advokaten Klaus Croissant, samt hendes medfanger ikke måtte se liget. På pressekonferencen kritiserede Schily myndighedernes mærkværdige fremgangsmåde. ”Hvorfor blev det ikke tilladt, at obduktionen blev foretaget af en læge, som Ulrike Meinhofs familie havde tillid til? Hvorfor denne mistænkelige hast ved obduktionen? De spørgsmål foranledigede en grundig undersøgelse af den officielle selvmordsversion.”

Tegn på mulig voldtægt i kommisionsrapport

I en undersøgelseskommisions rapport fra 1979, der gengiver de engelske lægers konklusioner, blev der sået kraftig tvivl om, hvorvidt resultaterne af hendes obduktion stemte overens med den officielle forklaring om, at hun var død som følge af hængning. Her stod der blandt andet: ”Et af de vigtigste symptomer på strangulering er den manglende blodtilbageførelse fra hovedet. Dette viser sig som blødninger i nethinden. Begge de foreliggende obduktioner nævner, at der ikke blev konstateret sådanne blødninger. Der blev heller ikke konstateret andre typiske symptomer på hængning, så som udspilede øjne, hævelse af tungen eller en blå forfarvning af ansigtet.”

I rapporten fremhæves det også, at der ikke var blå mærker i halsregionen, og at mærkerne på hendes krop var “usædvanlige for en stranguleringsdød.” Til gengæld konstaterede rapporten, at det lignede, hun var død af pres på halspulsåren, “som fører refleksagtigt til hjertestop.”

I rapporten fremhæver den internationale undersøgelseskommission også et andet foruroligende forhold: Der viste sig at være “kraftige blodansamlinger i de ydre kønsdele og blå mærker på begge indre lår.” Det fremhæves ligeledes, at Ulrike Meinhof havde størknet blod på venstre bagdel, og at en kriminalteknisk undersøgelse havde fundet tegn på sædrester i hendes trusser, dog uden at finde sæd.

Ulrike Meinhof’s eftermæle

I København tog Rødstrømpebevægelsen sammen med nogle medlemmer fra Venstresocialisterne initiativ til en minde-demonstration for Ulrike Meinhof. Nogle hundrede demonstranter gik fra Kvindehuset i Gothersgade 37 i København til den tyske ambassade i Stockholmsgade på Østerbro, hvor der blev holdt vrede taler og råbt slagord mod den tyske stat. I Berlin deltog omkring 6.000 demonstranter i begravelsesoptoget og en antistatslig demo for Ulrike Meinhof.

Læs også: Rote Armee Fraktion – Den vesttyske byguerilla-gruppes historie

Ulrike Meinhof’s tekster har ikke kun fået en væsentlig betydning for mange af den ældre generations tyske revolutionære, men også for kredse inden for det evangeliske, aktivistiske spektrum. Først og fremmest fordi hun altid forsøgte at klarlægge tingene i stedet for at påføre læserne hendes analyser og iagttagelser. Hendes klummer var skarpe og kritiske, uden at tage modet fra en. Hun inspirerede snarere sine læsere til at deltage i forandring af forholdene – ud fra deres eget ståsted. Det var hendes særlige egenskab.

I hendes politiske eftermæle huskes hun i den brede offentlighed som terrorist, der brugte ekstreme metoder til at få sit budskab igennem. Men hendes budskab om at gøre op med den nazistiske fortid var samtidig tvingende nødvendigt for samtiden. Af de omkring 500.000 indledende retssager mod naziforbrydere førte kun 900 til domme. Af de 8 millioner medlemmer af nazipartiet NSDAP blev kun 5.025 naziforbrydere dømt i Vesten.

Forhenværende nazister fyldte desuden meget i såvel kriminalpolitiet som den tyske forbundshær, hvor tidligere nazister indtil midt i 1970’erne havde et solidt flertal. Ulrike Meinhof og Rote Armee Fraktion var på den måde en radikal påmindelse om behovet for at gøre op med en ikke så fjern tysk fortid.


Om skribenten

Alfred Lang

Alfred Lang

Rådssocialistisk ballademager. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER