David Downing: Bahnhof ZOO
Politiken den 18. Jan 2022-01-19
Fremragende spionthriller på kanten til Anden Verdenskrig
Rost britisk spionroman fra Hitlers Berlin er endelig udkommet på dansk.
David Downing: Bahnhof ZOO.
Oversat af Niels Frölich. Forlaget Solidaritet, 330 sider, 150 kroner
Traumatiseret veteran fra Første Verdenskrig, desillusioneret ekskommunist fra 1920’erne: Den engelskamerikanske freelancejournalist og engelsklærer John Russell tilbringer de to sidste timer af året 1938 i Gdansk, den by, tyskerne kalder Danzig.
Vi er på vej ind i krigsåret 1939, hvor der hersker borgerkrigsagtig stemning mellem polakker og tyskere. Man kan ikke engang finde ud af at trykke frimærker sammen. Russell skal skrive om alt dette, der er lunten til næste verdenskrig, da han en nat på sit hotelværelse bliver opsøgt af en mystisk russer. Han vil have Russell til at skrive en række venligsindede artikler om de gode sider ved Hitlers Tredje Rige. De skal bringes i Pravda.
Journalisten indvilger for penge og for at kunne arbejde i Tyskland. Her har han nemlig en søn af første ægteskab med en tysk kvinde, som han forelskede sig i i Moskva i 1924. Nu er han kæreste med en meget charmerende og sensuel skuespillerinde, en filmstjerne, der er ved at fødes ude i UFA-studierne. Han tager tilbage til Berlin for at skrive pænt om den brune pest. Snart er det andre herrer med skæg og blå briller, som opsøger vor antihelt. Han kommer ud at rejse. I fortidens romantiske tog med paskontrol, wagonlit og spisevogn, som altid har en åben bar og en stærk dram.
Døde postkasser og farlige møder
Optakten til briten David Downings historiske spionthriller ’Bahnhof ZOO’ er forrygende og fængslende. For alle aficionadoer af Somerset Maugham, Eric Ambler og Graham Greene og deres nyere elever Allan Furst og Philip Kerr samt lidt uden for nummer tyskeren Volker Kutscher. Endnu en gang gysende at læse sig ind i den både uhyggelige og fascinerende verden omkring Anden Verdenskrig. Dens ouverture med morderisk maskepi, borgerkrig i Spanien, Moskva-processerne og München-forliget. Kynisk kabale og kold kærlighed mellem mænd og kvinder. Forræderi, dobbeltspil, døde postkasser og sikre huse. Farlige møder i små sidegader, på store pladser. Over en øl i Prag, et glas vin i Paris, en pint i London, mens en avis skifter hænder.
Mefisto i Moskva
Først og fremmest ved Bahnhof Zoo i Berlin, Europas mest moderne metropol. Storpolitikkens Mekka for spionage og Gestapos akvarium for småfisk og hajer. Downing kan sin berlinerluft langt ind i begge næsebor. De fine glasklare cafeer på ’Ku’damm’, de stinkende lejekaserner i Kreuzberg.
I modsætning til den lobhudlede Kerr virker Downings tyskhed faktisk mere tætsiddende og virkelighedsnær. John Russell og hans elskede Effie er antinazister. Men terror er en svamp, som siver ind i alt. For at få jøder ud af helvedet skal John sælge sin sjæl til Mefisto i Moskva. Effie nødsages til at spille nazistisk mor i en propagandafilm. En enfoldig amerikansk journalist ’selvmyrdes’ ved et togspor, han er på sporet af en horribel hemmelighed. ’Bahnhof ZOO’ er spændende og velskrevet med et velturneret plot. Bahnhof Zoo er blot en station. Men heldigvis er der seks andre romaner, hvor Russell på andre togstationer skal træffe sinistre personager.
Beskrivelse
En britisk reporter i Berlin tiltrækker tilbud fra alle sider, mens Hitler forbereder sig på at sluge Tjekkoslovakiet.
Freelance-korrespondent John Russell tror ikke på meget. Engang var han kommunist, men nu har han uden illusioner. Den lille britiske patriotisme, han kunne have haft, forsvandt i skyttegravene under 1. verdenskrig. Nu i begyndelsen af 40’erne er han skilt fra sin tyske kone og dater en smart og kynisk skuespillerinde. Russells fodboldgale unge søn, Paul, er, ligesom andre børn på hans alder, medlem af Hitlerjugend. Russel ved, at der vil komme krig, men agter at blive i landet indtil hans uundgåelige tvungne eksil. Men problemer finder ham. Først tilbyder en ven fra den britiske ambassade ham lidt ekstra indtægt, ved at lære engelsk til et par unge jødiske piger, som helst skal til England, før den nazistiske terror eskalerer. Så bliver Russell kontaktet af russerne, som vil have ham til at lave lidt PR for at lette vejen for den kommende aftale mellem Stalin og Hitler. Russell ved, at opgaven hurtigt vil føre til spionage, og vil nødig. Men hans hans afsky for nazismen slider på hans erklærede neutralitet, og han indvilliger i at handle. Den engang neutrale reporter, bliver inden for få uger en fuldgyldig spion og samtidig det eneste håb for de jødiske piger.
John Russels karakter minder om Graham Greens helte som f.eks. Den stille Amerikaner og Den tredje Mand. Samtidig med at Russel er effektiv i sit job kæmper han med sine personlige relationer. I sit indre længes han efter en mening med livet, noget som er for noget i stedet for det passive i at være imod noget. Han er et skib uden navigatør og leder efter en klar og lige kurs. Kampen for at finde den indre fred er Bahnhof ZOO’s kerne.
Udgivelse: december 2021 – 328 sider, paperback 14 x 22 cm.
https://solidaritet.dk/vare/david-downing-bahnhof-zoo/http://
Pris 150 kr.
Yderligere information
Vægt | 450 g |
---|
Kun kunder, der er logget ind og har købt denne vare, kan skrive en anmeldelse.
Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.