Ved SF’s landsmøde var det mest interessante, at der ikke skete noget interessant

En aftale om 18 milliarder kroner til forsvaret dannede politisk bagtæppe for SFs landsmøde i weekenden. Flere mainstream-medier havde kørt konflikten klart op: Nu skulle Pia Olsen Dyhr stå til regnskab over for det famøse bagland. Men konflikten udeblev i store træk. Det overraskede ikke blot pressen, men også nogle delegerede. Jesper Dyhrberg, der var delegeret, og som til daglig er medlem af byrådet i Furesø, udtrykte sin overraskelse efter landsmødet: 

“Det mest interessante er at der ikke skete noget interessant, og at partiet kunne træffe så betydningsfuld en beslutning, som mange SF’ere for få uger siden havde været imod, uden ballade”. 

Konsensus i partitoppen om oprustning

Forklaringen kan muligvis findes i, at partitoppen har været stærkt organiseret til landsmødet – i modsætning til oppositionen. En erfaren landsmødedeltager, der ønsker at forblive anonym, beskrev, at det var: “… meget tydeligt, at Christiansborg havde mobiliseret nærmest alle MF’ere og lignende til at tale for det nationale kompromis”. Vedkommende tilføjer også, at begejstringen blandt de almindelige medlemmer nok var mere “afmålt”. Andre bekræfter, at kritikken af det nationale forlig udelukkende kom fra personer uden for landsledelsen. Solidaritet har bedt ledelsesmedlem Benjamin Bilde forklare dette. 

“Vi støtter partilinjen, men har det svært med det.”

Solidaritet: Der var ingen ledelsesmedlemmer, som kritiserede SFs deltagelse i det nationale kompromis. – Skyldes det, at de bakker op om indholdet eller et ønske om at sikre ro internt? 

Benjamin Bilde: “Jeg tror de fleste SF’ere har det som lokalformændene i AvisenDanmarks artikel: Vi støtter partilinjen, men har det svært med det. Selvfølgelig ville det være federe at bruge pengene på grøn omstilling, ligeløn eller velfærd, men jeg synes også det er svært at se på Ukraine, Putin og Baltikum og så ikke stå ved vores løfte om at bruge 2 % af BNP på forsvaret.”

Mener du selv, at oprustning for 18 mia. kr. er den rigtige vej at gå?

– Ja, men slet ikke for enhver pris. For mig er det afgørende, at vi bruger pengene fornuftigt. Styrkelse af cybersikkerhed, investeringer i Arktis og sikring af en reel kapacitet i forsvaret er for mig at se ikke rigtig noget, vi kan afvise at investere i. Tilsvarende er en bedre behandling af vores veteraner vigtigt”, siger Benjamin Bilde.

Strid om røde linjer og grønt program

Landsmødet foregik i skyggen af krigen i Ukraine, og debatten om oprustning fyldte en del. Men landsmødets dagsorden bød også på meget andet. SF vedtog en landsmødeudtalelse, der satte en ramme op for det kommende folketingsvalg.

På mange måder mindede programmet om den ‘krav-strategi’, der blev udarbejdet op til valget i 2019. Her blev der fastsat en række centrale politiske temaer, og givet et mandat til Landsledelsen om at omsætte det til konkrete krav. Papiret lagde denne gang mere klart op til, at SF skal være regeringsparti. En række ændringsforslag fra SF-Gladsaxe forsøgte at fjerne regeringsdeltagelse, men forslagene blev enstemmigt forkastet af det magtfulde ‘redaktionsudvalg’, som i praksis afgør, hvad der vedtages på landsmødet.

Mindre vidtgående var et forslag om, at SF skulle have en slags “røde linjer”, hvor det var vigtigt at sætte foden ned over for forringelser. Forslaget blev vedtaget, men uden de konkrete politiske områder. Det er derfor uklart, hvilken betydning forslaget kommer til at få.

For partiets tidligere ungdomsformand, folketingskandidat Sofie Lippert, var det ikke desto mindre vigtigt at lave en tydelig markering ved årets landsmøde af, hvor grænsen går. “Landsmødet skal ikke kun sige til, men også sige fra“, siger Lippert til Solidaritet. “Årets landsmøde-udtalelse handlede meget om alt dét, vi gerne vil have, men jeg mener også det er vigtigt, vi som medlemmer har indflydelse på, hvornår vi trækker grænsen, og siger: Det kan vi ikke gå med til.”

“Årets landsmøde-udtalelse handlede meget om alt dét, vi gerne vil have, men jeg mener også det er vigtigt, vi som medlemmer har indflydelse på, hvornår vi trækker grænsen.”

Sofie Lippert, folketingskandidat

SF vedtog også et grønt program, hvor det største sværdslag endte med at være om udfasning af konventionel dyreproduktion. Forslaget blev bl.a. stillet af dyrevelfærdsordfører Carl Valentin, og blev i første omgang indstillet til forkastelse af landsledelsen. Det endte dog med at blive vedtaget med et snævert flertal i redaktionsudvalget.

Det grønne program kunne også ses på valget til landsledelsen. Marianne Bigum, som er folketingskandidat og selverklæret medlem af SF’s ‘grønne fløj’, omsatte rollen som pennefører på det grønne program til et glimrende valg til landsledelsen. Bigum blev ved valget kun overgået af næstformand Lise Müller, som fik 134 stemmer mere. Derudover bød ledelsesvalget ikke på de store udskiftninger. De fleste var på genvalg, og ledelsen fastholdte en bred alderssammensætning. På ligestillingsfronten er 60 % af ledelsesmedlemmerne nu mænd på trods af, at de udgør et klart mindretal i SF’s vælgerskare. Dén udvikling skal nok give anledning til et par kritiske pip i det erklærede feministiske parti. 

Intet af det ændrer dog på helhedsindtrykket af, at SF lige nu er et stabilt parti. Der er enighed internt om den politiske kurs, og forventningen er, at næste folketingsvalg vil medføre fremgang – og måske regeringsdeltagelse.