Venlige klap, men ellers drøje hug. Kaare Dybvad og “Arbejdets Land”

Lad mig i første omgang sige noget pænt om ministeren. Han reflekterer faktisk. Efterfølgende bliver tonen skarpere, og han kommer under anklage for at føre tvetunget tale.

Kaare Dybvad Bek vil, at arbejde opvurderes. Han taler om ganske almindeligt lønarbejde – også det der betragtes som ligefrem trivielt arbejde. Og han forstår arbejde som et kontraktforhold: Ydelse for betaling, og alle skal deltage.

Kaare Dybvad har den opfattelse, at dette bliver nedvurderet og omtalt som et ligegyldigt “hamsterhjul”. I konsekvens af at arbejdet tales op, foreslår Kaare Dybvad, at arbejdsfri spekulationsgevinster beskattes langt højere.

Idealet er lighed

Fra en venstrefløjsposition kan man notere sig, at Kaare Dybvads idé om arbejde er skrevet med et gennemgående ideal om samfundsmæssig lighed. I “Arbejdets Land” udtrykkes også forestillingen om fællesskab som en central samfundsmæssig idé. Ja, hele bogen er faktisk gennemsyret af den idé.

Her taler han lige imod liberale idéer om individet som altings omdrejningspunkt. I borgerlig-liberal tænkning forestiller man sig ikke fællesskab som en positiv kategori. Tværtimod: Herfra hævdes altid individets forrang.

Men hvad mener hans eget parti, Socialdemokratiet om lighed? Det må faktisk siges, at det slet ikke er en given sag, at socialdemokrater taler om lighed. I meget lang tid har vi derimod hørt monoton tale om konkurrencestat, nødvendighedens politik og endeløs optimering, blottet for enhver idé om lighed. 

Lighed burde ellers være noget helt centralt i venstreorienteret tænkning. Men Kaare Dybvad argumenterer ikke med regneark. Han taler om grundlæggende værdier.

Arbejde – en nødvendighed

Den ellers udskældte socialdemokrat kan også glæde sig over, at jeg giver ham ret, når han hævder, at en velfungerende velfærdsstat ikke ville kunne opretholdes, medmindre samfundets medlemmer samlet set leverer en passende stor arbejdsydelse.

Forfatteren har også ret, når han i forlængelse heraf hævder, at det ikke kan ses som særligt ideelt, at man skulle “melde sig ud” af arbejdsmarkedet eller ligefrem af hele verdensøkonomien, sådan som Maj My Humaidan med bogen “Ærø-manifestet” gør. At sige at hans synspunkt hører industrisamfundet til, er ikke et argument i sig selv.

Her har kritikerne af Dybvad taget meget hårdt fat. Pikerede stemmer har forfægtet, at vi da hver for sig skal have lov til at slappe af, gå ned i gear og i øvrigt slå os til ro i mindre øsamfund.

Man skulle ellers tro, at det var common sense at mene, at der er en sammenhæng mellem den generelle produktion af varer og tjenesteydelser og det, som vi som mennesker har til vores rådighed. Men det er det altså ikke for Politiken- eller Informations-segmentet. 

Arbejdet overdrives

Især debattører i dagbladet Politiken har også givet Dybvad massiv kritik gennem efterhånden mange måneder. Selvfølgelig bliver det ikke bedre af, at Dybvad forkludrer sin egen sag og overdriver arbejdets positive virkninger. Han får arbejdet til at blive den bedste medicin mod – ja faktisk – al elendighed.

Dybvad kan få sig selv til at skrive at: ”Vi må stå os ved velfærdssamfundets arv: At det er bygget på arbejde, og at den bedste vej ud af personlig tragedie og elendighed er, at man finder sin plads som en del af arbejdsmarkedet”.

Lønarbejde som universel medicin? Jeg tror det næppe. Jeg må ryste på hovedet af en sådan fantasiløs vision. 

Meritokratiets tyranni

Kaare Dybvad Bek placerer sig helt bestemt som trummerum-livets førende advokat. Men jeg kan stadig godt give ham venlige ord med på vejen, når han taler i et antimeritokratisk spor.

Her må lidt forklaring til. Et meritokratisk samfund styres ud fra et ideal om, at man når så vidt, ens evner og indsats kan føre til. Det kan umiddelbart lyde som den sundeste fornuft og den dybeste retfærdighed.

Men her trækker Kaare Dybvad den amerikanske filosof Michael Sandel frem. Det er amerikanerens pointe, at hvis man netop når så langt på den sociale rangstige, som ens indsats og evner betinger, må det omvendt betyde, at hvis man ikke når så højt op i samfundet, så er forklaringen – at man ikke har haft tilstrækkelige evner og/eller ikke har ydet nogen tilstrækkelig indsats.

Her vender den meritokratiske retfærdighed sig 180 grader om. Hvad der kunne tage sig ud som et virkeligt fair game, bliver nu til et system, der kan bruges til at retfærdiggøre den nederdrægtigste ulighed.

Meritokratisk logik kan føre til, at de, der ikke kommer særligt højt på den sociale rangstige, så kun har sig selv at takke for elendigheden. Det er jo deres egen skyld!

I den meritokratiske tænkning føres social succes eller fiasko tilbage til den enkelte. Du er da din egen lykkes smed! Meritokratiske idealer kan blive en lige vej ud i foragt for dem, der står med alle de jobs, som kører på rutiner og en tilsvarende høj vurdering af prestigefyldte job. 

Nej til eliter

Kaare Dybvad Bek påpeger med rette, at meritokratiet fører til noget helt galt. Vi får en elite, “der har opbygget en logik, som primært peger mod deres egen arbejdsindsats som forklaringen på deres velstand.”

Samtidig sker det, at de meritokratiske forestillinger “udvasker respekten for almindelige job… (fordi, de der har dem) var for dårligt begavede og for ugidelige.”

Det kan føre til, at folk i ikke-prestigegivende job begynder at se på sig selv med det meritokratiske blik og “dukker sig og holder sig ude af den offentlige debat”. 

Dovne Robert

Dybvads begreb om fællesskab får ham til at afvise individuelle løsninger på et arbejdsliv, der ikke virker tiltrækkende. Her bliver “Dovne Robert” hevet frem fra gemmerne.

Dovne Robert blev landskendt for mere end ti år siden, da han udtalte til landsdækkende medier, at han afviste lønarbejde (“skodjob”) og i stedet systematisk snoede sig uden om aktiveringstiltag – for at kunne hæve sin bistandshjælp.

Her er Dyvad meget klar og argumenterer for, at Roberts liv var en individuel flugt. Dybvad erklærer sig (med rette) enig i Enhedslistemedlemmet Henning Hyllested, der citeres for at sige til Dovne Robert “meld dig ind i kampen, det foregår for eksempel i fagbevægelsen, det er der man tilkæmper sig ordentlige vilkår på arbejdsmarkedet, og det melder du dig helt ud af”.

Her er Dybvad i fineste stil, idet han kan fastholde, at det gode liv kræver kamp og kollektiv handling. Både Dovne Robert og Ærø-manifestets forfatter taler for individuelle løsninger.

Udbud og efterspørgsel

På lange stræk i “Arbejdets Land” finder vi også Dybvad i værste stil. Han er slet ikke opmærksom på, at utroligt meget arbejde handler om at fremstille produkter eller serviceydelser, der kan være inderligt overflødige eller direkte skadelige. Mere end 50 års kritik af den kapitalistiske produktion synes at være gået forbi forfatterens opmærksomhed.

Meget junk eksisterer kun, fordi der et eller andet sted i verden findes et marked for dem. Men markedet har sgu ikke altid ret, selvom Cepos hævder det. Her er Dybvad helt tandløs over for liberal logik.

Den er ligeledes helt gal, når han tilsyneladende ikke skelner mellem beskæftigelse og arbejdsudbud. At arbejde udbydes, betyder desværre ikke altid, at der også findes job. Her kommer han til at lugte stramt af at være advokat for skiftende regeringers bestræbelser på at “øge arbejdsudbuddet”.

Fraserne om reformer for “at øge arbejdsudbuddet” har næsten alle været kvalmende, pæne omskrivninger af at svække lønmodtagerne over for arbejdsgiverne.

Arbejde er sundt

Dybvad kan have ret i, at arbejdslivet giver sunde udfordringer, som personer langvarigt uden for arbejdsmarkedet ikke udsættes for. Men om man kan mene, at arbejde er godt eller skidt, kan i denne sammenhæng være ligegyldigt.

Arbejde er slet og ret en nødvendighed, et vilkår i livet, hvad enten man kan lide det eller ej. Men når jeg nu slår fast, at det ikke er til at komme udenom, så må jeg sige, at det ville da være det eneste rigtige at deles om det. Hvilket så betyder farvel til borgerløn, som netop vil blive et individuelt tilbud.

Dybvads grundlæggende logik brister, når han både fastholder, at arbejdet er grundlæggende nødvendigt (hvilket han har ret i), men ikke ser, at arbejdet også er en plage.

Han har tilsyneladende intet kritisk ben i næsen, der kan fortælle ham – at arbejdet kræver afkald. Du må stå op om morgenen, du må tilpasse dig og gøre noget, der ikke lige passer dig. Den evige naturnødvendighed kommer vi ikke uden om. Men efter nødvendigheden kommer frihedens rige.

Trummerum-Kaare taler ikke om frihedens rige, og han er desværre blind for den tanke, at vi alle kunne arbejde mindre. Produktivkræfternes niveau for udvikling giver os faktisk mulighed for at leve godt af meget mindre end 37 timers arbejde om ugen.

Hvilke klasser?

Kaare kommer også på vildspor, når han siger, at alle skal arbejde. Han er ikke opmærksom på, at der ulykkeligvis er nogen (ikke mange, men alligevel), som på grund af det ene eller andet handicap ikke kan. Men hans formuleringer tyder på, at han med alle tænker på samtlige mennesker.

Her kommer han ikke kun til at overvurdere arbejdets værdi. Han gør det til en offerkult. Retten til arbejde kan også blive for stor en byrde for den, der ikke kan se, at det er umagen værd. Bliver arbejdet en rituel pligt, er det jo ikke længere et kontraktforhold.

Ministerens forestillinger om en underklasse af overførselsindkomstmodtagere som en særlig klasse, åbner for en opdeling af lønmodtagerklassen og dem, der af den eller anden grund ikke er i arbejde. Dermed åbnes for en giftig tænkning. Dem på overførselsindkomst er lige så meget arbejderklasse, som dem der aktuelt er i arbejde. Der er ingen interessemodsætning. 

På den måde bliver Kaare Dybvads sympatiske tale om lighed tvetunget. Det bliver en lighed kun for dem i arbejde. 

I artiklen nævnes – Michael Sandel: Meritokratiets Tyranni, Informations Forlag, der udkom 2021; og Maj My Humaidan: Ærø Manifestet, der udkom 2023.