Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
14. marts. 2022

Venstrefløjen i Sverige diskuterer våbenstøtte til Ukraine: “De skal overleve, indtil fredsforhandlingerne begynder”

– Det er vældig svært at forklare folk, at de ikke fortjener støtte i form af våben, når de sidder i beskyttelsesrum, siger venstrefløjsaktivisten Oleksander Kyselov, der er født i Donetsk.
Den svenske venstrefløjsdebat om våbenstøtte till Ukraine sætter fokus på, hvad antiimperialisme og kamp for fred indebærer i praksis.

Demonstrant i Malmø holder plakat med “ingen krig” skrevet på ukrainsk. Solidaritetsdemonstration for Ukraine den 27. februar 2022. Foto: Peter Hang

Som svar på Ruslands invasion i februar blev alle andre svenske partier end Vänsterpartiet enige om at sende 5000 panserværnsvåben til Ukraine, under betegnelsen “defensive våben”. En dag senere ændrede Vänsterpartiet holdning, og gav besked om, at partiet nu også støtter beslutningen om våbenstøtte. Det sker på trods af vedtagelser i Vänsterpartiets partiprogram om, at våben ikke skal eksporteres til krigsførende lande.


Oleksander Kyselov er kandidatstuderende på Malmø Universitet, og kommer fra Donetsk. Inden han flyttede til Malmø, var han aktiv i det nye socialistiske parti, Sotsіalniy Rukh, Den Sociale Bevægelse. Det er en blanding af revolutionære socialister, sociale bevægelser og faglige aktivister. Ifølge ham blev den svenske venstrefløjs første besked om nej til panserværnsvåben mødt med stor skuffelse fra kammerater i Ukraine.

Det var vældig svært at forklare, hvorfor de ikke fortjener støtte i form af våben, mens de sad i beskyttelsesrum. Før man kan få nogen form for fred, bliver den anden side nødt til at lytte. Og vi skal overleve indtil fredsforhandlingerne begynder. Derfor har vi brug for våben til at forsvare os med. Vi har ret til at forsvare os mod den russiske invasion, forklarer han.

At være venstreorienteret i Ukraine kan være svært nok i forvejen. Ifølge Oleksander Kyselov tænker folk ofte, at folk der deltager i kampagner for social retfærdighed er allieret med Kreml. Det er ifølge ham lige så fejlagtigt som at hævde, at de som deltager i støttedemonstrationer for Ukraine skulle støtte amerikansk imperialisme. Kyselov fremhæver, at han selv tidligere har arrangeret manifestationer imod NATO.

– For mig er det uforståeligt at være venstreorienteret, og ikke også erkende alle slags imperialisme. For visse dele af venstrefløjen virker det ikke til at spille nogen rolle, om Putin er en blodig nationalistisk diktator, så længe han siger ’’Fuck America’’. Demonstrationer imod ham bliver ofte automatisk dømt som CIA-styrede, siger Oleksander Kyselov.

Oleksander Kyselov holder tale for tusinder af forsamlede till Vänsterpartiets solidaritetsdemonstration i Malmø 27. februar 2022. Foto: Peter Hang

I den russiske regerings fortælling om separatiststyrede Luhansk og Donetsk fremhæves det ofte, at Kievstyret har diskrimineret mod den russisktalende befolkning. Oleksander Kyselov har selv russisk som førstesprog. At russisktalende i det østlige Ukraine skulle have mødt hård diskrimination, mener han dog er en overdrivelse. Ifølge ham er der imidlertid mange, som ikke kan tale ukrainsk i Donetsk.

– Man hører ukrainsk i TV, og det anvendes af myndighederne. Der er højrefløjspolitikere, som forsøger at gøre det til en kulturkamp om ukrainsk, men i virkeligheden er det et lille problem. Jag har aldrig selv følt mig diskrimineret – selv efter alt det, der er sket.


Politikerne polariserer

Anastasiya Kotova er vokset op i minebyen Rovenky i Luhansk-regionen. Hun er i dag ph.d.-stipendiat i jura på Lunds Universitet. Hendes personlige opfattelse er, at opdelingen mellem “russisk minoritetsbefolkning” og “rigtige” ukrainere i det store og hele er skabt af højrefløjspolitikere på begge sider.

– Jeg havde mere undervisningslitteratur på russisk end på ukrainsk. Luhansk-området har været stærkt påvirket af Sovjetunionens projekt, der gik ud på at ‘russificere’ området. Efter Sovjets fald var der meget forvirring om identitet og nationalitet. Mange havde en russisk og en ukrainsk forælder. Det politiske establishment har ofte brugt sproget til at skabe polarisering. Selvfølgelig er der også folk, som støtter separatisme i Luhansk, men ofte handler det om politisk økonomi, ikke et etnisk spørgsmål om en russisk minoritetsbefolkning.

“For mig er det helt uforståeligt, hvordan man som venstrefløj kan tro på dén information, som kommer ud om Luhansk og Donetsk.”

Ifølge Anastasiya Kotova er grunden til, at folk i Donbas-regionen er frustrerede snarere befolkningens økonomiske erfaringer med afindustrialisering, og at ressourcer og skattepenge centreres omkring Kyiv. Området har dog samtidig fået mange statslige tilskud til mineindustrien. Også Oleksander Kyselov advarer mod at købe billedet af store etniske konflikter.

– Den kulturelle og sproglige opdeling har altid eksisteret, men det er også noget, som politikere har fyret op under for at polarisere i valgkampstider, siger Oleksander Kyselov og fortsætter:

– For mig er det helt uforståeligt, hvordan man som venstrefløj kan tro på de oplysninger, som kommer ud om Luhansk og Donetsk. At disse områder skulle være noget nær socialistiske er helt forkert. Efter separatist-overtagelsen er fagforeningerne blevet skubbet ud, lønningerne er meget lavere end i Rusland, og selv dem – som støtter republikkerne – flytter ofte til Rusland, da forholdene er bedre der.

– De første, som formodentlig bliver jaget væk nu, er venstrefløjsaktivister i det østlige Ukraine. Eksempelvis er det loyale kommunistparti blevet forbudt – og kunne ikke deltage i valget i Donetsk efter overtagelsen, så det loyale kommunistparti mistede sine pladser.

“Situationen er exceptionel”

Forud for partiledelsens møde, opfordrede den tidligere formand for Vänsterpartiet Jonas Sjöstedt på Twitter partiet til at stemme ja til våbenstøtte. Dagen efter valgte partiledelsen at stemme nej til at sende panserværnsvåben til Ukraine. Det mødte hård kritik internt, blandt andet fra Nicklas Lundström, som sidder i Vänsterpartiets ledelse. Han mente, at tøven overfor våbeneksport er forståelig, men at en solidarisk våbenhjælp er noget andet.

“Det er vigtigt for alliancefrie lande som Sverige og Ukraine at bistå hinanden i militære nødsituationer. Ellers risikerer den eneste løsning at blive at deltage i aggressive militæralliancer, dvs. NATO”

Nicklas Lundström, Vänsterpartiet

– Vi har ikke set en fuldskala-invasion af en suveræn nation i Europa siden Anden Verdenskrig. Det kræver exceptionelle tiltag. Det er vigtigt for alliancefrie lande som Sverige og Ukraine at bistå hinanden i militære nødsituationer. Ellers risikerer den eneste løsning at blive at deltage i aggressive militæralliancer, dvs. NATO, skrev han på Facebook.

Efter hård kritik både i medier og internt valgte partiledelsen dog at skifte kurs. Det blev forklaret med, at “Ukraines folk ikke kan efterlades alene mod den russiske militære overmagt’’. I fremtidige afstemninger om våbenstøtte til Ukraine kommer man til at støtte op om dette. Det blev beklaget af partiets forsvarspolitiske talsperson, Hanna Gunnarsson:

– I Vänsterpartiets forsvarspolitik er der nogle principielle ideologiske standpunkteer: Ja til almen værnepligt, nej til våbeneksport, nej til NATO-medlemskab. […] Jeg tror ikke, det er godt, at svenske våben – finansieret af svenske skattepenge – anvendes i en krig.

Principielle spørgsmål på den nordiske venstrefløj

De nordiske partiledere fra Sverige og Finland mødtes i begyndelsen af marts med Enhedslistens politiske ordfører i Bruxelles. Her skulle man diskutere den nordiske venstrefløjs fælles indsats fremad, og en fælles linje blev slået fast.

– De seneste dage har vores tre partier besluttet at bistå Ukraine med penge, fornødenheder og våben for at de skal kunne forsvare sig, skrev Vänsterpartiets Nooshi Dadgostar.

På den svenske venstrefløj fortsatte debatten efterfølgende om, hvorvidt våbenstøtte var den rigtige beslutning. Efter beslutningen om at støtte Ukraine med våben, blev der udgivet en kritisk debatartikel i det svenske Aftonbladet, som var skrevet af 30 medlemmer af Vänsterpartiet. Beslutningen om at sende våben mente man savnede både folkelig forankring og støtte hos Vänsterpartiets vælgere. En opinionsmåling fra februar viste, at hele 61 procent af svenskerne ikke ønskede at sende våben til Ukraine. For Vänsterpartiets vælgere afviste hele 82 procent at sende våben til Ukraine.

– Betyder det, at vi altid vil støtte lande, der bliver invaderet med våben, eller skal vi overveje, at nogle har mere ret til at forsvare sig selv end andre? Hvem skal bestemme det? Den med mest magt?, bliver der spurgt i debatartiklen.

Tre toneangivende kvinder på den nordiske venstrefløj: Mai Villadsen fra Enhedslisten (tv.), Nooshi Dadgostar fra svenske Vänsterpartiet (mf.) og Li Andersson fra det finske Venstreforbundet (th.). Efter den russiske invasion af Ukraine har alle partier på den nordiske venstrefløj haft interne diskussioner om, hvorvidt man skulle støtte at sende våben til Ukraine. Foto: Vänsterpartiet.

“Våbenlobbyen vil drage fordel af krisen”

Efter nyheden om, at Vänsterpartiet skiftede holdning på spørgsmålet om våben nåede ukrainske kammerater – gennem Oleksander Kyselov – følte mange ifølge ham taknemmelighed. Han mener, at det indimellem kan være svært at identificere sig med den europæiske og amerikanske venstrefløj, som ikke ønsker at kritisere Ruslands interventioner i landet. Det bliver set som en slags bagvaskelse af venstrefløjen i Ukraine. Oleksander Kyselov tror dog, at venstrefløjens støtte til antitank-våben kommer til at gøre det sværere for højrefløjen at påstå, at man som socialist støtter Putin.

Også for forskeren Anastasiya Kotova var dén støtte vigtig. Et nej til våbenstøtte fra venstrefløjen i Europa – og de nordiske lande – havde styrket en allerede stærk mistænksomhed over for venstrefløjen i Ukraine, det var blevet tolket som støtte til den russiske invasion.

“Det nytter ikke noget at være pacifist, når en tank kører dig over.”

Anastasiya Kotova

– At bede folk om at forstå en principiel modstand mod våbenstøtte er umuligt, når de gennemlever en total krise. Når det kommer til våbenhandel og militær støtte forstår jeg til fulde, at det ukrainske folk både har brug for våben, og at de forlanger at få dem. Det nytter ikke noget at være pacifist, når en tank kører dig over. I den situation skal du bruge anti-tank våben til at kunne forsvare dig med.

Ifølge Kotova findes der dog en forståelig tiltrækningskraft i forhold til altid at skyde skylden på USA, Storbritannien og NATO. Hun er omhyggelig med at påpege, at ens fjendes fjende ikke altid er ens ven, og at venstrefløjen absolut ikke bør se det antidemokratiske russiske styre som en allieret.

– Den russiske regering er ikke dum, og har udtalt modstand imod invasioner fra USA og Storbritannien af for eksempel Irak eller Libyen, alt sammen for at skabe sympati, siger hun.

En risiko hun dog ser er, at våbenlobbyen kommer til at udnytte krisen, og at risikoen nu øges for, at penge som der er brug for til fx klimaarbejde og det offentlig sundhedsvæsen de næste år i stedet kommer til at gå til militær oprustning og øgede militærbudgetter. På trods af det anser hun våbenstøtte som vigtigt.

– Jeg ved fra min forskning indenfor corporate criminal responsibility, hvordan virksomheder bidrager til vold og konflikter, særligt når det kommer til våbenhandel. Jeg er ikke specielt glad for, at Saab tjener endnu flere milliarder på krigen. Og der findes altid en klasse, som tjener på krig. Jeg tror venstrefløjen kan enes om, at det er en ekstrem situation, og at der er behov for en ‘taktisk undtagelse’. Det kræver dog, at vi bekæmper retorikken om oprustning bagefter – selvom det kan være svært at vinde, siger Anastasiya Kotova.

For Oleksander Kyselov blev det tydeligt, hvor svær spørgsmålet om våbenstøtte er under en støttedemonstration i den svenske by Lund en uge efter invasionen. Her forklarede en ældre svensk mand ham, hvorfor spørgsmålet kan være så svært i en nordisk sammenhæng.

– Han forklarede mig, at for folk som ham – der har deltaget i kampagner imod svensk våbeneksport i over 30 år – er det utrolig svært pludselig at støtte våbeneksport, selvom det er midlertidigt og for at forsvare et land mod en invasion, forklarer Oleksander Kyselov.

Ukraines flag foran tusindvis af demonstranter til solidaritetsdemonstration i Malmø. For nogle mangeårige fredsaktivister er det et problem at suspendere modstanden til våbenstøtte – også i den nuværende situation. Foto: Peter Hang

Flygtninge-hykleri

Som resultat af krigen rapporterer FN nu, at mere end 1,7 millioner ukrainere er på flugt. Både Anastasiya Kotova og Oleksander Kyselov har stadig familie tilbage i landet som trues af krigen. Noget som påvirker dem hver eneste dag.

Jeg lever mellem to verdener. Jeg er hverken her eller der. De første dage kunne jeg ikke sove, og jeg spiste ingenting. De fleste i min familie er i Kievs forstæder, mens nogle er i de østlige dele, hvor det ser ud til at være mere roligt. Dér tror flere på den russiske propaganda, eftersom de ukrainske medier har været blokerede siden 2014. Nogle her påstår endda, at krigsbillederne er opfundne – eller er billeder fra Syrien.

“Jeg er glad for, at man åbner grænser for ukrainere, men samtidig findes der racistiske undertoner, hvor den samme holdning ikke gjorde sig gældende for folk fra Syrien. “

Uanset hvordan man som socialist stiller sig til våbenstøtte, mener Anastasiya Kotova dog, at man skal fremføre krav om flygtningehjælp.

– Jeg er glad for, at man åbner grænser for ukrainere, men samtidig findes der racistiske undertoner, hvor den samme holdning ikke gjorde sig gældende for folk fra Syrien. Folk flygter fra de samme ting, og bliver bombet af præcis de samme russiske flyvemaskiner.

For Oleksanders kammerater i Sotsialnyi Rukh fortsætter arbejdet med at koordinere evakuering af flygtninge, og samle ind mad og materiel. Men også at deltage i territorielle forsvarsenheder som kæmper imod den russiske invasion.

– De som kæmper, har haft mindre tid til at kommunikere med os, men ét af initiativerne er oprettelsen af en separat, antifascistisk og anarkistisk kampenhed. Samtidigt er det svært da mange indenfor venstrefløjen er akademikere, og ikke ved hvordan man slås. Det betyder, at mange følger dem, som faktisk kan finde ud af at forsvare landet, snarere end de intellektuelle. Derfor er det vigtigt, at venstrefløjen kan ses, og at den tager et større ansvar for faktisk at være en relevant kraft, både nu og fremad, siger Oleksander Kyselov.

“Der kommer nok ikke NATO-soldater”

Den russiske regerings legitimitet lader til at være bygget på militaristisk og imperial propaganda. At trække sig fra konflikten risikerer derfor at betyde, at Putins styre mister troværdighed. Ifølge Anastasiya Kotova indebærer Vestens direkte involvering i konflikten ikke bare positive konsekvenser for mulighederne for fred.

– Det, som hæren og det ukrainske folk udretter lige nu, er et mirakel. Men at bygge en ny europæisk magtbalance på baggrund af et mirakel er ikke realistisk. Det vi mister er, at Vesten er en udtalt del af konflikten. Resultatet bliver, at vi ikke har nogen aktør, som arbejder for deeskalering og fredsforhandling. Hvordan skal Sverige eller Tyskland kunne agere fredsforhandlere? Skal det være Kina? Det er den eneste stat i FN’s sikkerhedsråd, som afstod fra at stemme imod Rusland, men som samtidig heller ikke stemte for.

“Det, som hæren og det ukrainske folk udretter lige nu, er et mirakel. Men at bygge en ny europæisk magtbalance på baggrund af et mirakel er ikke realistisk.”

Samtidig mener Kostova, at flere af de russiske krav er umulige for ukrainere at acceptere. At give en garanti på ukrainsk militærneutralitet er måske muligt, men at acceptere besættelsen af Krim er ifølge hende en helt anden sag.

– Det andet russiske hovedkrav handler om dét, man kalder “afnazificering af regeringen”. Det betyder i praksis en ny præsident, som er lydhør over for Rusland, og den form for virkelighed er ikke det, folk dør for lige nu.

For Oleksander Kyselov er det også svært at se, hvordan et kompromis kan komme på pldas uden stor internt politisk modstand i Rusland og store økonomiske sanktioner.

– Fredsforhandlinger afhænger af, hvordan Putin ser på det. Men hvis vi ikke ved, hvorfor Rusland invaderede, hvordan skal vi så kunne forstå, hvad vi kan forvente os? Det russiske militær lader til at være gået med på sin egen propaganda om, at krigen skulle være overstået på et par dage, og at russiske soldater skulle blive budt velkommen som redningsfolk, siger Oleksander Kyselov og fortsætter:

– Der kommer nok ikke NATO-soldater. Der tales blandt kammerater om behovet for en no-fly zone. Det ville være utroligt velkomment, uanset om det var NATO eller Nordkorea, som fik det til at ske. Men jeg ser ikke for mig, hvordan det skulle kunne ske.


Opgør med business as usual

Risikoen ved økonomiske sanktioner er, at de rammer almindelige russere hårdere end den økonomiske elite. Hvordan ser du på sanktioner mod Rusland?

– Det er sekundært. Lige nu er den store misere i Ukraine. Først skal man stoppe den russiske militære maskine, som blandt andet skal bruge mikrochips og elektronik fra Vesten. Det russiske folk skal også rejse sig imod sin regering. Selvom det er farligt, risikerer de kun 15 dages fængsel og bøder. I Ukraine dør folk for at stoppe krigen, siger Oleksander Kyselov.

Samtidig mener han, at EU og de vestlige regeringer ikke gennemfører sine løfter. Bag retorikken vedtager man sanktioner, som ikke skal ændre på business as usual, hvor EU’s gigantiske energihandel og andre forretningsforbindelser med russiske oligarker undtages, når de gavner den økonomiske elite i Vest.

De aktiver, som russiske oligarker har, burde overtages til genopbygning af Ukraine. Det gælder også midler fra de ukrainske oligarker, som gennem flere år flyttede sine rigdomme udenlands. Det er slemt i almindelighed, men er ekstra ødelæggende under en humanitær krise. 

Ved en fremtidig fred kommer behovet for at genopbygge Ukraine til at være stort. Landets statsgæld består i dag af over 125 milliarder dollars, bland andet lån optaget igennem Den Internationale Valutafond, IMF. Hvert år koster lånene Ukraine 6 milliarder dollars, hvilket svarer til landets militærbudget – og mere end halvdelen af, hvad der bruges på velfærd.

En afskrivning af de lån ville være en klar solidaritetshandling for Ukraines folk, forklarer Oleksandr Kuselov. Hans organisation i Sverige, Folkrörelsen har derfor startet en underskriftsindsamling, som netop skal få annulleret den store lånebyrde på Ukraine:

– Det ville både muliggøre modstand i dag – og muliggøre en genopbygning af landet i morgen.

Oversat af Solidaritet fra svensk.


Om skribenten

Peter Hang

Peter Hang

Journalist- og statskundskab-studerende ved Lunds Universitet. Baggrund i det svenske parti Ung Vänster samt klimabevægelsen. Læs mere