Venstrefløjens hede drømme om en plads ved bordet skal åbenbart opnås gennem “ansvarlig” middelmådighed

Der er utilfredshed med SF i disse dage. Det bemærkelsesværdige er, at utilfredsheden kommer fra andre SF’ere, og at de ytrer sig offentligt. I kølvandet på Israels brutale nedslagtninger af civile palæstinensere er der ligefrem opstået et nyt netværk i partiet: “SF for fred”.

Initiativtageren Christian Schönbeck går i rette med partitoppens Karsten Hønge her i Solidaritet. Partitoppen nøler ifølge Schönbeck med at kræve våbenhvile. Spekulationer i partiet går på, at partitoppen fedter for statsministeren i jagten på regeringsduelighed og ministerposter.

Netop samme motiv nævnes af Jørgen Alfastsen — et SF-medlem fra det såkaldte “Gert Petersen Selskab”. Selskabet består af socialister, først og fremmest SF’ere, der ønsker socialisme i partiet med det ellers forpligtende fornavn “Socialistisk…” — i et indlæg her på Solidaritet, som han har kaldt “SF = Socialdemokratisk Folkeparti”.

SF har – igen ifølge Schönbeck – skilt sig ud fra de partier, de normalt samarbejder med i Israel/Palæstina spørgsmål, og tøver som nævnt med at kræve våbenhvile. Partitoppens Karsten Hønge ønsker angiveligt ikke at forklare indadtil hvorfor, men henviser bare til “lange og svære diskussioner” – diskussioner der altså er lukkede for SFs menige medlemmer.

Hønge og partitoppen kritiseres for en ukonstruktiv holdning til borgerforslaget om våbenhvile, for at dæmonisere propalæstinensiske fredsdemonstranter, og for at afvise dialog med Hamas, med bemærkning om at de er “nogen der bare skal slås ned”. Hamas er ikke kun en kamp- eller terrorbevægelse, men også det politisk parti, der regerer i Gaza. Slås ned skal de altså.

SF og Enhedslisten går begge til højre

Som frustreret Enhedslisten-medlem – der oplever den samme slags problemstillinger i mit parti (her trives storladne drømme om, at Ukraine bare kan ofre sig til sidste blodsdråbe med vores våben i hånd under overskrifter som “en skudsikker løsning“) – kan jeg ikke undgå at bemærke et mønster: Den etablerede venstrefløj – altså partierne – bliver mere og mere establishment og mindre og mindre venstreorienterede, endsige socialistiske.

Det er, som om Socialdemokratiets højredrejning har givet plads til SF’s ditto, så nu vil Enhedslisten også være med på vippen, eftersom der jo er plads, der hvor SF var før.

SF har stemt aktivt for forringelser for de svagest stillede, og Enhedslisten har medvirket til finanslove, som på grund af de øgede afgifter på rygning har øget uligheden. “Så ryger de mindre”, lyder argumentet. Ingen af partierne ytrer nogen særlig højlydt kritik af forvaltningsregimet i landet, men stemmer gladeligt for love, der giver dette regime større skønsrum over borgerne.

Begge partier har aldeles droppet enhver analyse af NATOs rolle i Ukraine-krigen, og NATOs rolle har ellers været aldeles konstruktiv, når det gælder at fremkalde den væbnede konflikt – i hvert fald hvis man skal tro diverse amerikanske topdiplomater og intellektuelle.

Pia Olsen Dyhr – der altså af egne medlemmer bebrejdes at have sat det politiske projekt over styr i jagten på taburetter – udtalte til DR, at sikkerhed også er velfærd, da amerikansk våbenindustri stod og manglede endnu mere profit; og i Enhedslistens officielle udmeldinger savnes enhver NATO-kritik. Til gengæld har man proklameret en behørig lunkent formuleret tilslutning til NATO-projektet. Begge partier har på landsplan svigtet de brede folkelige protester mod Israels fremfærd i Gaza.

Socialister skal være på tværs

Man kan ikke være socialist i et kapitalistisk samfund, uden på en eller anden måde også at være på tværs – og det er det, de to partier på hver sin måde søger at undgå: Altså at være på tværs.

Man skal sågar se royalisme, eller i hvert fald royal rejsning i Enhedslisten, forklaret med “Jeg rejser mig også for Ukraines ambassadør” eller “Alle ved jeg godt kan lide store kjoler” eller som ordføreren selv: ingen kommentarer – i sig selv ganske ubetydeligt, men som signal kraftigere end noget tågehorn.

Men tænk alligevel at man fra et angiveligt socialistisk folkeparti skal høre ord som “skal bare slås ned” i noget så alvorligt og forfærdeligt som Israel-nedslagtningerne. Når man samtidig slæber med fødderne i forhold til våbenhvile, bliver det fuldstændigt som at høre Netanyahu.

Hønge kunne næsten lige så godt melde sig ind i Likud. Men ingen har nogensinde beskyldt Hønge for at være kløgtig – med en kommentar som ovenstående ville det faktisk være en injurie mod egen dømmekraft.

Må vi så få noget venstrefløj fra de to partier?