Lillian Simonsen tilbragte en fortryllende aften i Oslo sammen med musikerne til 'Oslo World'. Foto: Lillian Simonsen
11 min. læsetid

Spanske Rossy de Palma åbnede verdensmusikfestivalen ’Oslo World’ med kærlighed og store armbevægelser. Under temaet ‘utopiske vuggeviser’, listede hun otte enkeltstående kunstnere sammen til en stor koncert på Folketeateret i Oslo. Men hvordan rummer publikum indtryk fra fx Marokko, Nigeria, Norge og Brasilien i en og samme koncert? Og kan vuggeviser og musik virkelig rykke grænser og skabe forandring?


Af Lillian Simonsen

Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Otte selvstændige kunstnere på scenen i én og samme koncert.

Musikere kommer rejsende fra hver sit sted i verden til Oslo i Norge, for at synge vuggeviser sammen. Og så påstår kuratoren, Rossy De Palma – skuespilleren kendt fra blandt andet Pedro Almodóvars film – at alverdens vuggeviser er et stærkere våben end politik og paroler. At vi i denne så urolige tid over hele verden, mere end nogensinde har brug for vuggeviser.

På rad og række kommer de ind, en efter en, i den ene mere fantastiske, farvestrålende kjole end den anden. Hver sin personlighed, hver sin kultur. Og hver især store, respekterede musikere i eget land. Alle på én og samme scene i Folketeateret – otte ens stole og et sort flygel.

Jeg er til åbningskoncerten ”UTOPIAN LULLABIES” for 26. udgave af verdensmusikfestivalen Oslo World. En musikfestival over seks dage med koncerter, seminarer, udstillinger og dans, der i år afvikles under temaet UTOPIA.

Forrest kommer Ane Brun fra Norge i midnatsblå, Natacha Atlas fra Belgien/Egypten i turkisblå, Liniker fra Brasilien i hvidt, Rossy De Palma fra Spanien i lilla sammen med datter Luna i pink, Hindi Zahra fra Marokko/Frankrig i solskinsgul, Ayo fra Nigeria/Tyskland i græsgrøn og Silvia Peres Cruz fra Catalonien/Spanien i knaldende rødt.

Arabisk vuggevise åbner

Ser jeg rigtigt? Er der muligt? For første gang skal jeg opleve to af mine favoritmusikere gennem adskillige år, Natacha Atlas og Hindi Zahra på samme scene … og oveni får jeg seks nye kunstnere.

Den er god nok. Jeg sidder her på 3. række midt for, i en fuld sal på Folketeatret i Oslo tirsdag 29. oktober klokken 19.30 – og skal til at opleve den utopi af vuggeviser fra verden, som festivalprogrammet påstår, vi savner og har brug for.

Natacha Atlas rejser sig, får tilpasset mikrofonstativet og giver tegn til Indis Joner, en af Norges klavervirtuoser, der allerede sidder klar ved flyglet.

Bløde arabiske ord og toner strømmer ud over salen fra scenen i Natachas egen ‘Adams Lullaby’. Hendes stemme er blid og smyger sig ind i mit øre; uden at forstå ordene, føler jeg mig rørt.

En overvældende stilhed og koncentration. På omkvædet falder de andre kunstnere ind i kor. Natacha står helt stille med næsten lukkede øjne.

Hun afslutter og går ned for enden af rækken af kolleger, der alle rykker en stol. Bifaldet fylder salen larmende.

Den egyptisk-belgiske sanger Natacha Atlas leverede en fortryllende præstation med sin fremførelse af ‘Adam’s Lullaby’. Her set optrædende til en koncert i Budapest. Foto: Gergely Csatari / Flickr.

Fra dance og dub til klassiske arabiske rytmer

Natacha Atlas var en af de første kvinder, jeg hørte, som blandede dance og dub, med arabiske rytmer. Det var i slut 90’erne og start 00’erne, hvor hun lavede musik med Transglobal Underground i Storbritannien. Jeg købte senere albummet ’Mishmaoul’ med masser af danserytmer og arabiske fortællinger.

”Images of the World” inviterede Natacha til at give koncert i Vega i 2006, hvor hun sang næsten udelukkende klassiske, arabiske sange, cover-versioner af Fairuz, libanesisk sangerinde der er højt elsket og værdsat i mange arabisktalende lande – til stor begejstring for herboende fremmødte arabisktalende, osse nogle af mine kurdiske venner.

Jeg oplevede også den meget jazz-improviserende koncert ’Myriad Road’ i Viften i 2016, som nok stadig var skabt i arabiske toner, men støvsuget for folkelighed og mavedans. Ingen leflen for folket. Natacha Atlas har lavet 16 selvstændige albums, hun har samarbejdet med fx Jean Michelle Jarre, Peter Gabriel og Belinda Carlisle.

Hun fik stor succes i Frakrig med Francoise Hardys ”Mon amie la Rose”. Men prøv lige at høre hende fremføre sin version af James Browns ”It’s a Mans World”.

Stille ballade fuld af kærlighed

Ane Brun går til mikrofonen og synger ’By Your Side’. Knivskarpt og kuldegys-skabende smukt med en trøstende tekst fuld af kærlighed. En stille ballade.

“You think I’d leave your side baby, You know me better than that, You think I’d leave you down, When you’re down on your knees I wouldn’t do that. Oh, when you’re cold, I’ll be there. Hold you tight to me.”

Jeg har allerede talt lidt med min norske sidemand på 3. række, som betror mig, at den eneste af de otte kunstnere på scenen, han kender og har hørt før, er Ane Brun, der er stor norsk soloartist og respekteret popmusiker i Norge. Det er min første gang, og jeg kan lide det!

Jeg nyder også at høre Liniker, en af Brasiliens populære og unge soulfortolkere, for første gang. Hun overrasker med en dyb stemme og krop, der gør scenen vibrerende sammen med en flok dansere.

Liniker er hurtigt blevet en central stjerne i Brasilien, hvor der er høje drabstal for transpersoner. Hun nævnes i programmet som en musiker, der bringer håb om en anderledes og mere tolerant hverdag og musikverden på verdensplan.

Hør den stemme, wauw!

Ane Brun fremførte Sades’ ‘By Your Side’, der også optræder på hendes nyeste album, Leave Me Breathless.

Marokkansk gnawa, jazz, folk og rock

Solskinsgule Hindi Zahra rejser sig, flygel-beatet stiger i styrke, og sangen ’Silence’, fra kunstnerens seneste album Homeland, ruller ud.

En kærlighedssang i kælne latinrytmer. ”My heart started and never wanna stop. You are my Homeland. You are my Sunland”, synger Hindi Zahra og lader hænderne danse i luften opad og nedad igen i nærmest flamingobevægelser.

Fire af hendes fingre på begge hænder er besat med guldringe. Op ad begge arme snor sig brede guld- eller messing-armbånd.

Hun smiler og vugger i kroppen. Rumba. Hindi Zahra synger oftest på engelsk, men også på fransk og på berber. Med en baggrund i både Marokko og Frankrig, fransk far og marokkansk mor, er hun vokset op og har levet i begge kulturer.

Jeg oplevede Hindi Zahra for første gang, i Essaouira, Marokko, på Gnawa Musikfestivalen i 2017. På taget af bymurens middelalder-vagttårn spillede hun en eksklusiv koncert. Her mødtes berbernes gnawarytmer (arv fra afrikanske slaver) med europæisk pop og jazz og afrikanske rødder. Og netop den blanding af det oprindelige gode sammen med det nye og Hindis charme, gjorde at jeg blev fan.

Som med Natacha Atlas, er blandingen af den oprindelige kultur mixet med nyere rytmer og en personlig vinkel, interessant og nyskabende.

Hindi Zahra leverede en unik blanding af musik fra forskellige kulturer, der som Natacha Atlas gør hendes musik interessant og nyskabende. Foto: Oslo World / Instagram

Polarisering, radikalisering og hate speech kræver vuggeviser

Og netop den vinkel med at gengive klassikere fra sin egen kultur og tilføre nyt … fortæller Hindi Zahra om dagen efter koncerten på et af musikfestivalens seminarer med titlen ’Lullabies in Dystopian Times’ på Nobels Fredscenter.

 – Traditionen overleveres, og vi skal beholde det bedste, fra begge verdener, fra traditionen og fra det moderne samfund, og give det videre til folket.

På den måde kan kunstnere give håb i en svær tid med polarisering, radikalisering, hatespeach, fake news og beskyldninger/anklager, mener kunstneren.

Vuggeviser eller wake-up-sange? I panelet sidder også Rossy De Palma, som har stået for idéen om at samle otte kunstnere fra forskellige verdenskulturer under temaet Utopian Lullabies, utopiske vuggeviser.

Hun er overbevist om, at vi lige nu har allermest brug for utopier og kærlighed.

 – Vuggeviser er kærlighed, opmærksomhed. Jeg føler kærlighed til alle disse kvinder, og det var en utopi at få dem samlet. Vi så kærligheden til koncerten, det var kærlighed, der opstod. Musik har den kraft, den følelse, siger Rossy De Palma.

“Vuggeviser er kærlighed, opmærksomhed. Jeg føler kærlighed til alle disse kvinder, og det var en utopi at få dem samlet” forklarede Rossy De Palma under showet. Billede fra MAC Cosmetics / youtube

Regnbuesang

Tilbage til åbningskoncerten greb den catalanske kunstner Silvia Perez Cruz mikrofonen, og smilede skælmsk ud til alle i salen. Som havde hun en lille hemmelighed, hun vil fortælle os.

– Cucurrucucú, cucurrucucú, cucurrucucú, cucurrucucú….

Den verdenskendte og klassiske mexicanske sang om ulykkelig kærlighed, ‘Cucurrucucú Paloma’, der er blevet en regnbuesang. Pedro Almodóvar brugte den smukt og uforglemmeligt i filmen ”Tal Til Hende”.

Perez Cruz sang den legendariske sang om ulykkelig kærlighed, brændende intenst med akkompagnement af en vild accordeonist Chango Spasiuk og på flygel Sverre Indis Joner.

Publikum er ellevilde.

Chile på storskærm

Temaet for dette års Oslo World Festival er UTOPIA. Fordi vi har brug for at tro på noget, det fantastiske. Og at vi mennesker kan noget sammen, uden politikerne. Vi kan forandre verden med musikken. Den utopiske tråd sammen med dystopien er gennemgående. I valget af kunstnerne, der hver især sætter dagsorden og markerer sig.

Mon Laferte, som er en stor popstjerne i Latinamerika, og som oprindeligt er fra Chile, aflyste sin deltagelse til åbningskoncerten på Oslo World på grund af den kritiske situation i Chile lige nu? Ind i mellem de forskellige kunstneres sange fik vi opdateringer fra situationen i landet på storskærm. Lafertes aktuelle beretninger fortæller om utilfredsheden i Chile, og oplyser om, at hun – der ellers er bosiddende i Mexico – tager tilbage for at deltage i kampen mod uretfærdighed.

‘I Chile torturerer, voldtager og dræber de.’ Den chilenske kunstner Mon Laferte er ikke bange for at udtrykke sig politisk, og havde aflyst sin deltagelse ved ‘Oslo World’, måske på grund af de igangværende protester i Chile. Foto: Mon Lafterte / Instagram

Musik skaber samhørighed

Et andet afbud til Utopian Lullabies var Inna Modja fra Mali/Frankrig, der synger klassisk og moderne soul. Hun er også kendt for at tale for uddannelse af kvinder og mod omskæring.

Inna Modje kom alligevel lidt på scenen via Rossy De Palma; sammen med datteren Luna synger hun nemlig Inna Modjas ”Forgive Yourself”.

Samtidig var vi heldige at få Ajo, nigeriansk/tysk kunstner med på det afbud. En høj slank skikkelse iført græsgrønt taft og stilsikker hat med bred skygge rejser sig fra stolerækken af kunstnere. Ajo synger sit eget, seneste soloudspil Beautiful. Da hun i anden omgang fik mikrofonen, fældede hun en tåre i glæde og rørthed over den følelse af samhørighed, hun mærkede til koncerten.

– Jeg har aldrig grædt sådan før, fortalte hun, jeg kan mærke jer. Jeg forstår ikke spansk, men jeg kan mærke sangen. Og mon ikke der er mange i publikum, der har det på samme måde, rundt om i den udsolgte sal?

Jeg har aldrig grædt sådan før, fortalte hun, jeg kan mærke jer. Jeg forstår ikke spansk, men jeg kan mærke sangen

Jeg er i al fald blæst væk og lykkelig af al den glæde og kærlighed, der flyder fra kunstnerne og ud over scenen i hele rummet. Min norske sidemand, som jeg ikke kender i forvejen, spørger mig, da koncerten slutter efter 2 timer og 15 minutter, om koncerten så levede op til mine forventninger.

– Jeg har aldrig oplevet noget lignende, udbryder jeg.

Fik vi vuggeviser? Nej, ikke i den gængse betydning. Jeg vil snarere mene, at vi fik energi og lyst til livet. Modet til at tage imod kærlighed og deltage i verden. Og nysgerrigheden til at opsøge nye kulturer og lære nye mennesker at kende.

Verden kom tættere på ved at opleve verdenskunstnere og deres musik den aften i Folketeatret.


Hør mere fra de medvirkende kunstnere i ‘Utopian Lullabies:

Ane Brun

Natacha Atlas

Liniker

Rossy De Palma & Luna

Hindi Zahra

Ayo

Silvia Peres Cruz

Utopian Lullabies var den 26. udgave af ‘Oslo World’, og havde forestillinger 29. oktober-3. november. Læs mere på Oslo Worlds hjemmeside


Lillian Simonsen .