“Vi har brug for en revolution for mennesket.” I Herlev fortsætter sygeplejerskerne med at lægge pres på regeringen

Omkring 100 sygeplejersker nedlagde arbejdet en time igen tirsdag morgen. Én kom hen til mig og sagde, ’jeg hører, du er journalist’, og så kom der ellers en stor flodbølge af tanker væltende. ’Vi har brug for en revolution for mennesket. Jeg arbejder på urologisk, hvor 11 af mine kolleger netop har sagt op. Når en patient kommer ind med blærekræft, er det ikke kun et spørgsmål om mekanik. Det er også et fænomenologisk spørgsmål om en masse alvorlige tanker og følelser hos patienten, som vi som sygeplejersker også skal kunne tage os af.’

Vil du støtte de kæmpende sygeplejersker økonomisk?

– Så er der startet en støtteindsamling til formålet. Du kan indbetale på Mobilepay: 0468ZY og bankkonto: 17914790, (reg. 6192).

– Pengene går direkte til sygeplejerskernes alternative strejkekasse, og støtte til indsamlingen er fuldt lovlig.

+

“Revolution?” – spørger jeg for nysgerrighedens skyld, og får et bekræftende svar tilbage med det samme. “Ja, vores samfund har udviklet et enormt højt teknologisk niveau. Nu er vi nødt til at stoppe op og sætte tempoet ned. Der skal være en samtale om, hvad det er vi vil som mennesker. Jeg har selv søgt over på ambulatoriet, så jeg kunne blive fri for treholdsskiftet på afdelingen. Jeg blev syg. Man kan spare penge ved at have færre sygeplejersker, men det har store omkostninger. Vi bliver syge af stress og må melde os langtidssyge. Det øger presset på dem, der er tilbage. Og patienter får ikke den behandling, de skal ha. De kan også risikere alvorlige konsekvenser af, at vi må afvise dem, når de begynder at taler om deres følelser og inderste tanker.’

Jeg bliver foreslået at gå over og tale med to sygeplejersker fra intensiv. De forklarer mig, at situationen er alvorlig. “Vi er meget pressede. Jeg står her, fordi sundhedsloven pålægger os at gøre opmærksom på, når behandlingen er utilstrækkelig. Vi er ca. 80 sygeplejersker i alt, lige nu mangler der 10. Patienterne er meget syge, og vi skal være mindst 10 på arbejde for at kunne pleje de patienter. vi har. Her i går var vi kun seks. Du skal tænke på, at når vi fx skal vende en patient i sengen, skal vi være fire for også at kunne flytte slanger osv. plus en udenfor døren, der skal være klar til hente noget udstyr, vi kan mangle. Der skal fem til, når patienten ligger i isolation.”

Drivkraften bag strejken

’Vi kan aldrig vide, om vi bliver kaldt ind til en ekstravagt’, fortsætter sygeplejerskerne fra intensiv, ’eller om vi samme dag får ændret en dagvagt til en aftenvagt. Vi er færre end mindstebemandingen til nødberedskab. Og vi kan ikke nægte at gå på arbejde, hvis vi får et pålæg. Men vi er kun nødt til at arbejde – hvis pålægget bliver givet, medens vi er på arbejde. Så det er den eneste mulighed vi har. Fra at melde os frivilligt til ubesatte vagter, som vi har gjort indtil nu – kan vi lade være og kun tage ekstravagter, hvis vi får et pålæg.”

Af en anden sygeplejerske får jeg at vide, at der mangler 25 i akutmodtagelsen og 11 i anæstesien på Herlev. Et medlem af Foreningen af Danske Sygeplejersker fortæller, at de har bedt alle medlemmer af DSR-fagforeningen om at indsende opgørelser over, hvor mange sengepladser der er lukket ned på grund af ubesatte sygeplejerskestillinger. Indtil videre er der kommet svar fra omkring 30 sygeplejersker, som opgør, at næsten 500 sengepladser er lukket på landsplan. Foreningen er dannet på baggrund af utilfredshed med DSR’s manglende offensiv for ligeløn og arbejdsvilkår. Foreningen af Danske Sygeplejersker har ca. 1.600 medlemmer.

“Det er os, der er drivkraften bag strejken, og at vi står her i dag”, som medlemmet fortæller mig. “Vi tænker, at vi er nødt til at tage et medansvar for, hvordan vores protestaktioner kan føre til politiske initiativer, der batter. Jeg frygter, at vores punktaktioner bare bliver en ventil for den vrede, der er, og at vi ikke kommer videre.”

Disciplin og fællesskab

Efter en stilladslastbil er kørt forbi, med et romerlys ud ad vinduet, og får et begejstret bifald, tager Thomas Strømsholt fra Stilladsarbejderklubben ordet, og opfordrer sygeplejerskerne til kun at udføre det arbejde, de bliver betalt for. ’I er dem, der altid med et smil tager imod os, når vi har brug for jer. I byggebranchen smiler vi ikke lige så meget. Der aftaler vi, hvordan arbejdet skal udføres. Jeres kamp handler om, at I ikke har fået lov til at forhandle jeres overenskomst og selv tage stilling til, om I var tilfredse. Jeres arbejdsgivere ser ud til at være rigtig godt tilfredse, så I er nødt til at give dem ansvaret for den behandling, patienterne får.’

Thomas Strømsholt rammer lige ned i de tanker, sygeplejerskerne gør sig, for hans tale bliver flere gange afbrudt af høje klapsalver, og der breder sig mange smil på deltagernes ansigter. Han slutter med at opfordre til, at sygeplejerskerne fortsætter med at holde sammen og stiller sig solidarisk med de andre grupper, der har samme problemer, som SoSu’erne fx, der også døjer med alt for lave lønninger og dårlige arbejdsforhold.

“Selvom det rationelt er krystalklart og indlysende, er det svært hver dag at placere det politiske ansvar, hvor det hører hjemme – hos Danske Regioner og regeringen.”

Fra de sygeplejersker, jeg står sammen med, får jeg at vide, ’at i hverdagen er vi utrolig splittede, vi har en intern fagkamp imellem os og SoSu’erne, og lægerne er nogle individualister. De er uddannet til at tage store beslutninger alene, så selvom de igen og igen spørger os til råds og ikke kan undvære os, har de nok i sig selv. Men jeg tror, de aktioner vi laver nu, vil ændre det. Jeg tror, vi kommer tættere på hinanden. I går var der også et par læger med.’

En anden tilføjer, ’vi er fuldstændig overladt til os selv, når vi bliver valgt til tillidsrepræsentant. Vi får ingen timer til at være aktiv som TR, så den tid, der går, skal dækkes ind af de andre. Det er også et virkelig stort kritikpunkt af DSR’. Jeg selv tænker, at det vil kræve en kæmpe disciplin og et fællesskab, der igen og igen bliver kaldt sammen – på de sociale medier og fx ved at videreføre cafeerne fra strejken – hvis sygeplejerskerne skal blive ved med at sige nej til at ofre deres eget helbred, deres familieliv osv., når der spørges til ekstravagter. For når man siger nej, ved man, at det kan gå ud over ens nærmeste kolleger – og i værste fald patienterne. Selvom det rationelt er krystalklart og indlysende, er det svært hver dag og hver gang, man bliver bedt om overarbejde og ekstravagter, at placere det politiske ansvar, hvor det hører hjemme – hos Danske Regioner og regeringen.