Theresa May ombord på "HMS Brexit". Foto: Avaazorg / Flickr.
22 min. læsetid

Jeremy Corbyn står over for voksende krav om at gøre Labour til ‘partiet der bliver i EU’. Men at forpurre Brexit vil opmuntre EU og dets neoliberale dogmer – med katastrofale konsekvenser for Europa.

Oversat af Mikael Andersen


Af Costas Lapavitsas

Maastricht-traktaten, som blev underskrevet i 1992, og som åbnede for det indre marked og den fælles mønt, repræsenterer neoliberalismens sejr i den Europæiske Union. Siden da har demokratiet været på konstant tilbagetog overalt i Unionen, fulgt af et sammenbrud i folkelig selvbestemmelse og i arbejdernes og de fattiges evne til at påvirke deres arbejds- og leveforhold.

Arbejdernes og de fattiges aftagende magt er særligt tydelig på det økonomiske område, som nok er den vigtigste del af enhver regerings politik. Inden for EU’s indre marked og den fælles valuta er økonomisk politik i større og større grad blevet løsrevet fra parlamentsvalg i de enkelte lande. Når først en regering er kommet til magten, er politikken for det meste dikteret af hensyn til “økonomien”, som i vid udstrækning betyder den Europæiske Unions neoliberale establishment.

Bundet op på sparepolitik

Selv i Storbritannien – der ikke underskrev den Finanspagt fra 2012, som bekræftede den Europæiske Unions forpligtelse på offentlige besparelser – har de strukturelle rammer for selvpålagt økonomisk mådehold efter krisen 2007-09 først og fremmest søgt at efterleve bestemmelserne i Maastricht-traktaten – at et medlemslands gæld eller årlige underskud ikke må overstige henholdsvis 60% og 3% af BNP. 

Det dramatiske tab af folkelig selvbestemmelse underbygger den stigende frustration hos arbejdere og fattige i både Storbritannien og resten af Europa. Alligevel er tilliden i den britiske arbejderklasse til egen evne til at konfrontere kapitalen historisk lav. “Klassen for sig selv” har fået et hårdt slag efter årtier med neoliberalisme.

Der har dog gennem årtier med neoliberalisme været en anden, lige så bemærkelsesværdig udvikling: De kontinuerlige fremskridt for social liberalisme i Storbritannien. I de sidste fire årtier har det britiske samfund været præget af mere frihed hvad angår seksuelle præferencer, køn, race, holdninger overfor immigranter osv., særligt blandt de unge.

Dermed ikke sagt, at disse gennemgribende sociale problemer inden for den avancerede kapitalisme er blevet løst. Neoliberalisme har haft en skadelig indvirkning på den individuelle fremmedgørelse og moralske undertrykkelse i Storbritannien. Men der har ikke været en tilbagevenden til konservative sociale værdier: økonomisk neoliberalisme har lært at eksistere side om side med social liberalisme. Denne forandring har været så markant, at selv en gennemført konservativ premierminister fra overklassen som David Cameron, har virket socialliberal på måder, som ville have været utænkeligt for tidligere konservative ledere.

der har ikke været en tilbagevenden til konservative sociale værdier: økonomisk neoliberalisme har lært at eksistere side om side med social liberalisme

Stadig mere liberale holdninger i store dele af den forandrede britiske arbejderklasse har været et afgørende element i den politiske debat, som fulgte folkeafstemningen i 2016. Fagforeningernes organisering, og evnen til at vinde i kampen mod kapitalen er måske blevet drastisk formindsket, men en fremgang på forskellige sociale områder har syntes mulig. I denne sammenhæng er den Europæiske Union ideologisk blevet kædet sammen med et forsvar for arbejderes rettigheder, og med at fremme socialliberalisme i Storbritannien.

Den yderste venstrefløjs manglende evne til at samle bred opbakning til et Lexit (et venstrefløjs Brexit) – især blandt de unge – samt udbredelsen af idéen om ‘Remain and Reform’ (bliv og reformér, red.), er begge forbundet med disse komplekse udviklinger.

Venstrefløjen har været for dårlig til at samle sig om et ‘Lexit’ (et Brexit fra venstrefløjen) mener Costas Lapavitsas, der ser valget om at forlade EU som udtryk for en stor frustration fra den engelske arbejderklasse. Den er gennem det neoliberale EU-projekt blevet frataget gradvist mere selvbestemmelse. Illustration: WeMove.eu

Forandringen af Labours bagland

Efter folkeafstemningen i 2016 ville den rationelle fremgangsmåde for den britiske venstrefløj have været at omfavne Brexit, og se det som den afgørende mulighed for at undslippe den Europæiske Unions neoliberale spændetrøje, og reformere den britiske økonomi til fordel for arbejdere og fattige mennesker. At forlade EU kunne potentielt åbne døren for nationaliseringen af vigtige ressourcer, offentlige banker, en helt anderledes erhvervspolitik, omfordeling af indkomster og rigdom, og et stop for sparepolitik. Alt sammen nødvendigt for en grundlæggende omstrukturering af den britiske økonomi. At forlade EU ville også give mulighed for at forny demokratiet, og kunne give fornyet styrke til bevægelsen for folkelig og national suverænitet, på linje med de folkelige krav der blev udtrykt i folkeafstemningen.

Disse ting er umulige at opnå i EU med den nødvendige grad af socialistisk radikalitet. Det er præcis meningen og målet med Lexit. Desværre har størstedelen af den britiske venstrefløj, deriblandt hovedparten af Labour, ikke bevæget sig i den retning, men er derimod blevet stærkt knyttet til ‘Remain and Reform’ (bliv og reformer, red.).

Jeremy Corbyns ledelse i Labour partiet er givetvis klar over de forhindringer, som det nyliberale EU rejser for et klart socialistisk program. Men medlemsskaren i Labour er også blevet ændret i de seneste år, som et udtryk for ændringerne af britisk økonomi og samfund. Middelklasse lønarbejdere dominerer især i store byområder, og de har et ganske andet verdensbillede end traditionelle Labour medlemmer. Identitetspolitik som udtryk for socialliberalismens fremgang de seneste tiår har fået stærkt tag i medlemmerne.  Labour medlemmerne har klart flyttet sig mod “Forbliv og Reformér”

Brexits politiske knudethed ses tydeligt for Labours vedkommende; partiet har en ledelse, der overvejende er imod EU, et bagland der er for at ‘blive og reformere’, og vælgere i mange valgkredse, der stemmer for at Storbritannien skal ud af EU. Flertallet af Labours medlemmer i Parlamentet er for at blive, men to tredjedele blev valgt til at repræsentere valgkredse, der vil have Storbritannien ud af EU. Labour står med andre ord over for en forfærdeligt kompleks politisk situation. Hvis partiet ikke formår at finde den rigtige løsning, vil det have katastrofale konsekvenser for venstrefløjen i Storbritannien, og overalt i Europa.  

Mays endeligt

Den udvikling på den britiske venstrefløj har fundet sted, mens Theresa Mays eget forsøg på at levere et Brexit har slået helt fejl . Det er vigtigt at forstå, at Mays aftale om tilbagetrækning, og den politiske erklæring der fulgte den, overvejende var til fordel for de britiske eliter. For finansmarkederne i London og de store virksomheders perspektiv var Mays aftale fuldt ud acceptabel.

En tårevædet Theresa May bekendtgør sin fratrædelse som premierminister. Hendes nedstemte tilbagetrækningsaftale favoriserede i høj grad ‘London City’ (slang for landets finanscentrum og de multinationale virksomheder) ifølge Costas Lapavitsas. Video: Sky News

Forholdsregler blev formelt truffet for at Storbritannien kan træde ud af EU-Unionen, ved at trække Storbritannien ud af EU-institutioner, ja selv fri af domme i Den Europæiske Domstol, efter en overgangsperiode på to år. Alt i alt tog aftalen landet ud af de lange, komplicerede forhandlinger og politiske manøvrer, der finder sted under tysk overherredømme.

Dette lettede presset på den britiske regeringsmagt for at erstatte den veletablerede strategi med at kræve “udveje” i EU, som sluttede i 2015-16. Det sparede Storbritannien for deres årlige bidrag til EU’s budget. Og det sikrede en forlængelse af de regler, som gælder for det indre marked, ved permanent at acceptere de rammer der gælder for produktion og handel med varer. Det gav de finansielle markeder i London en stor chance for at sikre deres overlegne position i Europa. Og Storbritannien forblev i toldunionen i overgangsperioden – og måske permanent, hvis en ny status for Nordirland ikke kan forhandles på plads, hvilket ville være en acceptabel pris for den britiske kapital. Storbritannien indarbejdede også gældende EU-regulativer omkring statsstøtte, offentlige indkøb og konkurrence. Det sidste ses som en stor hindring for en interventionistisk socialistisk regering ledet af Corbyn.

Alt i alt tog aftalen landet ud af de lange, komplicerede forhandlinger og politiske manøvrer, der finder sted under tysk overherredømme

Theresa Mays aftale fejlede på grund af store politiske uenigheder i The Tory Party (Det Konservative Parti, red.), som har mistet meget af sin traditionelle evne til at tale på vegne af den britiske elite. De primære centre for økonomisk og social magt i Storbritannien vil helt sikkert foretrække, at en variant af Theresa Mays aftale blev godkendt af Parlamentet. Som tingene er nu, er toryerne ude af stand til at levere. De andre muligheder, som åbner sig efter valget af en ny leder for de konservative, ser også meget meget barske ud.

Der er udsigt til, at Storbritannien forlader den Europæiske Union uden en aftale, og dermed får status af ‘tredje land’ uden for det indre marked. Dermed vil handel med EU foregå på baggrund af Verdenshandelsorganisationens (WTO) regler, hvilket fylder den britiske industri – særligt de finansielle markeder i London – med rædsel.

No Deal – ‘ingen aftale’, er nok blevet den udbredte holdning blandt kandidater til ledelsen i det konservative parti, men chancerne for at der ikke kommer en aftale er i virkeligheden små, da hverken Tory-regeringens mindretal eller parlamentets sammensætning har ændret sig ved, at Theresa May trådte tilbage.

Yderligere er udsigten til at opgive Brexit – enten ved ensidigt at tilbagekalde beslutningen om at forlade EU, eller gennem en ny folkeafstemning – fyldt med store politiske risici. En formel ensidig tilbagekaldelse af Artikel 50 – der blev udløst af Theresa Mays regering, som første skridt på vejen til at forlade EU – vil være en kolossal international ydmygelse for den herskende klasse i Storbritannien. Dets position i den Europæiske Union ville derigennem blive permanent svækket, og den ville samtidig skulle håndtere en stor vrede indenlands.

At forsøge at opgive Brexit ved en ny folkeafstemning vil på den anden side – udover at være en voldsom ydmygelse – dele landet i to, uden at man af den grund ville kunne præsentere et definitivt svar. Trods de friskfyragtige påstande fra dem, der vil forblive i EU om, at det britiske folk har fortrudt deres valg i 2016, er der ingen omfattende beviser for, at dette er sandt. Tværtimod har valget til Europa-parlamentet understøttet formodningen om at dem, der ønsker at forlade EU, er talrige og vrede. Den enorme succes, som Brexit-partiet ledet af Nigel Farage har haft, peger på en politisk svækkelse af Storbritannien, som siden 2016 har ført til dyb frustration blandt arbejderne og de fattige. Vælgerne har reageret kraftigt imod de parlamentariske narrestreger der fulgte folkeafstemningen, og den efterfølgende udhuling af demokratiet. 

valget til Europa-parlamentet har understøttet formodningen om at dem, der ønsker at forlade EU, er talrige og vrede. Den enorme succes, som Brexit-partiet ledet af Nigel Farage har haft, peger på en politisk svækkelse af Storbritannien

Det er en katastrofal politisk udvikling, at de seneste to års folkelige vrede er blevet samlet op af højrefløjs-populisme. Men tingene vil blive virkeligt katastrofale, hvis Labour – alt imens Toryerne roder rundt i blinde efter en løsning – åbenlyst vælger at stille sig på den side, der ønsker at forblive i EU, og vælger vildfarelsen i en ‘Remain and Reform’-position. Et sådant politisk skifte fra Labour vil kappe dets bånd med arbejderklassen, og vil totalt underminere Corbyns socialistiske projekt og hans position som leder. Det vil sandsynligvis også ødelægge Labours udsigt til en valgsejr, siden de marginale valgkredse typisk er for, at Storbritannien skal forlade EU. Det sidste søm i kisten vil blive slået i, hvis Labour bliver åben fortaler for en tilbagekaldelse af Artikel 50. Det vil på én gang være en fornærmelse mod demokratiet og en stor national ydmygelse af Storbritannien.

Labour-partiets leder, Jeremy Corbyn, taler i Hayfield, England. Det er afgørende for både den britiske og europæiske venstreføj, at Corbyn og resten af Labour holder fast i opbakningen til Brexit, mener Costas Lapavitsas. Foto: Wiki Commons

For den bredere europæiske venstrefløj vil et Labour, der påtager sig en mere EU-positiv holdning, være et stort tilbageslag for udsigten til at udvikle en radikal, socialistisk modstand mod den Europæiske Union. Det ville også være en sejr for de dominerende neoliberale kræfter på kontinentet, og et gevaldigt løft for den autoritære højrefløj, da det vil skabe yderligere afstand mellem venstrefløjen og de græsrodsbevægelser, der kæmper imod at bevare status quo i Europa.

Det er afgørende for venstrefløjen i Storbritannien og Europa, at Labour holder fast i at respektere resultatet af folkeafstemningen i 2016. Det er endnu vigtigere for Labour, selv her i 11. time, at de dristigt og frygtløst fremfører argumenter til fordel for det radikale potentiale i at forlade EU. For viljen til at forlade den Europæiske Union er den sande prøve for en socialistisk opposition, imod det neoliberale jerngreb der styrer Europa.

Det er afgørende for venstrefløjen i Storbritannien og Europa, at Labour holder fast i at respektere resultatet af folkeafstemningen i 2016. Det er endnu vigtigere for Labour, selv her i 11. time, at de dristigt og frygtløst fremfører argumenter til fordel for det radikale potentiale i at forlade EU

En socialistisk holdning til den Europæiske Union

At forberede sig på et brud med institutionerne i den Europæiske Union er en nødvendig betingelse for socialistisk politik i Europa. Det ses tydeligt, når man undersøger dilemmaet mellem enten at blive i eller forlade unionen, som kan ses i en lang række af medlemslandene. Det skaber mange andre spørgsmål, heriblandt om migration, sparepolitik, og ulighed. Storbritannien er selvfølgelig ikke en del af eurozonen, så at forlade EU er delvist noget andet, end det er for et land som f.eks. Grækenland. Ikke desto mindre har Brexit løftet den politiske debat op på et højere niveau end Grexit, ved direkte at udstille problemstillingen i et EU-medlemskab. Brexit er ganske enkelt den vigtigste politiske udfordring for venstrefløjen siden Syrizas skamfulde kapitulation i 2015.

Det er muligt at identificere nogle brede parametre for en radikal, socialistisk reform i Storbritannien, der også kan anvendes i andre europæiske lande. Storbritannien bør forandre sin økonomi, ved at begrænse det finansielle systems omfang, betydning og rolle. Til det formål skulle UK også gennemføre en erhvervspolitik, der ændrer forholdene mellem de forskellige sektorer, væk fra en stor servicesektor. Det ville samtidig også sætte den britiske regering i stand til at tackle den dybe miljøkrise, der er kendetegnende for finansiel kapitalisme.

Det vil være nødvendigt med en målrettet industripolitik, både af hensyn til økonomisk vækst og for at beskytte miljøet. Den skal ledsages af et stop for nedskæringspolitikken, og den selvødelæggende politik med at formindske den nationale gæld. Det vil give grundlag for forbedrede offentlige investeringer, der også kan understøtte private investeringer.

Det kan ikke understreges nok, at en sådan radikal politik vil kræve offentlig virksomhed – og statsunderstøttede indgreb i en række sektorer, herunder transport, energi- og vand-sektoren. Offentlige virksomheder og kontrol vil også være nødvendigt i forhold til det finansielle system, ved at oprette offentlige investeringsbanker, og ved at sikre folkelig kontrol med de største kommercielle banker. Det vil også blive nødvendigt at indføre kontrol med pengestrømmene af kapital over grænserne, og dermed begrænse de internationale finansielle aktiviteter som foregår på Londons finansmarked.

Endvidere må en socialistisk regering arbejde for en omfordeling af indkomst og rigdom, gennem løn- og skatte-ordninger der kan gøre op med den ekstraordinære stigning i ulighed, som er foregået i de seneste fire årtier. Omfordelingen vil blive fremmet yderligere ved at styrke den offentlige service i sundhed, bolig og uddannelse, og dermed omgøre de ødelæggende privatiseringer der er sket i de seneste årtier. Endelig vil en socialistisk regering også være imod frihandel, uden dog at søge at isolere Storbritannien fra international handel. Målet vil være at skabe rammer for reguleret handel, der kan understøtte omstruktureringen af den britiske økonomi.

London City by night. Ifølge Costas Lapavitsas er det nødvendigt for en socialistisk regering med det samme at indføre kontrol med de store pengestrømme af kapital der flyder over grænserne, og som ofte går gennem Londons finansmarkeder. Foto: Wiki Commons.

Sådanne radikale reformer vil være et hårdt slag mod den neoliberale kapitalisme og finansmarkedet, og samtidig ændre den sociale balance til fordel for arbejdskraften og til besvær for kapitalen, og dermed skabe en vej for en socialistisk forandring af samfundet. Der er bred enighed på venstrefløjen om hovedindholdet i disse krav, hvoraf mange blev præsenteret i Labours manifest fra 2017.

Fejlslutningen i “Remain and Reform”

Desværre fortsætter store dele af den britiske og europæiske venstrefløj med at blive i illusionen om, at den Europæiske Union, trods dens fejl og mangler, ikke udgør et fundamentalt problem for et socialistisk program. ‘Remain and Reform’ er i praksis blevet hovedbudskabet fra venstrefløjen over hele Europa, men det er indholdsløst. Den Europæiske Union kan ikke reformeres radikalt til fordel for arbejdere og de fattige, og er upåvirkelig over for demokratisk pres nedefra.

Når det kommer til ‘Reformér’-delen af sloganet, er det ikke tilfældigt, at der er en slående mangel på konkrete forslag til forandringer af EU-institutioner, demokratisk praksis, alliancer mellem medlemslandene osv. Det er ikke overraskende, fordi der ikke er den mindste chance for, at en socialistisk regering – selv i et magtfuldt land som Storbritannien – ville være i stand til at indføre radikale, demokratiske og institutionelle forandringer inden for rammerne af den Europæiske Union.

Når det kommer til ‘Reformér’-delen af sloganet, er det ikke tilfældigt, at der er en slående mangel på konkrete forslag til forandringer af EU-institutioner, demokratisk praksis, alliancer mellem medlemslandene

For at være mere præcis vil enhver fundamental reform, der kræver ændringer i traktaterne (de grundlæggende love for den Europæiske Union), kræve enstemmighed mellem alle regeringer i medlemslandene, inklusive dem der tilhører den autoritære højrefløj. Enhver reform af sekundær lovgivning (direktiver, regulativer og beslutninger) ville kræve Kommissionens samtykke. Her taler vi om selvsamme Kommission, som har eneret til at foreslå lovgivning, samt et flertal af medlemslandenes regeringer, og et flertal af medlemmer i Europa-parlamentet. Hvis dette på en eller anden måde kunne opnås, ville reformen stadig skulle tilfredsstille EU-Domstolen, den endelige beskytter af de Fire Friheder, som understøtter EU-lovgivningen: Friheden til at flytte penge, varer, ydelser og mennesker – arbejdskraft – over EU’s indre grænser. Det er de regler, som underbygger den neoliberale forandring af den Europæiske Union. Det ville være et håbløst foretagende.

At gennemføre et ægte socialistisk program i Storbritannien, eller andetsteds i EU, må nødvendigvis betyde en forkastelse af det indre marked og dets ‘Fire Friheder’. Det er utænkeligt, at en vej til socialisme kan etableres uden demokratisk kontrol over strømmene af varer, ydelser og penge. Det samme gælder for arbejdskraft. Det er en grundliggende fejlslutning at tro, at Maastricht-traktatens frihed for arbejdskraftens bevægelighed skal forsvares i solidaritet med arbejdere og i internationalismes navn. Den individuelle ret til at bevæge sig inden for EU er nødvendigvis indskrænket af dens modsætning – den manglende mulighed for arbejdere uden for EU til at kunne komme ind. Det er en politik, der har som mål at støtte europæisk kapitals profitter, ved at tillade beskæftigelse af arbejdere i EU, ofte med dårlige løn- og arbejdsforhold – samtidig med at afrikanske og asiatiske arbejdere holdes ude. Arbejdskraftens frie bevægelighed i EU-unionen er (et) grundlag for det ekskluderende Fort Europa.

En socialistisk regerings holdning til immigration skal udmøntes i konkret politik, der både beskytter migranter og forholdene for arbejdere. I Storbritannien burde en socialistisk regering derfor sikre rettighederne for alle bosiddende EU-borgere, og samtidig efterspørge tilsvarende rettigheder for britiske arbejdere i den Europæiske Union. Den burde også forhandle sig til gensidige forhold med lande i Europa, og yde fuld beskyttelse for arbejdere fra hele verden, som kommer til det britiske arbejdsmarked. Sidst men ikke mindst, bør den sikre retten til sikker rejse og bopæl for flygtninge. Det vil være konkrete skridt baseret på socialistiske principper, som ligger milevidt fra de luftige abstraktioner i Maastricht-traktatens frie bevægelighed for arbejdskraften, der kun tjener de store virksomheder. International socialismes sande slogan er “arbejdere i alle lande, foren jer” – ikke ‘åbne grænser’.

Migranter forsøger at krydse Middelhavet (2016). Arbejdskraftens frie bevægelighed er et grundlag for det ekskluderende Fort Europa, skriver Costas Lapavitsas i dagens kronik. Foto:
Jason Florio / MOAS

National selvbestemmelse – fundamentet for sand internationalisme

For at Storbritannien kunne indføre en sådan politik, ville det kræve folkekontrol med magtens håndtag – altså ægte folkelig selvbestemmelse. Den socialistiske forandring af samfundet hviler på demokratisk kontrol med alle områder, herunder arbejdskraft, som er den vigtigste del af al menneskelig aktivitet. Arbejdere ville i den situation kunne bevæge sig over grænser, med fuld beskyttelse af deres lønninger, arbejdsforhold, retten til bopæl, socialt sikkerhedsnet, uddannelse osv. Bevidst indgreb og kontrol med arbejdskraften er hverken splittende eller en forhindring for menneskelig frihed, men forener snarere arbejdere og muliggør deres frihed.

Der er ingen tvivl om, at en socialistisk regering i såvel Storbritannien som andre lande ville være tvunget til at overveje et brud med den Europæiske Union, hvis den havde ambitioner om at gennemføre et radikalt politisk program. I jagten på en socialistisk retning for samfundet ville en sådan regering møde uophørlig modstand fra kapitalens kræfter, som ville forsøge at bibeholde de tættest mulige forbindelser til det indre marked, der hviler på den magt, som EU-lovgivningen sammen med andre mekanismer tildeler den.

Et brud med EU vil være det socialistiske svar, hvilket straks vil rejse spørgsmålet om demokrati og den afgørende komponent, som er folkelig selvbestemmelse. Socialisme har altid opfattet demokrati som et grundlæggende politisk princip, der sikrer evnen til at regulere strukturen i det civile og politiske samfund i overensstemmelse med folkets ønsker(,) og gennem folkemagt. Det er den ultimative kilde til folkelig selvbestemmelse, som er en forudsætning for et socialistisk politisk program.

Det kan ikke blive gentaget ofte nok, at kamppladsen for folkelig selvbestemmelse og demokrati er nationalstaten. Der er hverken et europæisk demos , folk, eller en europæisk arbejderklasse. Politiske partier i Europa-parlamentet er ustabile parti-alliancer, der indgår studehandler baseret på rå, nationale selvinteresser. Demokratisk klassepolitik i Europa er altid national, uden undtagelse. Det transnationale rum i den Europæiske Union er et naturligt terræn for store selskaber at trives i, et rum hvor demokrati kan forbigås, og hvor magtfulde lande kan begrænse den nationale selvbestemmelse. Arbejderne og de fattige har aldrig accepteret de transnationale mekanismer i den Europæiske Union som deres egne, og deres klasseinstinkt har ikke taget fejl.

Kontrol over det nationale rum er en forudsætning for socialisme. Det har intet at gøre med nationalisme, eller afvisning af international solidaritet blandt arbejdere. Tværtimod er folkelig kontrol med de nationale magthåndtag fundamentet for en sand internationalisme. Socialisme er helt sikkert meningsløs, hvis den ikke er international, men den er lige så tømt for mening, hvis ikke arbejderne har kontrol med det nationale rum. Der er ingen tvivl om, at det vil medføre et brud med de neoliberale mekanismer i den Europæiske Union, som opsluger kontinentet .

Tværtimod er folkelig kontrol med de nationale magthåndtag fundamentet for en sand internationalisme. Socialisme er helt sikkert meningsløs, hvis den ikke er international, men den er lige så tømt for mening, hvis ikke arbejderne har kontrol med det nationale rum

Den europæiske venstrefløj er i en tilstand af forvirring og svaghed, tydeligt udstillet ved valget til Europa-Parlamentet i 2019. For at kunne rejse sig igen må den først indse, at en konfrontation med den neoliberale kapitalisme i Europa betyder et brud med den Europæiske Union. Den skal starte med at udforme de politiske og ideologiske midler til at støtte sand internationalisme og solidaritet blandt de europæiske folk. Det er den største udfordring for det 21. århundredes socialisme i Europa. Det er stadig muligt for det britiske Labour-parti at gribe denne enestående historiske mulighed – og gennem Brexit at vise vejen for resten af Europa.

Oversat fra We Need a Labour Brexit. Læs den oprindelige artikel på Jacobin her.

Forkortet version af en artikel, der udkommer i oktober-udgaven af Monthly Review.


Costas Lapavitsas er professor i økonomi ved School of Oriental and African Studies, University of London. Han er tidligere medlem af det græske parlament for Syriza