Arbejdere på Fiat-fabrikken i Pomigliano, Napoli, er blandt de første der er gået i strejke i protest mod at skulle arbejde under corona-epidemien. Fotograf: Pino Neri / Il Mattino
7 min. læsetid

Italien er det europæiske land, som er hårdest ramt af corona-epidemien. Landet har erklæret en næsten total lukning af butikker og offentlige mødesteder, men mange ikke-livsvigtige arbejdspladser fungerer stadig. Nogle arbejdere nægter nu at lade deres arbejdsgivere sætte deres sikkerhed på spil, og går i strejke.

Oversat af Poul Bjørn Berg fra Jacobin


Af David Broder

”Vi er ikke kanonføde,” lød en overskrift i avisen La Repubblica, der gengav kommentarer fra italienske arbejdere, som nægtede at møde ind på arbejde under corona-epidemien. Det er ikke den form for strejke, hvor arbejderne samles uden for fabriksporten. Folk er bange – og de vil have regeringen til at gribe ind.

Italien er det land i Europa, der er hårdest ramt af coronavirus, og har i skrivende stund tæt på 1.000 dødsofre. Selv om regeringen begyndte at indføre yderligere rejserestriktioner hen over weekenden, tillod den alligevel undtagelser af ”arbejdsrelaterede grunde” – uden at tydeliggøre hvad det indebar.

Giuseppe Contes regering har lukket mange virksomheder. Onsdag aften fik alle ”ikke- livsvigtige” forretninger besked på at lukke – kun supermarkeder og apoteker fik lov at være åbne – også offentlige mødesteder som barer, restauranter og frisører fik besked på at lukke. Den samme politik er imidlertid ikke blevet anvendt på arbejdspladser i almindelighed – uanset størrelsen.

“Lige som på andre tidspunkter i Italiens historie har arbejderne på den berømte bilfabrik sat noget af et eksempel.”

Nogle arbejdere har nægtet at udsætte sig for risikoen. Torsdag var arbejderne på FIATs bilfabrik i Pomigliano ved Napoli de første, der kom i avisoverskrifterne ved at gå i strejke. Dagen efter bekendtgjorde FCA-gruppen (resultatet af Fiats sammenlægning med Chrysler), at den midlertidigt lukkede fabrikken sammen med tre andre fabrikker i Syditalien i Melfi, Cassino og Atessa.

På en af FCAs andre fabrikker i Termoli er arbejderne gået i strejke indtil den 14. marts. Deres fagforening erklærede:

”De store fabrikker er steder, hvor folk samles, lige fra i busserne, ved samlebåndet til i kantinen. Det trodser enhver logik: Staten lukker det hele, startende med skolerne, og forbyder at folk rejser rundt – de indfører ligefrem retslige sanktioner mod dem, der ignorerer påbuddene. Men til forskel fra Kina har den italienske regering ikke lukket fabrikkerne; de bliver ved med at sige ”bliv hjemme” – samtidig med at samlebåndet bliver ved med at køre, og de ansatte og deres familier er i fare.”

Lige som på andre tidspunkter i Italiens historie har arbejderne på den berømte bilfabrik sat noget af et eksempel. Til morgen indledte 450 arbejdere en vild strejke hos tøjproducenten Corneliani, hvor de insisterede på, at ”der ikke findes Serie A- og Serie B-borgere [med en reference til de to førende divisioner i fodbold]; sundheden er det samme problem for alle.”

La Repubblica berettede desuden om strejker på stålværket i Terni og Marghera skibsværftet i Venedig. Il Secolo XIX fortalte om en strejke i Genovas havn blandt havnearbejdere, der klagede over at der ikke var blevet gjort noget for at holde deres arbejdsredskaber rene. Sammen med den type krav har arbejdere krævet enten en delvis eller fuldstændig nedlukning … indtil krisen letter.

Hvem betaler regningen?

At strejke kan imidlertid kun være en del af svaret – ikke mindst fordi fagforeningerne selv indtil for nylig frygtede, at en ”overreaktion” kunne sende Italien ud i en recession. Økonomiminister Roberto Gualtieri (fra Centrum-venstre Demokraterne) har lovet, at ”ingen vil miste jobbet på grund af coronavirus,” og desuden insisteret på at der vil blive taget forholdsregler for at sikre, at løsarbejdere stadig modtager en fortløbende betaling.

Den slags forholdsregler er udmærkede, så langt de nu rækker, men fagforeninger har berettet om, at der faktisk har været fyringer. Endnu mere vigtigt er det, at behovet for en nedlukning for at inddæmme virussen kræver, at det ikke overlades til individuelle arbejdsgivere at afgøre, om deres ansatte skal møde op. Sekretæren i CGIL-fagforeningen i Brescia, Francesco Bertoli, gjorde opmærksom på, at nogle virksomheder der arbejder på ordrebasis ville have svært ved at håndtere en nedlukning og selv ville få brug for hjælp.

Eksempler på profit-hamstring

Der er også klare tegn på profitmageri – og det handler ikke kun om salg af ansigtsmasker. Selskaber som take-away-firmaet Deliveroo udnytter nedgangen i antallet af kunder på restauranterne – og det at mange mennesker er bundet til hjemmet – til at levere mere mad, selv om det betyder, at deres egne ansatte løber en højere risiko og ligefrem selv kan være med til at sprede virus. Enkeltmandsfirmaer som elektrikere eller VVS-folk er også overladt til selv at tage beslutningen.

3. marts blev det offentliggjort – at der ville være en ydelse på 500 Euro om måneden i to måneder til dem på ”partite IVA” (enkeltmandsvirksomheder og freelancere), der var ude af stand til at gå på arbejde i de hårdest ramte ”røde zoner”. Det blev også bekendtgjort, at der ville være op til 1.000 € om måneden til arbejdere der blev fyret under krisen. Andre forholdsregler er løfter om at udsætte afbetaling på boliglån og gæld – men ret afgørende ikke på renter.

Vi mangler endnu at få at se, om de 3,3 milliarder € – der er sat af til disse udbetalinger – bare nogenlunde kommer til at svare til krisens omfang. Den forventes at komme til at berøre næsten én million arbejdere. Der er også det ømtålelige spørgsmål, om arbejderne kommer til at ”kompensere” for den tid, de har forsømt – Giorgio Gori, der er borgmester i Bergamo (et centrum for udbruddet) foreslog at den årlige ferie i august kunne gøre det ud for denne periode.

Udbringningsfirmaer som Deliveroo, der leverer mad til døren, nyder godt af coronakrisen på restauranternes bekostning. De ansatte er dog ekstra udsat for smittefare, og risikerer desuden at sprede sygdommen. Pressefoto.

EU hjælper ikke

I et land – som Bruxelles længe har tvunget til at skære ned på de offentlige udgifter (på trods af et overskud på statsbudgettet i to årtier) – er der utilfredshed med den manglende hjælp fra EU. La Stampa bemærkede at EU’s fond på 7,5 milliarder € til de kommende uger (en del af den samlede pakke på 25 milliarder €) kun lige vil række til at tillade regeringerne at bruge de midler, de allerede har, uanset hvor påvirkede de er.

Selv om Italien er hårdest ramt af alle lande i Europa, viser italienere virkelig deres modstandskraft, mens de også kan drage fordel af et sundhedsvæsen, der fastholder, at din ret til behandling ikke afhænger af din mulighed for at betale. Men de økonomiske virkninger af krisen er reelle nok – arbejdere bliver tvunget til at løbe en risiko, samtidig med at turister bliver bedt om at holde sig væk. Strejkerne handler om at insistere på, at samfundet som helhed skal bære byrden, ikke dem der lever fra én lønseddel til den næste.

Som FIAT-arbejderne hos FCA i Termoli siger:

”Vi vil først standse vores protest, når regeringen og virksomheden beslutter at indstille alting og betale for vores fravær. Vi har ikke råd til at miste flere penge for en rettighed, der ikke kan tages fra os – at prioritere vores kollektive sundhed og sikkerhed først.”

Denne artikel er oprindeligt bragt på Jacobin 12. marts: “We’re Not Going to Work Through Coronavirus”


David Broder er Europa-korrespondent for Jacobin, og er historiker med speciale i fransk og italiensk kommunisme. Han er bosat i Italien, og er i øjeblikket ved at skrive en bog om det italienske demokratis krise i perioden efter den kolde krig.