Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
15. september. 2022

“Vi havde ingen moralsk ret til at angribe et andet land”

Russisk faldskærmssoldat fordømmer i erindringsbog invasionen af Ukraine.





Af Pavel Filatiev

Oversat af Peer Møller Christensen efter ”We had no moral right” : https://meduza.io/en/feature/2022/08/12/we-had-no-moral-right-to-attack-another-country

Om morgenen den 24. februar strømmede tusindvis af russiske soldater ind i Ukraine i en total invasion. Pavel Filatiev var en af dem. Den 33-årige faldskærmsoldat tilbragte to måneder ved frontlinjen, før han af helbredsmæssige grunde forlod hæren. Nu er han åbent modstander af krigen. I en ny bog med titlen ZOV (efter de symboler der er ​​ malet på de russiske militærkøretøjer) giver Filatiev et indblik i den russiske hærs tilstand under ​​ optakten til krigen og beskriver sine oplevelser i de tidlige dage af invasionen. Følgende oversatte uddrag fra hans bog blev først udgivet (på russisk) af det undersøgende journalistiske medie iStories.

Om den russiske hær under optakten til krigen

Efter forgæves at have flakket omkring og lavet sort arbejde forskellige steder besluttede jeg mig for at vende tilbage til hæren [i august sidste år]. Jeg blev beordret til at melde mig hos en enhed [på Krim]. Ti dage senere fik jeg en uniform, men kun en sommeruniform. Der var ingen baretter, som passede mig, så jeg gik hen og købte baretter til mig selv.

I midten af​ oktober begyndte de at uddele halvsæsons- og vinteruniformer, men kun brugte - og der var kun en størrelse. Jeg nægtede at tage imod en brugt uniform, der ikke passede, og derefter begyndte mit forhold til kommandoen at blive dårligere. Efter at have skændtes med min kompagnichef gik jeg hen og købte mig en sømandsjakke.

Vi gik til [trænings]pladsen for at springe i faldskærm. Om natten var temperaturen under nul, og vi kørte i udækkede KamAZ-lastbiler. Mange af soldaterne havde ikke varmt tøj, nogle havde ikke modtaget noget, andre nægtede at tage imod det, de fik tilbudt. Inden for en uge blev omkring 30 soldater fra min enhed indlagt på infektionsafdelingen. Alle havde deltaget i faldskærmsudspringene.

Om 'militærøvelserne’ før den totale invasion

I midten af februar var mit kompagni på en træningsbane i Staryi Krym. Jeg følte, at noget helt sikkert var under opsejling - alle, der var blevet udskrevet eller blevet syge, blev samlet og sendt til træningsbanen.

I løbet af de næste par dage gik vi til skydebanen, hvor jeg endelig fik mit maskingevær. Det viste sig, at mit maskingevær havde en ødelagt rem og var rustent. Allerede under den første nats skydetræning satte en patron sig fast.

På et tidspunkt den 20. februar fik alle ordre til straks at pakke deres udstyr og tage af sted; vi skulle på en forceret march til en ukendt destination. På det tidspunkt var alle ​​ allerede beskidte og udmattede. Nogle havde boet på træningsbanen i næsten en måned uden noget, alles nerver var på højkant, og stemningen blev mere og mere alvorlig og uigennemskuelig.

Den 23. februar ankom delingschefen og meddelte, at han ønskede os tillykke med ferien [Fædrelandsdagens forsvar], og erklærede, at fra i morgen ville dagslønnen være $69. Det var et sikkert tegn på, at noget alvorligt var ved at ske.

De første dage af invasionen

[Den 24. februar] vågnede jeg kl. 02.00 om morgenen [bag på en KamAZ-lastbil]. Kolonnen var opstillet et sted i ødemarken, og alle havde slukket deres motorer og forlygter. Raketartilleri opererede til højre og venstre for vores kolonne. Jeg kunne ikke forstå: skyder vi mod fremrykkende ukrainere? Eller måske mod NATO [styrker]? Eller angriber vi? Hvem er denne helvedes beskydning rettet mod?

Kolonnen begyndte langsomt at bevæge sig. Jeg hørte skud og eksplosioner fra den retning, vi bevægede os i. Hvor vi skulle hen og hvorfor var ikke klart. [Men] det var tydeligt, at en rigtig krig var begyndt. Jeg fandt [senere] ud af, at [vi havde] ordre om at tage til Kherson. Det blev klart, at vi havde angrebet Ukraine.Vi havde allerede sårede og døde [soldater]. Kommandoen havde ingen kommunikationslinjer. Kommandøren forstod ikke, hvad der skete.

[Den 28. februar] fandt jeg ud af, at nogen skød mod et civilt køretøj med en BMD-kanon. Der var en mor og flere børn i bilen. Kun ét barn overlevede.

Om angrebet på Kherson

Al vores træning var kun papir, vores teknik var håbløst forældet. Vi følger stadig den samme taktik som vores bedstefædre! Dem, der brød igennem først, blev knust. Fyrene fortæller mig, at der er 50 mennesker tilbage i deres brigade.

[Da] det begyndte at blive mørkt, smed hele holdet sig ned. Det var meget koldt. Ingen havde soveposer, frosten satte sig i dine knogler. Vi havde ikke brug for fjender, det var kommandoen, der havde sat os i denne situation ​​ - hjemløse lever under bedre forhold.

[Den næste dag] ankom vi til Kherson-havnen. Alle begyndte at lede i bygningerne efter mad, vand, brusere og et sted at sove. Nogle begyndte at stjæle computere og alt, hvad de kunne finde af værdi. Jeg var ingen undtagelse: Jeg fandt en hat i en lastbil, der var brudt sammen, og tog den.

Kontorerne havde kantiner med køkken og køleskabe. Vi spiste som vilde alt, hvad der var. I løbet af natten endevendte vi det hele.

Om ​​ at vende tilbage fra fronten

I midten af april havde jeg snavs i øjnene på grund af artilleri-ild, og havde fået keratitis. Efter fem dages lidelser, hvor [det ene] øje allerede var lukket, blev jeg evakueret. Sygehjælperen, der sendte mig af sted for at blive evakueret, bad mig fortælle lægeafdelingen, at han hverken havde sprøjter eller smertestillende medicin.

Vi blev ført til en af de barakker, der var afsat til dem, som var blevet udskrevet fra hospitalet. Der var hundrede mennesker der, som var vendt tilbage fra krigen og var fortvivlede over det, de havde oplevet. Den ene stammede meget, jeg så to mennesker med hukommelsestab, [og] mange mennesker der drak meget og drak de penge op, de havde tjent.

Jeg var nødt til at få behandling og købe medicin for mine egne penge. I to måneder forsøgte jeg at få behandling fra hæren: Jeg gik til anklagemyndigheden, jeg gik til ledelsen, til hospitalets ledelse, og jeg skrev til præsidenten.

Jeg besluttede at gå gennem den militær-medicinske kommando og forlade [hæren] af helbredsmæssige årsager. Kommandoen mente, at jeg deserterede og sendte dokumenter til anklagemyndigheden for at indlede en straffesag. De bruger dette bluff-nummer til at prøve at sendt en masse mennesker tilbage.

Om moralen i den russiske hær

Vi havde ingen moralsk ret til at angribe et andet land, især ikke folk , der er ​​ tætte på os. Da alt dette startede, kendte jeg kun få mennesker, der troede på nazister og ønskede at kæmpe mod Ukraine. Vi nærede ikke had, og vi tænkte ikke på ukrainere som fjender.

De fleste i hæren er utilfredse med det, der sker. [De er] utilfredse med regeringen og deres øverstbefalende, med Putin og hans politik, [og] med forsvarsministeren, som ikke selv er med ​​ i hæren.

Vi er alle blevet gidsler for en lang række forskellige kræfter, og jeg tror, at vi lod os rive med. Vi startede en frygtelig krig. En krig, hvor byer bliver ødelagt, og som fører til døden for børn, kvinder og gamle.

Om Meduza:

Meduza er et russisk- og engelsk-sproget uafhængigt nyhedsmedie med basis i Letland, som løbende bringer kritiske artikler om den russiske invasion af Ukraine og den politiske situation i Rusland. Mediet er grundlagt af en gruppe journalister, som tidligere var ansat på et uafhængigt nyhedsmedie i Rusland, Lenta.ru, men nu lever i eksil i Letland Den engelske udgave af Meduza findes på hjemmesiden : https://meduza.io/en

 

Om skribenten

Pavel Filatiev

Pavel Filatiev

Læs mere