Vi lever i en verden med voksende imperialistisk rivalisering

Oversat fra Ilya Matveev, We Live in a World of Growing Imperialist Rivalries, Jacobin, 28. Maj 2024

Den internationale politiske og økonomiske orden er under hastig forandring. USA og Europa tyer i stigende grad til protektionisme, industripolitik og såkaldt friend-shoring af forsyningskæderne for kun at købe ind hos allierede. Det amerikanske establishment indrømmer næsten åbent, at det er nødvendigt at bremse Kinas økonomiske og geopolitiske fremgang. I mellemtiden er Rusland blevet medlem af klubben af isolerede og sanktionerede pariastater. Men størrelsen af landets økonomi og dets rolle som en af verdens største energieksportører ændrer karakteren af den anti-vestlige koalition, hvilket også påvirker rivaliseringen mellem USA og Kina. Og den vilkårlige karakter af »den regelbaserede orden« bliver i høj grad udstillet i Gaza.

Stillet over for disse globale imperialistiske skift har venstrefløjen brug for en analyse, der kan være ledetråd for både en progressiv udenrigspolitik og en vision om radikal forandring på hjemmebane. Her er mit mål at definere konturerne af den nuværende imperialistiske nyorientering og opfordre venstrefløjen til at studere disse internationale processer især i semiperiferien ud fra et kritisk perspektiv.

Rivaliseringen mellem USA og Kina

I de sidste mange år er forholdet mellem USA og Kina gradvist blevet forværret med fjendtlig retorik og tiltag som formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosis, besøg i Taiwan i 2022. Men i de seneste måneder har både amerikanske og kinesiske ledere benyttet sig af et forsonende sprog og understreget, at ingen af dem ønsker konflikt eller en ny kold krig. Både Joe Biden og Xi Jinping forsøger at afdramatisere situationen retorisk, men ingen af dem lyder overbevisende.

En del af problemet er selve retorikken. I april 2023 gentog den amerikanske finansminister Janet Yellen, at en konfrontation mellem de to lande ikke er uundgåelig, og at USA ikke forsøger at forhindre Kinas økonomiske fremgang. Hun fortsatte dog med at præcisere: »Kinas økonomiske vækst behøver ikke at være uforenelig med USA’s økonomiske lederskab.« Denne udtalelse er et ekko af den tilsyneladende konsensus i amerikanske regeringskredse om, at det er uacceptabelt, at der både er økonomisk og geopolitisk paritet mellem USA og Kina. I et nyligt essay i Foreign Affairs med den passende titel »What America Wants From China« udtrykker Ryan Hass, et tidligere medlem af det nationale sikkerhedsråd, en lignende logik. Han hævder, at USA bør forsøge at inkludere Kina i det internationale system og overbevise Beijing om, at »den bedste vej til realisering af dets nationale ambitioner ville være at operere inden for eksisterende regler og normer.« Men ligesom Yellen understreger Hass behovet for at bevare USA’s økonomiske lederskab ved at opretholde »et generelt forspring i forhold til Kina inden for teknologisk innovation, især på områder med konsekvenser for den nationale sikkerhed.«

Både Yellen og Hass forsøger at løse cirklens kvadratur ved på en og samme tid at overbevise Kina om, at det USA-centrerede system er det bedste bud på økonomisk udvikling, og opfordre USA til at bevare et økonomisk forspring i forhold til Kina – om nødvendigt ved aktivt at forhindre Beijing i at udvikle banebrydende teknologier. Som Adam Tooze påpeger: »Det er svært at se, hvordan [Yellens] vision, hvor USA tiltager sig retten til at definere, hvilken vej for kinesisk økonomisk vækst der er eller ikke er acceptabel, kan være et grundlag for fred.« USA synes faktisk at påberåbe sig denne ret i praksis, især ved at indføre omfattende sanktioner mod den kinesiske halvlederindustri. Da Huawei præsenterede en ny 5G-telefon med en syv-nanometer processor, der på trods af amerikanske sanktioner var indenlandsk produceret, indrømmede den amerikanske handelsminister Gina Raimondo, at hun var »oprørt«, og at den »eneste gode nyhed« var, at der ikke var noget bevis for, at Kina kunne producere sådanne chips i stor skala. Hun tilføjede, at USA havde brug for »andre værktøjer« til at håndhæve sanktionerne. Disse bemærkninger giver perfekt mening i forbindelse med den igangværende amerikanske politik for at begrænse udviklingen af den kinesiske halvlederindustri. De giver dog ingen mening i lyset af Yellens erklæring om, at »disse nationale sikkerhedsforan-staltninger ikke er designet til, at vi skal opnå en økonomisk konkurrencefordel eller kvæle Kinas økonomiske og teknologiske modernisering.« I betragtning af chipindustriens centrale betydning for den overordnede økonomiske udvikling, hvad er disse tiltag så ellers designet til?

Begge sider gør især med Biden ved roret i USA en indsats for at undgå den aggressive »andetgørelse«, som har været så fremherskende i forholdet mellem USA og Rusland. I en nylig rapport fra RAND Corporation, den vigtigste tænketank i USA’s nationale sikkerhedsapparat, opfordres der til at undgå at misforstå kinesiske intentioner og motiver gennem en åben dialog og omhyggeligt diplomati. Både USA’s og Kinas ledere er opmærksomme på betydningen af deres forhold for verdens skæbne, og ingen af dem søger aktivt kampen. Alligevel synes det umuligt at stoppe den spiral, der udgøres af forværringen af de bilaterale bånd med handelskrige, stigende eksport- og investeringskontrol, gensidig sikkerhedsgørelse (dvs. at gøre et emne til en del af et lands sikkerhedspolitik, o.a.) af de forskellige dele af forholdet (som f.eks. videnskabeligt samarbejde) og geopolitiske brændpunkter, herunder Taiwan og Det sydkinesiske Hav. Kan USA og Kina undgå en konfrontationsspiral ved at indtage en mindre offensiv holdning og ændre deres strategiske orientering, hvis USA f.eks. opgiver målet om strategisk og økonomisk forrang for enhver pris?

Marxistiske imperialismeteorier – både de klassiske der fremførtes af Rosa Luxemburg og Vladimir Lenin og de moderne, som David Harveys teori om den »nye imperialisme« – forbinder aggressiv udenrigspolitik med kapital-akkumulationens modsigelser. I denne optik har rivaliseringen mellem imperialistiske magter en strukturel årsag, som ikke kan reduceres til messianske imperialistiske ideologier eller en søgen efter sikkerhed, der skaber usikkerhed for andre stater, som i de realistiske beretninger om »sikkerhedsdilemmaet«. Ifølge den marxistiske fortolkning tvinger indenlandsk industriel overkapacitet og overakkumulering af kapital det nationale borgerskab til at søge ekstern ekspansion. I denne bestræbelse får kapitalen hjælp af staten til at beskytte sine oversøiske investeringer, markeder og handelsruter. Sammenstødet mellem nationalt baserede kapitaler om markeder og rentable afsætningsmuligheder for investeringer fører til interimperialistisk rivalisering. Nogle hævder, at den slags konflikter er forældede på grund af fremkomsten af en transnational kapitalistklasse (TCC) med en spirende »transnational stat« til at tjene dens interesser. TCC-tesen ser dog mere og mere problematisk ud fra et empirisk synspunkt. Forskning viser, at de globale kapitalistiske netværk fortsat er stærkt regionaliserede og ujævne, og at der en begrænset sammenkobling mellem det globale nord og andre lande, herunder Kina. Begrebet »transnational stat« virker endnu mere usandsynligt, når man ser på stigende militarisering, protektionisme, handelskrige og modstridende geopolitiske visioner som USA’s »Pivot to Asia« over for det kinesiske »Belt and Road Initiativ«.

Til dette kunne man svare, at rivaliseringen mellem USA og Kina kan være drevet af nationale sikkerhedseliter og deres konkurrerende visioner om »nationens interesse« snarere end af kapitalistiske eliter, som ellers ville have foretrukket det globaliserede akkumulationsregime uden de nationale opdelinger. Med andre ord kan interimperialistisk rivalisering på grund af statens relative uafhængighed af kapitalistiske interesser have ikke-økonomiske årsager. Selvom dette argument ikke kan afvises i princippet (og som vi skal se, spiller det en central rolle i forklaringen af den amerikansk-russiske konfrontation), kan det næppe anvendes på rivaliseringen mellem USA og Kina. På baggrund af historien og kinesisk strategisk tænkning kan vi godt udlede, at især Kina er en modvillig imperialistisk nation med en vis tradition for at undgå konfrontation. Ikke desto mindre fører den ubønhørlige søgen efter markeder og investeringsmuligheder i udlandet, der er drevet af indenlandsk overkapacitet og overakkumulering af kapital, næsten mekanisk til, at landet også udvider sin globale militære tilstedeværelse, hvilket skaber både økonomiske og sikkerhedsmæssige spændinger i forhold til USA. Over for truslen fra den ekspanderende kinesiske kapital (som er tæt sammenvævet med staten) har dele af den amerikanske kapitalistklasse indtaget en mere konfronterende holdning til Kina på trods af den økonomiske afhængighed mellem de to lande og betydningen af det enorme kinesiske marked for amerikanske virksomheder. Scenen er sat for den rivalisering mellem imperialistiske magter, der vil definere det 21. århundrede.

I sin centrale økonomiske dynamik går rivaliseringen mellem USA og Kina tilbage til de klassiske marxistiske teorier om imperialisme som Lenins og Luxemburgs, og trodser de moderne varianter, der som teorien om den transnationale kapitalistklasse er blevet udviklet for at forklare perioden med den USA-ledede globalisering. Det betyder ikke, at de marxistiske teorier om imperialisme, der er over hundrede år gamle, bare uden videre skal genanvendes i den nye kontekst. Imperialisme (en stats proaktive brug af økonomisk, militær og andre former for tvang mod andre stater under forhold med stærk magtasymmetri) og interimperialistisk rivalisering (sammenstød mellem imperialistiske stater om regional og global dominans) kan have komplekse årsager, som ikke kan reduceres til kapitalakkumulationens modsætninger. Ikke desto mindre er det i nogle tilfælde, som det er tilfældet med den moderne rivalisering mellem USA og Kina, de økonomiske faktorer, der står i centrum.

Disse faktorer afslører en potentielt brandfarlig situation. Michel Pettis leverer en analyse, der får yderligere konfrontation til at virke praktisk talt uundgåelig. I dag står Kina for 18 procent af det globale bruttonationalprodukt (BNP). Men landet har kun 13 procent af det globale forbrug, mens det står for 32 procent af de globale investeringer og 31 procent af den globale produktion. Hvis Kina formår at fastholde vækstrater på 4 til 5 procent i det næste årti og samtidig bevare sin nuværende investeringstunge model, vil landets andel af det globale BNP stige til 21 procent. Forbruget vil dog stadig udgøre mindre end 15 procent af det samlede globale BNP, mens investeringerne vil stige til 38 procent og fremstillingsindustrien til 36 procent. Det ville kræve, at resten af verden afgav endnu mere af sin produktionskapacitet til Kina.

»Med sin nuværende vækstmodel har Kina simpelthen ikke noget alternativ ud over at ›gå ud‹ og konkurrere om de samme markeder med virksomheder med hovedkvarter i det globale nord.«

Ledende kapitalistiske magter er tydeligvis ikke længere villige til at bakke op om Kinas industrielle vækst, eftersom de indfører protektionistiske foranstaltninger og investerer kraftigt i den indenlandske industri (f.eks. har Biden-administrationen indledt en ny »supercyklus for produktionsinvesteringer« i USA). Det giver kun Kina få muligheder. Den ene er at omlægge økonomien til indenlandsk forbrug, hvilket kræver et hidtil uset skift i landets politiske økonomi, som vil møde voldsom modstand fra dem, der nyder godt af status quo (dvs. den eksisterende investeringstunge, eksportorienterede model). En anden mulighed er at intensivere søgningen efter nye markeder, hvilket vil føre til øget global selvsikkerhed. Med sin nuværende vækstmodel har Kina simpelthen ikke noget alternativ ud over at »gå ud« og konkurrere om de samme markeder med virksomheder med hovedkvarter i det globale nord. Ifølge Ho-fung Hung er »den interkapitalistiske konkurrence mellem amerikanske og kinesiske virksomheder ikke begrænset til Kinas hjemmemarked – konkurrencen er blevet global.« Selv om den intensiverede rivalisering mellem USA og Kina ikke bør reduceres til økonomiske faktorer, er den underliggende økonomiske mekanisme ganske tydelig og vil fortsætte i de kommende år.

Rusland: At slippe kaos løs

Kremls konfrontation med USA er af en anden karakter end rivaliseringen mellem USA og Kina. Det postsovjetiske Ruslands økonomiske slagkraft har altid været alt for begrænset til at kunne true kapitalakkumulationscentrene i det globale nord. I stedet har russisk kapital nydt godt af den globale integration, især på det finansielle område, og er blevet et af knudepunkterne i det globale kapitalistiske netværk, der er forankret i Vesten. Ruslands krav på en »indflydelsessfære« i det postsovjetiske område har med sikkerhed en underliggende økonomisk logik, da russiske virksomheder har søgt regional ekspansion, både på grund af behovet for at geninvestere overskudskapital og muligheden for at genoprette sovjettidens forsyningskæder under russiske virksomheders kontrol. Men den russiske imperialismes voldelige drejning siden 2014 henimod annektioner og dens kulmination i invasionen af Ukraine i 2022 var ikke baseret på kapitalistiske modsætninger. Faktisk har de på dramatisk vis undermineret den russiske kapitals internationale position. Nogle hævder, at rødderne til den russiske aggression mod Ukraine ligger i »sikkerhedsdilemmaet«: NATO’s udvidelse mod øst, som skabte sikkerhed for de østeuropæiske stater, mindskede også Ruslands sikkerhed, hvilket fik Kreml til endelig at »slå til«, da ukrainsk NATO-medlemskab i 2014 blev en reel, om end fjern, mulighed.

Denne fortolkning overvurderer dog de faktiske sikkerhedsrisici ved NATO-udvidelsen for Rusland (der besidder verdens største atomarsenal) og nedtoner den kontraproduktive karakter af Kremls tendens til at skabe konflikter, angiveligt for at undgå dem i fremtiden. Faktisk var Kremls beslutninger i 2014 og 2022 et produkt af en specifik ideologisk vision, der overbetoner Ruslands sårbarheder og opfordrer til forebyggende militær handling under sloganet »angreb er det bedste forsvar«. Den fejlagtige opfattelse af de faktiske trusler og mulige konsekvenser af imperialistisk aggression havde rod i en dyb frygt og misforståelse af folkelige græsrodsbevægelser som Maidan-revolutionen i Ukraine i 2014 og oppositionsbevægelsen i Rusland i 2011-12, som Kreml kun kunne opfatte som udenlandske kneb. Frygten for regimets overlevelse, sublimeret som frygt for en vestlig sammensværgelse mod Rusland (eller »vestlig omringning« – selv om der ikke var nogen permanente NATO-baser i de lande, der grænser op til Rusland før 2014), skabte den giftige ideologiske fortælling, der i sidste ende muliggjorde annekteringen af Krim, interventionen i Donbas og endelig den fuldstændige invasion af Ukraine i 2022. Ruslands konflikt med Vesten er i modsætning til rivaliseringen mellem USA og Kina mindre forankret i strukturelle – især økonomiske årsager – og mere i ideologiske (mis)opfattelser. Men uanset hvor betinget og ideologisk motiveret Putins beslutning om at invadere Ukraine var, havde den vidtrækkende globale konsekvenser.

En af disse konsekvenser er det nyfundne sammenhold i den vestlige blok, som blev styrket af reaktionen på den russiske aggression (selvom dette sammenhold stadig er usikkert, da valget af Donald Trump i USA og et efterfølgende udenrigspolitisk skift stadig er en mulighed). Krigen i Ukraine har også haft en dybtgående indflydelse på rivaliseringen mellem USA og Kina. I november 2023 oversteg handelen mellem Rusland og Kina 200 milliarder dollars. Rusland er nu Kinas femtestørste handelspartner; ikke kun en afgørende leverandør af energi og landbrugsvarer, men også en stor modtager af industrieksport, hvilket er særligt vigtigt i forbindelse med den vedvarende overkapacitet. Det økonomiske forhold mellem Rusland og Kina er meget asymmetrisk, hvilket giver Kina overtaget i forhandlingerne om naturgasrørledningen Power of Siberia 2: Den kinesiske side forstår, at uden det europæiske marked har Gazprom praktisk talt ingen steder at henvende sig for at sælge sin gas. Og alligevel er Kreml politisk set langt fra at være Kinas »vasal«, som nogle analytikere hævder. For eksempel lykkedes det Putin at få Xis direkte og offentlige støtte til sit fortsatte styre, selv på et tidspunkt, hvor han var genstand for en international efterforskning af krigsforbrydelser – hvilket gjorde Kina interesseret i Putin-regeringens overlevelse.

Både politisk og økonomisk bliver Kina og Rusland mere og mere afhængige af hinanden. Det gør endnu ikke de to lande til en anti-vestlig »pol« i en spirende bipolær verden, men det lægger helt sikkert yderligere pres på Kinas forhold til Vesten. Putin var opmærksom på Kinas stigende modsætninger med USA og andre lande i det globale nord, da han indledte invasionen; det lykkedes ham at intensivere disse modsætninger. Ikke kun strukturelle økonomiske faktorer, men også Kremls epokegørende krig skubber Kina væk fra Vesten. Kinesiske ledere er langt fra at kaste sig hensynsløst ud i en konfrontation, som Kreml gjorde i 2014, og alligevel er »push«-faktoren ret kraftig.

Semiperiferien

De semiperifere lande kan inddeles i flere grupper efter deres reaktion på Ruslands invasion af Ukraine. Den første består af meget isolerede stater, som er låst fast i en direkte konfrontation med Vesten, herunder Nordkorea, Iran og Ruslands klientstat Syrien. Disse lande forsynede Rusland med militært udstyr, især droner (Iran) og artillerigranater (Nordkorea). Det er ikke overraskende, da de ikke har noget at tabe ved yderligere at forværre deres forhold til Vesten og meget at vinde ved et tættere partnerskab med Rusland. Med 2,76 milliarder dollars om året er Rusland nu den største udenlandske investor i Iran. Ruslands optagelse i fællesskabet af pariastater giver dette fællesskab mere økonomisk indflydelse, hvilket gør det lettere at overleve vestlige sanktioner sammen.

Blandt de store semiperifere lande, der stadig er i Vestens kredsløb og ofte identificeres som »subimperialistiske« i kritiske analyser, er der to typer reaktioner, der er bemærkelsesværdige. Den ene er en skamløs udnyttelse af situationen for at opnå materiel gevinst, som Recep Tayyip Erdogans Tyrkiet eller Narendra Modis Indien. Mens Tyrkiet blev en af Ruslands økonomiske livliner, og den bilaterale handel steg med mere end 50 procent siden invasionen, er Indien nu en vigtig destination for russisk råolie, som landet raffinerer og videresælger, ofte til Vesten. Reaktionerne fra andre subimperialistiske stater, som Sydafrika og Brasilien, er mindre motiveret af økonomiske faktorer og omfatter oprigtige, om end stort set misforståede, forsøg på at løse konflikten og opnå fred. Samlet set viser stemmemønstret for de store semiperifere stater i FN’s Generalforsamling (se tabel 1), at man ikke ønsker utvetydigt at fordømme Ruslands krig. Men selv Tyrkiet, der afviger fra dette mønster, udvider stadig sine økonomiske bånd til Rusland, herunder levering af militært relaterede produkter, hvilket afslører landets internationale holdning som hyklerisk og opportunistisk. Faktisk har subimperialistiske stater generelt brugt krigen til at hævde deres uafhængighed af Vesten, selv om deres befolkninger i vid udstrækning fordømmer Ruslands aggression. I de to år, der er gået siden begyndelsen af Ruslands invasion af Ukraine, er der desuden sket en udvidelse af de internationale organisationer som BRICS og Shanghai Cooperation Organization, der er et alternativ til den vestligt dominerede verdensorden.

Tabel 1:

Semiperifere landes stemmer på Ukraine-relaterede resolutioner i FN’s Generalforsamling

De subimperialistiske staters autonomi har dog stadig klare grænser. Den største faktor, der binder dem til den USA-centrerede internationale orden, er den amerikanske dollars dominans. Som en afspejling af denne valutas enestående rolle nægtede New Development Bank, en BRICS-institution, at finansiere projekter i Rusland for at bevare sin evne til at rejse penge på de globale finansmarkeder – selv om Rusland er en af bankens grundlæggere. Mens lande som Tyrkiet engagerer sig i opportunistiske forsøg på at omgå vestlige sanktioner mod Rusland, er de omhyggelige med at undgå sekundære sanktioner, der er muliggjort af USA’s dominans i det globale finansielle system. En fælles BRICS-valuta diskuteres i stigende grad, men er stadig et fjernt perspektiv, og de subimperialistiske stater har ikke travlt med at slutte sig til Rusland med dets begrænsede evne til at operere i amerikanske dollars. Samtidig tvinger konsekvenserne af den tiltagende brug af den amerikanske valuta som våben og den kinesiske yuans gradvise, men umiskendelige fremvækst, det amerikanske establishment til at tage truslen mod dollarens dominans alvorligt.

Regionale konflikter

Regionale konflikter som den i Gaza har deres egne årsager og logik, der ikke kan reduceres til de globale forandringer. Mellemøsten domineres ikke længere af USA og dets planer; i stedet er området blevet genstand for en indbyrdes rivalisering mellem de imperialistiske magter, hvor Rusland og Kina for det meste med destruktive konsekvenser (det mest slående eksempel er Ruslands støtte til Syriens morderiske diktator, BasharAl-Assad) blander sig i situationen på deres egne måder. Iran, der opmuntres af støtten fra disse lande, forfølger gennem sine stedfortrædere og allierede kræfter i Iraq, Libanonen, Syrien, Yemen og de palæstinensiske områder i stigende grad en ambitiøs, regional dagsorden. Desuden har der i lande som f.eks. Syrien været spændinger og ligefrem direkte militære sammenstød mellem amerikanske og russiske styrker. Samtidig støder Washingtons vedholdende støtte til Israels morderiske kampagne i Gaza på trods af FNs sikkerhedsråd gentagne opfordringer til våbenhvile endnu mere det globale syd fra sig og svækker FN som institution. Overordnet set hjælper de forskellige imperialistiske staters indblanding i regionen ikke med til at løse dennes konflikter og lette spændingerne, men skaber i stedet mere ustabilitet og vold.

Et grelt eksempel på denne dysfunktionalitet er FNs sikkerhedsråds resultater i Gaza-krigen. USA, der bærer det største ansvar for dødvandet, nedlagde selvfølgelig veto mod de fleste våbenhvileresolutioner. Men Rusland og Kina nedlagde også veto mod flere af dem. USA nedlagde 18. oktober sidste år veto, men Rusland afholdt sig også fra at stemme. Da sikkerhedsrådet efter et halvt års krig langt om længe blev i stand til at vedtage våbenstilstandsresolutionen 25. marts i år, kaldte USA den ”ikke-bindende” og fortsatte med at godkende mere militær hjælp til Israel, der afviste at følge resolutionens centrale krav. Sikkerhedsrådet viste sig faktisk totalt irrelevant, noget som USA gjorde alt hvad det kunne for at sikre sig, men som også Rusland og Kina havde en finger med i. Selvom USA har det største ansvar for at gøre uhyrlighederne i Gaza mulige ved uophørligt at forsyne Israel med våben (selvom det gør vage forsøg på at nedkaste humanitær hjælp med faldskærm), udfolder krigen sig i en videre regional kontekst, i hvilken Rusland spiller en kraftig destabiliserende rolle.

Et separat spørgsmål er, om vi kan kalde Israel selv ”subimperialistisk”. Det deltager i en aggression, der i sin natur er kolonialistisk (svarende til f.eks. Azerbajdsjan) og afgjort afhængig af USA, men økonomisk set er det ikke en regional magt (som Rusland eller Brasilien). Når det drejer sig om lande som Israel og Azerbajdsjan skulle man måske anvende en særlig teoretisk kategori.

Den imperialistiske verden

En marxistisk analyse af de internationale relationer, som den for tiden praktiseres, er på en gang veludstyret og dårligt udstyret til at behandle de forandringer i den globale orden, der er skitseret ovenfor. På den ene side giver den en enestående indsigt i de kapitalistiske modsætninger, der ligger bag de imperialistiske magters rivalisering og hjælper dermed til at afsløre verdenspolitikkens drivende kræfter, som andre afarter af teorien om de internationale relationer tenderer til at nedtone. Når på den anden side de økonomiske årsager til et lands udadrettede aggression ikke er åbenlyse, har marxistiske og venstrefløjskommentatorer en tendens til at lede efter netop disse årsager, hvad der fører til temmelig anstrengte argumenter eller endog til at benægte imperialismens eksistens overhovedet, når denne er lysende klar (som det er tilfældet med Rusland). Samtidig er venstrefløjspolitik pr. definition internationalistisk, og venstrefløjsbevægelser er i enestående grad følsomme over for (og voldsomme modstandere af) imperialismens forskellige udtryk.

Som følge heraf opstår der et gab: Ikke bare i vores forståelse af verden, men også mellem teori og praksis når det kommer til den internationale solidaritetspolitik. Dette tilskynder til en fornyet forskningsindsats for at forstå imperialismens globale dynamik. Den skal især være opmærksom på de semiperifere staters position, der er under ændring. Et teoretisk koncept, der ofte bruges, når man vil analysere deres fælles udvikling, er konceptet om subimperialismen. Dette understreger en mellemstilling både mellem økonomisk afhængighed af det globale nord og regional økonomisk ekspansion og ”antagonistisk samarbejde” med den dominerende imperialistiske magt, USA. Men dette koncept må gentænkes og ajourføres med henblik på Ruslands radikale afvigelse fra den subimperialistiske rolle og Kinas opstigen til at være det alternative centrum i verdenssystemet. Både disse udviklingstendenser og ændringer i imperialismens natur i det globale nord (som i stigende grad tyer til protektionisme og forlader den nordlige kapitals hegemoniske hensigter) påvirker semiperiferiens stilling. Dette må studeres ved at afdække både det udefra kommende pres og de indenlandske økonomiske, politiske og ideologiske processer, der indgår i udviklingen af udenrigspolitikken. På den måde kan man skelne de autoritære og imperialistiske definitioner af ”multipolaritet” (som den der fremføres af Rusland) fra et virkeligt internationalistisk perspektiv på udenrigspolitikken.

Dette perspektiv bør være ledetråden for de globale venstrefløjsbevægelser, der kæmper for fred mellem landene og radikale forandringer i landene – to nært beslægtede mål, der ikke hverken i teorien eller i praksis må adskilles. I den kamp er imperialismebegrebet stadig uundværligt – både som analytisk kategori, der integrerer de økonomiske og ikke-økonomiske faktorer i staternes indbyrdes aggression og rivalisering og som en politisk kategori, der er ledetråd for venstrefløjens handlingsprogram.

Denne artikel er udgivet sammen med Alameda, der er et internationalt institut for kollektiv forskning med rødder i samtidens, sociale kampe.

Ilya Matveev forsker i russisk og international politisk økonomi. Han er for tiden gæsteforsker ved Californiens universitet i Berkeley og medlem af forskergruppen Public Sociology Laboratory.