Vi venter ikke på politikerne

Tålmodigheden er brugt op, både hos Jesper Lund Larsen fra 3F og Nanna Clifforth fra NOAH. Trods forskellige perspektiver håber de begge på, at der kommer gang i alliancer for bæredygtige jobs.

Af Asger Hougaard

Spørgsmålet om de grønne jobs er ikke lige til. Det er en problemstilling, der trækker tråde til mange dele af samfundet, men grundlæggende handler det om planlægning. Vi mødes hos NOAH på Nørrebrogade. Uret tikker, flere af de planetariske grænser er overskredet. I år var »Earth Overshoot«-dag den 2. august. Den markerede, at mængden af ressourcer, der kan forbruges uden at overstige klodens bæreevne, blev passeret allerede i starten af august.

»Vi er bagud. Det er det, der hele tiden er vores problem. Ligegyldigt hvad vi gør, så er vi hele tiden bagud. Jeg tror ikke, vi får lavet de store forandringer, men vi kan måske få stoppet noget af belastningen,« siger Jesper Lund Larsen, der er miljø- og arbejdsmiljøpolitisk konsulent i landets største fagforbund, 3F.

»Klimaforandringerne er jo i gang. Alle de ting, vi har hørt om, er ikke noget, vi går og venter på mere. Det kan godt være, det ikke rammer hårdest i Danmark, men det er den levestil, vi har her i landet, der er med til, at klimaforandringerne rammer så hårdt andre steder. Jeg vil ikke sige, det er for sent at lave en grøn omstilling, men der skal ske noget nu,« siger Nanna Clifforth, talsperson i miljøbevægelsen NOAH.

Hvad er grønne jobs?

Man plejer at sige, at de bedste artikler og historier er dem, der indeholder konflikter. Men Nanna og Jesper er under interviewet overraskende enige om mange ting. En af de ting, Nanna og Jesper er enige om, er, at kampen for grøn omstilling ikke skal ske på bekostning af sociale og faglige rettigheder, og at mange af de problemer, vi står med i dag, er konsekvenser af alt for kortsigtet planlægning.

Centralt i en grøn omstilling er grønne jobs. Men grønne jobs er ikke bare grønne jobs, og debatten kan hurtigt mere blive et spørgsmål om definitioner end reelle prioriteringer. Vi bad Nanna og Jesper om at fortælle, hvad de mener er grønne jobs.

»For mig er et grønt job som minimum noget, der har ingen eller en minimal miljøbelastning«, siger Nanna og fortsætter: »Alt har et impact, men vi kan også tale om decideret positive jobs. I landbruget er der et kæmpe potentiale til at lave miljøforbedringer, ikke engang bare at undgå konsekvenser eller holde en status quo, men faktisk at få kulstof ned i jorden, at lave naturgenoprettelse og at lave noget mere skov. Det vil virkelig være grønne jobs. Et grønt job er selvfølgelig også et job, der giver en ordentlig løn, og som ikke er stressende. Et grønt job skal være både socialt og miljømæssigt retfærdigt.«

Tjek bæredygtigheden

Jesper læner sig op ad en tradition inden for dele af fagbevægelsen, som har været begejstrede for Brundtland-rapporten, siden den udkom i 1987. Brundtland-rapporten fik tilslutning fra mange forskellige dele af venstrefløjen og var afgørende for, at bæredygtig udvikling kom på dagsordenen.

»Jeg tager altid udgangspunkt i Brundtland-rapporten, når det kommer til bæredygtighed og grønne jobs. For mig er det centrale, at der er tre ben: Der er det sociale, der er miljøet, og der er økonomien. For mig er de tre ben ligeværdige – vi så bare gerne, at der var meget mere fokus på den sociale del af det. Det er der ikke i dag. Alle bruger simpelthen begrebet bæredygtighed.«

»Når jeg ser på de forslag og høringer, ministerierne producerer om bæredygtighed, så er hele den sociale del og delen om arbejdsmiljø som regel ikke med. For mig er det vigtigt, at et grønt job indeholder alle tre ben. Så kan man sige: ‘Vindmølleindustrien, er det bæredygtigt, og er det grønne jobs?’ Det er grønne jobs, men det er ikke bæredygtigt, for man bruger f.eks. styren eller epoxy, og det er ikke særlig godt for arbejdsmiljøet, og glasfiber er ikke specielt godt for miljøet, men det er godt på nogle andre måder.«

Nanna: »Det er svært at finde det perfekte job. Det, der bliver kaldt økonomisk bæredygtigt i dag, er det, der gør, at det for mig ikke er miljømæssigt og socialt bæredygtigt. Det lyder meget pænt at tale om de tre ben, men i virkeligheden er de totalt modsatrettede, hvis man har den økonomiske tænkning, som er dominerende i dag.«

Omvendt Grundtvig

Den grønne omstilling handler ikke kun om job inden for byggeri, industri, anlæg og transport. Hele den pædagogiske sektor og uddannelsessektoren er ofte fraværende i diskussioner om miljø og klima, og det er en skam, mener Nanna.

»Hele uddannelsessektoren kan spille en rolle i grøn omstilling. Lige nu er der et kæmpe potentiale, for meget af den omstilling, vi skal lave, kommer til at foregå inden i vores hoveder. Især højskolerne vil kunne spille en vigtig rolle. Deres projekt skal være at lave en omvendt Grundtvig og give folk, især i de større byer, en større fornemmelse for håndværksmæssige og praktiske færdigheder. Vi kan undgå meget ressourcespild og miljøbelastning, hvis vi får nogle praktiske evner tilbage til folk.«

Nanna fremhæver dele af landbrugssektoren og energisektoren som steder, hvor man for alvor kan skabe grønne jobs. Spørgsmålet om, hvor mange hænder der kan blive ansat i landbruget, kommer dog hurtigt til at blive et spørgsmål om teknologi. Det mener Jesper i hvert fald:

»Omstilling i landbruget er selvfølgelig en god idé, men vi tror ikke, at det er i landbruget, vi kommer til at skabe særlig mange arbejdspladser. Det kan godt være, vi kan lave et boom i et par år, men senere vil vi nok komme ned på det niveau, vi har i dag. Det skyldes i høj grad, at vi går mod landbrug, hvor teknologien erstatter mere og mere af den menneskelige arbejdskraft.«

Bioøkonomi: blindgyde eller en del af vejen?

Der er mange bud på, hvor der kan skabes jobs. Bioøkonomi bliver et mere og mere populært begreb, som både regeringen og dominerende dele af dansk erhvervsliv viser interesse for. For tilhængerne handler bioøkonomi i høj grad om recirkulation og bedre anvendelse af næringsstoffer. I stedet for at ende som affald skal restprodukter forædles mere, end de bliver i dag, for til sidst at blive brændt eller indgå i kredsløbet igen.

Kritikere mener, at bioøkonomien primært handler om en forfinet produktion, at den ikke stiller grundlæggende spørgsmål ved hverken produktion eller forbrug, og at den fører til en afhængighed af forbrænding af eksempelvis affald.

3F har fokuseret en del på bioøkonomi og har udgivet en række materialer om emnet. Blandt andet pjecen Bioøkonomiens grundbegreber, der var tiltænkt forbundets medlemmer, men nu havner i folkeskolerne i stor stil og fra en tidlig alder lærer skolebørn om bioøkonomiens muligheder.
Nanna er ikke optimistisk, når det kommer til bioøkonomi:

»Det bliver meget let at sige bioøkonomi, og så håbe, at det løser problemerne. For mig at se er det meget et buzzword, der er oppe i tiden og gør, at man ikke behøver at lave det store om, ændre på vores forbrug eller levemåde, og så begynder vi bare at udnytte nogle andre ressourcer og skabe nogle andre problemer. Et godt eksempel er biogasanlæg, hvor man hurtigt bliver afhængig af en kæmpe svineproduktion, import af foder fra Latinamerika og de baltiske lande. Det bliver hurtigt en måde at fortsætte på samme måde og så kalde det noget andet.«

Selvom Jesper sidder med i regeringens bioøkonomiske panel og har været med til at sætte fokus på emnet i 3F, er han delvist enig i kritikken af bioøkonomien. Han ser det i hvert fald ikke som noget, der i sig selv løser problemerne:

»Jeg mener ikke, at bioøkonomien sikrer den grønne omstilling, men den er nødvendig for at komme et stykke af vejen. Jeg mener heller ikke, at vores biomasseanlæg er bæredygtige, som det ser ud nu. Biomassen skal komme fra nærområdet. Jeg tror, det er muligt. For som Nanna også siger, så handler det ikke om, at vi skal gøre os afhængige af store mængder affald.«
For få faglige tænker i grønne baner

Løfter man blikket fra enkeltområder som eksempelvis bioøkonomi eller energirenoveringer af offentlige bygninger, er det svært at se fagbevægelsen i den grønne omstilling. Og det er i hvert fald svært at se, at LO og FTF som sådan trækker det danske samfund i en grønnere retning.
Hverken Nanna eller Jesper forudser et samarbejde mellem en samlet miljø- og fagbevægelse, men begge ville ønske, at bredere alliancer bliver mere udbredte, end de er i dag.

»Der er stor forskel på fagforeninger,« siger Jesper. »3F er dem, der har gjort mest på miljø- og klimaområdet, i den tid jeg har fulgt med. Jeg startede for 30 år siden med at arbejde med arbejdsmiljø. Vi har hele tiden haft linjen, at vi skal gøre noget, som sikrer, at vi ikke skader miljøet. Det er vigtigt, at vi som fagbevægelse er aktive på området.«

»Jeg er så ærgerlig over, at der ikke er ret mange i fagbevægelsen, der tænker i grønne baner«, siger Jesper og fortsætter: »Det, fagbevægelsen mangler meget mere af, det er at sige, at vi skal være bevidste om at skabe og fastholde jobs, men at det ikke må være på bekostning af miljø og klima.«
En stor del af fagbevægelsens tøven kan forklares med, at man ønsker at fastholde arbejdspladser, men generelt er det svært at sætte fingeren på, præcis hvad der holder LO og FTF tilbage.

»Vi vil meget gerne samarbejde med dem, der vil samarbejde med os, men hvis ikke eksempelvis Dansk Metal har som fokus at skabe grønne jobs, så er der ikke grobund for et samarbejde på dette område,« siger Jesper.

»Vi vil meget gerne samarbejde med LO- og FTF-organisationer, men enten mener de ikke, at de har de samme interesser i forhold til grøn omstilling, eller også mener de ikke, at de har overskuddet til at fokusere på grøn omstilling. Jeg ved det ikke, for jeg diskuterer det ikke med dem. Men for os er det vigtigt. I 3F har vi meldt klart ud med en dagsorden, og alle dem, der kan bakke helt eller delvist op om den, kan vi samarbejde med.«

»Altså, jeg tror ikke, man får hele fagbevægelsen og hele miljøbevægelsen samlet om noget som helst,« siger Nanna. »Men jeg synes allerede, der sker ting på området. Et godt eksempel er ‘Græsrøddernes Netværk for Bæredygtig Omstilling’. Men generelt ville jeg ønske, at fagbevægelsen blev bedre til at tænke i alternativer til status quo og gjorde mere for at udfordre den måde, vi har indrettet arbejdsmarkedet på. Eksempelvis kunne man arbejde for at tænke mere i beskatning af ressourcer end arbejde.«

Kritikere mener, at bioøkonomien primært handler om en forfinet produktion, at den ikke stiller grundlæggende spørgsmål ved hverken produktion eller forbrug, og at den fører til en afhængighed af forbrænding af eksempelvis affald.

For få faglige tænker i grønne baner

»Jeg mener ikke, at bioøkonomien sikrer den grønne omstilling, men den er nødvendig for at komme et stykke af vejen. Jeg mener heller ikke, at vores biomasseanlæg er bæredygtige, som det ser ud nu. Biomassen skal komme fra nærområdet. Jeg tror, det er muligt. For som Nanna også siger, så handler det ikke om, at vi skal gøre os afhængige af store mængder affald.«
For få faglige tænker i grønne baner

Løfter man blikket fra enkeltområder som eksempelvis bioøkonomi eller energirenoveringer af offentlige bygninger, er det svært at se fagbevægelsen i den grønne omstilling. Og det er i hvert fald svært at se, at LO og FTF som sådan trækker det danske samfund i en grønnere retning.
Hverken Nanna eller Jesper forudser et samarbejde mellem en samlet miljø- og fagbevægelse, men begge ville ønske, at bredere alliancer bliver mere udbredte, end de er i dag.

»Der er stor forskel på fagforeninger,« siger Jesper. »3F er dem, der har gjort mest på miljø- og klimaområdet, i den tid jeg har fulgt med. Jeg startede for 30 år siden med at arbejde med arbejdsmiljø. Vi har hele tiden haft linjen, at vi skal gøre noget, som sikrer, at vi ikke skader miljøet. Det er vigtigt, at vi som fagbevægelse er aktive på området.«

»Jeg er så ærgerlig over, at der ikke er ret mange i fagbevægelsen, der tænker i grønne baner«, siger Jesper og fortsætter: »Det, fagbevægelsen mangler meget mere af, det er at sige, at vi skal være bevidste om at skabe og fastholde jobs, men at det ikke må være på bekostning af miljø og klima.«
En stor del af fagbevægelsens tøven kan forklares med, at man ønsker at fastholde arbejdspladser, men generelt er det svært at sætte fingeren på, præcis hvad der holder LO og FTF tilbage.

»Vi vil meget gerne samarbejde med dem, der vil samarbejde med os, men hvis ikke eksempelvis Dansk Metal har som fokus at skabe grønne jobs, så er der ikke grobund for et samarbejde på dette område,« siger Jesper.

»Vi vil meget gerne samarbejde med LO- og FTF-organisationer, men enten mener de ikke, at de har de samme interesser i forhold til grøn omstilling, eller også mener de ikke, at de har overskuddet til at fokusere på grøn omstilling. Jeg ved det ikke, for jeg diskuterer det ikke med dem. Men for os er det vigtigt. I 3F har vi meldt klart ud med en dagsorden, og alle dem, der kan bakke helt eller delvist op om den, kan vi samarbejde med.«

»Altså, jeg tror ikke, man får hele fagbevægelsen og hele miljøbevægelsen samlet om noget som helst,« siger Nanna. »Men jeg synes allerede, der sker ting på området. Et godt eksempel er ‘Græsrøddernes Netværk for Bæredygtig Omstilling’. Men generelt ville jeg ønske, at fagbevægelsen blev bedre til at tænke i alternativer til status quo og gjorde mere for at udfordre den måde, vi har indrettet arbejdsmarkedet på. Eksempelvis kunne man arbejde for at tænke mere i beskatning af ressourcer end arbejde.«

Fra konflikt til fælles løsninger

En del af Solidaritets læsere drømmer måske om en verden, hvor fagbevægelsen og miljøbevægelsen smelter sammen, finder strejkeånden frem og bringer mere offensive strategier og arbejdsnedlæggelser ind i klimakampen for at lave en grøn revolution. Det ser dog ikke ud til, at det bliver strategien, som det ser ud lige nu.

Det betyder dog ikke, at man er særlig tålmodig med, hvad der lige nu foregår på Christiansborg. »Det er svært at sige noget meget overordnet om strategier,« siger Nanna, »men i miljøbevægelsen sidder vi ikke og venter på 179 politikere. Derfor er det godt, hvis vi kan lave fælles tiltag og tage andre taktikker i brug end at tage ind på Christiansborg og tale med nogle politikere.«

»Jeg tror sagtens, vi kunne finde sammen med fagbevægelsen om flere tiltag,« siger Nanna, der i hvert fald bringer strejkeånden ind i miljøbevægelsen og har deltaget i blokader af skifergasboringer og kulminer mere end én gang.

»Nogle af dem, som jeg savner, og som jeg desværre ofte er kommet i konflikt med, når jeg står nede i kulminerne, er minearbejderne. Det er rigtig ærgerligt, for vi er jo på samme side, og det er samme kamp, vi kæmper. Det skal vi huske, og vi skal også være bedre til at finde de fælles løsninger, fordi vi vil det samme sted hen, og vores problemer bunder i det samme system.«

Fra konflikt til fælles løsninger

En del af Solidaritets læsere drømmer måske om en verden, hvor fagbevægelsen og miljøbevægelsen smelter sammen, finder strejkeånden frem og bringer mere offensive strategier og arbejdsnedlæggelser ind i klimakampen for at lave en grøn revolution. Det ser dog ikke ud til, at det bliver strategien, som det ser ud lige nu.

Det betyder dog ikke, at man er særlig tålmodig med, hvad der lige nu foregår på Christiansborg. »Det er svært at sige noget meget overordnet om strategier,« siger Nanna, »men i miljøbevægelsen sidder vi ikke og venter på 179 politikere. Derfor er det godt, hvis vi kan lave fælles tiltag og tage andre taktikker i brug end at tage ind på Christiansborg og tale med nogle politikere.«

»Jeg tror sagtens, vi kunne finde sammen med fagbevægelsen om flere tiltag,« siger Nanna, der i hvert fald bringer strejkeånden ind i miljøbevægelsen og har deltaget i blokader af skifergasboringer og kulminer mere end én gang.

»Nogle af dem, som jeg savner, og som jeg desværre ofte er kommet i konflikt med, når jeg står nede i kulminerne, er minearbejderne. Det er rigtig ærgerligt, for vi er jo på samme side, og det er samme kamp, vi kæmper. Det skal vi huske, og vi skal også være bedre til at finde de fælles løsninger, fordi vi vil det samme sted hen, og vores problemer bunder i det samme system.«

En del af Solidaritets læsere drømmer måske om en verden, hvor fagbevægelsen og miljøbevægelsen smelter sammen, finder strejkeånden frem og bringer mere offensive strategier og arbejdsnedlæggelser ind i klimakampen for at lave en grøn revolution. Det ser dog ikke ud til, at det bliver strategien, som det ser ud lige nu.

Det betyder dog ikke, at man er særlig tålmodig med, hvad der lige nu foregår på Christiansborg. »Det er svært at sige noget meget overordnet om strategier,« siger Nanna, »men i miljøbevægelsen sidder vi ikke og venter på 179 politikere. Derfor er det godt, hvis vi kan lave fælles tiltag og tage andre taktikker i brug end at tage ind på Christiansborg og tale med nogle politikere.«

»Jeg tror sagtens, vi kunne finde sammen med fagbevægelsen om flere tiltag,« siger Nanna, der i hvert fald bringer strejkeånden ind i miljøbevægelsen og har deltaget i blokader af skifergasboringer og kulminer mere end én gang.

»Nogle af dem, som jeg savner, og som jeg desværre ofte er kommet i konflikt med, når jeg står nede i kulminerne, er minearbejderne. Det er rigtig ærgerligt, for vi er jo på samme side, og det er samme kamp, vi kæmper. Det skal vi huske, og vi skal også være bedre til at finde de fælles løsninger, fordi vi vil det samme sted hen, og vores problemer bunder i det samme system.«

Fra konflikt til fælles løsninger

En del af Solidaritets læsere drømmer måske om en verden, hvor fagbevægelsen og miljøbevægelsen smelter sammen, finder strejkeånden frem og bringer mere offensive strategier og arbejdsnedlæggelser ind i klimakampen for at lave en grøn revolution. Det ser dog ikke ud til, at det bliver strategien, som det ser ud lige nu.

Det betyder dog ikke, at man er særlig tålmodig med, hvad der lige nu foregår på Christiansborg. »Det er svært at sige noget meget overordnet om strategier,« siger Nanna, »men i miljøbevægelsen sidder vi ikke og venter på 179 politikere. Derfor er det godt, hvis vi kan lave fælles tiltag og tage andre taktikker i brug end at tage ind på Christiansborg og tale med nogle politikere.«

»Jeg tror sagtens, vi kunne finde sammen med fagbevægelsen om flere tiltag,« siger Nanna, der i hvert fald bringer strejkeånden ind i miljøbevægelsen og har deltaget i blokader af skifergasboringer og kulminer mere end én gang.

»Nogle af dem, som jeg savner, og som jeg desværre ofte er kommet i konflikt med, når jeg står nede i kulminerne, er minearbejderne. Det er rigtig ærgerligt, for vi er jo på samme side, og det er samme kamp, vi kæmper. Det skal vi huske, og vi skal også være bedre til at finde de fælles løsninger, fordi vi vil det samme sted hen, og vores problemer bunder i det samme system.«

En del af Solidaritets læsere drømmer måske om en verden, hvor fagbevægelsen og miljøbevægelsen smelter sammen, finder strejkeånden frem og bringer mere offensive strategier og arbejdsnedlæggelser ind i klimakampen for at lave en grøn revolution. Det ser dog ikke ud til, at det bliver strategien, som det ser ud lige nu.

Det betyder dog ikke, at man er særlig tålmodig med, hvad der lige nu foregår på Christiansborg. »Det er svært at sige noget meget overordnet om strategier,« siger Nanna, »men i miljøbevægelsen sidder vi ikke og venter på 179 politikere. Derfor er det godt, hvis vi kan lave fælles tiltag og tage andre taktikker i brug end at tage ind på Christiansborg og tale med nogle politikere.«

»Jeg tror sagtens, vi kunne finde sammen med fagbevægelsen om flere tiltag,« siger Nanna, der i hvert fald bringer strejkeånden ind i miljøbevægelsen og har deltaget i blokader af skifergasboringer og kulminer mere end én gang.

»Nogle af dem, som jeg savner, og som jeg desværre ofte er kommet i konflikt med, når jeg står nede i kulminerne, er minearbejderne. Det er rigtig ærgerligt, for vi er jo på samme side, og det er samme kamp, vi kæmper. Det skal vi huske, og vi skal også være bedre til at finde de fælles løsninger, fordi vi vil det samme sted hen, og vores problemer bunder i det samme system.«

»Vi venter ikke på politikerne«

»Min appel til fagbevægelsen vil være: Husk det langsigtede perspektiv, og at vi ikke bare skal have en højere løn, men at der er et større system, der skal gøres op med. Husk, at det er et økonomisk system, der skaber problemerne, og at vækst ikke kan løse dem,« siger Nanna.

»Når vi skal skabe alliancer på kryds og tværs, så er det vigtigt at huske, at de problemer, vi kæmper med, lige meget om de er miljømæssige eller sociale, bunder i det samme system, der har fejlet.«

Jesper har arbejdet med miljø i fagbevægelsen siden 1980’erne. Det har krævet en vis tålmodighed, men i dag er tålmodigheden brugt op. Faktisk er han lige så utålmodig som Nanna.

»Jeg tror dog ikke på, at militante aktioner virker i længden,« siger Jesper. »Jeg tror, vi skal presse på for at finde samarbejdspartnere, både blandt virksomheder, NGO’er og bevægelser. Men jeg er enig med Nanna. Vi venter ikke på politikerne, for så kommer vi ikke videre.«

»Og det er ikke kun herhjemme, det drejer sig om. Hvis vi skal vente på, at 192 lande bliver enige på FN-niveau, så er det håbløst. Jeg synes, det er fantastisk, at man kan komme så langt med en klimaaftale, men det er ikke holdbart, når USA bare melder sig ud. Heldigvis er der også folk, der siger, at de ikke kan vente på præsidenter, og i stedet går i gang med det, de hele tiden har villet.« ■