5 min. læsetid

Den gradvise forskydning af pensionsalderen har presset samfundet i en grad, så selv de unge på erhvervsuddannelserne er begyndt at snakke om pensionsalder inden de er startet på arbejdsmarkedet.
Jacob Klivager mener efterhånden, at ‘arbejdstilsynet er blevet lige så fortyndet som en fadøl i Jomfru Ane Gade’.


Af Jacob Klivager

Værdig tilbagetrækning

For nogle måneder siden var jeg forbi SOSU-skolen i Hjørring, hvor en af elevernes ord der gjorde stort indtryk på mig. Hun fik med en god og klassisk nordjysk dialekt sagt følgende: ”Med den pensionsalder som vi ser i dag, så er det sgu os, der med en rollator, skal rende ind og ud af stuerne hos de ældre”. Klassen grinede. Det gjorde jeg også, for det lyder jo absurd, men snakken om pensionsalderen, nedslidning og arbejdsmiljø fyldte efterfølgende ret meget. Det føler jeg faktisk altid, når jeg er ude på erhvervsuddannelserne.

Derfor giver det også god mening at pension og nedslidning ser ud til at blive et tema i folketingsvalgkampen. For når en kommende SOSU-assistent på omkring min alder og tusindvis af andre unge erhvervsskoleelever frygter for at de måske aldrig kan gå på pension, så mener jeg det er på tide, at vi handler. Men de eneste løsninger, der er lagt frem indtil videre, er mangelfulde, kortsigtede og gør ikke op med selve problemet.

For det vigtigste er ikke blot, at vi kan trække os tidligt tilbage, men at vi kan trække os tilbage med helbredet i behold. Det kræver, at vi siger nej til nedslidning, og begynder at råbe op! Det handler om helt grundlæggende frihed til at bestemme over vores egen krop. Men det sker ikke, når vi konstant skal leve op til chefens og politikernes større og større krav til, at vi skal producere hårdere, mere og længere. Efter mange års overproduktion ender det med, at kroppen siger fra. Derfor er det også blevet normalt at mange må spise smertestillende medicin for at kunne gå på arbejde. En vanvittig udvikling. For vi bør ikke blot have lov til at gå tidligt på pension, hvor vi så kan blive henvist til smertestillende medicin og en sygeseng, men en pension, hvor vi faktisk kan nyde vores livs efterår med børnebørn, spil og hygge.

Som jeg ser det, handler det altså ikke kun om, at folk skal trække sig tilbage, når de bliver nedslidte, men om at vi får fjernet nedslidning. Men hvordan kan vi det?

Illustration: Andy Dowery

Synlige krav – ordentlig kontrol

Først og fremmest tror jeg det handler om, at vi ser på den helt grundlæggende struktur vi har på arbejdsmarkedet. I dag har vi travlt med at diskutere at folk skal have lov til at gå på pension, når de allerede er blevet nedslidte, men burde vi ikke tale om hvordan vi undgår nedslidning? Her mener jeg at arbejdsgiverne har et ansvar, for vi yder over evne og nyder kun efter chefens behov. Vi burde ikke skulle knokle os selv halvt ihjel for at bestyrelsesgangen skal tjene kassen, mens vi må se vores lønninger gå i stå. Derfor mener jeg at vi bør stille krav til at bossen i bestyrelseslokalet ikke tilsidesætter vores krops funktionalitet for profit og bonusser. Her bør arbejdsgiverne altså være med til at betale regningen for flere årtiers nedslidning. Det er kun retfærdigt. Havde vores lønmodtagere været robotter, havde regningen for at få den repareret været ved virksomheden, men når det handler om menneskers kroppe, så kan man bare efterlade regningen og ansætte en ny.

Klarere regler for virksomhederne skal også følges op med en bedre kontrol af at der bliver levet op til vores arbejdsmiljøregler.  Arbejdstilsynet er desværre blevet så fortyndet som en fadøl i Jomfru Ane Gade. Derfor skal vi sikre at arbejdstilsynet får flere muskler at lege med, så de virksomheder som ikke overholder reglerne ikke kan køre på frihjul og slide os yderligere ned.

Varige løsninger

Men et bedre arbejdsmiljø kan ikke løfte det hele, derfor tror jeg også på at der skal et uddannelsesløft til. Der skal være mulighed for at videreuddanne sig. Særligt hvis ens krop begynder at sige fra. Personer der har været en årrække på arbejdsmarkedet, burde med en fuld dagpengesats kunne videreuddanne sig, hvis deres krop begynder at vise tegn på nedslidning. I dag er der mange der føler sig tvunget til at fortsætte med et arbejde, fordi det det økonomisk ikke kan hænge sammen at videreuddanne sig. Det skal man selvfølgelig have muligheden for.

Det var de tre lange skridt. Men så er der sikker mange, der som mig har tænkt: ”Hvad med dem der allerede er nedslidt nu?”

Ja, der skal vi have fundet en god og varig løsning. Men det har regeringen desværre gjort rigtig svært. For det første, fordi de allerede i 2015 nedlagde pensionskommissionen, der skulle komme med forslag til en varig løsning. Og for det andet, kunne de mennesker som allerede er nedslidt have haft godt af efterlønnen, som højrefløjen og de radikale med et pennestrøg fik afskaffet. Undersøgelser fra den alternative velfærdskommission, der bestod af forskere fra blandt andet Aalborg universitet, viste at efterlønnen sikrede flere folk, at de ikke var helt nedslidte, når de nåede pensionsalderen. Så måske vi skulle tilbyde folk, der viser tegn på nedslidning, at de kan komme på efterløn. Derudover bør vi genåbne pensionskommissionen, så vi kan finde en mere langsigtet løsning for vores pensionssystem, så det ikke bliver hastet igennem lige inden et valg.

Jeg mener vi bør have et samfund, der ikke blot lapper på vores nedslidte og nedbrudte krop, men som sørger for, at alle kan leve et godt og langt liv, hvor pensionstilværelsen ikke bliver på piller og i sygesengen, men med hygge og nye oplevelser!


Jacob Klivager er landsformand for SF Ungdom, og har en kandidat i Politik og Administration fra Aalborg Universitet. Jeg skriver om problemer som folk oplever i hverdagen og venstrefløjen på borgen, men også indimellem de store ideologiske og filosofiske tanker.