25. april – da en socialistisk revolution væltede Portugals fascistiske regime

Vidste du, at Republikken Portugals forfatning har til formål at “… åbne en sti til et socialistisk samfund…”?

Okay, der står også i Nordkoreas forfatning, at landets ledelse vælges ved frie og demokratiske valg, så en forfatning alene er måske ikke verdens bedste målestok.

Men der er alligevel gode grunde til, at målet om et socialistisk samfund er en af grundpillerne i Portugals forfatning (sammen med demokratiske rettigheder, grundlæggende retstatsprincipper, arbejderrettigheder, stemmeret og kvinderettigheder). 

Og nu bliver det lidt langt…

O Estado Novo

Portugal blev et militærdiktatur efter et kup i 1926, hvor et styre, der kaldte sig “A Ditadura Nacional” – det nationale diktatur, blev grundlagt. Navnet var ganske sigende for kupstyrets karakter, og det udviklede hurtigt decideret fascistiske træk frem mod 1933, hvor “O Estado Novo” – den nye stat – blev et etpartistyre med Antonio Salazar i spidsen.

Kommunistpartiet blev hurtigt forbudt, og det samme gjorde fagforeningerne og gradvist også andre partier på venstrefløjen. Andre partier blev “integreret” i Salazars parti “National Enhed”, og statslig censur ramte alle medier.

Salazar var økonom og ikke militærmand, men militæret og ikke mindst efterretningstjenesten PIDE var afgørende for regimets greb om magten. Et særkende for diktaturet i Portugal var, at styret så Portugal som hele det territorium, det kontrollerede. Angola ansås lige så meget som en del af landet som Algarve i en multikontinental republik.

Det betyder, at man holdt krampagtigt fast i de oversøiske kolonier – mest markant de lande, vi i dag kender som Angola, Mozambique og Guinea-Bissau – i langvarige og blodige kolonikrige, hvor nationale befrielsesbevægelser førte guerillakrig imod kolonimagten. 

En kolonimagt, der ikke så sig selv som kolonimagt, fordi de oversøiske besiddelser i styrets optik var lige så meget en del af statens territorium som det portugisiske hjørne af den iberiske halvø.

Det er en gængs opfattelse i Portugal i dag, at Salazars styre var fascistisk, men i lighed med Franco i nabolandet holdt Salazar Portugal ude af anden verdenskrig, og Portugal tjente godt på salg af wolfram til fremstilling af geværløb til både Storbritannien og Nazi-Tyskland.

En senil diktator i et gods på landet

Efter anden verdenskrigs afslutning blev Portugal et af de stiftende medlemmer af NATO, uden at landet dog blev mere demokratisk af den grund.

Hvor Gestapo og Mussolinis OVRA havde været forbillederne for opbygningen af det hemmelige politi PIDE, tog CIA nu over. I Lissabons fremragende – omend lidt teksttunge – Museum for modstand og frihed fremvises en CIA-torturmanual fundet i PIDE’s hovedkvarter, og der er talrige vidnesbyrd om, at teknikkerne blev anvendt flittigt.

Salazar-diktaturet sad tungt på magten, selv da diktatoren selv blev mere og mere dement. I 1968 fik han imidlertid en blodprop i hjernen, som sendte ham i nogle dages koma. Mens han lå i koma, skete der et paladskup, hvor den ene diktator blev skiftet ud med den anden. 

Da Salazar vågnede fra sin koma, nænnede de nye ledere ikke at sige til ham, at han var blevet afsat. Så han blev placeret på et gods ude på landet med en stab af embedsfolk og sekretærer, der allesammen lod som om, at han stadig udstak ordrer. En slags Potemkin-kulisse for at opretholde illusionen om absolut magt.

Den nye diktator, Marcelo Caetano, gennemførte nogle små, symbolske lempelser af styrets jerngreb om landet, men ellers fortsatte den “nye stat” business as usual.

Styrets bedrifter var ikke prangende. Dels led militæret store tab i kolonikrigene, og dels havde Portugal efter 40 år med fascistisk etpartistyre det laveste BNP pr. indbygger og den højeste grad af analfabetisme i Vesteuropa.

Hemmelige oppositionsgrupper og -partier voksede i styrke. Det illegale kommunistparti havde eksisteret under jorden i årtier, men med det “nye venstre”, som opstod i hele Vesteuropa efter 1968, opstod der talrige nye organisationer og bogstavforkortelser.

En af dem var Movimento das Forças Armadas (MFA), der var en hemmelig organisation af laverestående officerer i hæren, som havde kæmpet i de udsigtsløse kolonikrige og havde mistet enhver tiltro til de siddende magthavere.

Egentlig opstod MFA ikke med det formål at vælte diktaturet, men i protest imod Caetanos planlagte reform af militæret, hvor alle soldater, der havde kæmpet i kolonikrigene, kunne få samme militærrang som uddannede officerer. Men hvad der begyndte som et forsvar for egne privilegier, udviklede sig i tråd med tidsånden hurtigt til at have fokus på at vælte diktaturet og lave hele samfundet om.

Officerer i MFA planlagde et kup, som skulle vælte diktaturet. Selve kuppet er blandt andet fint beskrevet i filmen Capitães De Abril, som kan findes på Youtube. De har desværre fjernet versionen med engelske undertekster. En særligt underholdende – og autentisk – scene i filmen er en diskussion blandt de revolutionære soldater om, hvorvidt en militærkonvoj skal holde for rødt lys, når den er på vej til at indtage strategiske punkter i hovedstaden under en revolutionær opstand. Jeg lader være med at spoile, hvad svaret er.

Nellikerevolutionen

Militærkuppet 25. april 1974 lykkedes over al forventning. 

Startsignalet var kuriøst nok to sange. Den første blev spillet i radioen kl. 22.55 den 24. april. Det var den portugisiske melodigrandprix-vindersang “E depois do adeus” sunget af Paulo de Carvalho. En poppet fado-sang, som kom på en sidsteplads ved datidens Eurovision.

På den anden sig af midnat blev den efterfulgt af “Grândola, Vila Morena” sunget af den venstreorienterede folkesanger José “Zeca” Alfonso, der tidligere havde været skolelærer, men blev ramt af berufsverbot fra diktaturets side. Oprindeligt havde MFA planlagt at spille en anden af hans sange, men den var forbudt af censuren, og man var bange for at afsløre komplottet ved at spille dén sang. Brugen af “Grándola” har givet den en status på den portugisiske venstrefløj og langt bredere, som måske bedst kan sammenlignes med Bella Ciao i Italien.

Næste morgen vågnede Portugal til beskeden om, at diktaturet var faldet. MFA-overkommandoen opfordrede alle til at blive inden døre, men mennesker i titusindvis trodsede beskeden og gik på gaden for at vise deres støtte til – og fejre – at næsten et halvt århundredes diktatur nu var faldet. 

Der er utroligt rørende beretninger om menige soldater, der nægter at adlyde ordrer om at skyde på oprørske soldater og i stedet tilsluttede sig revolutionen – og systemtro officerer, som forlader konfrontationerne i vrede over at være magtesløse. Strejkeånden blev båret ind i hæren, og røde nelliker blev placeret i geværløbene.

Selvom der var tale om et militærkup eller endda en væbnet revolution, forløb 25. april meget fredeligt. Dog blev fire personer dræbt af det hemmelige politi, da en menneskemængde stormede hovedkvarteret.

Den kommende tid bredte en social revolution sig ud over landet, hvor store godser blev overtaget af de landarbejdere, der dyrkede jorden. Kolonierne blev uafhængige. Fabrikker blev overtaget af arbejdere og drevet demokratisk. De politiske fanger blev løsladt fra fængslerne. En radikal kvindebevægelse satte kønsroller på dagsordenen. Rigmandsvillaer i de store byer blev overtaget og omdannet til kollektiver, beboerhuse eller partilokaler. Enhedslistens samarbejdspartnere i Venstreblokken, som er vokset direkte ud af det Nye Venstre efter 1968, har således den dag i dag partikontor i en kæmpe villa, der blev overtaget under revolutionen.

Processen med at lave en ny forfatning for Portugal efter fascismens fald blev sat i gang.

Der er helt sikkert meget i Portugal anno 2024, som befinder sig uendeligt langt fra det socialistiske endemål, der er skrevet ind i forfatningen, men papir er som bekendt også taknemmeligt. Og uanset de fejltagelser, der måtte være blevet begået efter revolutionen, så er fascismens fald værd at fejre.

Nellikerevolutionen – 50 år senere

I torsdags (25. april, red.) var det 50-årsdagen for Nellikerevolutionen, og sammen med min kæreste tog jeg en tur til Lissabon for at opleve og fejre den seneste socialistiske revolution i Vesteuropa. 

Onsdag aften var vi – sammen med et par tusinde lokale – til antifascistisk gadefest, hvor “E depois do adeus” til stor jubel blev spillet kl. 22.55. Festen foregik på Carmo do Largo foran Caetanos sidste gemmested, inden han overgav sig til de revolutionære soldater. Han drog efterfølgende i eksil i Brasilien, hvor militærdiktator Ernesto Geisel bød ham velkommen, og han fik senere titel af æresdoktor i jura på et privat universitet i Rio de Janeiro.

Siden Nellikerevolutionen har det været en tradition med fællessang på Largo do Carmo om aftenen den 24. april, men i år havde kommunen lagt små bureaukratiske hindringer i vejen for arrangementet og nægtet at støtte det økonomisk. For et par uger siden meldte arrangørerne imidlertid ud, at de ville gennemføre markeringen uanset hvad, fordi – som de formulerede det – “Revolutionen behøvede heller ingen tilladelser”. 

Over for den slags argumenter må ethvert kommunalt bureaukrati selvsagt give fortabt, så der var fest.

Opgjort efter Aalborg-målestok er Largo do Carmo nogenlunde på størrelse med Gabelstorv, så med et par tusind mennesker var det en lidt klaustrofobisk, men virkelig fed oplevelse med fællessang, bannere, store Palæstina-flag, antifascistiske kampråb og virkelig mange glade mennesker under fuldmånen.

Som nybegyndere udi portugisiske gadefester havde vi desværre ikke fået memoet om, at man skulle tage øl og vin med hjemmefra, og det var stort set umuligt at komme igennem det tæt pakkede menneskehav for at købe drikkevarer. Men så ved vi det til en anden gang – og det gør du også, hvis du har orket at læse helt hertil.

Vi startede 24. april om formiddagen med en rundvisning i militærkasernen ved Carmo, hvor der nu er militærmuseum med en (lidt intetsigende) udstilling om Nellikerevolutionen. Her faldt vi i snak med en venstreorienteret, tysk forsker, som egentlig var til konference, men som pjækkede fra onsdagens program for at deltage i flest mulige aktiviteter med fokus på Nellikerevolutionen.

Et tv-hold lavede en optaktsreportage op til 50-årsdagen for revolutionen, og de interviewede min kæreste om Nellikkerevolutionens betydning, om demokratiske kampe i dag og om nødvendigheden af, at folk tager magten i egne hænder. Interviewet foregik foran de lædermøbler, hvor Caetano slængede sig, mens flere og flere krævede, at han skulle overgive sig.

På selve 50-årsdagen for revolutionen var vi med i den største demonstration, jeg nogensinde har oplevet. Det var umuligt at få overblik over deltagertallet, men det skal opgøres i hundredtusinder. Det var virkelig vildt, og der var jubelråb, når de to sange fra revolutionen blev spillet fra højtalerne. De gennemgående paroler handlede om styrkelse af det offentlige sundhedsvæsen, om retten til uddannelse og om stop for folkedrabet i Palæstina. Og selvfølgelig imod fascisme i alle dens former.

Det var en helt igennem fantastisk dag, hvor demokratiet blev hyldet sammen med stærke drømme om, at ånden fra 25. april skal fortsætte og gøre forfatningens ord til virkelighed. Vi talte med flere, som er meget spændte på at se mobiliseringerne til 1. maj, fordi landets borgerligt-socialdemokratiske regering har varslet nedskæringer på uddannelsesområdet og indgreb i arbejderrettigheder – hvilket ikke lyder helt ukendt ud fra danske forhold. 

25 de abril sempre. Fascismo nunca mais.

O Povo Unido Jamais Será Vencido.