Venstrefløjens hestebremse fylder rundt

Måske kender du ham fra debatindlæg i Information, The Guardian og The Independent. Måske har du læst en af hans utallige bøger, hvoraf nogle – f.eks. Velkommen til virkelighedens ørken og Den nye klassekamp – er oversat til dansk. Måske har du set ham som en læspende og sjusket taler med tics og en tyk slovensk accent i diverse videoer på YouTube. En af de mest markante og kontroversielle skikkelser på den intellektuelle venstrefløj – filosoffen, sociologen og kulturkritikeren Slavoj Žižek – fylder 70 år.

Akademikeren

Slavoj Žižek kom til verden 21. marts 1949 i Sloveniens hovedstad Ljubljana. Han udgav sin første bog, da han var tyve; to år senere, i 1971, fik han en bachelorgrad og i 1975 en kandidatgrad fra Ljubljanas Universitet. En strygende karriere i universitetssystemet lå således for fødderne af det unge talent.

Efter sin uddannelse fik Žižek dog ikke den universitetsansættelse han havde forventet. Han var »ikke marxistisk nok«. De følgende år gik derfor med løst arbejde, men førte også til de første skridt mod dannelsen af Ljubljanas Selskab for Teoretisk Psykoanalyse, der samlede intellektuelle med interesse for den franske psykoanalytiker Jacques Lacan (1901-1981). Skolen – der i dag ofte bare kaldes »den slovenske skole« – påbegyndte snart efter sine særprægede læsninger af klassisk tysk filosofi gennem Lacans psykoanalytiske briller.

I 1979 lykkedes det endelig Žižek at sikre sig et akademisk job, dog ikke på filosofi, men på det sociologiske institut. To år senere fik han sin første doktorgrad herfra, og så rejste han til Paris for at studere under Jacques-Alain Miller, svigersøn og arvtager til den netop afdøde Lacan. I 1985 vendte Žižek, der nu var midt i trediverne, hjem med endnu en doktorgrad, denne gang fra Paris.

Sidst i 80’erne blev Žižek en markant offentlig stemme som klummeskribent på det regimekritiske, slovenske magasin Mladina. Da Slovenien i foråret 1990 holdt sine første valg efter murens fald, stillede Žižek op som præsidentkandidat for det liberaldemokratiske parti. Han fik femteflest stemmer, akkurat ikke nok til at blive valgt som en af landets fire præsidenter.

---

Ideologikritikeren

I 1989 udgav Žižek sin første bog på engelsk, Ideologiens sublime objekt, der også blev startskuddet til et internationalt gennembrud. Bogens psykoanalytiske gentænkning af Marx’ klassiske ideologibegreb ramte plet i tiden – udgivelsen faldt få måneder efter, at Francis Fukuyama havde forkyndt historiens afslutning og den nye postideologiske tilstand efter murens fald. Ifølge Žižek er ideologien nemlig langt fra forsvundet, og den såkaldte postideologiske tilstand er ideologisk som aldrig før.

Žižeks grundlæggende pointe er, at ideologi ikke er en falsk bevidsthed, en illusion der tilslører virkeligheden; selve virkeligheden er ideologisk, og bag hver ideologisk virkelighed ligger – med psykoanalytiske begreber – et traume, som ideologien vil maskere. Som illustration bruger Žižek nazisternes ideologiske konstruktion af jødefiguren:

»Det er ikke nok at sige, at vi må frigøre os fra såkaldte »antisemitiske fordomme« og lære at se jøderne, som de virkelig er – på den måde vil vi helt sikkert vedblive at være ofre for disse såkaldte fordomme. Vi må konfrontere os med, hvordan »jøden« som ideologisk figur er investeret med vores ubevidste begær, hvordan vi har konstrueret denne figur for at undslippe en bestemt hårdknude for vores begær.«

»Det rette svar på antisemitismen er derfor ikke »sådan er jøder i virkeligheden slet ikke«, men derimod »den antisemitiske forestilling om Jøden har intet med jøder at gøre, Jøden som ideologisk figur er blot en metode til sammensyning af vores eget usammenhængende ideologiske system«.«

Traumet, som en ideologi maskerer, er i sin essens det, Marx kaldte klassekamp, og her kommer Žižeks marxistiske grundholdning til udtryk: Ethvert samfund er i udgangspunktet »antagonistisk«, splittet af indre klassekamp – og enhver højrefløjsideologi går i grunden ud på at maskere denne splittelse og skyde skylden på en ydre trussel.

Jøden som konstruktion er et eksempel på en figur, der tilslører denne splittelse – kort sagt fungerer som syndebuk. Det vigtige er igen ikke, om faktiske jøder bekræfter de fordomme, antisemitismen tilskriver dem, men hvorfor de fordomme er nødvendige – hvilken sandhed, ideologien skal tilsløre. Det samme gælder vor tids fremmedhad: Ved at skyde skylden for økonomiske problemer på »muslimer« eller »østarbejdere« opretholdes den nostalgiske illusion om et oprindeligt harmonisk »Danmark«, der er blevet forstyrret udefra af en fremmed magt.

Jokeren

Ideologien forsvinder ikke – den skal i stedet findes, hvor vi mindst venter det. Pointen har Žižek illustreret med en gennemtærsket anekdote om forskellige nationaliteters design af toiletter: Tyskernes toiletter afspejler grundighed, englændernes pragmatisme og franskmændenes kontant afregning. Og så kan vi sagtens sidde pænt ved middagsbordet og tale om ideologiens død; efter maden undgår ingen at besørge på et lille stykke ideologi.

Toilet-anekdoten fortæller noget om Žižeks grundlæggende stil: Man kan nemlig snildt se et foredrag med Žižek, der har en fængende titel, men som undervejs mere synes at gå op i sjofle vittigheder og eksempler fra Hitchcock-film end klare pointer. For nogle år siden udkom endda en hel bog med de vittigheder, Žižek har fortalt gennem tiden. Venter man på den konklusion, man kom efter, bliver man hurtigt utålmodig; lader man sig derimod rive med, finder man filosofien i vittighederne og filmanalyserne.

“Ideologiens sublime objekt ramte plet i tiden – udgivelsen faldt få måneder efter, at Francis Fukuyama havde forkyndt historiens afslutning og den nye postideologiske tilstand efter murens fald. Ifølge Žižek er ideologien nemlig langt fra forsvundet, og den såkaldte postideologiske tilstand er ideologisk som aldrig før.“

Hos Žižek fornemmer man en generel modvilje mod at levere ophøjede visdomsord, som de mange fans kan lappe i sig. Måske er det en arv fra psykoanalysen, der heller aldrig har følt sig for god til at lade de store sammenhænge komme til udtryk i de mest jordnære trivialiteter.

Selv har Žižek en udtalt foragt for snusfornuftige visdomsord. Som han sagde, da han besøgte København for nogle år siden: »Visdom er det mest frastødende, man kan forestille sig. Visdom er det mest konformistiske, man kan forestille sig. Visdom er, at uanset hvad man gør, så kan en vis mand komme og retfærdiggøre det.«

Giver man sig i kast med Žižeks bøger, bliver det lidt bedre, men ikke meget: Siden sit gennembrud i 1989 har Žižek skrevet næsten 50 bøger på engelsk, der alle er lige flyvske, og alle handler om det hele på en gang. Dertil kommer en række antologibidrag, artikler og bøger på andre sprog.

Ifølge Mladen Dolar, Žižeks slovenske kollega gennem mange år, er det som om, at Žižek alle årene har skrevet på én lang tekst: »Når en bestemt mængde materiale bliver for stor, kapper han det og samler det til en bog.« Selv inden for et enkelt værk mangler der ofte en klassisk rød tråd: »Alle hans tekster er som et broget billedtæppe, et billedtæppe der har referencer til de sværeste filosofiske spørgsmål i den filosofiske tradition, og på den anden side til det, der virker som de seneste flygtige fænomener inden for populærkulturen – og alt derimellem.«

Filosoffen

Žižeks mange bøger kan groft opdeles i to hovedgrupper: filosofiske værker og politiske pamfletter. De to grupper er ikke hugget i sten – de politiske bøger er også filosofiske, og de filosofiske bøger er i høj grad også politiske. Alligevel ses forskellen i bøgernes længde og ambition, og spørger man manden selv, skal de politiske pamfletter ikke tages for mere, end de er:

»Jeg skriver de her korte, politiske bøger, men mere som en slags borgerpligt. Jeg er altid ængstelig ved det, som om jeg siger noget, jeg egentlig ikke ved noget om, og som andre burde sige. Min sande kærlighed er tykke bøger om Hegel.«

Af filosofiske værker er de bedste ifølge Žižek selv: Ideologiens sublime objekt (1989), Tarrying with the Negative (1993), The Ticklish Subject (1997), The Parallax View (2006), Less Than Nothing (2012) og Absolute Recoil (2014). Her danser filosofien let fra tunge læsninger af Kant og Hegel, forbi analyser af film, bøger og klassisk musik … og videre til spørgsmål om kvantefysik, den dialektiske materialisme og revolutionsbegrebets betydning i dag.

Less Than Nothing er vel Žižeks bedste bud på et magnum opus: Den spænder over mere end tusind bibelpapirtynde sider og kan ses som ét langt forsvar for den nutidige relevans af Žižeks filosofiske guru, den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831). Men selv her skal man ikke forvente mere end en længere version af det samme sporadiske billedtæppe.

Selv har Žižek udtalt: »Jeg er altid besat af tanken om, at den væsentlige indsigt undslap mig, at jeg ikke fangede den. Mit store traume var at færdiggøre kæmpebogen Less Than Nothing. Den er over tusind sider, men lige efter jeg havde skrevet den færdig, var jeg bange for, at jeg ikke fangede den grundlæggende tanke, så det forsøgte jeg at gøre i Absolute Recoil.«

Man kan ikke undgå at tænke, at denne procedure ikke er et enkeltstående tilfælde, men snarere er udtryk for Žižeks generelle arbejdsmetode: at angsten for at skrive et magnum opus, der én gang for alle skal stadfæste hans filosofiske system, kommer til udtryk i en overproduktion af halve bøger, der på samme tid er et broget billedtæppe – én lang tankestrøm uden begyndelse eller afslutning.

Det frustrerer mange læsere, der leder efter nemme pointer. Men vil man have tydelige fremstillinger – have »Žižek uden Žižek« – kan man gå til hans slovenske kolleger som Mladen Dolar og Alenka Zupančič, der om nogen skriver klart og præcist. Žižek er og bliver den slovenske skoles hyperaktive maskine, hvis stringens og nøjagtighed synes solgt i bytte for eksplosiv produktion og nytænkning.

Provokatøren

Man kan ikke skildre Žižeks liv og levned uden at nævne den tumult, der har omgivet ham de senere år. Det er ikke længe siden, at Žižek stod som venstrefløjens store frelser: Han skrev klummer i de største aviser verden over, han medvirkede i flere film, og han talte til tilhørernes store begejstring til Occupy Wall Street-protesterne i 2011.

Den tid er forbi.

Årsagen til udelukkelsen er først og fremmest en række provokerende udtalelser og debatindlæg, der de senere år er kommet fra Žižeks hånd. Først engagerede han sig i 2013 i en debat med postkolonialister om nødvendigheden af »europæiske værdier« på venstrefløjen. I 2015 fulgte et indspark om flygtningekrisen, der i 2016 kulminerede med bogen Den nye klassekamp. Siden har Žižek skrevet kritisk om LGBT, metoo og endda udmeldt, at han ville stemme på Donald Trump.

Mest eksplicit var kritikken af ham måske til Left Forum-konferencen i New York i 2016, hvor en række aktivister intervenerede i Žižeks afslutningstale. På en flyer med citater, der blev uddelt af aktivisterne, stod blandt andet: »Žižek forklarer, at det vil »gøre tingene værre for flygtningene«, hvis vi åbner vores hjerter for at byde flygtninge fra imperialistiske krige i Mellemøsten og Nordafrika velkommen.«

Efter interventionen svarede Žižek: »Beklager, men det handler ikke om hjerter. Hvad snakker du om? Det handler om deres (flygtningenes, red.) grundlæggende rettigheder, uanset om man elsker dem eller ej! Det er min pointe. Det er det, jeg hader i den humanitære tilgang: »Min Gud, de er venlige mennesker!« Beklager, men de er mennesker som os. Mener du, at hvis de ikke er venlige, så må de ikke komme, eller hvad? Nej, alle må komme!«

Man kan blive ved med at opremse og analysere de provokerende udtalelser fra Žižek. Nogle kan forklares – eller bortforklares, alt efter hvordan man ser på det – andre kan ikke, som da Žižek i selskab med Judith Butler og en række andre intellektuelle skrev under på et brev til forsvar for kollegaen Avitall Ronell, der sidste år blev anklaget for sexkrænkelser mod en studerende. Efterfølgende har Žižek forsøgt at begrunde sin underskrift med nødvendigheden af en excentrisk type som Ronell i universitetsverdenen, hvilket mest af alt virker som en lappeløsning på lækket af et brev, der aldrig skulle have nået offentligheden.

Eller tag hans udtalelse under det amerikanske præsidentvalg i 2016 om, at han ville stemme på Trump. Provokerende? Ja. Dumt? Måske. Men begrundet? Det kan man ikke benægte.

»Det var et meget kynisk ræsonnement,« udtalte Žižek nogle måneder senere. »Mit håb var nøjagtigt, at hvis Trump blev valgt som præsident, ville alle blive chokerede, forfærdede over denne rædsel, og noget a la Bernie Sanders og så videre ville finde sted i det Demokratiske Parti.«

»Hvis vi bare bekæmper Trump nu, er det, hvad læger ville kalde en symptomatisk helbredelse: Man tager en pille, så det ikke gør ondt; men for at kurere sygdommen, må der ske noget i det Demokratiske Parti.«

Myten om, at Žižek er en fascistoid konservativ forklædt som kommunist, kan imidlertid godt afvises, hvis man læser efter i hans bøger om ideologi, kapitalisme, revolution og Lenins relevans i dag. Som han skrev i sit første, omdiskuterede indlæg om flygtningekrisen, hvor han argumenterede for fælleseuropæiske, organiserede løsninger:

»Da jeg var ung, kaldte man sådanne organiserede forsøg på regulering for »kommunisme«. Måske skulle vi genopfinde det begreb. Det er måske, på længere sigt, den eneste mulige løsning.«

Som i sin tidlige analyse af ideologi handler det for Žižek om at se igennem tidens emner og spore det ubevidste begær, der driver dem – og her er den moderne, især amerikanske venstrefløj blevet et yndet mål for kritik.

Hestebremsen

Hvis Žižeks bøger over de senere år er blevet mere filosofiske, er hans offentlige tilstedeværelse i medierne til gengæld blevet mere polemisk og provokatorisk. Der synes dog at være én rød tråd i hans debatindlæg: Alle som én kritiserer de venstrefløjens håndtering af de progressive temaer, der optager den.

Alle som én er de (hårde, men velmente) kritikker af en venstrefløj i krise, en venstrefløj som endnu ikke rigtigt har fundet sit fokus i det nye årtusindes kampe mod den voksende kapitalisme og det nye højres lette svar på førnævnte – en venstrefløj som har nedtonet kapitalismekritikken, mistet forbindelsen til den klassiske arbejder, og som i stadig større grad vælger identitetspolitikken og forbrugerens køb af bæredygtige produkter som sin politiske kampplads.

Det er i denne forstand, at man kan kalde Žižek for venstrefløjens hestebremse. I sin forsvarstale beskrev Sokrates – i øvrigt også en 70-årig, sjusket filosof – sin rolle som en hestebremse på byen Athen, »som om byen er en stor og ædel hest, der på grund af sin størrelse er lidt tung i det og har brug for at blive vækket af en hestebremse.«

Det er som om, at venstrefløjen for Žižek er en sådan stor, gammel og ædel hest, der nogle gange er lidt sløv i det og har brug for at blive vækket. »Jeg holder aldrig op med dagen lang at sætte mig på jer og stikke jer, hvor jeg kan, for at vække, overtale eller kritisere hver enkelt af jer,« sagde Sokrates. »Det vil ikke være let for jer at få fat i en anden af min slags, mine herrer.«

---