Årsdag for tragisk græsk togulykke udløser kæmpemæssige folkelige protester imod korruption og magtmisbrug
Grækenland havde fredag 28. februar usædvanligt store massedemonstrationer og mindehøjtideligheder for ofrene for en to år gammel togulykke. Den massive deltagelse skyldes blandt andet, at græske politikere har forsøgt at mørklægge årsagerne til ulykken og dens omfang
Fredag 28. februar var der sort af mennesker på gader og pladser i hele Grækenland Og det er ingen overdrivelse. Over hele landet var der meldt generalstrejke, og overalt – fra de to største byer, Athen og Thessaloniki, til provinsbyer over hele landet – var der store demonstrationer og optog.
Anledningen var toårsdagen for en tragisk togulykke i Tempi, hvor 57 mennesker omkom. Strejker og demonstrationer er ikke et særsyn i Grækenland. Alligevel var dette noget andet. Demonstrationerne var usædvanligt store, selv efter græske standarder. Ifølge tal fra det græske politi var 325.000 på gaden over hele landet – og det tal er et konservativt estimat.
Tilslutningen til protesterne var desuden usædvanlig bred.
Det græske public service-medie ERT viste live-billeder, hvor skolelærere tog indskolingsklasser med til demonstrationerne, og pensionister sluttede op under sloganet ”For vores børnebørns sjæle.” Ja, selv indehaveren af en græsk madblog, jeg følger, meddelte, at hun strejkede og opfordrede alle til at deltage i protesterne. Selv kirken deltog, og de politiske partier var repræsenterede lige fra den yderste højrefløj til den yderste venstrefløj.
Den eneste undtagelse var det konservative regeringsparti Nea Demokratia, ND.
Essensen af et defekt politisk system
Men hvordan kan en togulykke skabe så store folkelige protester to år efter? Grækerne ser ulykken i Tempi som essensen af alt, der er galt med det græske politiske system. Det er kun blevet forstærket med tiden: Underinvestering, inkompetence, korruption, magtmisbrug og politikere, der undgår ansvar. Det hele er koncentreret i Tempi-sagen.
Underinvestering og inkompetence var en af hovedårsagerne til ulykken ifølge en rapport fra en havarikommission med forkortelsen EODASA (se rapporten her). Den udkom torsdag 27. februar, dagen før de massive protester. Den placerer i høj grad ansvaret på det politiske system. Det var katastrofale nedskæringer i jernbanesektoren fra 2010 og frem, der gjorde ulykken mulig.
Ifølge rapporten har alle etablerede partier en del af ansvaret – også det socialdemokratiske PASOK og venstrepartiet SYRIZA. Trojkaen – EU, IMF og ECB, der påtvang Grækenland besparelser og privatiseringer – får ligeledes en del af ansvaret for jernbanernes uforsvarlige stand.
Korruption og magtmisbrug er dog de årsager, der har fyldt mest i den offentlige debat. Det vækker stor vrede, at rapporten gør det klart, at ulykken ikke kan opklares fuldt ud, fordi beviser blev ødelagt og bogstaveligt talt begravet på ulykkesstedet. Det skyldes ifølge havarikommissionen inkompetence.
Men mens havarirapporten peger på inkompetence, mener 70-80 procent af befolkningen ifølge meningsmålinger, at det var et cover-up. Og befolkningens skepsis er ikke grebet ud af den af blå luft:
I halvandet år holdt myndighederne det hemmeligt, at nogle af dødsfaldene skyldes, at godstoget, som passagertoget kolliderede med, medbragte en ukendt, brændbar substans.
Spor efter den brændbare substans er netop blandt de spor, der blev skjult af myndighederne.
Det fik i oktober 2024 EU’s anklagemyndighed ved chefanklager Laura Köevesi til at kræve at de græske politikere ændrer lovgivning, så ministre ikke længere er beskyttet af immunitet.
Protesterne tog mange former
Fredagens protesterne antog mange forskellige former. Der var klassiske optog og demonstrationer med musik og oplæsning af ofrenes navne.
Men der var også mere alternative manifestationer. I byen Kalamata blev togulykken genopført som en græsk tragedie på byens centrale torv med et tog af træ, hvor skuespillerne ”døde” til sidst.
I Athen indviede bystyret et mindetræ for ofrene. De fleste steder forløb det hele fredeligt. Dog med enkelte undtagelser i Athen og Thessaloniki.
Hvad sker der nu?
Det er for tidligt at sige, hvad konsekvenserne af rapporten og demonstrationerne bliver. Ved offentliggørelsen af havarikommisionens rapport erklærede samtlige partier til venstre for regeringen, at de vil stille en mistillidsdagsorden til regeringen
Hvad partierne til højre for regeringen gør er indtil videre ukendt.
Landets premierminister, Kyriakos Mitsotakis, har været påfaldende tavs lige siden rapporten udkom i torsdags. Det eneste, man har hørt fra ham, er en officiel udtalelse om, at han forstår folkets sorg. Kritikken forholder han sig ikke til.
Så mens det nyplantede mindetræ står i Athen og finder rodfæste, må vi vente og se.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
