Ackerman og markedssocialismen

Ackerman og markedssocialismen

af Peer Møller Christensen, medlem af Kritisk Revys redaktion

I maj-nummeret af Kritisk Revy bragte vi artiklen Det røde og det sorte af Seth Ackerman (1), som i artiklen plæderer for at erstatte kapitalismen med en form for markedssocialisme. Da Pelle Dragsteds imponerende bog Nordisk Socialisme (2) i samme måned udkom, kunne man konstatere, at argumentationen i Pelle Dragsteds bog, især i afsnittet om markedssocialisme og demokratisk planlægning, langt henad vejen er parallel med Ackermans artikel. Det er der jo ikke noget mærkeligt i, når Pelle Dragsted selv i introduktionen til sin bog nævner det amerikanske ​​ online-magasin Jacobin, som Seth Ackerman er redaktør for, som en af sine inspirationskilder.

Pelle Dragsteds bog vil formentlig blive omdrejningspunkt i den kommende tids debatter om socialistisk strategi, især i og omkring Enhedslisten, og det forekommer derfor relevant her at kaste et kritisk blik på Ackermans artikel og hans argumentation.

Kritik af Gothaprogrammet

Ackerman starter sin artikel med at stille spørgsmålet:

”Hvorfor tøver de venstreorienterede med at tale om, hvordan et andet system kunne se ud?”

Han mener, at årsagen til denne tilbageholdenhed bl.a. kan findes i Marx’s tilbagevendende kritik af de utopiske socialister, som han kritiserede for spekulativt i detaljer at beskrive det fremtidige socialistiske samfund. Men, skriver Ackerman, Marx skrev selv i teksten Kritik af Gothaprogrammet sin egen lille opskrift på hvordan et kommende samfund kan se ud og det ”... handlede om arbejdspoletter, varelagre og et regnskabssystem til at bestemme hvor meget arbejderne skal have i løn”.

Her fejltolker Ackerman Kritik af Gothaprogrammet. Ganske vist skrev Marx om aflønning af arbejdere i det post-kapitalistiske samfund:

”Han[arbejderen] modtager af samfundet et bevis for, at han har leveret så og så meget arbejde… og med dette bevis får han lige så meget af samfundets forråd af forbrugsmidler, som hans arbejde koster.Det kvantum arbejde, han har givet samfundet i den ene form, får han tilbage i den anden.”(3)

Det Marx her beskriver er imidlertid ikke, hvordan fordeling af samfundets forbrugsgoder kunne foregå i et kommunistisk samfund.

”Det vi her har at gøre med er ikke et sådant kommunistisk samfund, som har udviklet sig på sit eget grundlag, men tværtimod et sådant som lige udgår fra det kapitalistiske samfund. Behæftet med modermærkerne fra det gamle samfund ..”(4)

Det fordelingsprincip, der gælder i den postkapitalisme, som eksisterer umiddelbart efter afskaffelsen af kapitalismen, og som Marx senere i teksten kalder kommunismens første fase er netop styret af ”..samme princip, som det, der regulerer vareudvekslingen, for så vidt det drejer sig om udveksling af lige store værdier. ..Den lige ret er derfor her endnu stadig i princippet ​​ - den borgerlige ret.” (5) Udvekslingen af lige værdier er grundlaget for princippet ”enhver yder efter evne, enhver får efter indsats”, mens grundlaget for fordelingen i det Marx kalder ”en højere fase af kommunismen” er princippet, ”enhver yder efter evne, enhver får efter behov!”

For Marx er det imidlertid ikke fordelingen af forbrugsgoder, der er det væsentlige i det postkapitalistiske samfund, men produktionen, som i det postkapitalistiske samfund, ifølge Marx, skal være umiddelbart samfundsmæssig. Det betyder, at produkterne, skal have form af kollektivt planlagte brugsværdier. I en markedsøkonomi foregår produktionen af brugsværdier så at sige bag om ryggen på samfundet, og de producerede brugsværdier kan kun realiseres gennem en udveksling af bytteværdier på markedet. Hvis produkterne ikke kan sælges, har de ikke indeholdt en samfundsmæssig brugsværdi. Men det viser sig først i det øjeblik, produkterne sættes til salg på markedet. Selvfølgelig forsøger producenterne i en kapitalistisk markedsøkonomi gennem reklamer og markedsanalyser at omgå markedets såkaldte anarkiske natur, men markedsøkonomien fører uundgåeligt til overproduktionskriser og spildproduktion.

Ackerman skriver ganske vist:

”I dette essay går jeg ud fra den fælles socialistiske antagelse, at kapitalismens centrale mangler udspringer af konflikten mellem jagten på profit og tilfredsstillelsen af menneskelige behov.”

Men fortsætter med at understrege markedets fortræffeligheder og ender faktisk med at understrege, at både priser og profit kan have en vigtig rolle som effektivitetsmål i en markedssocialistisk økonomi.

Ackerman påstår, som Hayek, at markedet gennem prisdannelsen udfører en indsamling og formidling af informationer, der muliggør produktion og cirkulation af varer. Hvis efterspørgslen efter en vare falder, vil prisen også falde, og producenterne vil dermed få et signal om, at de skal skære ned på produktionen af den pågældende vare. Hvis efterspørgslen efter en vare stiger, stiger prisen, og producenterne af varen vil modtage et signal om at de bør øge produktionen af den pågældende vare. Efterspørgslen efter disse varer kommer imidlertid først helt konkret til udtryk, efter at varen er produceret. Hvis efterspørgslen efter varen er mindre end udbudet, vil producenten blive tvunget til at sætte prisen ned eller acceptere, at varen er usælgelig. En vares brugsværdi vil i en markedsøkonomi først realiseres, når varen udbydes på markedet. Uplanlagt markedsproduktion risikerer altså at lede direkte ind i overproduktion og spild.

Som forsvar for ideen om markedssocialisme henviser Ackerman til de vanskeligheder en planlægning af produktionen i et moderne samfund står overfor – også selvom man tager de digitale planlægningsredskaber med i betragtning. Som eksempel på hvor kompleks og sammensat moderne vareproduktion er, bruger han den bærbare computer, han netop skriver sin artikel på. Den bærbare computer er sammensat af et uendeligt antal af delkomponenter, som er produceret på et stort antal virksomheder, med tusindvis af ansatte, og han spørger sig selv, hvordan det skulle være muligt at koordinere produktionen af denne computer gennem planlægning. Hvordan skulle man beslutte, hvilken skærm computeren skulle have, hvilken type plastik der skulle bruges osv.

Den bærbare computer er imidlertid et rigtigt dårligt eksempel på vanskelighederne ved at planlægge en kompleks produktion. Det er rigtigt, at en bærbar computer er sammensat af en mængde delkomponenter, der produceres i mange forskellige virksomheder og som til slut samles til produktet, den bærbare computer. Men produktionsprocessen er styret af en detaljeret plan udformet af den endelige producent, f.eks. Apple, en plan som omfatter detaljerede delplaner for produktionsflow, forsyningskæder, logistik og værdiregnskab. Alle disse planer er udformet og koordineret digitalt og overlades ikke til et markeds tilfældige bevægelser. Faktisk har langt de fleste større firmaer udviklet sådanne digitale planlægningsredskaber. Stregkoder som registreres ved salget af produkterne anvendes i forbindelse med lagerstyring og produktionsbeslutninger. Som Pelle Dragsted nævner i sin bog, har Amazon endog udviklet en algoritme, der bruges til at forudse hvad en kunde fremtidigt formentlig vil købe, før kunden selv har gjort sig det klart. Walmart bruger data fra salgsprocesserne i ordreafgivelsen til de virksomheder, der producerer varer til Walmart. Ordrerne afgives ikke på markedet, men leveres inden for de faste kontrakter, Walmart har indgået med sine leverandører.

Faktisk er denne digitale produktionsplanlægning af en størrelsesorden, som overgår mange nationale økonomier. Walmart havde i 2019 en omsætning på 514 mia dollars, Amazon omsatte i 2020 for 386 mia dollars, mens det danske bruttonationalprodukt i 2019 omregnet til dollars udgjorde 350 mia.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om de digitale styringsredskaber, som hos de større virksomheder er udviklet med det hovedformål at styrke udbytningen af de ansatte arbejdere og øge profitten i de enkelte virksomheder, kan tilpasses behovene i en demokratisk planlægningsproces af umiddelbart samfundsmæssige brugsværdier.

Ackerman konkluderer, at det ikke ville være muligt digitalt at foretage de nødvendige kalkulationer for at planstyre den samlede produktion i et samfund. Han skriver at de kalkulationer, der muliggør cirkulationen af produkter i em markedsøkonomi udføres af priserne.

”Der findes ikke nogen måde, hvorpå et decentraliseret system konstant kunne generere og udsende så mange kvantitative oplysninger uden brug af priser i en eller anden form.”

Centraliseret planøkonomi succes eller fiasko?

Ackerman mener således, at det er umuligt at erstatte markedsmekanismen med en detaljeret planlægning af produktionen i et samfund. Alligevel refererer han en undersøgelse foretaget af økonomen Peter Murrel, som har indsamlet en lang række analyser af effektiviteten hos centralt planlagte virksomheder, sammenlignet med virksomheder der fungerer under en kapitalistisk markedsøkonomi

I de forskellige analyser, Peter Murrel har samlet sammen, foretages kalkulationer af virksomhedsdata for såvel virksomheder, der opererer i en kapitalistisk markedsøkonomi som virksomheder der opererer under en central planøkonomi, som dem vi kender fra Sovjetunionen og de østeuropæiske lande. Analyserne er udført med metoder fra den neoklassiske økonomi og sammenligner parametre som teknisk effektivitet og allokativ effektivitet, og alle analyser når frem til, at virksomheder som fungerer under en centralstyret planøkonomi, er stort set lige så effektive som virksomheder, der fungerer i en kapitalistisk markedsøkonomi.

Alligevel konkluderer Ackerman, at et centralt planlægningssystem er ineffektivt sammenlignet med en markedsøkonomi. Det fremgik af den utilfredshed blandt forbrugerne, som kom til udtryk indenfor østblokken. Grunden til, at virksomhederne ​​ i en markedsøkonomi er bedre til at tilfredsstille forbrugernes ønsker er, ifølge Ackerman, at de er autonome. De østeuropæiske eksperimenter med markedssocialisme led, ifølge Ackerman, skibbrud, fordi man ikke tillod virksomhederne selv at tage de nødvemdige beslutninger. Dertil kom at man manglede et autonomt finansmarked, der kunne vurdere de enkelte virksomheders effektivitet, før man lånte dem penge, i stedet for det daværende finansielle system, som beviligede lån uden at tage virksomhedernes regnskaber i betragtnig, fordi man var interesseret i at holde virksomhederne i live, uanset om de var rentable. Ackermans ideelle markedssocialisme er således en økonomi bestående af autonome virksomheder, som på et autonomt finansmarked kan låne, hvad man har brug for til investering i produktion. De finansielle institutioner vil som kriterium for deres långivning kunne bruge den enkelte virksomhed indtjening af profit, fordi profitten kan opfattes som effektivitetsmål.

Ackerman er ikke specielt kritisk over for de priser, som findes i den nuværende kapitalistiske markedsøkonomi. Han skriver:

”De fleste af de millioner af varer, der findes i økonomien, er ikke som sundhedsforsikring eller naturressourcer, de er mere banale - som elastikker, metalplader eller fladskærms-tv. De relative priser på disse varer ser ud til at fungere som rimelige angivelser af deres relative marginale samfundsmæssige værdi.”

Om profit som effektivitetskriterium skriver han:

”Når det kommer til denne del af virksomhedernes input og output - tag for eksempel et stålfirma, der køber jern og sælger det fremstillet som stål – får jagten på profit virkelig kapitalister til at ønske at producere ting, som folk efterspørger på den mest effektive måde. ”

Kun værdisættelsen af nogle få varer som arbejdskraft, natur og information udtrykker, efter hans mening, ”profittens irrationalitet”. Hovedargumentet imod den kapitalistisk profit er, at den tilegnes af en snæver klasse af kapitalister. Der er derfor, ifølge Ackerman , brug for et system, der er bygget op omkring ”autonome virksomheder, der producerer og sælger deres varer på markedet og bestræber sig på at generere et overskud af output i forhold til inputtet…”. Han skriver ikke noget om, hvordan størrelsen af input og output kan beregnes, altså hvilken værdimålestok der kan anvendes, eller hvordan disse værdier relaterer sig til disse inputs og outputs brugsværdi. Markedet vil automatisk sørge for, at der produceres de varer, der er brug for i samfundet.

På denne måde arbejder han sig længere og længere væk fra sine indledende ord om

”konflikten mellem jagten på profit og tilfredsstillelsen af menneskelige behov.”

Faktisk skriver både Ackerman og Pelle Dragsted sig ind i en lang tradition der går tilbage til Stalin-tidens skriverier om socialistisk økonomi. Ifølge den dengang gældende teori var eksistensen af de økonomiske fænomener varer, pris, løn, profit osv. som alle er overtaget fra den kapitalistiske økonomi ikke noget problem, fordi der under socialismen er tale om socialistiske varer, socialistiske priser, socialistiske lønninger og socialistisk profit. Disse fænomener er fundamentalt forskellige fra de tilsvarende under kapitalismen, fordi de eksisterer i et socialistisk system, hvor den private ejendomsret til produktionsmidlerne er afskaffet.

På samme måde argumenter Ackerman, at markedsøkonomi, priser og profit er fundamentalt forskellige i et socialistisk samfund – fordi deres funktion bestemmes af samfundets overordnede økonomiske struktur, som er socialistisk.

Markedssocialistiske reformer viste sig i østblokken ikke at kunne erstatte den eksisterende udemokratiske centraliserede planlægning, og jeg tror heller ikke, at markedssocialisme kan erstatte den kapitalistiske markedsøkonomi.

Noter

1. https://solidaritet.dk/det-roede-og-det-sorte/

2. Pelle Dragsted, Nordisk Socialisme, Gyldendal 2021

3. Karl Marx: ”Randbemærkninger til det tyske arbejderpartis program” (Kritik af Gothaprogrammet) i Karl Marx og Friedrich Engels, Udvalgte Skrifter, Bind II, Forlaget Tiden, København 1952, side 16.

4. ibid.

5. ibid.