Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
20. juni. 2024

Alternativet standser sag om lukning af daginstitutioner i København. Forældre anklager Alternativet for at være uansvarlige

Alternativets medlem af Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune Emil Sloth Andersen har standset sagsbehandlingen om lukning eller nedskalering af op mod 33 daginstitutioner. Sagen skal nu tages op af hovedstadens Borgerrepræsentation, og det skubber den endelige beslutning om institutionernes skæbne. Emil Sloth Andersen siger, at sagen bør behandles yderligere, men han møder kritik fra forældrenes interesseorganisation og kolleger i Borgerrepræsentationen

Det er Alternativets Emil Sloth Andersen, som har forhalet sagsbehandlingen. Foto: Gabriel Rovira

Den forestående lukning eller nedskalering af op mod 33 københavnske daginstitutioner er sat på pause. Det sker, efter Alternativets medlem af Borgerrepræsentationen Emil Sloth Andersen har standset sagen ved Børne- og Ungdomsudvalgets møde 19. juni.

I en pressemeddelelse skriver Emil Sloth Andersen, at Borgerrepræsentationens møder – i modsætning til udvalgsmøderne – er offentlige og bliver livestreamet. Derfor vil borgerne få mulighed for at følge med, når de københavnske kommunalpolitikere beslutter, hvilke institutioner der skal lukke. Sagen skal nu behandles ved et ekstraordinært møde i Borgerrepræsentationen tirsdag 25. juni.

”Den her sag skriger af lukkethed. Det er svært at gennemskue, hvordan de 33 institutioner er blevet udvalgt. Nu synes vi, at der er behov for større åbenhed, og derfor tager vi sagen i borgerrepræsentation-salen”, skriver Emil Sloth Andersen i pressemeddelelsen.

Institutionerne skal lukkes eller nedskaleres, fordi der ikke er nok børn i Københavns Kommune til at udfylde pladserne i byens daginstitutioner. Samtidig vil det give en besparelse på 60 millioner kroner. Børne- og ungdomsforvaltningen skriver på deres hjemmeside, at ”nedjusteringen” – som det hedder på kommunalt – sikrer, at kommunen ikke er nødt til at fyre pædagoger.

Emil Sloth Andersen mener dog ikke, at besparelsen er nødvendig. I stedet foreslår han og Alternativet, at man finder de 60 millioner kroner ved kommunens budgetforhandlinger efter sommerferien og sætter prisen på KKFO’en (Københavns fritidshjem, red.) op.

”Det kan man sagtens”, skriver Emil Sloth Andersen i pressemeddelelsen.

14 ud af 33 institutioner stod til at blive reddet

Inden Alternativets medlem af Børne- og Ungdomsudvalget standsede sagen, havde et flertal bestående af SF, Enhedslisten, Alternativet og Venstre besluttet, at de 14 institutioner med højest kvalitet blandt de 33 skulle reddes.

Det vækker bekymring hos SF’s medlem af Børne- og Ungdomsudvalget Rasmus Steenberger.

”Vi syntes, at vi havde fundet frem til en god løsning, men den risikerer nu at blive lavet om”, udtaler Rasmus Steenberger til Solidaritet.

Han bakkes op af Line Nielsen, som er formand for Københavns Forældreorganisation.

”14 af de 33 institutioner på lukningslisten var blevet reddet. Jeg kan frygte, at der kommer yderligere besparelser på institutionerne, når sagen skal op i Borgerrepræsentationen, hvis de andre politikere skal ud at finde besparelserne i deres egne forvaltninger”, fortæller Signe Nielsen til Solidaritet.

“Forældre og personale har brug for afklaring”

Signe Nielsen fortæller også, at Emil Sloth Andersen og Alternativet ikke har ikke forældrenes opbakning til beslutningen om at standse sagen.

”Vi synes, det er superuheldigt for forældre og personale, som har brug for afklaring på, om deres institution skal lukke eller ej. Personalet på institutionerne står og overvejer, om de skal søge nyt arbejde. Og så synes vi, at forældrene skal have ro, selvom det er meget ærgerligt for de institutioner, der skal lukke. Så vi synes, at man skal følge indstillingen i Børne- og Ungdomsudvalget”, siger Signe Nielsen.

På TV2 Kosmopol kan man se en video med en frustreret forælder, som siger til Emil Sloth Andersen, at han ikke kan være beslutningen bekendt.

Alligevel står Emil Sloth Andersen fast på, at beslutningen om at få sagen behandlet i Borgerrepræsentationen er den rigtige:

”Det allerbedste vil jo være, hvis vi kan få endnu flere institutioner taget af lukningslisten. Og så får vi Borgerrepræsentationen til at tage stilling til sagen og mere åbenhed. Vi får udstillet det absurde i, at vi kan spare nogle penge, men det går ud over en masse børn”, siger Emil Sloth Andersen til Solidaritet.

En gratis omgang

SF’s Rasmus Steenberger kalder Alternativets handling for en gratis omgang.

”Måske kan man finde pengene ved at spare et eller andet sted. Alt er muligt i politik. Men Alternativet er ikke med i Københavns Kommunes budgetforlig. Derfor er det en gratis omgang for ham”, siger Rasmus Steenberger.

Men Emil Sloth Andersen mener, at man kan finde pengene.

”Man kan godt finde pengene ved efterårets budgetforhandlinger og i begrænset omfang ved at sætte prisen på KKFO’en op. Vi i Alternativet har ikke almagt. Men vi vil gerne være med i budgetforhandlingerne, hvis vi ellers kunne få en invitation”, siger Alternativets kommunalpolitiker.

Københavns Kommunes næste budget forventes indgået mellem partierne, som også stod bag budgettet for 2024. Partierne er Socialdemokratiet, De Konservative, SF, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

“Jeg fortalte Emil, at han ikke ville have forældrene med sig”

I Politikens dækning af sagen står der, at Københavns Forældreorganisation ved et møde 27. maj udtrykkeligt havde bedt Emil Sloth Andersen om ikke at trække sagen i langdrag. Det bekræfter Signe Nielsen over for Solidaritet.

”Emil spurgte os, om han skulle obstructe processen. Alle forældrene sagde nej! Jeg fortalte Emil, at han ikke ville have forældrene med sig”, fortæller Signe Nielsen om mødet mellem forældrene til børn i de lukningstruede institutioner og de københavnske kommunalpolitikere. Her var også Rasmus Steenberger til stede.

”Forældrene sagde ret tydeligt, at de ville have afklaring”, husker SF-politikeren.

Emil Sloth Andersen husker godt mødet og erkender, at han ikke har opbakning fra alle. Men alligevel mener han, at han og Alternativet tog den rigtige beslutning.

”Jeg forstår godt, at mange forældre – som var sikre på, at deres institution var taget af listen – er bekymrede. Det er nok især de ressourcestærke forældre, som havde overskud til at klage og indgive høringssvar. Men altså – de er jo sikre, hvis SF, Enhedslisten og Venstre stemmer, som de gjorde i Børne- og Ungdomsudvalget. Så er vi sikre på, at de institutioner ikke lukker.”, siger Emil Sloth Andersen.

Det er nu op til Borgerrepræsentationen at beslutte, hvor mange og hvilke københavnske institutioner som skal lukke.

Om skribenten

Jonas Neivelt

Jonas Neivelt

Redaktør på solidaritet.dk Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER