Amerikanske bilarbejderes faglige kamp: Stand Up-strejker er en effektiv guerillataktik

Den 15. september i år begyndte United Auto Workers (UAW) den første strejke mod de tre største bilproducenter i USA i fagforbundets historie. Strejkerne retter sig imod de tre selskaber Ford, General Motors og Stellantis.

UAW’s krav til de tre gigantiske selskaber er blandt andet et lønløft på 40 procent, 32 timers arbejdsuge, fastansættelse af vikarer efter 90 dage og et stop for forskellige løntrin mellem arbejderne. 

Arbejdere, der er blevet ansat siden krisen i 2007, er fx på et permanent lavere løntrin. Der er også andre lavere løntrin, som for eksempel for arbejdere, der fremstiller komponenter til elektriske køretøjer. 

Efterhånden som bilindustrien gennemgår omstillingen fra benzindrevne til elektriske køretøjer, kræver fagforbundet også retten til at strejke på grund af fabrikslukninger. 

En formand i camouflagetøj

Det er en nyvalgt ledelse i United Auto Workers, der har kastet deres fagforbund ud i denne titaniske arbejdskamp. Formanden Shawn Fain vandt snævert over den siddende formand i marts 2023 i forbundets første urafstemning om formandsposten. 

Fain var kandidat for en reformgruppe med navnet ”UAW Members United.” I USA er det almindeligt, at fagforeningsmedlemmer, som har den samme holdning til hvordan fagforeningen skal se ud, organiserer sig sammen, stiller kandidater op og fører fælles kampagner. 

UAW Members Uniteds slogan lød: “Ingen korruption, ingen indrømmelser, ingen løntrin.”

Shawn Fain er 54 år og har en familiehistorie inden for UAW. Hans bedstefar startede hos Chrysler i 1937, hvilket var et gennembrudsår for UAW. 

Fain har selv været medlem af UAW, siden han som 25-årig fik arbejde som elektriker på Chryslers fabrik i byen Kokomo, Indiana. 

Med Fains biografi i baghovedet kunne man fristes til at se for sig en hærdet fabriksarbejder, to meter høj og tre meter bred. Men Fain ligner faktisk mest af alt en blød kontormand, lille af højde, med smalle skuldre, store briller og en skaldet isse. 

Men hvis bosserne i de tre store bilproducenter troede, at Fain ville være nem at skubbe omkuld, så er de blevet overrasket. 

Fain er dukket op til demonstrationerne i militært camouflagetøj og har proklameret, at UAW står fast på sine krav. Også efter at selskaberne begyndte at komme med indrømmelser. 

General Motors har for nyligt tilbudt 23 procent lønstigning og indvilliget i at deres nye fabrikker til elektriske køretøjer dækkes af UAW´s overenskomst. 

Men det var åbenbart ikke nok for Fain og UAW – så strejken fortsatte.

Stand Up-strejke

Shawn Fains camouflagetøj er et fysisk udtryk for den guerillataktik, som fagforeningen anvender. 

UAW kalder selv deres strategi for: Stand Up-strejke. Det er et generationssvar på den Sit Down-strejkebevægelse, der skabte fagforeningens succes og gennembrud tilbage i 1937.

Sit Down-strejkerne var et potent våben: Arbejderne blev på fabrikkerne og besatte produktionsmidlerne. Det hindrede skruebrækkere i at gøre strejker impotente.

Stand Up-strejker er er derimod designet til at give UAW´s forhandlere maksimal fleksibilitet og mulighed for at eskalere konfliktniveauet under forhandlinger med virksomhederne. 

Det betyder konkret, at Fain hver fredag har holdt et pressemøde, hvor han har annonceret hvilke fabrikker, der rammes af konflikt i næste uge. 

Da UAW’s strejke mod Ford, General Motors og Stellantis startede 15. september, var 13.000 medlemmer udtaget til strejke. Det er omkring otte procent af UAW-medlemmerne i de tre selskaber. 

22. september voksede strejken til 18.000 medlemmer. Og 29. september voksede den yderligere til 25.000 medlemmer. 10. oktober voksede strejken så til 33.700 medlemmer.

Senest fortsatte eskaleringen den 25. oktober, da General Motors største fabrik, Arlington, gik i strejke. Der er nu 45.000 strejkende, ca 31 procent af alle UAW’s medlemmer i de tre selskaber. 

UAW’s kampstrategi med Stand Up-strejkerne betyder mulighed for at udvælge fabrikker og produktionslinjer, hvor fabrikkernes produktionskæder er mest sårbare, dvs. flaskehalsene.

Det er også en fordel for UAW, at mange medlemmer ikke skal have strejkestøtte, men med deres kontingent støtter de strejkende medlemmer. 

Ifølge Labour Note henter strejkestrategien inspiration fra den såkaldte CHAOS-stategi. CHAOS er en forkortelse for Create Havoc Around Our System. Strategien blev første gang brugt i 1993, da stewardesser på flyselskabet Alaska Airlines annoncerede, at de ville strejke på tilfældige afgange. Uforudsigeligheden tiltrak enorm medieopmærksomhed og drev ledelsen til vanvid.

Strejken ramte faktisk kun syv flyvninger over en periode på to måneder. Men Alaska Airlines måtte i de to måneder have skruebrækkere klar til at arbejde på hvert eneste fly – for en sikkerheds skyld.

Strategiens første sejr

Stand Up-strategien betyder, at UAW har mulighed for at straffe de virksomheder, der ikke giver indrømmelser, og belønne dem, der vil. 

Det sås eksempelvis 25. oktober, da UAW annoncerede, at forbundet havde lavet en foreløbig aftale med Ford. De bad derfor medlemmerne på Fords fabrikker om at genoptage arbejdet, mens de øgede presset på General Motors og Stellantis. 

Fords tilbud er en 25 procent lønstigning, der kombineres med en dyrtidsregulering. Det giver samlet arbejderne over 30 procent i lønstigninger. 

Der vil stadig være lønforskelle, men nyansattes løn vil stige med 68 procent. Og nyansatte bliver løftet til fuld løn efter tre år. 

UAW påstår, at forbundet har opnået en lønstigning, der svarer til alle lønstigningerne de seneste 22 år tilsammen. 

Aftalen betyder også, at UAW har vundet retten til at strejke, hvis Ford vil lukke fabrikker. 

I en video på UAW’s hjemmeside giver Fain æren for sejren til Stand Up-strejken og medlemmerne: 

“Ved at være klar til Stand Up med et øjebliks varsel, gav I jeres forhandlere magt til at opnå denne aftale. Alt, hvad vi fik ved forhandlingsbordet, alle de 100 millioner, vi fik firmaet til at give, var på grund af jer. Og det næste skridt er også op til jer.”

Aftalen skal nu til afstemning. Først i bestyrelsen. Derefter skal den diskuteres af medlemmerne via Facebook live, lokale medlemsmøder og så til endelig afstemning blandt medlemmerne.

Stand Up-strategiens svagheder

En svaghed ved Stand Up-strejkerne er, at den kun aktiverer et mindretal af medlemmerne direkte i strejkerne.

Derfor har UAW gjort et stort nummer ud af at inddrage de medlemmer, der ikke strejker, i andre aktiviteter. Den har blandt andet mobiliseret arbejdende medlemmer i en kampagne mod overarbejde under sloganet: “Eight and Skate.” Det kan oversættes som: “Otte og skrid”. 

Medlemmerne er blevet informeret om ret til at nægte frivilligt overarbejde. Og aktivister på gulvet har vejledt om, hvordan man undgår tvunget overarbejde via “sygdom” eller “sikkerhedsspørgsmål”. 

UAW-arbejderen Kenneth Larew forklarer dynamikken således til fagforeningsmediet Labornotes.org: 

“Mange af os, der har været med et stykke tid, forstår, at solidaritet kræver et offer,” siger han. 

“Det er sværere for yngre arbejdstagere. For de er mere afhængige af overtidsbetalingen for at klare sig,” forklarer han. 

“Som fagforening kommer vi fra en tid, hvor der ikke blev forlangt meget af os.” 

“En meget positiv ting, der kan komme ud af denne strejke og af at nægte overarbejde, er, at det vil starte en diskussion på gulvet, der vil hjælpe med at lære nye kollegaer, at ‘fagforening’ og ‘solidaritet’ er handlinger, ikke ord,” siger han.

Truslen om lockout

En anden svaghed ved strategien er risikoen for lockout, som arbejdsgiverne kan bruge til at tømme fagforeningens strejkekasse. 

Lockouts er ikke almindelige i USA, men har dog fundet sted. 

Sidste år blev arbejdere på Exxon Mobil-raffinaderieet i Texas eksempelvis lockoutet i 10 måneder. Den sluttede efter fagforeningens ratificering af en ny aftale. 

Der kan være flere grunde til, at Ford, General Motors og Stellantis ikke har grebet til lockout. De tre selskaber ønsker måske at fortsætte produktionen efter år med forstyrrelser i produktionskæderne på grund af mangel på reservedele og coronavirus-pandemi. 

En landsdækkende lockout kan også sætte de tre store selskaber i et dårligt lys: Amerikanerne holder overvejende med UAW. En meningsmåling, der blev offentliggjort 17. oktober, viser, at 76 procent af amerikanerne sympatiserer med de strejkende arbejdere. Mens kun 23 procent står på arbejdsgivernes side. 

Præsident Biden har også udtalt sin støtte til de strejkende offentligt. Det kan derfor være en PR-katastrofe for selskaberne at optrappe konflikten med en lockout.

Selvom lockouten ikke er blevet taget i brug officielt, så har strejken resulteret i tusindvis af fyringer i de tre selskaber: Officielt fordi strejken har umuliggjort produktion.

Tiden vil vise, om fyringerne kan rokke ved magtbalancen.

UAW´s største udfordring

I modsætning til hvad mange tror, er beskæftigelsen i den amerikanske bilindustri faktisk vokset med omkring 30 procent siden begyndelsen af 1980’erne til nu 1,3 millioner arbejdere.

UAW-medlemstallet i branchen er til gengæld faldet fra over en halv million til 160.000. Det skyldes først og fremmest, at væksten i branchen er sket hos nye bilproducenter, der ikke har overenskomst med UAW: Toyota, Honda og ikke mindst Tesla. 

Selvom Ford Motor Company, General Motors og Stellantis stadig er de tre største selskaber i USA, så producerer de kun omkring 50 procent af de køretøjer, der produceres årligt i USA. 

Der er ingen tvivl om, at lønstigninger på 30-40 procent vil skade konkurrenceevnen hos de selskaber, der har overenskomst, over for de selskaber, der ikke har en aftale med UAW. 

Det er de tre store selskaber naturligvis klar over. Ifølge Labor Note forsøgte Fords administrerende formand at bruge det til at presse UAW under en nyhedsbriefing 16. oktober. Han opfordrede her forbundet til at samarbejde imod de ikke-overenskomstdækkede konkurrenter: 

“Det burde være Ford og UAW imod Toyota og Honda, Tesla og alle de kinesiske virksomheder, der ønsker at komme ind i vores hjem,” sagde han.

Men UAW og Shawn Fain hoppede ikke på den nationalistiske limpind. Fain svarede ifølge Labor Note: 

“Det er ikke UAW og Ford mod udenlandske bilproducenter, det er bilarbejdere overalt mod virksomhedernes grådighed… Arbejdere hos Tesla, Toyota, Honda og andre er ikke fjenden – de er fremtidens UAW-medlemmer.”

Fagforbundet håber, at strejkesejre med højere lønninger hos de tre store selskaber kan drive lønningerne op i de konkurrerende virksomheder og tiltrække de uorganiserede arbejderes interesse for at blive medlem af en fagforening. 

---