Analyse nedtoner coronakrisens effekt på statskassen

»Pengene fosser ud af statskassen,« som Anders Fogh Rasmussen plejede at sige. Men gør det noget? Og i givet fald hvorfor ikke? Den borgerlige tænketank CEPOS nedtoner coronakrisens effekt.

Af Kim Kristensen

De plejer at skændes om få milliarder. Ja, selv millionregninger kan nogle gange få partier og politikere til at advare om en truende statsbankerot. »Pengene fosser ud af statskassen,« lød det som bekendt i slutningen af 1990’erne fra Venstres daværende formand, Anders Fogh Rasmussen, næsten hver gang Nyrup-regeringens ministre åbnede munden. En advarsel som blev forstærket af, at Roald Als på Politiken valgte at tegne Anders Fogh Rasmussen som en lille køllesvingende hulemand, der fast stod et eller andet sted på tegningerne og råbte den.

Men nu konkluderer tænketanken CEPOS i en analyse, at når regeringen i disse dage, uden nogen nævneværdig debat, kan udskrive tocifrede milliardchecks til trængte virksomheder og ansatte, så skyldes det én enkel årsag: Der er råd til det.

»Analysen viser, at såfremt coronakrisen bliver af kortere varighed, kan de offentlige finanser absorbere udgifterne til hjælpepakkerne uden efterfølgende stigninger i skatter eller udgiftsreduktioner,« siger cheføkonom Mads Lundby Hansen.

»Danmark har heldigvis meget sunde offentlige finanser. Det offentlige har en nettoformue på 3,9 procent af bruttonationalproduktet (BNP, red.) eller 90 milliarder kroner. Og på den lange bane vurderer Finansministeriet, at finanspolitikken er overholdbar svarende til én procent af bruttonationalproduktet eller 23 milliarder – før corona-krisen indtraf«.

Penge på kistebunden

Den seneste internationale sammenligning af landenes formuer er fra 2017, hvor den offentlige nettoformue på det tidspunkt var på et rundt nul. Dermed havde Danmark det år den niende laveste offentlige nettogæld ud af 34 lande i OECD.

Norge havde ganske vist en offentlig nettoformue på mere end 300 procent af BNP – på grund af landets store olieforekomster – men andre lande havde en nettogæld. Tyskland havde en offentlig nettogæld på 37 procent af BNP og Holland 38 procent. Hvorimod Italien med 125 procent og Grækenland med 149 procent havde den største offentlige nettogæld af BNP.

Med andre ord kan staten sagtens tillade sig at låne penge, hvilket i praksis sker ved, at Nationalbanken udsteder nye statsobligationer, der bliver solgt på de finansielle markeder. Danske statsobligationer har da også den højeste vurdering på de finansielle markeder, og renten, som staten skal betale for at låne, er meget lav. Omkring nul. Og nogle få milliarder årligt i renter og afdrag sætter ikke dansk økonomi over styr.

»Der kan selvfølgelig komme en udfordring, hvis Danmark og mange andre lande udsteder statsobligationer på samme tid,« siger Mads Lundby Hansen. »Det kan nemlig betyde, at investorerne ser en større risiko for staternes evne til at tilbagebetale gælden. Og så vil de kræve en højere rente, hvilket kan gøre det dyrere. Alligevel vurderer jeg ikke, at selv det vil få store og varige effekter på de offentlige finanser. Men det er selvfølgelig alt sammen under forudsætning af, at krisen ikke bider sig fast og vi får flere år med en høj ledighed og et stort underskud år efter år på de offentlige finanser«.

Hjælpepakker

I alt har regeringen fremlagt hjælpepakker, der direkte forventes at svække de offentlige finanser med 56 milliarder kroner.

Men da regeringen netop vurderer, at finanspolitikken er overholdbar kan man i morgen og i al uendelighed sænke skatterne eller øge udgifterne med de 23 milliarder kroner årligt, samtidig med at man kan finansiere alle fremtidige udgifter til folkepension, sundhedsvæsen og dagpenge. Hjælpepakkerne vil således kun skære knap én milliard kroner af overholdbarheden.

Den beskedne varige virkning af hjælpepakkerne skyldes, at der netop er tale om engangsudgifter som ikke går igen hvert eneste år på det offentlige husholdningsregnskab (hertil kan selvfølgelig komme tab på garantier ved bankers udlån til virksomheder)

Normalt arbejdes der med såkaldte strukturelle budgetter. Hvilket vil sige, at regeringen regner uden de udsving, der er i økonomien de enkelte år. Statskassen får i år med stigende aktiekurser – som eksempelvis sidste år – ekstraordinært store indtægter fra beskatning af pensioner. Men de penge bruges ikke på finanslovene, fordi de netop kan svinge fra år til år. Omvendt betyder det også, at udsving den anden vej – eller midlertidige og ekstraordinære udgifter – ikke påvirker regnestykket.

Selv hvis regeringen skulle bruge 300 milliarder kroner – som tænketanken Kraka har foreslået – vil bunden ikke gå ud af statskassen. Det vil nemlig kun svække den holdbarheden med fire milliarder kroner. Med andre ord vil overholdbarheden blive på 19 milliarder kroner og ikke 23 milliarder.

»Danmark er blandt de EU-lande, som har de sundeste offentlige finanser,« hedder det i analysen fra CEPOS. »Det skyldes i høj grad, at politikerne har truffet beslutninger om reformer, som har forbedret de offentlige finanser bl.a. gennem forhøjelse af folkepensionsalderen og reduktion af efterløn og dagpengeperiode«.

Den Spanske Syge

Tænketanken advarer dog om konsekvenserne, hvis coronakrisen trækker ud. Hvis ledigheden stiger med 100.000 personer – som det skete under finanskrisen – vil dette isoleret set svække den offentlige saldo med otte milliarder kroner, hvis ledigheden holder sig på det høje niveau i tre måneder. Den afledte svækkelse af den finanspolitiske holdbarhed udgør dog kun 0,1 milliarder kroner.

»Hvis Corona-krisen ikke bliver af kortere varighed, men f.eks. følges af en længere økonomisk nedtur, kan krisen medføre en betydelig belastning på de offentlige finanser,« hedder det i analysen. »Det så man i forbindelse med finanskrisen 2008/09, hvor der efterfølgende blev behov for at konsolidere de offentlige finanser med ca. 50 mia. kr. strukturelt«.

I dag sammenligner Mads Lundby Hansen med de amerikanske erfaringer fra influenzaudbruddet i 1918 og 19 – eller den såkaldte Spanske Syge – hvor recessionen var kortvarig, og slet ikke i nærheden af længden af depressionen i 1930’erne. Eller for den sags skyld finanskrisen.

I kølvandet på den Spanske Syge varede det økonomiske tilbageslag kun syv måneder i USA. Nedturene har ellers varet i gennemsnit 15 måneder siden 1900. »Når jeg ikke tror på en ny depression eller finanskrise, skyldes det, at der er en væsentlig forskel,« siger cheføkonomen. »Da vi fik finanskrisen, havde vi overvurderede aktiekurser, en usund finansiel sektor og et stort indlånsunderskud i bankerne, hvilket ikke længere er tilfældet.

“Når jeg ikke tror på en ny depression eller finanskrise [som i 2008 – 2009], skyldes det, at der er en væsentlig forskel”

Mads Lundby Hansen, cheføkonom i CEPOS

Nu handler det ikke så meget om en dårlig forudgående økonomi, men om en epidemi som lukker samfundet ned. Og her må man forvente, at epidemien bliver mere eller mindre inddæmmet og håndteret efter en periode og at økonomien så kan åbne op igen; virksomhederne kan starte og medarbejderne vende tilbage. Det er det mest sandsynlige. Men hvis nedlukningen af samfundet trækker meget ud, er der selvfølgelig en risiko for, at konkurser i den private sektor begynder at sætte sig i tab i den finansielle sektor. Og det kan udvikle sig til en finanskrise«.

Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.