Andre betaler en høj pris for EU’s jagt på naturgas

Det gav al mulig mening, da EU’s regeringer og EU-kommissionen satte sig for at undslippe afhængigheden af russisk naturgas efter invasionen af Ukraine i februar 2022. I høj fart trommede de en række olie- og gas-selskaber og nationale energiselskaber sammen, for i dialog med dem at finde en strategi for neddrosling af importen. Afvikling af afhængigheden af gas var ikke prioriteten. I stedet indledtes en hæsblæsende jagt efter nye leverancer fra andre lande. 

Importen fra Rusland står stadig på. Gassen ankommer til Europa via rørledninger gennem Ukraine, og med skibe fra det nordlige Rusland – men den er dog reduceret til en fjerdedel af niveauet fra 2021. Det er da en slags succes. 

Hvis båndene til undertrykkende regimer havde været parameter, ser det anderledes ud. Takket være gassen, er EU rykket tættere på flere regimer med meget lidt respekt for både folkeret og menneskerettigheder, herunder Israel og Marokko. 

Og risikoen ved et europæisk gaseventyr i Mozambique er kommet i fokus i Frankrig, takket være en undersøgelse af en massakre begået af landets militær. 

Alliancer med brutale regimer

Der var i månederne efter den russiske invasion ikke en seriøs diskussion om at afvikle eller bare kraftigt neddrosle brugen af gas. Det overrasker ikke nogen, der følger udviklingen af EU’s energistrategier i bred forstand. Det ene initiativ efter det andet bakker op om gassens store rolle i forsyningen. 

Opførelsen af ny infrastruktur peger på større import og forbrug i fremtiden, og en rad af tekniske fix – kulstoflagring ikke mindst – skal få os til at tro, at gas er foreneligt med klimadagsordenen. ”Dekarboniseret gas” i EU-sproget. 

Det lå derfor ikke i kortene, at Ukraine-krigen ville føre til en selvransagelse om ulemperne ved gas. Heller ikke geopolitiske ulemper. 

Blandt leverandørerne eller potentielle leverandører, som vandt fremme i de måneder i 2022, er Kazakhstan, Saudi Arabien, Qatar, Marokko, Israel, Egypten – en mageløs række af undertrykkende regimer, og krudttønder på hver sin måde. To af dem – Marokko og Israel – har oven i købet årtiers erfaring i at blæse på folkeretten.  

Hvad Israel angår, så gik der ikke mange måneder efter invasionen af Ukraine, før EU, Israel og Egypten havde underskrevet en aftale om betragtelig eksport af gas til Europa – i Israels tilfælde for første gang. Siden Gaza-krigens indledning med Hamas’ terrorangreb har Israel eksporteret til Frankrig, Grækenland, Italien, Belgien, og Polen. Og trods de dønninger, Israels folkedrab på palæstinenserne trods alt har givet i europæisk politik, er der ingen udsigt til, at EU vil slække på gas-samarbejdet. 

Massakren i Afungi

I det hele taget synes hensynet til gas at trumfe hvad som helst, måske mest tydeligt i Mocambique, hvor EU har støttet og trænet hæren i kampen mod Al-Shabaab, en islamistisk terrorgruppe, siden sommeren 2021. Det skete efter det franske olie- og gasselskab, der dominerer udvindingen af gas i området, måttet indstille arbejdet på grund af Al-Shabaab. 

Den islamistiske organisation har fundet grobund i den nordlige del af landet, der længe har været forsømt af centralregeringen. Udvindingen af gas tæt på kysten har ikke givet lokalbefolkningen fordele, kun flere problemer. Fordrivelser og overgreb fra militær og politi er fulgt i kølvandet på Al-Shabaabs aktiviteter, og har mange steder efterladt civile i en frygtelig klemme mellem to parter. 

Netop i denne tid er der kommet nye oplysninger frem om overgreb begået af mozambiquanske elitesoldater i nærheden af gasfelterne, som optager især franske politikere. Ifølge en undersøgelse offentliggjort af Politico, begik de en massakre i slow-motion på i omegnen af 200 lokale civile i foråret 2021 – som indebar indespærring i ugevis i en skibscontainer, tortur, voldtægt og halshugning. 

Det var civile, der var flygtet fra kampene, lige så meget på flugt fra Al-Shabaab som fra militæret. Adspurgt hvad der lå bag aktionen, kaldet Afungi-massakren, svarede den ansvarlige officer, at det handlede om at beskytte ”Totals projekt.”

Totalandia

Totals projekt er massiv udvinding og eksport af gas, ikke mindst til Europa. Det er baggrunden for den store interesse fra EU’s side, der udmønter sig i stabil støtte til den militære indsats gennem våbenleverancer, finansiering af tropper fra Rwanda, samt en EU-mission for træning af den mozambiquanske hær,  bl.a. med deltagelse af soldater fra den tidligere kolonimagt Portugal. 

EU træder med andre ord ind som en afgørende faktor i bekæmpelsen af Al-Shabaab. Man kan endda sige, at EU tager over for Total selv. I en periode var det nemlig selskabets egne penge, der blev brugt til at betale for den mozambikanske hærs tilstedeværelse i den zone, der fik tilnavnet ”Totalandia”.

Der er ikke i sig selv noget odiøst ved at støtte kampen mod Al-Shabaab, der har mange massakrer på samvittigheden. Men det betyder selvfølgelig alt, hvordan der gås frem, og hvilke motiver, der styrer indsatsen. Og hvad dét angår, har EU ikke noget motiv til at søge løsninger på den sociale og økonomiske krise i det nordlige Mozambique, der udgør konfliktens rod. Indsatsen går ud på at give en håndsrækning til Total og den europæiske gasimport. Da EU’s Høje Repræsentant, eller ’EU’s udenrigsminister’, skulle melde ud om, hvad formålet egentlig er for EU’s indsats, lød det: 

”Mit svar er klart: Gasforekomsterne i Mozambique bør først og fremmest komme det mozambiquanske folk til gode, mens de også kan hjælpe med at tackle den globale energikrise og energiefterspørgslen. Men det er ikke den primære årsag til vores engagement i Mozambique. Europas sikkerhed begynder steder, der sommetider kan være tusinder af kilometer væk.”

Gas og undertrykkende regimer

Hvilken sikkerhed, må man spørge? De fleste vil kæmpe med at begribe, hvordan en relativt lille væbnet gruppe i det sydlige Afrika – den være sig nok så brutal – kan blive en trussel mod ’Europas sikkerhed’, hvis ikke netop gassen bringes ind i billedet. Takket være den, har EU allieret sig med det undertrykkende styre, og hjælper et gigantisk fransk olie- og gasselskab med at bringe den lokale gas til bl.a. det europæiske marked. 

Og man kunne fortsætte med relationerne til Marokko, der er udset til både at være transitland for gas fra Algeriet, samt eksportør af brint. Lagt sammen med en gammel aftale mellem EU og Marokko om fiskerirettigheder, er incitamentet i EU – til at kræve Marokkos besættelse af Vestsahara bragt til ophør – til at overse. 

Sammenlagt er det en meget høj pris, der betales for at bibeholde gassen centralt i EU’s energiforsyning. Set med klimabriller blev en vigtig chance forpasset, da Rusland gik ind i Ukraine. Den anden del af prisen er, at det har ført EU længere ind i favnen på brutale regimer, der fremover har en klemme på beslutningstagerne i Bruxelles. Den pris betales især af mennesker i Mozambique, Palæstina og Vestsahara.