Angela Davis landede på Egeskov Slot, og udfordrede de pæne middelklasse-rammer

Heartland Festival er en festival med klare linjer. Kommer du kørende i en Mercedes, kan du holde på en særlig plads, helt oppe ved indgangen, foran resten af parkeringspladserne. Har du penge – og det har mange på Heartland – kan du slå et smut forbi Skaldyrsbaren, og spise hummer tilberedt af en Michelin-kok. Og har du lige lidt flere penge, kan du købe adgang til særområdet Wonderland, ”[…] hvor du kan få den ekstra service, du ikke forventede på en festival.”

Egeskov slot knejser royalt over festivalgængerne, der myldrer rundt i den romantiske slotshave, som i festivalens anledning er blevet udsmykket med diverse kunstinstallationer. For at komme ind på festivalområdet må man følge en smal havegang indrammet af meterhøje hække, og selvom Wonderland er forbeholdt dem med ekstra penge på lommen, er det svært ikke at føle sig som Alice på vej ind i en mærkværdig fantasi. Det er ligesom i Lewis Caroll’s bog besnærende, men også lidt creepy.

Over os vajer en kunstinstallation af kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang bestående af en række hvide bannere med påmalede udsagn om sprogets magt, såsom ”Language creates reality” og ”Silence becomes complicity.” Som de hænger der, virker de på en og samme tid som aktivistiske interventioner, som pæne æstetiseringer af aktivistisk praksis OG som en slags Orwell’sk Big Brother-sprog. Det er opfordringer til kritisk refleksion, men på en meget stilfærdig måde, og måske kendetegner det festivalen meget godt.

For Heartland er egentlig også en festival, der vil noget med sit program. I hvert fald er det af flere omgange lykkedes dem at lande besøg fra nogle af de helt store, progressive tænkere og aktivister. Sidst festivalen blev afholdt, dengang i 2019 før Coronapandemien, var det Judith Butler, der var her. Nu er det Angela Davis, der besøger Heartland på festivalens første dag.

Davis, har siden sin fængsling i 1970 – og frikendelse to år senere – været et kæmpe internationalt venstrefløjsikon, ikke mindst pga. den store internationale kampagne Free Angela Davis and All Political Prisoners. Davis’ billede er blevet printet på utallige t-shirts, og har hængt som plakater i venstrefløjshjem. Siden 1970’erne har hun også været en central aktivist og forsker i den antiracistiske prison abolition movement, som arbejder på at afskaffe fængselsstraf som koncept, og har også lagt mange kræfter i Palæstina-solidaritetsarbejde.

På Heartland er hun sat i stævne med den britiske journalist og forfatter til bogen Why I’m No Longer Talking to White People About Race (2017), Reni Eddo-Lodge, under overskriften On abolition. Samtalen foregår i et stort, dunkelt telt, og der når at danne sig en lang kø udenfor, før festivalgæsterne får lov at komme ind.

Et vidne for dem, der ikke overlevede

Selvom det er planlagt som en samtale, fungerer Eddo-Lodge primært som interviewer af Angela Davis, og der går ikke længe, før samtalen drejer ind på aktivismen i 1970’erne. Når Davis skal forklare rødderne til den fængselskritik og -aktivisme, hun har været så central for i hele sit politiske liv, er det den sorte, amerikanske fængselsaktivist George Jackson, hun først refererer til. Jackson blev politisk aktivist i fængslet, hvor han havde fået dom på ubestemt tid (”1 year to life”) for et mindre røveri på en gasstation. I fængslet blev Jackson politiseret, og hans arbejde var med til at ændre opfattelsen af, hvad en politisk fange var. Hvor begrebet typisk blev brugt om en, der blev fængslet specifikt for sin politiske overbevisning, var Jackson med til at vise, hvordan fængslet også fungerede som en – med Davis’ ord – “institution af racistisk undertrykkelse”.

Jackson og mange andre forblev fængslet pga. deres politisering af sagen, men som Davis peger på, var deres politisering også dét, der skabte fundamentet for fængselsabolitionisme-bevægelsen, fordi det synliggjorde fængslet som en central institution i at opretholde et racistisk samfund.

George Jackson blev dræbt af fængselsbetjente 21. august 1971, formentlig i forbindelse med et flugtforsøg, og han er langt fra den eneste. Mange af de aktivister, Davis var organiseret med i 1970’erne, overlevede ikke. Til Eddo-Lodges åbningsspørgsmål om, hvorvidt Davis ser sig selv som en overlever, lyder der da også et temmelig klart: Ja!

Davis beskriver sit arbejde som et løfte om at vidne for dem, der ikke overlevede og ikke fik den anerkendelse, hun har fået. Ikke kun ved at nævne specifikke aktivister, men også ved konsekvent at fremhæve kollektiviteten i det arbejde, hun har været en del af. Det står i kontrast til den måde, Davis ofte indskrives i et narrativ om en slags enestående aktivist-stjerne. Da en Heartland-medarbejder byder velkommen til talken, præsenteres den nyudgivne bog Abolition. Feminism. Now. (2022) som Davis’ nye bog, selvom den er udgivet af fire forskere sammen. Davis selv taler konsekvent om den ud fra et vi, og tematiserer også vilkårene for det kollektive arbejde, der er gået forud for bogen. Der må skrues lidt på tingene for at få plads til kollektiviteten i en verden, der er fokuseret på stjerner. Som når Davis kort inde i samtalen beslutter sig for at rykke rundt på opstillingen af stolene, så hun slipper for at sidde med ryggen til nogen inde i teltet.

For Davis er fængslet en fortsættelse af slaveriet

Samtalens hovedfokus er abolitionisme-bevægelsen i USA, der har fået fornyet styrke ovenpå den store organisering omkring Black Lives Matter. Bevægelsen blussede op i sommeren 2020, hvor politiet myrdede den sorte amerikaner George Floyd, og tusindvis af mennesker både i USA og andre steder i verden gik på gaden i protest. Sloganet Defund the police lød på tværs af protesterne, og unge aktivister kastede sig ind i kampen for politi- og fængselsabolitionisme. Amerikanske Teen Vogue lavede sågar et helt tema om abolitionisme, til stor fortørnelse for den amerikanske højrefløj.

For Davis starter bevægelsen allerede i slutningen af 1960’erne, og fortsætter op gennem 70’erne, hvor nye forståelser af, hvem der tæller som en politisk fange udvikler sig. Det er også her, fængslets racistiske funktion i det amerikanske samfund bliver teoretiseret og kritiseret. Og det er her man begynder at forstå, at fængslet er en forlængelse og videreudvikling af det racistiske slavesystem, selv efter slaveriet blev afskaffet.

Men det er særligt udviklingen af dét, der i dag kaldes masseindespærringen, som er centralt for fængselsabolitionismen i dag. USA er det land i verden, der fængsler flest mennesker, og som har den højeste fængselsrate blandt indbyggerne, og fængslerne i USA rammer voldsomt skævt. Sorte amerikanere fængsles knap fem gange oftere end hvide amerikanere, for blot at nævne en del af skævheden.

En stor kapitalistisk elefant

Udviklingen med masseindespærringen eskalerede især op gennem 1980’erne. Som eksempel nævner Davis staten Californien, hvor antallet af fængsler før 1980 var 12. Fra 1980-1995 blev der bygget 18 nye fængsler, og i dag er det samlede antal oppe på 35. At udbygningen af fængselssystemet tog fart i 1980’erne, er ifølge Davis ikke en tilfældighed. Som hun siger: ”Kapitalismen er ofte elefanten i rummet, når vi taler om de her ting.”

“Det er problematisk, argumenterer Davis, at vi altid spørger: Hvad skal der komme i stedet for det, der rives ned? Det kommer til at lyde, som om der skal opfindes alternativer, der kan gå ind og dække de aftryk, som de nedrevne fængsler har efterladt sig i jorden. Det er ikke det, det handler om.”

For Davis og den fængselsabolitionistiske bevægelse er det afgørende at forstå, hvordan masseindespærringen falder sammen med den globale kapitalismes udvikling. 1980’erne var også årtiet, hvor neoliberalismen vinder frem, og velfærdsstaten destabiliseres, fx med privatisering af sundhed. Dels skaber udbygningen af fængslerne i USA en hel industri, hvor virksomheder tjener penge på fængselssystemet. Deres interesserer flettes også sammen med statslige ønsker om at udvide fængselssystemet – hvilket Davis sammen med kollektivet Critical Resistance har været med til at udpege som Det Fængselsindustrielle Kompleks.

Samtidig, forklarer Davis, må denne periode forstås som udtryk for dét, der også kaldes racial kapitalisme. Begrebet dækker over, at man fra det tidspunkt, hvor den politiske elite ikke længerede prioriterede at løfte samfundet socialt, kunne se, at fattige (og især sorte) amerikanere blev sendt i retning af fængslerne i en sådan grad, at man i dag har verdens største fængselsbefolkning.

Det er alt dette, fængselsabolitionismen kæmper imod. Som Eddo-Lodge opsummerer: ”Abolition handler om at forestille sig en verden uden straf, om at skabe noget andet. Men hvad er så byggeklodserne for at skabe en abolitionistisk verden?”

Når abolitionisme nævnes, svarer Davis, er det første, man tænker på, at rive ting ned: at rive institutioner som fængsel og politi ned. Men det er ikke nok bare at rive institutionerne ned – det så vi med slaveriet, der som institution blev afskaffet, men hvor der var en masse andre ting, der aldrig blev gjort op med, som stadig den dag i dag former samfundet. Men det er også problematisk, argumenterer Davis, at vi altid spørger: Hvad skal der komme i stedet for det, der rives ned? Det kommer til at lyde, som om der skal opfindes alternativer, der kan gå ind og fuldstændig dække de aftryk, som de nedrevne fængsler har efterladt sig i jorden. Det er ikke det, det handler om.

I stedet, foreslår Davis, bør vi spørge: ”Hvilket samfund skal vi have, for at de her institutioner kan gøres forældede?” Så viser der sig hurtigt nogle byggeklodser. Vi har brug for jobs, boliger, sundhedspleje, uddannelser og ikke mindst en forståelse af os selv, der er relationel, fremfor individfikseret. Vi skal have transformativ, ikke-straffende retfærdighed fremfor gengældelsesstraf. Man kunne også spørge: ”Hvad har vi brug for, for at kunne føle os sikre?” Kort sagt, det handler også om revolution, slutter Davis.

Indflydelse tager mange år(tier)

I løbet af samtalen blev der også tid til mere strategiske og organisatoriske overvejelser, ikke mindst om ændringerne fra 1970’erne til i dag. Hvor Eddo-Lodge havde bidt mærke i forskellen på, hvor vi organiserer os – digitalt eller i fysiske rum – ledte Davis opmærksomheden over på den måde, hvorpå den antiracistiske bevægelse ifølge hende er blevet skubbet ind i kapitalismens sfære, fordi filantropiske fonde og velgørenhedsorganisationer er blevet en vigtig del af aktivisters økonomiske organisering.

“…et kæmpe kollektivt arbejde havde gødet jorden for den store stigning i debatter om racisme i offentligheden. Ja, der skete noget særligt [i 2020], men det var ikke bare folk, der blev grebet af øjeblikket.”

Angela Davis

Ikke nok med, at det knytter aktivismen til et kapitalistisk system. Davis pegede også særligt på en bekymring for, hvad det gør ved selve tidsopfattelsen i bevægelsen, når fonde giver midler med krav om planer for, hvilket outcome givne aktiviteter skal få på en 2-årig eller max 5-årig målplan.

”Vi ved, det tager generationer, årevis, før politiske bevægelsers indflydelse bliver synlig,” argumenterede Davis, og problematiserede den fortælling, der ofte dominerer både i offentligheden og historieskrivningen, hvor en enkelt begivenhed fremhæves som dét, der pludselig, ud af det blå, starter noget nyt.

Nej, siger Davis, fx var de store Black Lives Matter-demonstrationer i sommeren 2020 ”ikke bare en spontan reaktion, de var resultatet af bevægelser og organisationer, store som små, der har rejst spørgsmålet om antiracisme og politivold og abolitionisme i mere end 50 år.” Vi må forstå, at det var et kæmpe, kollektivt arbejde, som havde gødet jorden for den store stigning i debatter om og bedre forståelser af racisme i offentligheden. Ja, der skete noget særligt, for millionvis af mennesker gik på gaden verden over, og også flere hvide mennesker end nogensinde før kom på gaden for antiracisme, men nej, det var ikke bare fordi folk ”blev grebet af øjeblikket.” I stedet, forklarer Davis, må vi se det som resultatet af ufatteligt mange menneskers slidsomme arbejde over virkelig mange år, og det må man huske, når man kæmper for politisk forandring.

Også revolutionære har brug for at danse

Reni Eddo-Lodge har selv oplevet en voldsom berømmelse på ganske kort tid, da hun udgav den blogpost, som siden er blevet til bogen Why I’m no longer talking to white people about race. Med udgangspunkt i egen erfaring tog hun hul på dét spørgsmål, der trænger sig på, når en enkelt aktivist opnår nærmest ikonstatus, sådan som Davis har gjort det.

“Hver gang jeg dukkede op til fester, var der ingen, der ville danse med mig. Alle ville stå og have dybe, politiske samtaler med mig henover høj musik. Så jeg holdt op med at tage til fest”

Hjælper det bevægelsen, eller skader det den? Fra Davis lød det næsten prompte: ”Jeg forstår ikke, hvorfor folk drømmer om at blive berømte. Det er svært!” Lidt uddybende siger Davis, at hun har måttet erkende, at hun aldrig kommer til for alvor at finde sammenhæng mellem den oplevelse af sig selv, hun har, og den måde hun opfattes på af andre, men at det især handler om at afmystificere berømmelsen.

Fx beskriver hun en oplevelse, hvor hun mødte en ung pige, der havde en t-shirt på med Davis’ billede. Det har Angela Davis altid fundet ekstremt mærkeligt. Så hun gik hen til pigen og spurgte, hvorfor hun havde den t-shirt på? Det viste sig, at pigen ikke vidste meget om Davis, men hun svarede: ”Hver gang jeg har denne her t-shirt på, så føler jeg mig stærk.” For Davis ændrede det opfattelsen af berømmelsens rolle i bevægelsen. ”Den t-shirt handlede ikke om mig, den handlede om bevægelsen. Den var stedfortræder for den kollektive, stærke bevægelse, for vores bevægelses styrke. Så jeg ser berømmelse som et billede på bevægelsens styrke.”

Alligevel har berømmelsen også føltes hæmmende. Davis fortæller, hvordan hun, da hun kom ud af fængslet, glædede sig så meget til at feste: ”Men hver gang jeg dukkede op til fester, var der ingen, der ville danse med mig. Alle ville stå og have dybe, politiske samtaler med mig henover høj musik. Så jeg holdt op med at tage til fest.” Også revolutionære kan have brug for bare at danse, og Eddo-Lodge svarer, med hvad der næsten lyder som en opdatering af anarkisten Emma Goldmans berømte ord om, at det ikke er hendes revolution, hvis hun ikke må danse: ”One’s gotta groove.”

Myten om Skandinavien som en positiv undtagelse

Samtalen bliver meget orienteret mod den amerikanske kontekst, Davis kender bedst, og selvom det er et scoop med Reni Eddo-Lodge som interviewer, sidder jeg tilbage med en følelse af, at det havde klædt samtalen med en tredje part som interviewer, der havde kendskab til den dansk-skandinaviske kontekst, og som kunne give plads til, at Eddo-Lodge kunne komme med flere egne pointer. Fx havde Moussa Mchanghama lige siddet på samme scene forinden og modereret en debat om familieformer. Det havde været oplagt, at han simpelthen bare var fortsat, eller at man havde inviteret en anden afrodansk aktivist eller journalist ind.

Lidt kommer Davis dog omkring Skandinavien, ikke mindst fordi hun netop har mødtes med en række aktivistgrupper inden talken. Hun nævner, at kollektiverne Marronage og Freedom of Movements påpeger en romantisering af Skandinavien, hvor det fortsat er en sejlivet myte, at der ikke hersker racisme i samme grad som i USA, og at racisme ikke på samme måde er et strukturelt problem her.

Men som Davis siger: Det er forståelsen af strukturen racisme, der er det afgørende. Hun beskriver et chokerende besøg i et fængsel uden for Stockholm i Sverige. Der var så mange af de fængslede, der var af afrikansk eller sydamerikansk herkomst. ”Hvis man vil have en fornemmelse af, om racisme er et problem i samfundet, så skal man bare kigge på fængslerne,” siger hun med klar opfordring til de danske tilhørere, der lige nu ser ind i en politisk kontekst, hvor det danske fængselssystem faktisk er ved at blive udbygget, både med leje af fængselspladser i Kosovo, og en beslutning om at bygge et nyt fængsel i den seneste økonomiaftale for Kriminalforsorgen.

”I har et stort arbejde foran jer,” siger Davis, og minder så om, at Skandinavien faktisk har en stor historie med netop afskaffelse af fængsler, som måske er gået lidt i glemmebogen i Danmark, men som havde stor betydning for bevægelsen i USA. Davis nævner den norske forsker Thomas Mathiesen, hvis bog Politics of Abolition, der oprindeligt er fra 1974, blev genudgivet tilbage i 2014. ”Den abolitionistiske bevægelse i USA skylder udviklingen af abolitionisme i Skandinavien i 70’erne en hel del,” påpeger Davis og minder således om, at det arbejde, der ligger foran os i Skandinavien, også bærer rødder i den bevægelse, hun selv har fået rollen som vidne for.

I en kort, afsluttende snak om den nye bog, Abolition. Feminism. Now., formulerer Davis en forståelse af enhed i bevægelsen, som næsten også kan læses som en opsang til den politiske diskurs i Danmark i dag: ”Enhed bliver altid fremstillet som en enhed af de samme ting. Men i virkeligheden kan forskellene være dét, der binder os sammen. Der er brug for at holde fast i forskellene. Der er brug for at se forskelle som en skabende kraft, snarere end som noget negativt.” Således er bolden kastet op til det videre arbejde, Davis slutter samtalen af på. “Nu har vi startet en samtale, forhåbentlig vil I fortsætte den”, siger hun og rejser sig til stående applaus i det dunkle festivaltelt.

Festivalgæsterne forsvinder missende med øjnene ud i slotshavens drømmeland med vinglas i lommen og naturvin på flaske. Om det er Heartland-folket, der kommer til at fortsætte den samtale, kan man måske godt tvivle lidt på. Heartland er en festival for dem med penge på lommen.

Men heldgivis er samtalen allerede i fuld gang i organisationer og kollektiver som Black Lives Matter, Marronage, Freedom of Movements, Afro Danish Collective og mange flere. Her lægger aktivister hver dag det hårde arbejde, som der er brug for at udføre og bakke op om i mange år fremover. Det er netop dét arbejde, som Davis også omtaler, og som har gjort, at en middelklasse-festival som Heartland overhovedet tænker på at invitere en aktivist som Angela Davis ind i sin midte, for at sætte fængselsafskaffelse på dagsordenen.

---