Anmeldelse: Den grønne by – elementbyens børn

På afstand af dagens krig og gru kan 1950’erne og 1960’erne virke som nærmest paradisiske eller i det mindste håbefulde årtier. På trods af fattigdom og ulighed og kold krig. Velfærdssamfundet var på vej.

Det skabte job for mange husmødre og fik drømmen om parcelhuset til ikke bare at rykke nærmere, men til at blive en realitet for stadig flere.

Sand, eng og skov til børnene

Forfatteren er vokset op i AAB-afdeling 39, en samling på 195 række- og tofamilieshuse. Husene blev tegnet af arkitekterne Knud Hallberg og Jørgen Bo og placeret på den bare mark i Hjortekær; et mindre samfund mellem Helsingørmotorvejen og Dyrehaven, nord for København – med en enkelt busforbindelse til ’civilisationen’.

Suset fra moderniteten på den ene side – efter motorvejens indvielse i 1956 – kunne høres vidt omkring, mens Dyrehaven skabte rum til hulebyggeri, æblerov og jagtture med skytten. Bebyggelsen blev opført i 1947-48, og havearkitekten C. Th. Sørensen var ansvarlig for beplantningen. 

I de samme år blev han kendt som skrammellegepladsens fader, men en sådan blev ikke anlagt her. Det var nok allerede for kontroversielt, og ikke et syn, beboerne ligefrem ville begejstres over. Anlægget blev i stedet for projektet med afsæt i Sørensens tro på, at blot børn havde adgang til sand, eng og skov, skulle det hele nok gå.

Midt i bebyggelsen placeredes to grønne plæner, hvor store og små kunne lege (læs spille fodbold), afbrudt af en lund af akacietræer, der efterfølgende udviklede sig til et eldorado af hulebyggeri og cykelracerbaner for de mellem 400 og 500 børn, der boede i bebyggelsen. Hvordan sandet kom ind i billedet, melder historien desværre ikke noget om.

Sociale kløfter i barndommens land

Midt under corona – bevæbnet med optagerudstyr, kamera, tålmodighed og nysgerrighed – opsøger Bjørn Meidell sine gamle legekammerater. Det drejer sig oftest om mænd, men der er også blevet plads til et par kvinder. De fortæller om et minisamfund med sociale kløfter. Afstanden mellem de mange arkitekter, kunstnere og bogfolk ned til buschaufføren, slagteren eller den enlige mor var stor mellem voksne, men også blandt børnene.

Drengene fra den akademiske elite dyrkede den ”hvide” sport tennis til perfektion på tennisbanerne midt i bebyggelsen, mens børnehjemsbørn eller drenge fra fattige og udsatte familier blev drillet og mobbet – også (og ikke mindst) af deres kammerater i skolen og af lærerne.

Børn løb ærinder for deres mødre og passede deres mindre søskende. Der var en børnefilmklub, og fastelavn og Sankt Hans blev markeret på behørigt vis. Og så var der rigtige vintre til, med ski- og skøjteløb lige uden for døren.

Bag en barndom uden skærm, som nutidens forældre måske kunne unde deres børn, og hvor fjernsyn var en sjældenhed, mens udelegen synes nærmest uendelig, gemmer der sig de sørgeligste og tragiske historier. Om familier, hvor mor dør i en ung alder, om midlertidige ophold hos bedsteforældre eller på børnehjem. Om en far, der druknede, da skibet Hans Hedtoft forliste i 1959.

Der er fraværende fædre, og der fortælles om den pris, som deres familier måtte betale i form af skilsmisser og store ar på sjælen. De mange fortællinger afbrydes af sammenfattende afsnit, hvor linjerne trækkes op – men hver fortælling fortjener at blive læst (højt) for sig selv. De mange samtidige billeder er endnu et kapitel, som det er værd at fordybe sig i.

Byggeriets demokratiske intentioner

Bogens mange interviews viser, at byggeri kan have mange demokratiske intentioner, men hvordan de leves ud, er en ganske anden sag. Her sætter kun fantasi, fingernemhed, fattigdom eller rigdom grænserne. Mødre som sov i rum, der var beregnet til koks. Forældre der tog til takke med sovesofaen i stuen. Børneværelser opdelt med masonitplader.

Målt med dagens standarder, hvor et nybygget parcelhus let kan snige sig op over 200 kvm, var husene små. 84 kvm for et dobbelthus og 62 kvm for et rækkehus, der til tider skulle rumme far, mor og helt op til fire børn.

Det er ikke altid helt let at finde rundt i mylderet af personer og naboer, endsige, hvad der tales om, og hvor det foregår. Kortet inde i bogen kunne med fordel have været scannet bedre og trykt indvendigt på omslaget, så det var lettere at genfinde. Et register over navne og steder ville heller ikke have været ad vejen. Et samlende afsnit om arkitekturen ville også have været behjælpeligt.

Undervejs i arbejdet med bogen, kommer Bjørn Meidells mor efter 71 år i Elementbyen på plejehjem, og der skal ryddes op. Indimellem skal barnebarnet hentes inde på Vesterbro, det nye hippe sted at bo – også for småbørnsforældre.

Kontrasterne mellem dengang og nu er til at føle på. Det kan man (måske) begræde og ønske med Meidell, at hans bog bliver læst af politikere og planlæggere og andre, der interesserer sig for børns plads i byens rum.

Bjørn Meidell: Den grønne by – Elementbyens børn. Forlaget Frydenlund, 2023. Vejledende pris 300 kr.