Anmeldelse: En dreng vokser op – eller er hun en pige?

Den lille dreng Aitor – det lille menneske med langt brunt – hår rammer mig direkte i hjertet, fordi hun minder om mig selv som lille dreng. Også jeg voksede op uden megen hjælp til at forstå, hvem jeg var eller kunne blive.

Jeg havde præcis det samme brune hår, der ind imellem skygger for øjnene. Nogle gange i lette bølger, men ellers skinnende blankt og smukt. Kameraet fanger øjnene med stor skarphed, og hans øjne ser på verden med alvor og tyngde, fordi der ikke synes at være rigtig plads til at være et sammensat og modsætningsfyldt lille menneske. Gennem filmen genser vi det melankolske udtryk i ansigtet utallige gange.

Kald mig Lucía vandt Berlin-festivalens publikumspris og Sølvbjørnen for bedste skuespiller. Den otteårige Sofia Otero spiller den i filmen ligeledes otteårige dreng Aitor. Moderen tager til de baskiske bjerge for at holde sommerferie hos bedstemoderen med de tre børn, mens faderen bliver på sit job inde i byen.

Aitor har kælenavnet Cocó og nægter at lade sit hår klippe. Det møder ikke lige stor forståelse hos alle. Derfor er Aitor overladt til sig selv med problemer med sin identitet og sin vej frem i tilværelsen. Aitor får moralsk støtte fra moderens tante, som plejer sine bistader på de skrånede bjergsider og evner at få Aitor til at åbne sig lidt mere og fortælle om sine kvaler.

Kameralinsen fortæller historien under de voksnes radar

Kameraet spiller en stor rolle for historien. I store dele af filmen ser vi noget, som vi ellers ikke ofte får mulighed for at se – det der ligger under de voksnes radar.

Fotografen følger især Aitors øjne og bevægelser. Vi inviteres tæt ind i forvirringen om og konflikterne med hans identitet. Der ligger en dyb smerte gemt her, men også en sødmefuld følsomhed garneret i melankoli over for verden omkring hende.

Kameralinsens omsorg for detaljer og øjeblikket bidrager til at gøre filmens tematik til noget almenmenneskeligt og tidsløst.

Kvindernes indbyrdes kampe, styrker og følsomhed

Kvinderne og pigerne dominerer filmen.

Moderen har en stærk vilje, men ved ikke hvad hun skal stille op med sig selv eller alt det, hun skal tage sig af. Hun fordyber sig mest i sin afdøde fars skulpturer, og man fornemmer arven fra en distanceret patriark. Forholdet til hendes egen mor fremstår kompliceret og distanceret med gensidige beskyldninger.

Derimod viser moderens tante sig som et lyspunkt, der formår at åbne op – især i forhold til Aitor. Tanten bliver ellers i begyndelsen gengivet som en dame, der bare er biavler, men måske tilbyder arbejdet med dyrene og naturen noget vigtigt – en rummelighed og omsorg, som giver en dreng eller pige mulighed for at være helt sig selv.

Filmen viser noget klassisk og næsten enkelt om generationernes indbyrdes forhold og muligheder for at komme til orde, hvilket den snævre kernefamilie ikke kan tilbyde. De ældre og mere modne kvinder i familien tilbyder børnene nogle andre rum og en større fleksibilitet.

Aitor – eller Cocó – møder i Baskerlandets bjerge også en jævnaldrende veninde, og de finder i hinanden en eventyrlig gensidig accept. Det er her igen takket være fotografen Gina Ferrers indfølende kamera, at vi ser deres blide kærlighed udfolde sig.