Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
26. august. 2021

Anmeldelse: Er venstrefløjen en overklassebevægelse?

Sarah Wagenknecht vil gøre op med ‘livsstilssocialister’, og generobre arbejderklassens stemmer. I hendes nye bog trækker hun grænserne skarpt op, og hendes holdninger minder om dem, flere danske socialdemokrater også har udtrykt.

Rødt kort til milliardærer og politisk korrekthed. Sarah Wagenknecht ønsker at appellere til den traditionelle arbejderklasse, og gør i sin nye bog op med det, hun betegner som en selvretfærdig venstrefløj. Foto fra Facebook.
Denne artikel tager cirka 8 minutter at læse.

Er venstrefløjen blevet til en overklassebevægelse? Sahra Wagenknecht, der siden 2009 har repræsenteret Die Linke i den tyske forbundsdag, ville svare ja til det spørgsmål. Det kan man læse om i hendes nye bog ”De selvretfærdige. Mit modsvar for fællesfølelse og sammenhold”, der udkommer i dag. Den er spydig, mange gange nytænkende, men hænger desværre ikke altid helt sammen.

“De selvretfærdige” er et stort anlagt opgør med de ’rigtige’ meninger og automat-analyser, som efter hendes opfattelse dominerer den tyske venstrefløj … og driver arbejderklassen lige lukt ud i enten det højreradikale Alternative für Deutschland – eller politisk apati. Bogen er også et program for en ny politisk orientering for den tyske venstrefløj, kulturelt, nationalt og økonomisk, baseret på det hun kalder “venstreorienteret konservatisme”.

Nr.1 på die Linke-politikerens skydeskive er noget hun kalder venstreliberalismen, hvis tilhængere hun kalder livstilssocialisterne.

Venstreliberalismen er ikke nogen fast lære, men et sæt af ideer, der handler om at se og vurdere verden gennem lighedsorienterede, moralske briller. Hendes første eksempel er levnedsmiddel-brandet Knorr, der markedsførte et produkt under navnet ’Sigøjner-sauce’. Uha! De venstreliberale rejste med held en shit-storm over dette tilsyneladende racistiske produkt – så varen sælges nu under navnet ’Ungarsk Paprikasauce’. Stor anti-racistisk sejr!

Men da samme koncern tvang deres ansatte til ringere startløn, lavere lønstigninger og lørdagsarbejde under trussel om fyring, var der ingen, som protesterede. Ingen. Venstreliberalismen interesserer sig for symbolsk lighed og ignorerer spørgsmål om faktisk lighed. Den praktiske verden er ligegyldig i den venstreliberale tankegang. 

Missionærerne

Livsstilsocialisterne har som regel akademisk uddannelse og adresse i storbyernes smukke, ældre bydele. Her går man op i de moralske manifestationer og det helt korrekte forbrugsvalg. Man går efter “shopping for en bedre verden, livsstils-produkter der formidler eksklusiv moralsk identitet”

At være optaget af at være såkaldt ‘politisk korrekt’ forbruger og moralist, er der ifølge Wagenknecht ikke noget forkert i – i sig selv. Men livsstilssocialisterne distancerer sig meget voldsomt fra anderledes tænkende. Fra deres kant hævdes en moralsk overlegenhed, som virker nedgørende på andre. Og de andre i den sammenhæng er typisk medlemmer af arbejderklassen, der må opleve, at deres livsform og indstillinger bliver afvist og set ned på. De bliver mødt med “en attitude, der minder om en velvillig missionærs”. De skal “omvendes”. Og heri ligger en foragt, som ingen af de ramte kan undgå at bemærke. Livsstilssocialisterne prædiker et åbent og tolerant samfund, men står selv for en “skræmmende intolerance” over for andre synspunkter end deres egne. Oven i det er livsstilssocialisterne internationalt orienterede. Her går man ind for åbne grænser, taler gerne flere sprog, man er ubetinget tilhænger af øget indvandring – men bor selv langt fra indvandrertætte områder, og man har ikke børn i samme skole som dem med udenlandsk oprindelse. Man tror ikke på nationalstaten som social ramme, men begejstres for EU.

Den venstreliberale tankegang er ifølge Wagenknecht massivt aggressiv. Sætter nogen spørgsmålstegn ved f.eks. indvandring, CO2 –afgifter eller corona-nedlukninger, rammes de prompte med byger af ukvemsord om sort reaktion, nazisme og fascisme. 

De mest vellønnede livsstilsocialister ser ikke indvandrere som mulige løntrykkere og rivaler til jobs. Tværtimod ser de indvandrere som en kærkommen lejlighed til at få en billig hushjælp. Det er tilsyneladende mere vigtigt for livsstilssocialisterne at udvise accept og inklusion af indvandrere, end at løse praktiske problemer, der uvægerligt opstår i forbindelse med, at nogle skal finde sig til rette i et nyt land. 

Venstrefløjen skal “omfavne nationalismen”

Her sker det, at arbejderklassen bliver politisk hjemløs, opgiver venstrefløjens partier og vender sig mod f.eks. det nationalt orienterede Alternative für Deutschland. Det tyske Socialdemokrati har jo for længst kompromitteret sig med tiltag, der massivt har udhulet velfærden i Forbundsrepublikken. 

Den tyske industri er de sidste mange årtier blevet afviklet, og man er nu i et servicesamfund med en stærkt svækket arbejderklasse, der må se sig distanceret af nye lønmodtagergrupper. Det gælder først og fremmest akademikere, som i høj grad lægger afstand til arbejderklassen; ikke kun i levemåde og vaner, men også ved at befæste sine positioner, og i meget høj grad udelukke andre fra at få de attraktive stillinger.

Sahra Wagenknechts tanke er, at venstrefløjen skal gøre op med venstreliberalismen og finde sig selv. Man skal sige nej til det smarte og moderne, og bekende sig til konservatismen. Venstrefløjen skal tage nationalismen til sig. Det ellers helt outdatede begreb national stolthed skal finde ny plads.

• Sarah Wagenknecht (f. 1969) vokseede op i Jena i det tidligere Østtyskland, som barn en iransk far og en tysk mor. Familien flyttede senere til Berlin.

• Er uddannet filosof fra Groningen Universitet i Nederlandene, og har taget en ph.d. i økonomi ved Chemnitz Universitet.

• Stod fra 2015 – 2019 i spidsen for Die Linke i den tyske Bundestag, hvor hun tilhører den kommunistiske platform, KPF. Blev i sin tid som frontfigur kritiseret internt for blandt andet at have udtrykt sig skeptisk over for Black Lives Matter-bevægelsen og Fridays for Future.

• Da Wagenknecht udtrykte sig kritisk over for den tyske migrationspolitik på en partikonference i 2016, fik hun smidt en chokoladekage i ansigtet. Trods intern splittelse er hun dog flere år blevet udpeget som Tysklands mest populære politiker – foran Angela Merkel.

• Medstifter af bevægelsen Aufstehen, der er en græsrodsbevægelse som ønsker at ændre samfundet i en venstreorienteret retning. Bevægelsen sammenlignes ofte med franske La France Insoumise, ledet af venstrepopulisten Jean-Luc Melenchon.

+

Nationalismen har for Wagenknecht sin berettigelse, fordi det netop er nationalstaten, der danner rammen om den enkeltes liv. Der kan man forvente at finde garantier, som danner et socialt sikkerhedsnet i kraft af, at nationen netop er et fællesskab. Her går hun hårdt i rette med EU, som hun kalder et elitært projekt på baggrund af EUs mangeårige sparepolitik. Hun taler dog ikke for udmeldelse af EU, og heller ikke reform af EU. Et internationalt samarbejde skal der til, men hun melder ikke hvilket. EU er for hende blevet rammen for en alliance mellem den uddannelsesmæssige og økonomiske elite – et synspunkt hun overtager fra den franske økonom Thomas Piketty. Underklassen oplever EU som et magtinstrument – rettet mod sig. 

Det nationale fællesskab bliver ifølge hende en del af den enkeltes identitetsskabelse. Fællesskabet kræver imidlertid, at man yder noget til det. For ellers bliver man ikke medlem. Her er det Wagenknechts tanke, at migranter kan have vanskeligt ved at vinde accept, netop fordi de som nyankomne endnu ikke har ydet noget til fællesskabet. Borgerløn er heller ikke noget, hun tror på.

Afmagt i arbejderklassen

En del af samfundets selvforståelse er, at de seneste årtier har gjort os alle friere. Snævre normer er blevet nedbrudt, flere måder at leve på bliver alment accepteret. Men, hævder Wagenknecht, ikke alle har den opfattelse – store dele af befolkningen (underklassen) oplever stigende sociale forskelle og stigende jobusikkerhed. De har vendt sig til højrepopulisterne – Marine le Pen i Frankrig og Geert Wilders i Holland, AfD i hendes hjemland. Kun hos disse højreradikale kunne de finde forståelse for deres afmagt. 

Her har Sahras Wagenknecht en helt afgørende, interessant iagttagelse: Blandt dem, der stemmer på det populistiske højre, er der en klar opfattelse af – at social lighed er central og opnås ved at tage fra de rige og give til de fattige. På den baggrund kan hun blankt afvise, at “tidsånden” er blevet højreorienteret. Man er heller ikke blevet “racister”. Folk er bare blevet meget utrygge.

Det vil føre for vidt her at komme ind på alle aspekter af denne meget provokerende bog, der (desværre) er oversat til yderst kluntet dansk. Når Wagenknecht tænker på ‘venstreliberalisme’, har hun nok i høj grad det tyske parti De Grønne i tankerne. Men venstreliberalismen rækker også langt ind i hendes eget parti, die Linke. Kammeratlich Donnerwetter kan vi nok vente i partiet.

Meget af den tyske debat findes også i den danske. Har vi en frelst venstrefløj, der er ligeglad med det faktiske, og i stedet er helt fokuseret på det moralske? Jeg synes, jeg kan genkende noget. Har vi også en venstrefløj, der er ude af kontakt med arbejderne i produktionserhverv? Javist. Jeg genkender også dele af Wagenknechts positioner hos f.eks. boligminister Kaare Dybvad og debattøren Lars Olsen. De er begge optagede af et kulturelt og politisk skel mellem de kort- og de langt-uddannede. Men de sætter skellet som noget absolut – modsat Die Linke-politikeren. Hun argumenterer, hvor de to nævnte postulerer. Hendes argumenter mod EU finder man også hos Enhedslisten. Hun taler dog ikke om udmeldelse, men betoner og efterlyser et nationalt fællesskab. Mig bekendt har ingen i Enhedslisten talt om nationalt fællesskab som noget positivt. 

En buldrende bog i alle retninger

Jeg tror ikke selv på idéen om at indsætte konservatisme som et positivt begreb. Det må for pokker være muligt at tale om den moderne verdens udviklinger – uden at skulle ende som overklasse udviklings-tosse.

“En del af samfundets selvforståelse er, at de seneste årtier har gjort os alle friere. Men ikke alle har den opfattelse – store dele af befolkningen oplever stigende sociale forskelle og stigende jobusikkerhed.”

Det skal også være muligt, at vi kan tale om problemer og negative sider af indvandring og kulturforskelle uden at blive brændemærket som højreradikal. Den danske venstrefløj har det heller ikke så nemt med at tale om migrationsproblemer. Kan man på SF’s eller Enhedslistens hjemmeside finde et program om indvandring? Det har ellers været et afgørende politisk spørgsmål i mere end 20 år!

Jeg anbefaler bogen, selv om den ikke altid hænger sammen, og forfatteren buldrer frem i alle retninger. Kan vi som venstrefløj genvinde kontakten og kontrakten med arbejderklassen? Hvis ikke, taber vi. 

Sarah Wagenknecht: De Selvretfærdige. Forlaget Brilleuglen (2021). 348 s., vejl. pris 200 kr.


Om skribenten

Steen Gottlieb

Steen Gottlieb

Steen Gottlieb er cand. mag. og arbejder som indvandrerlærer. Han er medlem af Gert Petersen-selskabet. Læs mere