Anmeldelse: Frygten – drivkraft, cement og logik

Den kolde krig er historien om den kamp mellem to samfundssystemer, som udfoldede sig efter bolsjevikkernes overtagelse af magten i Rusland i 1917, og fremvæksten af Sovjetunionen som et modstykke til den hidtidige, kapitalistiske verdensorden. Begge den kolde krigs parter førte denne ”kolde” krig i årtier, frem til Berlin-murens fald 1989 og Sovjetunionens sammenbrud 1991.

Poul Villaumes bog dækker den kolde krigs historie foreløbig frem til 1961. Og vil blive fulgt op med bind II.

Bogens titel er ”Frygtens logik”. Og frygten er da også en integreret bestanddel af den kolde krigs struktur. Frygten er til at begynde med en frygt for undergangen af ét samfundssystem, det kapitalistiske. Dernæst opbygges efter Oktober-revolutionen i Rusland et alternativt samfundssystem, der – helt fra truslen om udslettelse gennem en kontrarevolution med støtte af militær intervention fra et stort antal kapitalistiske lande – fra begyndelsen føler sig mindst lige så udryddelsestruet som sin kapitalistiske modpart.

”We will all go together, when we go”

Fra 1945 medfører opfindelsen, anvendelsen og videreudviklingen af kernevåbnene atom-og brintbomben og de andre masseødelæggelsesvåben, at frygten for et samfundssystems undergang mere og mere gled i retning af frygten for hele menneskehedens udryddelse, uanset det økonomiske styringssystem. Med den amerikanske satiriker Tom Lehrers berømte – allerede dengang stærkt politiske ukorrekte – formulering: ”We will all go together, when we go /every hottentot and every eskimo”.

I 2001 behandlede SF’s tidligere formand, Gert Petersen, det samme tema, i en bog med titlen ”Med Frygten som drivkraft”.

Hos Poul Villaume citeres USA’s daværende udenrigsminister, John Foster Dulles for på det Nationale Sikkerhedsråds første møde i 1955 at have beklaget, at tendenserne til afspænding i årene efter Stalins død havde ”visse uheldige konsekvenser, for eksempel tabet af frygtens cement i vores alliancer”. Og ikke alene i Vest, men også i Øst. Her havde ”ånden fra Geneve” også ”en farlig indvirkning på Sovjetunionen, som følgelig tog sine forholdsregler herimod”.

Gensidigt garanteret ødelæggelse

Det er ikke mærkeligt, at frygtens tyngdepunkt efter kernevåbnenes indmarch skubbede sig afgørende fra det kapitalistiske eller det stalinistiske systems undergang til frygten for den samlede menneskeheds Armageddon.

I den udstrækning selv begrænsede angreb på kapitalismen eller stalinismen af disse systemers forsvarere bliver integreret og søges undertrykt med terrorbalancens anvendelse af frygt for total, fysisk udslettelse, bliver USA og Sovjetunionen paradoksalt nok en hinandens garanter mod omvæltning af samfundsordenen. Den gensidige forsikring får senere betegnelsen ”gensidig garanteret ødelæggelse”, eller ‘mutually assured destruction‘, der med amerikansk forkortelses-humor fik betegnelsen MAD.

Det er tankevækkende, hvordan Sovjetunionen – selv når man er Vesten totalt militært underlegen – ikke benægter den vestlige fremstilling af sovjetisk overlegenhed, men tværtimod nærmest pralende fremstiller sin styrke vildt overdrevet.

Poul Villaumes gennemgang af denne frygtens historie er detaljeret, tankevækkende og særdeles dokumenteret. Den har naturligvis vakt raseri hos historikere, der ikke opererer med nøgterne metoder til at forstå koldkrigsparternes åbenlyse løgne og anvendelsen af frygtens drivkraft /cement /logik i deres propaganda. Det må være mærkeligt for en historiker med Poul Villaumes metode og udogmatiske udgangspunkt at blive angrebet, fordi han f.eks. ikke påviser ”dæmoni” i den ene eller den anden parts samfundssystem.

Lyst til at læse mere og endnu dybere

For mig har det taget lang tid at holde pause fra Poul Villaumes bog. Ikke fordi den er en (langt fra munkemarxistisk) mursten på 528 sider, men fordi den – også i kraft af et stærkt noteapparat – opfordrer til meget mere end énvejskommunikation. Læseren kan med stor fordel læse bogen fra ende til anden. Men undervejs er det svært ikke at stoppe op og gå i dybden ved finde kilderne, som i vid udstrækning er tilgængelige på nettet. Eller – hvis man er mere forlystelsessyg – at supplere Villaumes fremstilling med f. eks. gennemgange på youtube af forskellige forløb. Her kan man sågar finde interviews og optagelser med datidens hovedpersoner til at krydre læseoplevelsen.

Selv et par enkelte supplerende bøger bliver det hurtigt til, når Poul Villaume har vakt læserens fulde opmærksomhed.

Omkring det tidlige, komplicerede forhold mellem Sovjetunionen og dens allierede før og under 2. Verdenskrig er det f.eks. voldsomt at blive mindet om Winston Churchills plan ”Operation Unthinkable” – der foreslår, at USA og Storbritannien efter Hitlers nederlag skal omskole 100.000 tyske soldater og ved hjælp af dem og erobret tysk krigskapacitet skal vende våbnene mod Stalins Røde Hær og rulle russerne tilbage til Moskva. Allerede her spillede de endnu ikke offentligt kendte atomvåben tilsyneladende en rolle.

Planen blev stærkt problematiseret til døde af den britiske generalstab, ikke mindst med henvisning til den Røde Hærs faktiske styrke og enorme konventionelle, militære overlegenhed i 1945.

Serviet-aftalen om Europas opdeling i interessesfærer

De forbrydelser, som de allieredes befrielse fra nazistisk okkupation også medførte, behandles ligeledes i bogen, så læseren efter behov får værktøj til at udforske videre. Det gælder den brutale serviet-aftale mellem Churchill og Stalin om Europas opdeling i interessesfærer efter krigen. Og også hvordan aftalerne kun blev overholdt hvad angik grænsedragning, men ikke hvad angik de befriede folks demokratiske rettigheder. Stalins indsættelse af kommunistiske regimer er velkendt og almindeligt fordømt.

”Poul Villaumes gennemgang af frygtens historie er detaljeret, tankevækkende og særdeles dokumenteret. Den har naturligvis vakt raseri hos historikere, der ikke opererer med nøgterne metoder til at forstå koldkrigsparternes åbenlyse løgne og anvendelsen af frygtens drivkraft /cement /logik i deres propaganda.”

Et lille hjertesuk skal være, at beskrivelsen af den græske borgerkrig efter min opfattelse fortjener større opmærksomhed. De kommunistiske partisaner – som havde befriet størstedelen af Grækenland fra nazisme efter krigen – blev (måske magtpolitisk ”klogt”) totalt svigtet af Stalin og nedkæmpet med napalm af de vestlige allierede i en årelang ”borgerkrig” med flere hundredetusind ofre. Noget der helt frem til i dag har præget Grækenlands stilling i forhold til Europa.

De eneste, som et stykke tid ydede de græske partisaner aktiv støtte, var Titos Jugoslavien. Et forvarsel om, at der inden for de senere frygtcementerede stormagtblokke kunne opstå dissenser til støtte for selvstændighedsbestræbelser, ikke mindst i den tredje verden.

Det dækker Villaumes bog også rigtig godt. Fremvæksten af den Alliancefri Bevægelse og af fredsbevægelserne i efterkrigstiden er et vigtigt element i bogen, som også fortjener nøjere studium.

Så tak for det kæmpe arbejde, der inspirerer til indsigt.

Alle, der interesserer sig for sikkerhedspolitik, bør skaffe sig ”Frygtens Logik” – og glæde sig til næste bind!

Poul Villaume: Frygtens Logik. Gads Forlag (2020), 528 sider. 350 kr.