Anmeldelse: Kramers København – og byens forandring

København er en anderledes by, end da jeg flyttede til som 20-årig i 1989. København var nedslidt, grå, befolkningstallet sank, boligstandarden var ringe, og gaderne sprudlede ikke ligefrem af liv. Det var også det år, hvor Jens Kramer Mikkelsen blev overborgmester.

Byen er mildest talt forandret siden da. På godt og ondt – men mest godt. Fortiden skal ikke romantiseres. Jeg savner i hvert fald ikke de kolde vintre i en Vesterbrolejlighed med enkeltlags-vinduer, ingen bad, koldt vand og el-radiatorer. Nu lever vi vores liv i byens rum, på pladser og ved havnen, på en helt anden måde end dengang. Mens flertallet har bedre job og bedre liv end før. Men, for der er et men – byen er også mere ulige – og opdelt end dengang.

Forandringen af København har mange årsager. Først og fremmest strukturelle ændringer, nye produktionsformer med mange videnstunge arbejdspladser, konjunkturer, udvikling af oplevelsesøkonomien – kort sagt alt det man ofte kalder for urbaniseringen og det generelle træk for storbyer i hele den vestlige verden. Men politiske beslutninger – om infrastruktur, byudvikling m.m. har også spillet en rolle.

Jens Kramer Mikkelsen er det menneske, som nok har haft den største rolle i de seneste 30 års forandringer af København. Og han er nu portrætteret i en biografi, som udkom 28. oktober. Det er meget passende, når netop Kramers værk – forandringen af byen – er til debat op til kommunalvalget tirsdag 16. november. Med bogen om Kramer får man også en baggrund for de ønsker, som lå bag forandringen.

Dialog og konfliktkultur i 80’ernes København

Kramers barndom, opvækst og ungdom skildres i bogen som tryg, med stærkt familiesammenhold, og Socialdemokratiet som konstant og naturlig følgesvend. Måske romantiseret lidt. Men sådan kan mange vel have det, når man tænker tilbage på barndom og ungdom.

Som ung (og venstreorienteret) er Kramer aktiv i DSU. Han bliver uddannet som lærer, og vælges i 1978 ind i Borgerrepræsentationen – på et af de yderste mandater. Han får sin politiske opvækst på Københavns rådhus i 1980´ernes ”konfliktkultur”, som periodens kampe mellem overborgmester Egon Weidekamp, venstrefløjen og ikke mindst BZ´erne kaldes i bogen.

Kramer virker som om, han egentlig gerne havde set mere dialog og mindre konfrontation mellem bystyret og de unge. Han var med til at sikre de unge huset på Jagtvej i 1982. Det er interessant i betragtning af, at han senere var med til at sælge Ungdomshuset. Det salg skabte i 2007 de sidste store gadekampe i København, som i voldsomhed var værre end de løbende bataljer i 80érne.

“I efteråret 1994 viste budgetforslaget for 1995 et underskud på næsten tre milliarder. Selvom der måske ikke var en bred offentlig erkendelse heraf – var København reelt fallit.”

Kramer arbejder sig op gennem det socialdemokratiske hierarki, bliver gruppeformand og en af Weidekamps nærmeste i slutningen af 80´erne. Han fremstilles som loyal til fingerspidserne, men han er fra en anden generation. Det viser sig, da han udpeges til ny overborgmester i starten af 1989.

Der kommer en anden stil, med langt mere dialog med andre partier. Man er ikke i tvivl om det sociale engagement hos Kramer, og det står til troende, at særligt de første år i 90´erne opleves som meget svære. Byens økonomi hang i laser, og løbende nedskæringer på velfærden var hverdagskost. I efteråret 1994 viste budgetforslaget for 1995 et underskud på næsten tre milliarder. Selvom der måske ikke var en bred offentlig erkendelse heraf, var København reelt fallit.

Som led i en aftale med finansminister Mogens Lykketoft, der blev lavet i den anledning, blev ca. 19.000 kommunale boliger solgt. Langt de fleste som andelsboliger til beboere. Det fremstilles i bogen som nødvendigt, bl.a. fordi kommunen var en elendig boligadministrator. Det skal nok passe, men de voldsomme konsekvenser salget har haft for boligforsyningen til mennesker uden de store indkomster – og den medfølgende koncentration af sociale problemer i den almene boligsektor – berøres desværre ikke i bogen.

Ingen plan for genopretning

Tiden som overborgmester fylder langt det meste af bogen, rimeligt nok. Her er det Ørestad og Metro, der ses og beskrives som de helt store drivere i at få byen i gang. Det konstateres, at ”der var ingen plan” for genopretningen af København. Men en serie konkrete initiativer gjorde forskellen. Størst var ideen om at byudvikle arealer på Vestamager, og gøre det ved at starte med at bygge den kollektive infrastruktur. Det skulle gøre arealet interessant for investorer og andre i forhold til erhverv og boligbyggeri. Vel at mærke med en højklasset, kollektiv trafik som basis. Salget af grunde skulle betale for anlægget af metroen.

Ørestad og Metro i centrum

Forfatteren har valgt at gøre Ørestad og Metro til omdrejningspunktet i sin fortælling. Derved overses det, at byens økonomi allerede var ved at vende, og indbyggertallet på vej op, før metroen var færdig, og før udbygningen af Ørestaden begyndte. Det skyldtes ikke mindst, at familier, i slutningen af 90’erne, begyndte at blive boende især i brokvartererne, bl.a. fordi de mange gårdsaneringer gav grønne områder tæt på. Det var det første tegn på den urbanisering og konjunkturvending, som slog igennem med fuld kraft i 00´erne.

Samtidig skete også forandringer i de administrative systemer i kommunen. Styreformen blev ændret, så de enevældige borgmestre forsvandt, og der kom årlige effektiviseringskrav til forvaltningerne. Ørestad og Metro er meget store forandringer af byen. Men de står ikke alene, som man nemt får indtrykket af i bogen.

Bogen vil fortælle historien om forandringen af København, og er også et forsvarsskrift mod kritik, som i stigende grad retter sig mod ”københavnermodellen” – hvor jord sælges for at betale for infrastruktur, og derved skabe byudvikling. At der ikke var noget alternativ, hvis byen skulle udvikles, er en central forklaring fra Kramer – og mange andre af de interviewede.

At forandringen ikke var en enkelt persons værk, nævner Kramer selv. Men bogen breder ikke den dimension ud – og fokuserer i stedet på personen som hovedansvarlig. De udefrakommende konjunkturer nævnes heller ikke rigtig.

00´ernes magtkampe

Forfatteren Niels Frid-Nielsen er journalist og skriver letflydende og tilgængeligt. Han har valgt en række nøglepersoner fra Kramers tid på rådhuset til at belyse forskellige sider. Det er for så vidt interessant, men bliver først rigtigt nærværende, da Kramers tre børn i et af bogens sidste kapitaler fortæller om opvæksten med en kærlig – og meget travl far.

”Den del af Jens Kramers og rådhusflertallets politik, som handlede om at ændre befolknings-sammensætningen, fylder ikke voldsomt meget i bogen. Men uligheden og opdelingen i byen er steget.”

Undervejs repræsenterer tidligere skoleborgmester Per Bregengaard venstrefløjen – og gør det nuanceret og godt. Blandt andet Kramers samarbejde med venstrefløjen, også EL, om budgetter og velfærdspolitik i 00´erne. Her vil jeg gerne tilføje: uden venstrefløjens konstante kamp for cykelstier, grønne byrum m.m, så havde den dimension af byen ikke udviklet sig så stærkt som det faktisk er sket.

Søren Pind gentager, hvad han har sagt i sin egen erindringsbog ”Frie ord”: At han og Kramer var hovedansvarlige for forandringen i København. At når de to stod sammen, så kunne de rykke, men at de nok kom til at ødelægge det lidt for hinanden i 00´ernes magtkampe. Jens Kramer siger nogenlunde det samme, og de falder bogstaveligt talt hinanden om halsen i fælles nostalgi over deres enighed og store resultater. Men kampen mellem Kramer og Pind var også meget hård, og trak spor gennem hele rådhuset i perioden. Det bliver nogle sider i de erindringer – jeg måske skiver en dag – om bagholdsangreb på hinanden, rygter om alt muligt lækket til journalister og den slags. Så også her har en vis nostalgi muligvis sneget sig ind i bogens beskrivelser. Kramers & Pinds aftale om at stoppe for alment boligbyggeri fylder desværre ikke meget i bogen (om end den nævnes af Bregengaard og Pind)

Kramer var også brutal – får Pind nævnt i sin anmeldelse af bogen på Altinget.dk. Og det er rigtigt. Det er en del af at være i politik på topplan, hvad København Rådhus var og er.

Uligheden og opdelingen i København er steget

At der i dagens København er behov for at sikre boliger til mellem- og lav-indkomst familier fylder også i bogen.

Men den del af Jens Kramers og rådhusflertallets politik, som handlede om at ændre befolkningssammensætningen, fylder til gengæld ikke voldsomt meget i bogen – selv om det var en central del af de politiske beslutninger, som blev taget fra midten af 90´erne. Men uligheden og opdelingen i byen er steget. Ikke mindst som resultat af den boligpolitik som er blevet ført gennem årene. Under Jens Kramer – og såmænd på mange stræk videreført efter ham.

Det så venstrefløjen på rådhuset tidligt som en risiko – og har advaret mod det i en årrække. Ikke at venstrefløjen ikke også har og har haft sine synder. De er generelt for mange til at nævne her, men aktuelt er dele af fløjens efterhånden næsten fundamentalistiske modstand mod nybyggeri i byen ret problematisk.

Det er venstrefløjen – især Enhedslisten – som står mest for skud i bogen, når de ”der er imod udviklingen” nævnes; men undervejs får man tanken, at den egentlige modsætning til Kramers København var Weidekamps by, og måden at styre den på. At Kramers forandring i høj grad er et opgør med såvel mål og midler i 70´ernes og 80´erne by og bystyre.

Socialdemokrat – og Københavner

Bogen om Kramer bør læses af alle, der interesserer sig for Københavns udvikling de seneste 30 år. Det er et partsindlæg, men samtidig et fint portræt af en de skikkelser som har haft mest indflydelse på byen i mange generationer. Og som samtidig er et venligt, lyttende og samarbejdende menneske.

Bogen afsluttes med et lille kapitel, hvori Jens Kramer erklærer ”Jeg er sgu socialdemokrat”, uden at ville sætte sig selv på formel eller fløj. Dog stikker en lille kritik af den nuværende regering frem: ”Tonen i udlændingepolitikken har jeg det svært med”, som kan genkendes i flygtige sidebemærkninger, hvor Kramer særligt taler om de såkaldt udsatte boligområder og deres beboere, som på ingen måde skal stemples. De er københavnere. På godt og ondt – mest godt.

Det er et af de ikke-beskrevne, men dog vigtige resultater af Kramers grundholdninger – at det københavnske Socialdemokrati aldrig er slået ind på den i dag kanoniserede skarpe retorik over for mennesker med minoritetsbaggrund.

Titlen på bogen er det valgslogan, som Kramer havde i mange år som sit: ”Jeg er københavner.”

Og dét kan ingen, som har mødt Jens Kramer Mikkelsen, være i tvivl om: Han elsker København.