Anmeldelse: Ny bog tager for en gangs skyld Hviderusland seriøst

Med det forfalskede præsidentvalg i Hviderusland i august 2020 og de omfattende protester der fulgte efter, blev der med ét skabt en stor interesse for Hviderusland. Indtil da havde interessen for Lukasjenko og hans styre været behersket. Behovet for dybere indsigt i landets historie og Lukasjenko’s regime er derfor meget stort.

Ikke mindst derfor skal Aksel V. Carlsens bog ”Hviderusland vil forandring” hilses endda meget velkommen. Der har desværre sænket sig et mentalt jerntæppe mellem øst og vest, her 32 år efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens efterfølgende opløsning. Meget skyldes mangel på indsigt, ikke kun i forhold til Hviderusland, men også til andre central- og østeuropæiske lande.

Viden om andre landes og regioners historie er et rigtig godt middel til at nedbryde mentale barrierer. Populisme har sat sit præg på den politiske debat. Politiske modstandere betragtes typisk som ”fjender” og ”forrædere”, og den fredelige demokratiske dialog med respekt for modstanderen er hårdt savnet.

Som Aksel Carlsen også nævner i indledningen, var medierne i 2020, hvor konflikten i Hviderusland brød ud, mest optaget af præsident Trumps daglige Twitter-forbrug. Faktisk glemte vi, at der findes en stor verden uden for USA. Når det gælder Hviderusland, har danske medier spist os af med øjebliksglimt og snik-snak om ”Europas sidste diktator”. Efter Afghanistan er Hviderusland næsten glemt.

Grundig oversigt over landets nyere historie

Så lad det blive sagt med det samme, Aksel V. Carlsens nye bog lever bestemt op til formålet om bedre at forstå konflikten i Hviderusland. Bogen er særdeles læservenlig med et godt billedmateriale, tidstavler samt relevante tabeller og fakta-bokse. Den beskæftiger sig mest med forløbet op til og efter det forfalskede præsidentvalg i august 2020. Men betydningen af den historiske arv negligeres på ingen måde. Den bliver både omtalt med vægt på koblingerne til Kiev-riget i 800-tallet, og senere den polsk-litauiske realunion.

Opløsningen af Sovjetunionen i 1991 kom uventet. Et overvejende flertal af den hviderussiske befolkning følte stor tilknytning til Rusland og Sovjetunionen. Det var ikke tilfældigt, at dét møde – hvor Fællesskabet af Uafhængige Stater (SNG, efterfølger til Sovjetunionen, red.) blev oprettet – blev afholdt i Hvideruslands Belovezska-skov. Hertil kommer de frygtelige lidelser i 2. Verdenskrig, under den nazistiske besættelse (s.108). Ved 2. Verdenskrigs begyndelse havde Hviderusland 9 mio. indbyggere – da den sluttede var tallet faldet til 6 mio.

Carlsen er historiker, og har taget en ph.d. i statskundskab. Det præger naturligt nok fremstillingen, der indeholder mange fagtermer, men fremstillingen er mest empirisk og med stor vægt på forløbet omkring og efter præsidentvalget i august sidste år. Undervejs får læseren et grundigt indblik i selve styreformen, egenskaber hos den politiske elite, landets økonomi, civilsamfundet og i den forbindelse de forskellige grupperinger i oppositionen til Lukasjenko – ikke kun i dag, men i hele perioden siden landets selvstændighed.

Lukasjenko fik via ændringer i forfatningen indført et stærkere præsidentstyre, og gav sig selv ret til at regere gennem dekreter. Alene i 1997 kom der 600 dekreter, som vi får at vide i bogen. Magten har under Lukasjenko været koncentreret i præsidentadministrationen (PA) og præsidentens ejendomsstyrelse (UD). Den hviderussiske økonomi blev ikke markedsdomineret, i hvert fald ikke i samme grad som de fleste andre eks-kommunistiske lande. I forbindelse med privatiseringer blev der udstedt værdikuponer til befolkningen, og virksomheder kunne forpagtes af medarbejderne. En ganske stor IT-branche med omkring 65.000 personer så også dagens lys.

Økonomien blev ikke kriseramt og oligarkisk i samme grad som i Ukraine, men også Hviderusland blev hårdt ramt af COVID-19 pandemien, hvis eksistens Lukasjenko som bekendt ikke tog alvorligt. Der blev skabt dollar-millionærer, som dog ikke kan betegnes som egentlige oligarker, der fik en stærk position i andre SNG-lande, fx Rusland og Ukraine. Oppositionen har været delt i den gamle og den nye opposition – den gamle var tættere knyttet til kommunistisk og venstreorienteret ideologi, den nye har i højere grad været liberal og ikke-kommunistisk.

Den nye modstand

Vi får i bogen levende beskrevet, hvordan den nye opposition siden det forfalskede præsidentvalg i 2020 har spændt bredt socialt. Den civile ulydighed og demonstrationer har været kendetegnet ved talrige modige aktioner fra pensionister, kvindegrupper og lokale beboergrupper. Arbejderne på de store virksomheder har ikke strejket og protesteret i samme omfang. som man oplevede i 1980’ernes Polen under Solidaritets faner. Hviderusland har ikke haft arbejderledere á la Polen’s Lech Walesa.

“Én ting er at vælte et styre, en anden at få skabt enighed om en fremadrettet langsigtet politik, efter at sejren er i hus.”

Landet har alligevel oplevet strejker, og Lukasjenko har grebet hårdt ind over for dem. Der blev oprettet et Koordinationsråd, men det har været svært – for ikke at sige umuligt – at få samlet oppositionen under én fælles front. Svjatlana Tsikhanovskaja fremstår som den uformelle leder, men Koordinationsrådet har haft svært ved at lancere et fælles langsigtet program. Der er til gengæld gentagne gange blevet stillet krav om nyvalg, frihed for politiske fanger og stille ansvarlige for vold til ansvar.

Erfaringerne fra andre opstande og ‘farvede revolutioner’ rettet mod det eksisterende regime, eksempelvis i Polen 1979-80 og i 1988-89, og senere i flere eks-kommunistiske lande, fx Ukraine, bekræfter, at landet kommer til at gå ind i en svær tid, når Lukasjenko på et tidspunkt går af. Én ting er at vælte et styre, en anden at få skabt enighed om en fremadrettet langsigtet politik, efter at sejren er i hus.

Via Solidaritet fik man i Polen skabt en fælles front imod det kommunistiske styre, da det faldt, men da Polen fik frie valg, blev Solidaritet hurtigt opdelt i flere forskellige, indbyrdes konkurrerende partier. Der er da også mange, der drager sammenligninger mellem Polen og Hviderusland i dag. Som i Polen i 1979-1980 (og Tjekkoslovakiet i 1968) har vi i Hviderusland haft selvbegrænsende, ikke-voldelige revolutioner og /eller opstande – ikke et ‘Maidan-oprør’ á la Ukraine. Efter Talibans magtovertagelse i Afghanistan, har fokus heller ikke ligefrem været stort på Hviderusland, og USA’s blik har mest været rettet mod Kina.

Forfriskende venstrefløjsvinkel

Aksel Carlsen anlægger en venstrefløjsvinkel på konflikten. Det er ikke normalt. Langt de fleste analyser er skrevet af mainstream-liberale meningsdannere og eksperter. Sådan er tidsånden jo anno 2020. Det falder nok nogle for brystet, men forfatteren er mindst lige så kritisk og fordømmende over for Lukasjenko, som føromtalte mainstream-liberale. Vestens ansvar negligerer han dog ikke, hvilket han skal roses for. I 1989 og årene derefter, blev der talt meget om ”historiens død”, det (neo)liberale demokratis og den frie markedsøkonomis verdensomspændende sejr. Sådan kom det som bekendt ikke til at gå.

“Aksel Carlsen har forfattet et værk, der er særdeles læseværdigt og læservenligt – også for politisk interesserede fra mainstreamen.”

At Polen og Litauen, Hvideruslands nabolande, i 1999 og 2004, blev NATO-medlemmer gjorde kun ondt værre. Senere, i 2017, fik vi udstationeret kampklare NATO-soldater i Polen og de Baltiske Lande. De bidrager heller ikke til fred og stabilitet. De nye magthavere i Hviderusland stod også før Lukasjenko kom til i 1994, for neutralitet og multivektor-politik. Vestens politik over for Lukasjenko har gennem årene skiftet mellem fordømmelser og sanktioner til ”forståelse”, især når Lukasjenko lagde afstand til Moskva. Forholdet mellem Lukasjenko og Putin har ikke altid været hjerteligt. Under valgkampen i 2020 bragte de officielle medier pludselig en overraskende meddelelse om, at 33 lejesoldater fra Rusland 29. juli var blevet pågrebet udenfor Minsk. Det hele virkede ret opstillet.

Kort før præsidentvalget i 2020 besøgte den daværende amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo Hviderusland, og tilbød amerikansk olie til en ‘konkurrencedygtig pris’. Han var den højest placerede amerikanske repræsentant, der i 25 år havde besøgt landet. Lukasjenko havde på det tidspunkt en konflikt med Putin om prisen på importeret russisk gas, og ledte efter alternativer. EU inddrog allerede i 2009 Hviderusland i EU’s naboskabsprogrammer, uanset Lukasjenko’s fortsatte mangel på respekt for menneskerettighederne. Minsk var også centrum for fredforhandlinger i Ukraine (”Minsk-processen”). Udsigten til et nyt voldeligt ”Maidan” i Hviderusland havde ikke den store opbakning internationalt og heller ikke i den hviderussiske befolkning.

Efter det forfalskede præsidentvalg indførte EU sanktioner, i første omgang fik 59 personer indrejseforbud og indefrosset deres aktiver. Tallet er siden blevet udvidet, selv om sanktionerne mest af alt er symbolske, og ikke rammer bredt. Der var i begyndelsen ikke stemning for at ramme den brede befolkning via sanktioner mod vigtige brancher i hviderussisk økonomi. Men i takt med, at Lukasjenko strammede grebet, blev der indført mere omfattende sanktioner.  

Manuskriptet til bogen lå færdig omkring nytår 2020/21, men blev forsinket af corona. Det oprindelige manuskript er bevaret, men er blevet suppleret med et efterskrift fra 11. maj 2021, og bogen er således meget aktuel på udviklingen i Hviderusland.

Aksel Carlsen har forfattet et værk, der er særdeles læseværdigt og læservenligt – også for politisk interesserede fra mainstreamen. Jeg har selv gennem årene læst mange gode og oplysende bøger om de nu eks-kommunistiske lande, skrevet af forfattere af anden politisk observans, og Hviderusland vil forandring kan helt afgjort læses uden politisk forudindtagethed.

Aksel Carlsen: BELARUS – Hviderusland vil forandring. Solidaritets Forlag 2021. 320 sider, vejl. pris 200 kr.