Anmeldelse: Ny bog udfordrer forklaringen på hele verdenshistorien!

Alt hvad du tror, du vidste, om menneskets historiske udvikling er forkert! Det er det lokkende, indledende løfte, som David Wengrow og nu afdøde David Graeber giver i deres fascinerende genformulering af de grundlæggende spørgsmål om menneskehedens udvikling: The Dawn of Everything.

Grundlæggende har den moderne historieforståelse arbejdet ud fra to forskellige – men ifølge Graeber og Wengrow lige forkerte – grundfortællinger om, hvad det vil sige at være menneske. Den ene er knyttet an til den engelske filosof Thomas Hobbes’ formulering i Leviathan om livet uden en regering som ubehagligt, brutalt og kort. Den anden bliver opsummeret af den franske filosof Jean-Jaques Rousseau’s forestilling om, at mennesket blev født lige og frit, men siden er blevet lagt i lænker. – Wengrow og Graeber giver nu deres helt nye billede af udviklingen.

Fra Hobbes og Rousseaus filosofiske udgangspunkter følger to forskellige opfattelser af historien og samfundet – enten som alles kamp mod alle, hvor den beskyttende stat redder grundlæggende onde mennesker fra sig selv og hinanden – eller som en syndefaldshistorie, hvor det ædle menneske korrumperes med historiens fodspor. Begge fortællinger opfatter historien som langsomt fremadskridende mod den uafvendelige konklusion, der hedder nutiden.

Ved hjælp af de seneste 30 års arkæologiske opdagelser, genlæsning af glemte antropologer og nye tolkninger af velkendt materiale, afviser de to forfattere alle tidligere sammenfatninger af historien, og præsenterer et fuldkommen nyt billede af udviklingen. Ikke i et skisma mellem gode eller onde individer, men med det politisk tænkende og aktivt eksperimenterende kollektiv som hovedaktør. 

Lars Mikkelsen på vildspor

I DR’s store dokumentarsatsning Historien om Danmark fra 2017 drager en ensom bonde i første afsnit op fra de centraleuropæiske sletter, for at sejle til Skandinavien med hvede og byg. Med Lars Mikkelsens myndige stemme fortælles seeren: ”Dette ændrer alt”. Efter at have været jægere og samlere i årtusinder, bliver stenalderfolkene nu bønder. Med andre ord bestiger de det næste trin på civilisationens stige. 

“De to forfattere afviser alle tidligere sammenfatninger af historien, og præsenterer et fuldkommen nyt billede af udviklingen.”

Problemet med fremstillingen, der taler ind i den dominerende forestilling om historien er, at den i stigende grad bliver modsagt af nyere, arkæologiske fund. Her viser det sig, at mennesket ikke opdagede landbruget, og hurtigt derefter blev afhængig af det. Det var snarere en proces, der tog lang tid. Nogle steder flere tusinde år. Man eksperimenterede med både landbrug og jagt, vekslende og kombinerende i de forskellige måder at få føde på.

Det næste trin i udviklingen er almindeligt forstået etableringen af fødevareoverskud, grundlæggelsen af byer og stratificeringen af samfundet i klasser. Men heller ikke dét er der belæg for i nyere forskning. For det forklarer ikke stenalderens byer, hvor vores forfædre samledes i tusindvis og gennem århundreder byggede imponerende bygningsværker – længe før de blev agerbrugere. Ligesom modellen også kommer til kort i at forklare de landbrugssamfund, hvor det øjensynligt hverken var konger eller præster, der bestemte, men demokratiet, der rådede. 

Gennem en veritabel tour de force af eksempler, på kryds og tværs af årtusinder og kontinenter, udfolder bogen, hvordan de hidtidige forklaringer af udviklingen kommer til kort. I stedet foreslår Wengrow og Graeber, at vi skal begynde at stille helt andre spørgsmål til vores historie. 

Homo demokraticus

I bogens første kapitel møder vi Kondiaronk, en Huron-indianer som i det 17. århundrede præsenterer sit eget liv som grundlæggende friere og mere demokratisk, end dét, den franske adelsmand, som han har en løbende samtale med, lever. Det er et liv, hvor de franske udtryk som ’befaling’ og ’lydighed’ ikke kan oversættes til huron-sproget, og langt sværere kan forklares, og hvor samfundsmæssig sammenhæng bygger på diskussionsbaseret konsensus. Kondiaronk og Huron samfundet er ét eksempel på demokratiske og antiautoritære strømninger i historien, der fascinerer de to antropologer.

David Graeber (1959-2020)

Den anarkistiske antropolog David Graeber var både teoretisk og praktisk i sin kamp. Han var en af lederne på gaden under Occupy Wall Street i 2011, men skrev samtidig en række bøger og artikler. Desværre er de færreste af hans tanker oversat til dansk endnu, men hvis du vil have mere fra den originale tænker, kan du foruden The Dawn of Everything starte her:

• Of Flying Cars and the Declining Rate of Profit

• Debt: The First 5,000 Years

• On Bullsh*t Jobs | David Graeber (video)

+

Det grundlæggende argument er, at mennesket aldrig er startet fra et lige udgangspunkt, men at denne lighed i samfund har kunnet skabes – uagtet om det var i europæisk stenalder eller blandt de majsdyrkende Olomeker i Centralamerika. Med andre ord er der intet enkelt skema for udviklingen, der tværtimod kun er kendetegnet ved skiftende omstillinger. 

Eksemplerne er mange, og bliver flittigt brugt til at forsøge at tegne et nyt billede af mennesket, ikke bundet til den teknologiske udvikling, men igennem hele historien stillet over for valget mellem en mere eller mindre ulige organisering af samfundet. Her spiller en række forhold selvfølgelig ind, men særligt fremhæver forfatterne dét, de kalder schismogenese: Tendensen til, at kulturer definerer sig selv i modsætning til deres naboer. 

Hvor vi et sted i Californien i det 18. århundrede finder en hierarkisk opdelt befolkning, der dyrker fråseri som kulturelt højdepunkt, møder vi hos deres naboer en egalitær, asketisk tilgang til livet. Den ene gruppe minder os om de samtidige enevælds-monarker på guldbeklædte troner, mens deres naboer lægger en næsten protestantisk pligtetik for dagen. En kontrast så tydelig, at den giver mindelser om modsætningen mellem Athen og Sparta i det antikke Grækenland.  

På denne baggrund sigter forfatterne efter et opgør med den trinvise historieforståelse, og derigennem produktionsmåde-begrebet. De vil ikke definere samfund efter deres teknologiske udvikling, men i stedet efter deres skiftende styreformer. Med denne nydefinering går forfatterne ud fra tre principper for magtudøvelse. Voldskontrol, informationskontrol og individuel karisma, som de forskellige magtformer hævdes at udgøres af. Autoritet i et samfund hviler på¨ et princip for magtudøvelse, eller en kombination af de tre principper. 

Overflyvning af historien

The Dawn of Everything er rystende læsning for alle, der har dannet sig en holdning til historien. Vanemæssige forestillinger om, hvordan landbrug er opstået, byer er blevet til, og stater udvikles, bliver alle udfordret. Det giver en række fængslende argumentationsrækker, præsenteret i et letforståeligt og humoristisk sprog, som alle, der er bekendt med Graebers skrivestil vil kunne nikke genkendende til. 

“Bogen tegner et nyt billede af mennesket: Ikke bundet til den teknologiske udvikling, men hele tiden stillet over for valget mellem en mere eller mindre ulige organisering af samfundet.”

Det er uendeligt fascinerende at følge fortællingen rundt i historiens hjørner. Fra stenalder-shamaner, der måske blev lagt i overdådige grave på grund af deres fysiske deformiteter, over de europæere, som for 5.000 år siden byggede byer til tusindvis af indbyggere uden tegn på hverken autoritet eller bureaukrati, til indianersamfund der kun havde en halvårlig politistyrke – som også udgjorde samfundets klovnetrup. 

De spørgsmål, bogen rejser på baggrund af eksemplerne er afgørende, men det er spæde skridt, for forfatterne evner ikke at opstille en overbevisende modfortælling. Hvor Hobbes’ og Rousseau’s opfattelser af historien kulminerer i nuet, og derigennem farver deres tilgang, lider Wengrow og Graeber af et naivt ønskescenarie, hvor det politiske menneske ud fra oplyst diskussion har kunnet træffe rigtige og forkerte beslutninger historien igennem. I ønsket om at angribe de struktur-orienterede historieopfattelser, falder de anarkistiske antropologer i den modsatte grøft, og overlader det meste til den frie vilje. 

Heller ikke indholdsmæssigt er bogen uproblematisk. Af flere omgange modstilles The Dawn of Everything til Yuval Noah Harari’s Sapiens og Jared Diamond’s Vejen til Verden af i dag, der er gode eksempler på en trinvis historiefremstilling. Det er dog kun Harari’s og Diamond’s overordnede fortælling, de angriber, og ærgerligt nok modstilles nogle af bogens udsagn ikke til de beviser, som de to historikere fremfører i hver deres bøger.  

Det er uundgåeligt, at en lang række af eksemplerne i The Dawn of Everything i fremtiden vil blive erklæret ugyldige af forskningen. Mange steder er sammenligningerne lige lovligt kreative, ligesom konklusioner bliver draget på baggrund af enkeltstående artikler, der går mod den herskende konsensus.

Ikke desto mindre er det umuligt at se på historien med samme øjne, efter man har læst dette værk. Til Graebers ære skal siges, at bogens udfordringer er kendetegnende for hans alt for korte liv: Uortodokst, eksperimenterende – og uden angst for at tale den herskende konsensus imod. Bogen er derfor også dedikeret til denne intellektuelle gigant, der døde for to år siden.

David Wengrow og David Graeber: The Dawn of Everything: A New History of Humanity. 704 sider. Macmillan, 2021. Vejl. pris 315 kr.