Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
20. august. 2021

Anmeldelse: Sådan knækker man den højrepopulistiske kode

Opgøret med højrepopulisterne kræver, at vi tænker langsigtet og dropper mavefornemmelserne. I hvert fald hvis man spørger norske Magnus Marsdal, der har skrevet en interessant bog om emnet.

Magnus Marsdal er medstifter af en norsk progressiv tænketank, og kommer i sin nye bog med bud på, hvordan man kan imødegå højrepopulistisk retorik. Foto: Anita Arntzen
Denne artikel tager cirka 8 minutter at læse.

Norske Magnus Marsdal blev mest kendt i Danmark, da han udkom med bogen ’FRP-koden’ i 2007 (forkortelse for norske Fremskrittspartiet, red.). Her var han en af de første, der prøvede at råbe venstrefløjen op, når det kom til at forstå den nye form for højrepopulisme, der bare voksede sig større og større blandt arbejdervælgerne. I Danmark fandt især SF inspiration i hans bog, og det er nok grunden til, at mange i Danmark forbinder ham med Villy Søvndal og hans ”Børne-bande”, som nogle malende kaldte dem. Dem bliver der dog lagt afstand til i den nye bog.

Listhaug – hvad for en fisk?

Sylvi Listhaug sammenlignes ofte med Inger Støjberg i Danmark. Hun har tidligere været minister i Erna Solbergs regering. I maj 2021 blev hun formand for Fremskrittspartiet i Norge. Hun er provokerende, og formår at sætte dagsordner med sig selv i centrum. Hun elsker at sætte sindene i kog. Hun er karismatisk og velformuleret. Ofte er det indvandrere og andre minoriteter, der er skydeskiven. Hendes vælgere elsker det. Venstrefløjen hader hende, fordi hun skubber til noget dybt inde i os – og så vi bare protestere. Det, argumenterer Marsdal for, er en ineffektiv modstand. Så hvad nu hvis vi ikke skulle lade mavefølelsen bestemme – hvordan skulle vi så bære os ad mod en Listhaug? Det giver Marsdal et bud på i bogen ”Listhaugs metode – Håndbok mot høyrepopulismen“.

Marsdal identificerer Listhaugs metode i 3 trin:

Trin 1 – den frække abe: Hun siger noget provokerende om en minoritet. Det er ikke en grundig analyse, faktisk er det ofte blot et opslag på sociale medier – og reaktionen kommer omgående. Venstrefløjen og andre humanister råber op. Debatten fylder i dagsordenen. Som regel på hendes præmisser.

Trin 2 – det uskyldige dådyr: Hun trækker ikke i land, men bløder alligevel op. ”Det var bare et velmenende råd”, ”Der er ikke nogen større modstander af [indsæt XX-isme] end mig”, ”Jeg har mange venner, der er [indsæt minoriteter]. Hvorfor er jeg pludselig blevet skurken?!” Venstrefløjen og humanisterne fnyser hånligt.

Trin 3 – den rasende løve: Modangrebet på den politisk korrekte elite bliver sat ind. Her iscenesætter højrepopulisten sig selv som underdog og formår at skabe identifikation for sine vælgere, som heller ikke føler sig forstået af en elite – kulturel, politisk eller systemisk.

Metoden er brugt af det nye højre over hele den vestlige verden, og i flere årtier. Alligevel har ingen politiske modstandere for alvor formået at knække koden til at vinde de små slag. Faktisk bliver vi bare ved med at falde i fælden. For vi gør nemlig to ting: For det første bekræfter vi billedet af en bedrevidende og belærende elite. Og for det andet noget meget værre: Vi taler ind i – og bekræfter dermed – deres verdensbillede. Deres definitioner af skillelinjerne i samfundet, hvilke dagsordener der er vigtige, og hvem der er helte og skurke. Altså, vi prøver bare at bytte rundt på heltene og skurkene. Det er ikke troværdigt.

Vi skal hverken tie eller moralisere

Marsdal viser med danske eksempler, hvor galt det kan gå, hvis man accepterer højrefløjens udlændingepolitik. Socialdemokraterne i Danmark har hele tiden accepteret at rykke sig, når højrefløjen rykker sig. Det medfører ifølge ham blot, at højrefløjen må blive mere skinger. For de kan jo ikke acceptere at have den samme politik som S. Langsomt vender man også vælgerne til, at ”normalen” ligger længere og længere ude – når det kommer til hvor dårligt, nytilkomne skal have det i Danmark.

Højrepopulisten lever af at sige, at venstrefløjen er en lille elite, der ikke har forbindelse med virkeligheden. Det billede bekræfter vi, når vi taler ned, vrænger af dem eller griner af dem. Det er let for højrefløjen at tegne det billede.

De ønsker at tegne et billede op af, at udlændinge og anden værdipolitik er det vigtigste. De bliver så repræsentanterne for ‘folkedybet’, mens venstrefløjen forsvarer eliten. Derfor taler Marsdal for, at vi træder ud af deres spilleplade – og ind på vores egen. Vi skal droppe konkurrence om, hvem der er mest moralsk vigtig.

Norges Inger Støjberg? Fremskrittspartiets leder Sylvi Listhaug iscenesætter dygtigt sig selv som en jævn, folkelig politiker. Hun provokerer, bløder op – og går derefter til modangreb. Magnus Marsdal analyserer hendes populistiske metode i ny bog. Foto fra Facebook.

Det lange seje træk

Jeg havde nok forventet en mere konkret opskrift på, hvad man stiller op mod Listhaugs metode. Måske endda en omvendt opskrift til os. Der er konkrete forslag, men Marsdal advarer mod at tro, der er lette løsninger. Først og fremmest skal vi lade være med at købe ind på højrepopulisternes verdensbillede. Vi skal vise vores eget. Med vores helte – vores skurke, vores modsætninger og konflikter – og løsninger. En af de ting, han peger på, er at tale om arbejderklassen som os alle sammen. I alle farver, køn og aldre, som nogen der bor i hele landet og laver dybt forskellige ting i vores arbejdsliv – eller uden for arbejdslivet.

Marsdal peger på, at vi skal huske, at arbejdere har både fælles interesser – og modstridende interesser. Og han mener at et af de store problemer for de danske socialdemokrater er at de har skabt et snævert billede af arbejderen (hvid, heteroseksuel, bor i provinsen, arbejder i produktionsjob) – og dyrker de modsætninger, der er mellem disse arbejdere og indvandrere. Det kan man godt, for disse modsætninger findes også. Men vores rolle som venstrefløj må være at tale til alle arbejdere, bygge solidaritet og dyrke de strukturelle modsætninger til den økonomiske elite. – Der, hvor vi som arbejderklasse har fællesinteresser.

“Brug ikke kræfterne på at sidde og skrive sure svar. Du kommer til at give dem en masse opmærksomhed – og du kommer til at bekræfte deres verdensbillede.”

Her er der ingen lette løsninger. Det kræver, at vi aktivt går ud og bygger alliancer og organiserer os sammen. Har vi hørt det før? Ja, men måske har vi godt af at høre det igen. Og Marsdal kommer med gode indspark, der er værd at tage med. Bl.a. hvordan vi taler sammen med folk, i stedet for at tale til dem. Vores opgave er ikke at se samfundet oppefra og komme med tunge, bedrevidende analyser. Vores opgave er at være så godt organiserede, at vi kan beskrive samfundet nedefra.

Det nye er nok især, at Marsdal tør sige højt, at det ikke altid er vigtigt, der bliver sagt fra over for enhver lille provokation fra højrepopulisterne. Faktisk kan det virke modsat af hensigten. Brug ikke kræfterne på at sidde og skrive sure svar på Inger Støjbergs giftigheder (kom jeg til at sige Støjberg? Jeg mente selvfølgelig Listhaug). Heller ikke selv om du føler vrede. Du kommer til at give dem en masse opmærksomhed – og du kommer til at bekræfte deres verdensbillede. Brug hellere kræfterne på at organisere eller lave aktiviteter sammen med andre, gerne med blandede minoritetsbaggrundemed blandede minoritetsbaggrunde.

Men ind imellem skal vi vel sige fra? Ja, der er en grænse. Og der er sager, vi kan bruge til at mobilisere et bredt flertal mod højrepopulisterne. Her diskuterer Marsdal nogle konkrete sager fra norsk politik. Og han argumenterer også for, at det at stå op for grænserne for, hvad der er acceptabelt at sige, er vigtigere end om vi giver nogle højrefløjspolitikere opmærksomhed på kort sigt. For Marsdal tror ikke på, at flertallet af arbejdere kræver en hård udlændingepolitik. Men vi har vænnet hinanden til, at det er blevet midten. Der hvor samtalen starter. Det kan vi ændre igen. Men vi skal gøre det klogt. Og offensivt. Ud fra en gennemtænkt plan. Ikke ud fra, hvad der føles godt nede i maven.

Læs også: Magnus Marsdal: Ti hypoteser for venstrefløjen

Er noget over grænsen i sin substans? Eller er det lidt mere som en træt 5-årig, der skaber sig for at få opmærksomhed? I det sidste tilfælde er det bedst at ignorere eller trække overbærende på skuldrene.

Har du været aktiv på venstrefløjen gennem nullerne, og nogensinde befundet dig i en ophidset diskussion om dén højredrejning, SF tog i 00’erne – eller bare venstrefløjens forhold til den nye højrepopulisme og de arbejdervælgere, der søger mod den – er det en spændende bog at læse. Især de sjove beskrivelser af diskussionerne op til S-SF regeringen i Danmark og konkrete diskussioner, som forfatteren har haft med Thor Möger og Mattias Tesfaye. De 161 sider på norsk er – bortset fra de mange referencer til norsk politik, og forkortelser for norske partier – lette at komme igennem. Uanset om man køber hans grundfortælling eller ej, har Listhaugs Metode gode pointer, der også kan bruges i en dansk sammenhæng.


Listhaugs Metode er udgivet på forlaget Manifest.

Om skribenten

Johanne Skriver

Johanne Skriver

Ansat i Metal og 3F Kastrup. Medlem af Enhedslistens Københavnsbestyrelse, og politisk aktiv gennem 20 år.
Læs mere