Anmeldelse: Sådan smadrer man et parti indefra. Dokumentaren The Labour Files er rystende TV

Jødehadet løb løbsk i det gamle britiske arbejderparti. Homofobiske udtalelser plagede afdelingsmøderne. Radikale venstreorienterede forsøgte at infiltrere partiet indefra, og deres modstandere blev mødt med spytklatter og trusler. Sådan lød anklagerne, mens Jeremy Coryn var leder af britiske Labour.

Under hans tid som leder af oppositionen var britiske Labour ramt af store skandaler, der af to omgange kostede det gamle socialdemokrati premierministerboligen i Downing Street 10. Først tabte Corbyn snævert valget i 2017, og da partiet gik tilbage ved valget i 2019, måtte den skandaleramte formand træde tilbage – og overlade formandsposten til Sir Keir Starmer. Eksperimentet med radikal venstreorienteret politik var slut.

Der var bare ét problem. Det hele byggede på løgne. Veltilrettelagte løgne udtænkt af partiets egne ansatte. De skulle undergrave den populære Corbyns lederskab og sørge for, at magten i partiet kom tilbage på partiapparatets hænder.

Til det formål var ingen tricks for beskidte, viser dokumentaren The Labour Files, der er lavet af graverjournalister fra Al Jazeera Investigative Unit (AJIU). Journalisterne har fået adgang til store mængder interne emails fra ansatte i Labour. De fortæller gennem timelange interviews med de centrale personer historien om et skræmmende magtfuldkomment partiapparat. Snarere end at bøje sig for demokratiske beslutninger, modarbejdede en række nøglefigurer i Labour partiets nye ledelse. Apparatet vandt i sidste ende, men sejren leder tankerne hen på den græske konge Pyrrhus, der efter at have vundet slaget ved Asculum angiveligt sagde: “Giv mig én til sådan sejr over romerne, og jeg er ruineret.”

The Labour Files er et magnum opus inden for genren politisk dokumentar. Alligevel er den fire timer lange dokumentar gået under de flestes radar. Den nærliggende forklaring er, at den også fælder en hård dom over de medier, som ellers burde have til opgave at gøre befolkningen bekendt med embeds- og magtmisbrug i de politiske inderkredse.

Også en række af de store danske medier er hoppet med på historien. En genlæsning af deres artikler om forløbet viser, hvordan fortællingen om antisemitisme og et dysfunktionelt parti under Corbyn, ukritisk bliver gentaget i Berlingske, Jyllands-Posten og Weekendavisen. The Labour Files står som en advarsel til medierne om, hvor galt det kan gå, når man lægger kildekritikken på hylden i jagten på sensationen.

Momentum udfordrer partiapparatets magt

Det hele starter, da Jeremy Corbyn overraskende vinder formandsposten i 2015. Den dengang 56-årige London-politiker har viet hele sit liv til Labour, men er kendt som en ballademager i partiet. Siden han første gang bliver valgt ind i Parlamentet i 1982, har han været en rebel. Han inviterer strejkende minearbejdere ind i Underhuset på konfliktens højdepunkt i 1984. Konservative MP’er vil ham have udelukket for at gå på talerstolen i fleecetrøje. Efterretningstjenesten overvåger ham på baggrund af hans forbindelser til IRA-lederen Gerry Adams.

“Medlemmerne ignorerer partitoppens skræmmebilleder, og vælger den gamle rebel med et overvældende flertal. Partiledelsens foretrukne kandidat, det intetsigende jakkesæt Andy Burnham, får under 20 % af stemmerne.”

I Tony Blairs tid som premierminister bliver Corbyn kendt som dét medlem af Parlamentet, som oftest går imod partilinjen. Særligt hans indædte modstand mod krigsdeltagelsen i Irak gør Corbyn til en paria i Blairs ‘New Labour’, og trods stor popularitet hjemme i Islington forbliver han en backbencher på landspolitisk plan.

I årene efter De Konservatives generobring af magten i 2010, er Corbyn talsperson for fredsbevægelsen Stop The War. Det gør ham kendt som en principfast politiker. I takt med, at Tony Blairs deltagelse i Irakkrigen fremstår som en stadig klarere fejl, og at nye krigseventyr i bl.a. Libyen og Syrien møder modstand i befolkningen, bliver den gamle rebel populær i særligt de yngre generationer. Hans vej til formandsposten går først og fremmest gennem unge græsrødder i og omkring partiet, der vil gøre op med det tunge pamper-apparat, som under Tony Blair – og senere Gordon Brown og Ed Milliband – har placeret magten solidt hos partiets centerfløj.

Modviljen over for Jeremy Corbyn er stor. Allerede inden valget advarer Tony Blairs tidligere spindoktor, Alastair Campbell om, at partiet med ham ved rattet vil køre sig selv ud over afgrunden. Blair gentager få dage efter budskabet, mens den afgående partileders lillebror, David Miliband advarer om, at Corbyn ved magten vil “give frit spil til de Konservative”. Men medlemmerne ignorerer partitoppens skræmmebilleder – og vælger den gamle rebel med et overvældende flertal. Partiledelsens foretrukne kandidat, det intetsigende jakkesæt Andy Burnham, får under 20 % af stemmerne.

Aktivisten Jon Lansman, der har været en af Corbyns afgørende støtter under formandsvalget, stifter sammen med et par andre på partiets venstrefløj bevægelsen Momentum i oktober 2015. Momentum får hurtigt momentum – og kan allerede ved opstarten fremvise 60.000 støttemedlemmer fordelt på 50 lokalafdelinger i hele Storbritannien. Momentum indfører små medlemskontingenter og har op til valget to år senere fået 30.000 faste betalere.

Det er ikke kun Momentum, der har vind i sejlene. Moderpartiet får også stor fremgang under den nye formand, og medlemstallet vokser til næsten det dobbelte. Med 272.000 nye medlemmer er partiet ved udgangen af 2017 på sit største siden 1980, og de færreste er i tvivl om, hvem der kan tage æren for den udvikling. Momentum er blevet en magtfaktor internt i Labour, der truer partiapparatets greb om magten. Værst af alt har de med Corbyn, Diane Abbott og John McDonnell, hans to tætte allierede fra den politiske kultur i London, også sat sig tungt på de øverste tillidsposter.

I den kommende tid sender Corbyns popularitet chokbølger gennem partiapparatet. Noget må gøres for at genvinde kontrollen. Det bliver startskuddet til en opvisning i politiske rænkespil, der kunne give ‘House of Cards’ kamp til stregen.

Mindre end et år efter valget af Corbyn begynder de første eventyrlige fortællinger om den uregerlige venstrefløj at blive fremtryllet. Ved et lokalvalg i Brighton i juli 2016 skæmmes en overbevisende sejr til Greg Hadfield, Momentums foretrukne kandidat, af anklager om, at aktivister skulle have spyttet på personalet under mødet. Optagelser fra overvågnings-kameraer, og flere hundrede vidnesbyrd fra de deltagende, udstiller det som en direkte løgn.

Afsenderen er den lokale partisekretær, Warren Morgan, der få dage forinden har opfordret sine medlemmer til ikke at vælge Hadfield. Snarere end at acceptere Hadfields overbevisende valg, forsøger han nu at få udelukket ham fra partiet, og kalder valget del af en “fjendtlig magtovertagelse.” Trods manglen på beviser træder partiapparatet i karakter, og viser hvem der egentlig bestemmer i Labour. Valget omstødes, og valgkredsen bliver suspenderet. Fem år senere skal det også lykkes Morgan at få ekskluderet Greg Hadfield, som led i en større udrensning af venstreorienterede elementer i Brighton-afdelingen.

2016: Løgnene forfines i Wallasey

Da den tidligere ældreminister, Angela Eagle i 2016 vil udfordre Corbyn om formandskabet, er hun bange for, at hun ikke en gang kan sikre sig opbakning fra sin egen lokalafdeling i byen Wallasey, en velhavende forstad til Liverpool. Derfor opfinder hendes kampagnemedarbejder Paul Stuart en historie om, at homofobiske øgenavne er et udbredt problem blandt menige medlemmer. Ligesom med sagen om de spyttende Momentum-aktivister, viser homofobianklagerne sig at være ren fiktion.

16 medlemmer af Eagles lokalafdeling i Wallasey har ifølge Stuart klaget over stigende utryghed under møderne. ‘Radikaliseringen’ foregår med forbillede fra Militant-bevægelsen, forklarer han. Militant havde i 1980’erne infiltreret Labour, og fik på sit højeste blandt andet kontrol med partiets Liverpool-afdeling. Paul Stuart har læst op på historien om Militant, og ser klare paralleller til Corbyn-støtterne i Momentum. Så klare endda, at han kopierer teksten fra en gammel pjece om Militant over i et fabrikeret notat, som angiveligt viser, at Momentum-folkene konspirerer om at overtage lokale afdelinger af Labour.

“I The Labour Files glider overskrifter fra velrenommerede medier som BBC, Financial Times og The Guardian sammen med tabloidpressens kulørte rubrikker i et stort kludetæppe, der efterlader seeren med indtryk af en koordineret mediehetz.”

Det falske dokument bliver hurtigt samlet op af partiets næstformand, Tom Watson. På papiret er han Corbyns højre hånd, men i virkeligheden er Watson del af den hemmelige gruppe i Labour, der forsøger at undergrave hans ledelse. Watson bruger det opdigtede notat som bevis for, at den radikale venstrefløj forsøger at kuppe partiet.

Sagen om det opdigtede notat bliver samtidig et billede på den begejstring, hvormed den samlede britiske presse i perioden hopper med på de negative historier om Corbyn. I The Labour Files glider overskrifter fra velrenommerede medier som BBC, Financial Times og The Guardian sammen med tabloidpressens kulørte rubrikker i et stort kludetæppe, der efterlader seeren med indtryk af en koordineret mediehetz.

Efter pressen får etableret løgnen som et faktum, bliver det for alvor skræmmende. Paul Stuarts opdigtede historie om afdelingen ryger videre til partiets generalsekretær, Iain McNicol, der hurtigt viser sig at være med på den værste. Lækkede emails viser, at han i samarbejde med Angela Eagle får opløst hendes lokale valgkreds i Wallasey. Lokale protester bliver mødt med forsøg på eksklusioner, der igen bygger på opdigtede anklager fra Paul Stuart. De “mange hundrede homofobiske” kommentarer mod den lesbiske Eagle, der bliver omtalt i Stuarts interne mail til ledelsen, viser sig at kunne koges ned til fire vidneudsagn. Det ene kommer fra Paul Stuart, det andet fra én af hans nære venner. De sidste to er i familie med Paul Stuart.

Forsøget på at rense ud blandt medlemmerne slår fejl. Eagle kan hurtigt læse skriften på væggen – og i meningsmålingerne – og trækker sit kandidatur til formandsposten tilbage, for i stedet at støtte Owen Smith. Men Paul Stuarts fiktive notat skal blive en formel for de senere løgne om antisemitisme, der ukritisk bliver kørt op i den engelske presse.

‘Antisemismen’ gøres til et politisk våben

Beskyldningerne om infiltration, trusler og homofobi viser sig kun at være optakten til noget større. For det er med anklagerne om antisemitisme i Labour, dæmoniseringen af Jeremy Corbyn for alvor tager fart i de britiske medier. Fremgangsmåden er nærmest banal, og kører ad to forskellige, velkendte spor. Kritik af den israelske stats politik gøres til en kritik af alle jøder, og enkeltpersoners mere eller mindre bizarre konspirationsteorier om jøder kædes sammen med partiets ledelse. Implikationen er, at Corbyn og McDonnell skulle kunne styre samtlige 500.000 medlemmers private holdninger. Det samme politiske greb er i dansk sammenhæng blevet brugt til at fremstille Enhedslisten som et antisemitisk parti.

“Som dokumentaren skrider frem bliver det tydeligt, at kampen i Labour egentlig ikke handler om antisemitisme, men om holdningen til den israelske stats undertrykkelse af palæstinenserne. I kampen om at lægge den linje er ingen køer hellige.”

For Jeremy Corbyn er beskyldningerne en personlig fornærmelse. Han har startet sin politiske karriere som medlem af den britiske afdeling af Antifascistisk Aktion, og var i 1980’erne med til at kæmpe mod britiske nazister i Londons gader. Alligevel bliver Corbyn på det tyndest mulige grundlag anklaget for at være hemmelig antisemit. Der bliver ikke fremlagt et eneste konkret bevis på hans påståede jødehad, men alligevel tager de britiske medier historien for gode varer.

Da den tidligere London-borgmester, Ken Livingstone i 2016 bliver suspenderet fra partiet for at sige, at Hitler – med henvisning til den såkaldte Ha’avara-plan – tidligt i sin karriere støttede en zionistisk stat, øjner Corbyns fjender en gylden mulighed. En stor undersøgelse af antisemitisme sættes i gang på foranledning af Corbyns hemmelige modstander, næstformanden Tom Watson.

Allerede under en pressekonference om Livingstones kommentarer, ser vi den dynamik, der skal komme til at kendetegne heksejagten på partiets venstrefløj i de kommende år. Labour-aktivisten Marc Wadsworth konfronterer parlamentsmedlem Ruth Smeeth med, at hun har videregivet en pressemeddelelse til den konservative avis Daily Telegraph. Det jødiske parlamentsmedlem stormer på teatralsk facon ud fra mødet, og historien rammer dagen efter overskrifterne. Pressen kalder Wadsworths kommentarer et “antisemitisk angreb på Smeeth”, men glemmer at følge op på historien. Efter Wadsworth truer hende med en injuriesag, trækker hun udtalelsen tilbage.

Sabotage indefra

Som dokumentaren skrider frem bliver det tydeligt, at kampen i Labour egentlig ikke handler om antisemitisme, men om holdningen til den israelske stats undertrykkelse af palæstinenserne. I kampen om at lægge dén linje er ingen køer hellige. En række fremtrædende medlemmer af den pro-israelske gruppe i partiet, Jewish Labour Movement dokumenteres via hemmelige optagelser og solidt journalistisk graverarbejde at have forbindelser til såvel ansatte på den israelske ambassade og den højreekstreme English Defence League. “Vi har alle sammen den samme fjende – islam”, skriver aktivisten Sharon Klaff, der på en højreradikal blog bl.a. omtaler muslimer som ‘skadedyr’. Hun bliver på skjulte optagelser filmet til hemmelige møder, hvor hun sammen med medlemmer af English Defence League og Dan Fox lægger planer over frokosten. Fox er tidligere leder af det magtfulde Labour Friends of Israel-netværk.

Corbyn forsøger løbende at forsvare sig mod anklagerne om antisemitisme i partiet, men fremstår magtesløs. Klageafdelingen er nemlig placeret i en anden bygning end hans formandskontor, og bliver styret med hård hånd af generalsekretær Iain McNicol. Med 200 ansatte under sig, er han en selvstændig magtfaktor i partiet.

McNicol har efter en karriere i fagbevægelsens apparat været chef for Labours partikontor siden 2011. Han hader Jeremy Corbyns ‘venstrepopulisme’, og ønsker sig brændende at komme af med den nye græsrodsorienterede ledelse. Han står i spidsen for et mislykket baglokalekup i 2016, men får utroligt nok lov til at blive siddende som partichef. Denne kompromissøgende linje skal senere komme til at bide Corbyn i halen.

McNicols had forplanter sig ned gennem de ansatte, der regelmæssigt joker med at slå deres formand ihjel. “Mon ikke det ville blive betegnet som partiskadelig adfærd”, skriver kontorchefen Tracey Allen muntert tilbage til et forslag fra en ansat om at stikke en isøkse i baghovedet på Corbyn. Den makabre joke er en reference til Josef Stalins mord på rivalen Leon Trotsky i 1940, og er et forvarsel på, hvilke metoder Starmers folk har tænkt sig at tage i brug, når de får generobret magten.

Smædekampagne giver pote i 2019

Trods et partiapparat, der i det skjulte modarbejder sin demokratisk valgte ledelse, får Labour et godt valg i 2017. Selv om man ikke får væltet Theresa May af pinden, kan partiet notere sig en fremgang på 30 pladser. Det er det bedste resultat i 16 år, og Labour vinder mere terræn end ved noget andet valg siden 1945. Samtidig mister De Konservative sit absolutte flertal i Underhuset, og bliver tvunget til at alliere sig med det nordirske højreekstreme parti Democratic Unionist Party.

Bag kulissen fortsætter arbejdet med at sabotere formanden ufortrødent i hovedkontoret på Victoria Street. Corbyn bliver frustreret over dét, han opfatter som inaktivitet. Til sidst får han nok, og erstatter partisekretæren McNicol med Jenny Formby, en betroet allieret. Paradoksalt nok sætter Formbys ansættelse skub i processen med at komme til bunds i den påståede antisemitisme. Hun opdager til sin overraskelse, at efterforskningsarbejdet har stået nærmest stille under McNicol. Flere hundrede tilfælde efterforskes under Formbys nye ledelse, men processen fører kun til få eksklusioner. Antisemitismen i partiet viser sig at være stærkt overdrevet.

“Corbyn bliver nu stemplet som manden, der har ignoreret et problem. Da den nye premierminister Boris Johnson udskriver valg i december samme år, bliver det til et knusende nederlag for Labour.”

Efter tre års intens hetz sidder Corbyn stadig i stolen. Men en BBC-dokumentar genopliver i 2019 historien om antisemitisme, og giver Iains McNicols tidligere kollegaer mulighed for at hævne sig. Citater bliver revet ud af sammenhæng for at underbygge et flyvsk narrativ om, at Corbyns folk har forsøgt at lægge låg på efterforskningen af antisemitisme – i direkte modsætning til det virkelige forløb.

BBC Panorama bryder her med en af journalistikkens grundpiller, og lader udelukkende aktivister fra den pro-israelske Jewish Labour Movement (JLM) komme til orde. I dokumentaren taler man ikke med en eneste af de mange jødiske Corbyn-støtter, der er organiseret i Jewish Voice for Labour (JVL). Samtidig ‘glemmer’ BBC at oplyse, at alle de interviewede er medlemmer af JLM. Det er et pinligt kapitel for den velrenommerede nyhedskanal, der i sin iver efter at bringe en sensationel historie forekommer blottet for kildekritik. Flere af historierne i BBC-dokumentaren er senere blevet tilbagevist som det pure opspind, herunder den helt utrolige historie fra JLM-ansatte Izzy Lenga, som fortæller, at hun på daglig basis har måttet lægge ører til “lovprisninger af Hitler” fra sine partikammerater.

BBC-dokumentaren får den øvrige britiske presse til igen at lugte blod. Fra The Guardian til Daily Mail begynder forsiderne igen at blive plastret til med historier om jødehad i Labour, og Corbyn bliver stemplet som manden, der har ignoreret et stort problem. Da den nye premierminister Boris Johnson udskriver valg i december samme år, bliver det til et knusende nederlag for Labour. Jeremy Corbyn trækker sig øjeblikkeligt som formand, og ved det efterfølgende formandsvalg vinder Keir Starmer fra partiets højrefløj overbevisende over Corbyns allierede, Rebecca Long-Bailey.

Isøkserne hvæsses

Jeremy Corbyns tid som formand er præget af en radikal vision for et andet Storbritannien. Det kommer klarest til udtryk i Manifestet For The Many – Not The Few, der lægger op til nationalisering af kritisk infrastruktur som vand og transport, flere penge til de svageste og færre penge til uproduktivt arbejde som overvågning og militær. Men indadtil forsøger Corbyn at finde fælles fodslag med resten af partiet, og søger kompromisser med det centristiske apparat. Forud for valget i 2019 får hans skyggeminister for håndteringen af Brexit, Keir Starmer endelig overtalt ham til at støtte en ny folkeafstemning om EU. Den gamle rebel føler sig presset ind i rollen som pragmatiker, og skal nu forsvare en holdning, han ikke deler. Den flagrende holdning til Brexit spiller formentlig også en rolle i det eklatante nederlag ved valget i 2019.

“Med en ny definition på antisemitisme, der sætter lighedstegn mellem kritik af Israel og jødehad, går Starmer og hans allierede i gang med at presse kritiske røster ud af partiet.”

Da Keir Starmer overtager formandsposten, kommer der øjeblikkeligt andre boller på suppen. Udadtil lover den nye formand at føre en samlende politik. Indadtil begynder han at hvæsse isøkserne. De indfører med det samme en ny definition på antisemitisme, der sætter lighedstegn mellem kritik af Israel og jødehad. Herefter går Starmer og hans allierede i gang med at presse kritiske røster ud af partiet.

Starmer slår i et interview med The Jewish Chronicle fast, at Israel ikke er en apartheidstat. Det falder mange af partiets medlemmer med palæstinensiske rødder for brystet, ganske som han havde håbet på. Nu handler det nemlig om at lægge så meget afstand til Corbyn-æraen som muligt. Keir Starmer sørger også personligt for, at der bliver udbetalt store erstatningssummer til de medvirkende i BBC-dokumentaren. Det går stik imod partiets egne advokaters anbefaling, men kan underbygge historien om, at Labour har haft et antisemitisme-problem.

Starmer fjerner i den kommende tid alle Corbyn-støtter fra ledende poster. Hans rival til formandsposten, Rebecca Long-Bailey bliver frataget sin skyggepost som undervisningsminister på baggrund af et retweet. En række af partiets venstreorienterede grupperinger bliver bandlyst. Mest iøjnefaldende er dog suspenderingen af Corbyn selv i efteråret 2020. Igen bliver det antisemitiske fantasifoster brugt som undskyldning, efter Corbyn kalder beskyldningerne “stærkt overdrevne”.

Fra ivrig dækning til tavshed

Mens de britiske medier har dækket historien om antisemitisme i Labour med imponerende ildhu, har der nærmest været radiotavshed om ‘The Labour Files’. Foreløbigt har BBC ikke kommenteret på den hårde kritik, men blot meddelt Al Jazeera, at man “står ved sine reportager”. Et enkelt kritisk læserbrev er sluppet igennem nåleøjet hos The Guardian, mens The Sun, Daily Mail og resten af tabloidpressen ganske som forventet har valgt at ignorere afsløringerne.

Heller ikke den uafhængige ‘Forde Inquiry‘, der tidligere på året dokumenterede problemerne med intern sabotage og afviste de fleste anklager mod Jeremy Corbyn, har affødt nogen selvransagelse i de britiske medier. Dog er det blevet til en bizar omgang god dag mand, økseskaft fra den nye Labour-formand i Starmers foreløbigt eneste kommentar til rapporten.

Også i de danske medier har historien om Jeremy Corbyns påståede antisemitisme fået masser af spalteplads. I Jyllands-Posten har UK-korrespondent Carsten Ellegaard dækket forløbet i britiske Labour løbende, og beskriver antisemitismen i Labour som et nærmest fundamentalt problem for partiets DNA.

Spørgsmålet er, om der “reelt kan gøres noget ved det [antisemitismen]”, skriver Ellegaard i et portræt af nyvalgte Keir Starmer fra 2020. Her beskrives Starmer som en mand, der “skal samle det ramponerede parti op“. Men som The Labour Files overbevisende dokumenterer, er det Starmers egen fløj, der har hældt sukker i benzintanken. Foreløbigt har Jyllands-Posten dog ikke bragt nogen omtale af dokumentaren – eller i det hele taget forholdt sig til de oplysninger, der bliver fremlagt i filmen.

I Berlingske Tidende tager avisens faste debattør Bent Blüdnikow den skridtet videre, og beskriver en “galopperende antisemitisme” under Corbyn, mens tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i samme avis omtaler Corbyns ledelse som en ‘rodebutik’ – uden på noget tidspunkt at reflektere over, hvem der har skabt rodet. Berlingske finder i februar 2020 også plads til en kronik af den israelske viceambassadør, Davy Antebi, der skyder med spredehagl efter en samlet venstrefløj, og i forbifarten får nævnt Jeremy Corbyn som antisemit. Heller ikke her er konklusionerne i Forde-rapporten eller The Labour Files indtil videre blevet omtalt.

“Starmer beskrives i Jyllands-Posten som en mand, der “skal samle det ramponerede parti op“. Men som The Labour Files overbevisende dokumenterer, er det Starmers egen fløj, der har hældt sukker i benzintanken.”

Også Weekendavisen lader til at være hoppet i med begge ben, og lader til på bekymrende vis at have lagt de kildekritiske briller på hylden i sin dækning af sagen. Avisens UK-korrespondent, Mette Rodgers beskriver i artiklen Den Sidste Jøde, hvordan antisemitisme blev “et kæmpe problem for partiet.” Men Rodgers bygger hele sin historie op på ukritisk videreformidling af den britiske presses nu veldokumenterede løgne, samt en enkelt kilde, parlamentsmedlemmet Margaret Hodge, der selv er blandt Starmers trofaste støtter i partiet, og som har en personlig interesse i at få genoprettet New Labours magt i partiet.

Hvad med de mange jødiske medlemmer af Jewish Voice for Labour, der som Leah Levine og Mike Howard er blevet ekskluderet af partiet for at være kritiske over for Starmers linje? The Labour Files dokumenterer på overbevisende facon, at der snarere er tale om en intern magtkamp end en principiel kamp mod antisemitisme, og interviewer flere hundrede af de berørte medlemmer, herunder en lang række jødiske medlemmer, der efter Starmers magtovertagelse er blevet ekskluderet. Til sammenligning virker Mette Rodgers’ artikel mildest talt tyndbenet.

I samme Weekendavisen skriver Klaus Wivel i november 2020, at EHRC-rapporten må give anledning til “selvransagelse på venstrefløjen”. Wivel påpeger, at “venstrefløjen har haft en antisemitisk tradition, der strækker sig helt tilbage til Karl Marx”. Det er i sig selv en forbløffende anklage at rette mod jødiske Marx. Anderledes stille lader der imidlertid til at være om den senere Forde Report, der når til nogle af de samme konklusioner som Al Jazeera-dokumentaren: Beskyldningerne om anti-semitisme er først og fremmest et politisk redskab.

Blandt de hyppigt optrædende i The Labour Files er den tidligere politiske redaktør for avisen Daily Telegraph, Peter Oborne. Han indrømmer blankt, at hans egen avis hoppede med på en falsk fortælling om antisemitisme, og virker nærmest brødebetynget over sin naivitet. Man kunne i sit stille sind håbe, at The Labour Files også blev anledning til en smule selvransagelse for danske journalister og meningsdannere som Wivel, Blüdnikow og Rodgers.

Filmen er dog i det store hele blevet ignoreret i såvel de britiske som danske medier, der ellers har fulgt antisemitisme-fiktionen med stor iver. Deres tavshed underbygger i den forstand filmens konklusioner, som også cementeres af, at ingen af bagmændene i Labour har ønsket at medvirke. Keir Starmer og resten af den nye ledelses tavshed bliver hjulpet godt på vej af den britiske (og internationale) presses totale mangel på interesse.

Starmers Pyrrhussejr

The Labour Files er historien om, hvor langt et partiapparat, som ikke vil følge de menige medlemmers ønsker, er villigt til at gå for at vinde. Den viser en leder, der kynisk bruger antisemitisme som et dække for at konsolidere sin magt.

“I lyset af De Konservatives nedsmeltning under Liz Truss ser det ud til, at Keir Starmer snart kan spankulere ind i premierminister-boligen. Har man set The Labour Files, er det en bekymrende udsigt.”

I lyset af De Konservatives nedsmeltning under Liz Truss ser det ud til, at Keir Starmer snart kan spankulere ind i premierminister-boligen på baggrund af sine modstanderes inkompetence. Har man set The Labour Files, er det en bekymrende udsigt. Manden, der i de danske medier beskrives som en ‘ansvarlig oprydningsmand’, ligner i dokumentaren snarere arkitekten bag det kaos, der kuldsejlede Labour. Medlemmerne har reageret ved at melde sig ud i tusindvis, og forholdet til landets stadig mere kampklare fagforeninger er historisk dårligt. Når Keir Starmer om føje tid kommer til magten må han derfor spørge sig selv, hvor mange flere magtkampe han kan vinde, før Labour ligger endeligt i ruiner.

Al Jazeera dokumenterer en opvisning i magtfuldkommenhed, der får de danske borgerlige partiers kritik af Mette Frederiksen til at blegne. Hvor langt vil en mand som Starmer gå, hvis han først får rigtig magt? Dét truende spørgsmål indleder dokumentaren, og får – sammen med en klar anbefaling om at se filmen – også lov at sætte punktum for denne anmeldelse.

“Hvis en lille hemmelig gruppe i spidsen for ét af Storbritanniens to store partier er parat til at opføre sig sådan her for at få magten i deres eget parti – hvad sker der så, når de styrer efterretningstjenesten og hele statens magapparat? Vil de pludselig begynde at gå op i retfærdighed og retssikkerhed?”

“Eller vil de opføre sig, som de har gjort hidtil – eller endnu værre?“

Se første del af The Labour Files her.

---