Socialdemokraternes store højresving startede i 1990’erne

Leder du efter en informationsmættet og velresearchet bog, der tager kvalificeret stilling i debatten om udviklingen af den offentlige velfærd? Så sæt dig til rette i selskab med Søren Kolstrup, der i sin nye bog giver rigeligt med stof til eftertanke om, hvordan en venstrefløj skal forholde sig til et Socialdemokrati, der på den ene eller anden måde kun vaklende forsvarer denne velfærd – og undertiden angriber den.

Forandringens årti. Mellem velfærd og nyliberalisme 1990- 2001 handler om en afgørende periode i den nære Danmarkshistorie. En omfattende omkalfatring af den offentlige sektor og den sociale velfærd blev sat i værk i dette årti. Under læsningen bliver det slående, at de kampområder, der i dag er i fokus, blev tegnet op dengang i 1990’erne. Nøgleordene for den tid hed privatisering, markedsgørelse af den offentlige sektor, ændringaf sociale rettigheder til noget-for-noget tænkning. – Og de samme problemstillinger er på spil i dag.

Globalisering slår igennem

Internationalt fejrede markedsøkonomien nye triumfer. Lovgivning der begrænsede markederne forsvandt, og finanskapitalen voksede sig enorm. Den amerikanske politolog Francis Fukuyama talte om ‘historiens endepunkt’ – og tilsyneladende anfægtede ingen liberalisme og markedsøkonomi. Kapitalismen tog et yderligere stort spring i retning af at nedbryde nationale grænser, markedet blev for alvor til verdensmarkedet, og globalisering blev et vilkår, ingen kunne ignorere. 

Her kom den nationale, statslige politik til at handle om at følge med i en skærpet international konkurrence, forklarer Søren Kolstrup. Uddannelses- og skattesystemer måtte omstilles, for at de enkelte stater kunne begå sig. Omstilling i velfærd og lønmodtager-rettigheder fremstod som uundgåelige krav. Sådan forekom det i hvert fald. Og sådan er det blevet fremstillet med stærkt gennemslag f.eks. hos den danske politolog og debattør Ove Kaj Pedersen og hans idé om den moderne velfærdsstat, der måtte forvandle sig til en konkurrencestat. Andre kalder det for nyliberalisme, dvs “et politisk projekt, der vil markedsgøre alle sfærer i samfundet”. Markedstænkning skulle gennemsyre alle menneskelige aktiviteter. 1990’erne var også den tid, hvor Socialdemokraterne opgav idéen om socialisme som en fremtidig tilstand, og erstattede den med dét, Kolstrup kalder “en etisk fordring”. 

Ikke kun nødvendighed

En af Søren Kolstrups drivende idéer er at anfægte, at ændringerne af statens funktioner var lutter nødvendighed. Andre valg kunne være truffet. Men i hvilken grad blev disse muligheder brugt, spørger forfatteren. Den helt enorme styrke i bogen ligger i, at den nøgternt fremstiller udviklingen på centrale områder i sin kompleksitet, og med det helt store vingefang optegner, hvad der samtidig foregik i Frankrig, Tyskland, Sverige og Storbritannien.

Ligesom en række andre vigtige lande var Danmark det meste af perioden regeret af Socialdemokrater. Poul Nyrup-Rasmussen var i spidsen herhjemme, Tyskland havde Gerhard Schröder, Frankrig Lionel Jospin, Storbritannien Tony Blair og Sverige Ingvar Carlsson og senere Göran Persson. Det var meget forskelligt, hvordan de liberale velfærdsangreb blev imødegået. Blair lagde sig næsten helt fladt ned, mens Jospin var stærkest til at holde fast i lønmodtager-rettigheder. 

Fra borgerlig regering til borgerlige socialdemokrater

Ved 1990’ernes start havde Danmark en konservativ regering. Den tabte flertallet i 1993 og regeringen med Poul Nyrup Rasmussen kom til. De holdt sig ved magten i skiftende koalitioner med først radikale, kristelige og centrumdemokrater. Mod slutningen var kun de Radikale med i koalitionen. Nyrup Rasmussen-regeringen havde sit grundlag med støtte fra SF og Enhedslisten. Men i 2001 led Socialdemokratiet et læsterligt nederlag til Venstre, hvilket indledte den lange periode med rent borgerligt styre. Nyrup-regeringens handlinger er bogens tyngdepunkt.

“Søren Kolstrup beskriver, hvordan Socialdemokraterne i princippet fortsatte, hvor forgængeren, den konservative Poul Schlütter slap.”

De meget omfattende ændringer, der fandt sted i 1990’erne, kunne ligne en lige og lang march mod ødelæggelse af lønmodtagerrettigheder og udhuling af de socialt mest udsattes positioner. Socialdemokraterne fortsatte i princippet, hvor den konservative forgænger Poul Schlütter slap, beskriver forfatteren. Men Søren Kolstrup er bestemt ikke en mand, der går efter at afsige ensidige domme eller lader sig nøje med at slynge slagord ud. Han undersøger og dokumenterer helt ned i den sidste djævelske detalje, hvad der egentlig er på spil i kampen mellem det borgerligt-liberale Danmark og det sociale Danmark. Og et underliggende kardinalpunkt for Søren Kolstrup er at belyse, i hvilken grad Socialdemokratiet repræsenterer det sociale Danmark.

Vi får historien om de beslutninger, der blev taget i forandringsprocessen af velfærd og offentlig drift. Bogen foregiver ikke at være den hele Danmarkshistorie, knap nok politisk historie. Den er “bare” en omfangsrig fremstilling på 567 sider af de vedtagelser inden for økonomi, velfærd, uddannelse, infrastruktur og finans, der kom til at gælde fra start 1990’erne indtil valget i 2001, som førte til et massivt og langvarigt borgerligt overtag med først Anders Fogh Rasmussen og senere Lars Løkke i statsministeriet. Alt sammen præsenteret i et ligetil ordvalg, præcise metaforer med en stilfærdig humoristisk sprogtone.

Forandringer undervejs

Vi får klare opsummeringer af, hvordan forandringer kom ind over landet: Fra ændringer i synet på sociale ydelser, “noget-for-noget tænkning”, ændring af boligsektoren og sundhedsvæsnet og ikke mindst uddannelsesvæsenet, hvor effektivitet bliver et bærende princip.

1990’erne blev det årti, hvor en socialdemokratisk inspireret forestilling om staten som beskytter af det enkelte individ og regulator af den samlede økonomi helt eller delvist bliver sat i skyggen. I stedet kommer forestillingen om staten, som igangsætter et øget udbud af arbejdskraft som incitament til øget produktivitet. Logikken om, at flere arbejdsløse nok skulle få folk til at rubbe neglene, vandt indpas.

I samme periode kommer også den øgede brug af at indlægge profit-motiver som incitament i ellers offentlige non-profit virksomhed. Og endelig kom en stribe privatiseringer og udbud af offentlige værker. 

Vi får beretningen om nye idéer og nye regler på det sociale område. Man skal yde, før man kan nyde, hedder det nu. Den logiske forlængelse heraf handler om pligtaktivering for modtagere af bistandshjælp. Et nyt synspunkt tager over i forhold til forestillingen om aktivering med henblik på opkvalificering. Nedsatte ydelser skulle give incitament til at tage jobs, der ellers ville være ubesatte. Retten til dagpenge blev reduceret fra 7 til 4 år, og senere yderligere forkortet.

Privatisering og udlicitering

På boligområdet betød 1990’erne et dramatisk fald i opførelsen af nye almene boliger, og i København blev ikke mindre end 20.000 kommunale lejligheder gjort private, godt nok en del af dem som andelsboliger. Men siden blev lovgivningen på området lempet, så priserne på lejligheder steg voldsomt. Men der forekom også udviklinger i andre retninger. F.eks. blev beboerdemokratiet i de almene boliger markant styrket. Alligevel betød de nye tiltag, at de almene boliger i højere grad blev en “residual løsning for mindrebemidlede og udsatte borgere”. De enkelte boligområder blev i stigende grad polariserede mellem velbemidlede og de mindrebemidlede. 

“Med reform af folkepensionen fik de borgerlige en chance for at fravriste socialdemokraterne en af deres historiske “kronjuveler”, som Kolstrup så malende udtrykker det.”

På sundhedsområdet var de borgerlige offensive med kravet om et såkaldt “frit sygehusvalg”. Kvalitet skulle sikres ved, at borgernes valg af sygehus udgjorde en drivkraft til at forbedre driften af sygehusene. Til gengæld rykkede de borgerlige “til venstre” ved at tilslutte sig venstrefløjens mål om frie og lige adgang til sundhedsydelser. – Som den senere borgerlige regering så søgte at underminere ved at gøre private sundhedsforsikringer skattefri!

I uddannelsessektoren blev folkeskolernes lærerråd erstattet af  mere magtfulde skoleledere og skolebestyrelser, universiteternes demokrati blev erstattet af eksterne ledelser, ny løn blev et styringsredskab. Folkeskolen kom ind i det internationale såkaldte PISA-evalueringssystem, der betød, at elevernes færdigheder med fast rutine blev evalueret efter internationale standarder.

Folkepensionen mistede en del af sin universelle karakter, idet den i højere grad blev reguleret efter andre indtægter. Her fik de borgerlige en kærkommen blottelse af Socialdemokraterne, og de kunne fremstå som de sande forsvarere af folkepensionens grundbeløb. Man fik en chance til at fravriste socialdemokraterne en af deres historiske “kronjuveler”, som Kolstrup så malende udtrykker det.

Markedsgørelse af de offentlige institutioner

Stribevis af offentlige virksomheder blev privatiserede: telefonselskaberne, postgiroen, Statsanstalten for Livsforsikring. En privatisering af Københavns Lufthavn blev sat i gang, offentlig persontransport blev i høj grad sat i udbud, dele af postvæsnet gik samme vej. 

De selvejende realkreditinstitutioner blev lagt ind under private banker, der i øvrigt fusionerede til storbanker. Hvad der præcis er drivkraften bag alt dette er ifølge Søren Kolstrup ikke præcist til at udpege. I nogle sammenhænge er det EU’s rammer for den økonomiske politik og udliciteringer. I andre tilfælde slipper man heldigt fra at ignorere EU. Nogle initiativer kommer fra de borgerlige partier (særligt det frie sygehusvalg), andre gange er det socialdemokraterne selv der tager fat.

Hvor de borgerlige partier ønskede markedsgørelse af offentlig velfærd og privatiseringer, fordi de var principielle tilhængere af profitmotivet, var socialdemokraterne snarere drevet af et motiv om at gøre organiseringen af velfærden mere smidig og offentlig virksomhed mere effektiv. Reformere for at bevare.

Hvad ville socialdemokraterne opnå?

En yderligere stor kvalitet ved Søren Kolstrups fremstilling består i, at han udfolder analytisk distance, og samtidig holder fast i sit eget engagement i velfærdsstaten. Det gør fortællingen fængende trods emner, som ellers kunne fremstå som støvede.

“I det store politiske spil ser Søren Kolstrup Socialdemokratiet som en stærk motor for de forandringer, der fandt sted i 1990’erne, men ikke som eksponent for en entydig borgerlig politik.”

Et fint eksempel på forfatterens analytiske distance finder man bl.a., når han skal indkredse socialdemokraternes motiver. På det helt overordnede plan er de modstridende hensyn til høj produktivitet og lav inflation.  Men også andre motiver er på færde, Han taler om “hensynet til den parlamentariske faktor”, hvor Socialdemokraterne engang i 1995 lavede en finanslov med konservative stemmer. Hvorfor ikke tilgodese partiets kernevælgere, interessefaktoren? Her er Kolstrups svar, at partiet kunne sigte på stabilitet ved at lave forlig “til højre”, og samtidig splitte Venstre og Konservative. En ikke ubetydelig (og legitim) gevinst i Kolstrups øjne. Kolstrup har desuden øje for den indirekte parlamentariske indflydelse, et parti kan have ved at være en del af “et truende flertal” – altså ikke direkte forligsdeltager, men medspiller på den måde, at et parti kan sætte de aktuelle mulige forligspartnere under pres. “Hvis I kræver for meget på den ene side, så laver vi bare forlig til den anden side – og I får intet!”

I det store politiske spil ser Søren Kolstrup Socialdemokratiet som en stærk motor for de forandringer, der fandt sted i 1990’erne, men ikke som eksponent for en entydig borgerlig politik. Forfatteren fremhæver især, at Socialdemokraterne gennemførte en økonomisk såkaldt kickstart i starten af årtiet (til trods for OECD’s indsigelser), og der kom meget værdsatte orlovsordninger.

Venstre vandt spillet om at være velfærdsgarant ved valget i 2001

Men det socialdemokratiske forsvar for den velfærdsstat, de havde været drivende kraft i at opbygge, havde ikke større gennemslag end at partiet Venstre op mod valget i 2001 fremstod for vælgerne som det parti, der er bedst til at sikre både velfærd og sundhed.

Her var ændringerne i efterlønnen fra 1998 stadig et emne, offentligheden huskede på. Efterlønsændringerne kalder forfatteren “den sidste store kronjuvel”, der sikrede enhed mellem Socialdemokrati og fagbevægelse og åbnede for en massiv beklikkelse af Poul Nyrups troværdighed.

Velfærd og sundhed var helt centrale emner i socialdemokraternes selvforståelse. Det er Søren Kolstrups pointe, at det ikke var indvandrerpolitik, der var afgørende for 2001-valgets udfald. Socialdemokraterne havde i alt for høj grad ført en politik til at tilgodese “en sund økonomi” d.v.s. at leve op til doktriner om et stort udbud af arbejdskraft, balance i statsbudgetter og inflation under kontrol. For at leve op til dette så man ikke andre muligheder end at betale med velfærd.

Fortiden aktualiseres

I forhold til aktuelle debatter om, hvor langt venstrefløjen skal støtte en socialdemokratisk mindretalsregering, giver bogen særdeles nyttig baggrundsviden. Det dokumenteres både, at Socialdemokratiet i allerhøjeste grad har spillet en aktiv rolle i en udvikling, der gennem årene har udhulet store dele af den sociale velfærd – som de i øvrigt selv havde en vigtig drivkraft i at skabe. Men den fortæller også, at Socialdemokratiet (næsten) hele vejen igennem har optrådt som moderator over for borgerlige angreb på sociale rettigheder. Her er det forfatterens råd til venstrefløjen, at yder man grundlæggende støtte til en centrum-venstre regering, så er det afgørende, at man også får manifesteret selvstændighed i forhold til dette. Ja faktisk mere end det: Det handler om at indtage “en klar og entydig opposition” til regeringspartiet. Vel at mærke når Socialdemokratiet laver tiltag på tværs af underklassens interesser.

“Søren Kolstrup har med denne bog befæstet sin placering som en af landets skarpeste kendere og analytikere af den offentlige velfærd og dens udviklingshistorie”

Jeg savner én vigtig detalje. Hele effektiviseringsbølgen af den offentlige sektor, som tog fart dengang, havde ikke kun baggrund i nyliberal tænkning. En stor del af baggrunden havde også at gøre med, at den offentlige sektor før den tid blev betragtet (ikke med urette) som meget langsommelig, indviklet og overadministreret. En massiv folkelig utilfredshed med den offentlige sektor kom til udbrud med Mogens Glistrups Fremskridtsparti helt tilbage i 1970’erne. Når den offentlige sektor blev underkastet en voldsom forandringsproces i 90erne, skete det også på baggrund af folkelig utilfredshed. Venstrefløjen formåede ikke at opsamle kritikken og formulere en progressiv kritik af det offentlige.  New Public Management havde tilsyneladende eneret på at formulere alternativer til den byrokratiske forvaltning.

Søren Kolstrup har med denne bog befæstet sin placering som en af landets skarpeste kendere og analytikere af den offentlige velfærd og dens udviklingshistorie. Vi har med “Forandrings årti” fået en stærk brik til bedre af forstå det politiske livs kompromisser og dynamikker. For dem, der har oplevet 90’erne i real tid, giver bogen et fremragende overblik. For yngre politisk interesserede må Søren Kolstrups bog give en præcis og kyndig indføring i forudsætningerne for nutidens konflikter.

Søren Kolstrup: “Forandringens årti. Mellem velfærd og nyliberalisme 1990- 2001”. Frydenlunds Forlag, 2022. 568 sider. Vejl. pris 349 kr.